Vibeke Manniches censurpoliti?

 

 

 

Billede af Mikael Hertig

Mikael Hertig, MH foto GPL CC0 licens

 

Af Mikael Hertig

 

 

 

Netpoliti, kritik, ytringsfrihed, injurier.

 

Tegneseriefigur af glad ekspertdame

Da jeg ikke tør snuppe billeder af Vibeke Manniche fra hendes egen side, ser vi her en glad underviser

Der har den seneste tid verseret forskellige debatter, hvor de infamiteter, kendte personer udsættes for, udgør grundlaget for tanken om nye indgreb i ytringsfriheden.

“Vi skal have et netpoliti”

 

Sådan sagde først Pernille Rosenkrantz-Theil og siden Vibeke Manniche, der netop føler sig uskyldigt ramt af en shitstorm.

De to anledninger til disse agurketidsdiskussioner er vidt forskellige. I det ene tilfælde drejer det sig om at ville beskytte en kendt youtuber fra at lægge sit eget suicidalbrev ud på nettet. I det andet tilfælde handler det om defokusering fra en ellers ganske lødig kritik.

 

Facebook har den egenskab,  at når nogen skriver eller kritiserer en person, så kommer meningsfællerne fra ekkorummet med en gevaldig forstærkereffekt. Overdrivelserne tager over, simpelthen.

Tankegangen bag forslagene er, at serviceprovideren (det firma, der stiller hjemmesidefaciliteter til rådighed) kan sammenlignes med en avisredaktion, der tager stilling til, om en udgivelse må finde sted eller ej.

Heller ikke Facebook kan stå til rådighed med det samme. Som udgangspunkt er det forfatteren af angrebet, der med sine tilsvinende skældsord må drages til ansvar. Da de mest ærerørige beskyldninger sker åbent, må straffelovens injurieregler være udgangspunktet.

Den helt traditionelle fremstilling af injuriebestemmelserne i straffeloven (§ 267-70) handler om påstandens ærerørige karakter, udbredelse og sandhedsværdi. Sproget, der anvendes, er ikke ligegyldigt. Holder man sig til en regel, hvor det er forholdsvis moderat sprogbrug (“usandt”, “misvisende”,  “forkert” er betegnelser, der adresserer  et udsagn og ikke personen, og det er sikkert en god idé at gøre sådan. Når man for eksempel som Mogens Lønborg om mig på min åbne side, som har mange følgere, ustandselig  sig om mit åndelige eller moralske niveau, adresserer han helt oplagt personen. Der begynder grunden at gynge allerede. En simpelt svar består i borgerens ret til, altså i det tilfælde, at udtale mig om Lønborgs moralske niveau. Den dag, hvor jeg ser, han har noget, vil jeg bestemt vende tilbage og berette om det.

Kernen i beskyldningerne mod Vibeke Manniche har årene igennem handlet om, at hun både som lægekonsulent, hvad hun vistnok er ophørt med at være, og som underviser uddanner sagsbehandlere i jobcentrene i at træffe rent medicinske afgørelser – hvad de ikke må.

Emnet er kompliceret. For i det politisk-administrative miljø, jobcentrenes beslutninger udfolder sig i, skal der skelnes skarpt mellem de medicinske og de øvrige informationer. Det er i praksis umuligt. En Landsretsdom fra 2015 forbyder sagsbehandleren i at lade spørgsmål om overvægt indgå i den ikke-medicinske vurdering af borgerens funktionsevne. Det er altså et medicinsk og ikke et sagsbehandlingsorienteret emne at komme med den slags. Men det er præcis, hvad Manniche – efter min mening med rette – beskyldes for at leve af at undervise sagsbehandlere i.

Dilemmaet er altså, at hvis hun har nogen kompetence, er den ikke juridisk, den er medicinsk. Og så kan hun jo ikke uddanne kommunale HK’ere i at lege doktor i jobcentrene.

 

Men Manniche har krav på at blive beskyttet mod de reneste ringeagtsytringer. Sammenligninger med dyr eller lignende hører ingen steder hjemme.  Og skældsordene har det med at følge op på de mere saglige indlæg.

Så kunne man jo mene, at bestemte ord ikke måtte bruges. Men det kræver en en konkret vurdering. Det kan næppe kritiseres særlig voldsomt, hvis man kalder en prostitueret for luder, hvorimod det vil være stærkt kritisabelt, hvis man bruger det samme ord om enhver anden kvinde.

Der har bredt sig en beklagelig tendens til, at listen af kendisser, der også optræder på Vibeke Manniches hjemmeside som undervisere eller lignende, fejlagtigt antages for at være lige så moralsk anløbne, som hun selv beskyldes for at være.  Det er da beklageligt. Jeg fraråder det.

 

Fake news?

 

Diskussionerne om fake news er ved at fade ud, fordi. vi ikke rigtig ved, hvad vi skal stille op.  Måske fordi de mest åbne store løgne er mindre interessante end forvirring og fejltagelser, vi alle begår jævnligt.

Der er indtil videre heller ingen let vej at gå her. Jeg tror hverken den selvmordstruede pige eller Vibeke Manniche står på russernes lønningsliste. Så det er ligesom ikke der , problemet opstår.

 

 

Konklusion

‘Tanken om at indføre et netpoliti er nærmest vanvittigt. Men det viser, at der er en akse af politiske interessenter, formentlig bestående af konservative, socialdemokrater og Dansk Folkeparti, der hele tiden bilder sig ind, at man ved hjælp af institutionelle løsninger kan løse alle mulige rent menneskelige problemer.

Det er en kimære. Tvangsfjernelser er nok i nogle tilfælde nødvendige, men uden blik for, at de måske i mange tilfælde skaber større problemer, end de løser, går det rent galt.

Det mærkelige ved denne konstatering er, at netop disse partier har fremstået som ytringsfrihedens mest dydsirede apostle.

Så Rosenkrantz-Theil og  Vibeke Manniche har noget tilfælles.

 

 

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *