Om overlevelseshjælp – fortolkningsbidrag

 

 

 

 

Hvor lang tid må det tage?

 

 

 

Portræt af Mikael Hertig

Mikael Hertig (c) april 2017

 

Emnet

Klippeformation ved Qinngorput, Nuuk juni 2017, morgenlys.
Mikael Hertig foto

Hvis et menneske ingen penge har til at leve for her og nu, så skal kommunen under visse omstændigheder bevilge “overlevelseshjælp”. Det siger sig selv, at overlevelse ikke kan vente. Derfor overvejer jeg iat anke en konkret sag, hvor der burde have været vejledt om overlevelseshjælp.  På det tidspunkt, hvor disse linjer skrives, er der gået 14 dage, siden den første hjælp efter min vurdering burde være blevet bevilget. Jeg overvejer at anke sagen til Ankestyrelsen, uanset om situationen er rettet op efterfølgende eller ikke. Det giver sig selv, at sådan hjælp skal ydes hurtigt. Det er ikke sket i denne sag.

 

 

Historien

 

Flagene blæser hver sin vej

 

Denne historie handler om et par, der bor i en grønlandsk by. Kvinden får konstateret en bestemt kræftform. Grønlands Selvstyre samarbejder med Rigshospitalet om behandling af sygdomme, Sundhedsvæsenet i Grønland ikke kan tage sig af. Der er efter det oplyste ikke den samme ventetidsgaranti for grønlændere i Grønland som for danskere. Kvinden får oplyst, at hun skal vente et år, hvis hun skal opereres på Rigshospitalet: samtidig ved vi, at der ikke bevilges rejser og ophold for ægtefælle eller kæreste.

På den baggrund vælger parret at gøre det drastiske: de flytter til  en jysk provinsby. Inden flytningen havde de forsøgt at skaffe sig en postadresse, så de kunne gå på kommunens kontorer og melde flytning for senere at søge kontanthjælp. Modtagelsen på Jobcentret føler parret ydmygende og nedladende. Parret har før boet i en anden by i Danmark, hvor begge følte sig pænt behandlet. Men sådan gik det ikke i første omgang her.

I forbindelse med ansøgningerne om kontanthjælp og om overlevelseshjælp blev parret i første omgang simpelthen sendt hjem, fordi papirerne ikke var i orden. De havde ikke sygesikringsbevis – det kommer først 14 dage senere. Kendskab til bopælsattest fra Grønland havde forvaltningen ikke.

Da parret kom anden gang, begyndte medarbejderen på kontoret at kigge kvinden over skulderen, da hun slog op på sin bank for at fortælle, hvor mange penge, der stod på kontoen. Men det har medarbejderen ikke ret til, før der er givet samtykke. Overfor mig hævder den grønlandske kvinde, at den kommunale medarbejder ikke nøjedes med at se på, nej, hun forlangte, at der skulle skiftes sprog fra grønlandsk til dansk, og hun tog fysisk fat i den computermus, kvinden havde i hånden for at tage over. Uden samtykke er sådan adfærd alvorligt i strid med persondatalovgivningen.

Forvaltningen får skaffet sig oplysning om, at de indeståender, parret tilsammen har, end ikke kan dække modtagelsen af flyttelæsset, når det kommer. På den baggrund nægter kommunen at udbetale både overlevelseshjælp og kontanthjælp. Den vejleder ikke samtidig om muligheden for at flytningen betalt som enkeltydelse.

Jeg henvender mig til Jobcentret for at spørge ind til sagen, dels via mail, dels via telefon. Jeg kritiserer Jobcentret for at behandle den kræftsyge kvinde nedladende og i strid med persondatalovgivningen. Dertil kommer den manglende konduite. Der loves bod og bedring, og da parret møder op til jobsamtaler efter den anden weekend, behandles de mere høfligt. Men nu er der sat en anden sagsbehandler på overlevelseshjælpsdelen. Den starter forfra. Sagsbehandleren vil ringe tilbage, men  “der  er jo nogle procedurer, der skal overholdes”. Så 14 dage efter, at parret henvendte sig første gang, og hvor de reelt søgte overlevelseshjælp. Der er intet sket på dette tidspunkt.  (17. juni).

I øvrigt går jobsamtalerne tilfredsstillende, og nu er sagerne om kontanthjælp ved at komme under behandling.

Kommunen vil ikke hjælpe parret med at finde en bolig; den siger, at den har vedtaget ikke at anvise boliger. Men den oplysning er usand.
På denne side fremgår det, at kommunen “i særlige tilfælde kan anvise boliger”. Med andre er der mundtligt givet en usand oplysning. Kommunen kan godt anvise boliger, man ansøgningen afvises mundtligt efter det oplyste ved, at det usandt meddeles, at kommunen ikke anviser boliger.

 

Juraen i sagen

 

 

Billede af forgyldt træhammer og bræt at slå på

 

 

Juraen handler om forbigående hjælp, eller som det også kaldes: “overlevelseshjælp”. Reglen herom fremgår af Aktivlovens § 81, som er gengivet nedenfor. Der følger en vejledning og en principafgørelse med nedenfor. Det helt afgørende hensyn ved udbetaling af overlevelseshjælp er det simple princip: Folk skal have noget at leve af, og de skal kunne holde nøden så meget fra døren, at de kan betale det allermest essentielle, dvs. mad og husleje. 

Ankestyrelsens centrale sætning i principafgørelsen er:

“Ankestyrelsen fandt, at det var afgørende for ansøgerens livsførelse, at han fik hjælp til nødvendige udgifter, herunder til kost, mens kommunen behandlede ansøgningen om genoptagelse af kontanthjælpen.”

Det følger af princippet om saglig forvaltning, at en sag skal undersøges, før der kan træffes en afgørelse. Officialmaksimen  indeholder et dilemma: På den ene side skal sagen være oplyst tilstrækkeligt, før der træffes en afgørelse. På den anden må hensynet til effektiviteten sætte en grænse for undersøgelseaktiviteternes omfang, ligesom formålet “overlevelseshjælp” direkte indebærer, at sagen ikke må trækkes i langdrag.

Det fremgår af sagen, at parret havde et indestående på deres bankkonti, der end ikke dækkede regningen for modtagelsen af flyttelæsset. Med andre ord forestår der udgifter ved siden af kosten, som oversteg de forudsete nærmeste udgifter.  Det vidste forvaltningen fra første dag. Papirnusseri vedrørende andre omstændigheder, fx. kontanthjælpen, kunne vente. Parret var lige kommet til byen og havde ingen midler at leve for den første måned, da kontanthjælp altid betales bagud. Det fremgår af lovgivningen, at betingelsen for at udbetale overlevelseshjælp er, at de pågældende økonomisk set opfylder betingelserne for at få kontanthjælp. Da de har meldt sig på jobcentret og folkeregistret allerede for 14 dage siden, burde de mest simple aspekter af sagens opklaring med henblik på udbetaling af overlevelseshjælp kunne have været klaret på væsentligt kortere tid, dvs. tre-fire dage.

Forvaltningerne i mange kommuner har udviklet en grad af nidkærhed i forbindelse med udbetaling af sociale ydelser, der i sig selv indebærer en urimelig grad af kontrol – på nær det samme som mistillid.

Hvis det efter nøjere granskning alligevel viser sig, at parret med vilje har tilbageholdt oplysninger af betydning for sagen, kan overlevelseshjælpen efterfølgende forlanges tilbagebetalt.

Det afgørende, set med kommunens øjne er, om beløbet til flytning af møbler med videre fra Grønland til Danmark, ca. 10.000 kroner, må modregnes som kontant beholdning. Normalt hedder det sig netop, at ved beløb under 10.000 finder der ingen modregning sted.

Men når det handler om overlevelseshjælp, har kommunen så ikke ret til at modregne?

* Jeg mener ud fra en helhedsvurdering, at valget måtte stå imellem et tilsagn til parret om at betale for flytteomkostningerne (det er der også hjemmel til) eller udbetale overlevelseshjælp.

Man skal huske, at det centrale hensyn er penge til livsfornødenheder, dvs. transport og mad. Derfor er hver dag en sultedag i uvished.

Da de simple oplysninger hele tiden har foreligget, bliver konklusionen derfor, at kommunen enten burde have bevilget flytningen betalt eller have udbetalt overlevelseshjælp indenfor den første uge efter parrets ankomst.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Boligblokke i det moderne Nuuk

Qinngorput, Nuuk
Boligblokke

 

 

 

Ankestyrelsens principafgørelse 118-09 om kontanthjælp – enkeltydelser – overlevelseshjælp – hjælp til forsørgelse – standsning – ægtefæller

Resumé :

 

Der var ret til hjælp til nødvendige udgifter, herunder til kost, efter at den løbende kontanthjælp var standset.

Ankestyrelsen fandt, at det var afgørende for ansøgerens livsførelse, at han fik hjælp til nødvendige udgifter, herunder til kost, mens kommunen behandlede ansøgningen om genoptagelse af kontanthjælpen.

Kommunen havde standset kontanthjælpen til ansøgeren, da han giftede sig med en kvinde med bopæl i udlandet, da hendes indtægts- og øvrige forhold skulle afklares. Hverken ansøgeren selv eller ægtefællen havde efter det oplyste indtægt og formue.

Ankestyrelsen tog kun stilling til klagen over afslag på ansøgningen om overlevelseshjælp.

Klagen over kommunens afgørelse om standsning af løbende kontanthjælp skulle behandles af beskæftigelsesankenævnet. (eksisterer ikke længere i 2019)

Love:

 

Lov om aktiv socialpolitik – lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 – § 81

 

§ 81

Kommunen kan yde hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter til en person, som har været ude for ændringer i sine forhold, hvis den pågældendes egen afholdelse af udgifterne i afgørende grad vil vanskeliggøre den pågældendes og familiens muligheder for at klare sig selv i fremtiden. Hjælpen kan normalt kun ydes, hvis udgiften er opstået som følge af behov, der ikke har kunnet forudses. Kommunen kan dog efter en konkret vurdering undtagelsesvis yde hjælp til en udgift, der har kunnet forudses, hvis afholdelsen af udgiften er af helt afgørende betydning for den pågældendes eller familiens livsførelse.

Ankestyrelsens Sagsfremstilling (principafgørelsen)

Kommunen standsede kontanthjælpen til ansøgeren pr. 1. oktober 2008, da han giftede sig med en kvinde fra udlandet den 15. september 2008, og hendes indtægts- og øvrige forhold først skulle afklares.

Ansøgeren gjorde indsigelse imod standsningen af kontanthjælpen pr. 1. oktober 2008, og i den forbindelse søgte han #overlevelseshjælp. Han oplyste, at han ikke havde noget at leve af, og at ægtefællen i udlandet heller ikke havde indtægter og formue.

Kommunen traf afgørelse om afslag på overlevelseshjælp.

Det sociale nævn (eksisterer heller ikke længere)  stadfæstede kommunens afgørelse om afslag på overlevelseshjælp.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at han ikke havde været udsat for en social begivenhed i aktivlovens
forstand.

Nævnet lagde vægt på Principafgørelse A-16-08, hvoraf det fremgik, at ægtefællers gensidige forsørgelsespligt først ophørte ved separation eller skilsmisse. Nævnet fandt ikke, at det faktum, at ansøgerens hustru ikke havde opnået opholdstilladelse/arbejdstilladelse kunne ændre ved afgørelsen.

 

Desuden vurderede nævnet, at hjælpen ikke kunne anses for en rimeligt begrundet enkeltudgift, der var opstået af et behov, som ikke havde kunnet forudses.

Nævnet lagde vægt på, at udgifter til forsørgelse var en tilbagevendende fast udgift, som det forudsattes, at der blev taget højde for ved budgetlægningerne.

Ansøgeren klagede over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen anførtes det, at han intet havde at leve for.

Sagen blev behandlet i principielt møde for at afklare praksis for hjælp til overlevelse efter aktivlovens § 81 og betydningen af, at ansøgeren havde indgået ægteskab med person, der boede i et andet land. Nævnet havde henvist til Principafgørelse A-16-08, der vedrørte kontanthjælp, når ægtefæller var bosat i to forskellige lande.

Afgørelse:

 

Ansøgeren havde ret til hjælp til nødvendige udgifter, herunder til kost, fra 1. oktober 2008 til 19. december 2008, hvor kontanthjælpen var standset.

Begrundelsen var, at det var afgørende for ansøgerens livsførelse, at han fik hjælp til nødvendige udgifter, herunder til kost, efter at hans løbende kontanthjælp var blevet standset.

Ankestyrelsen var enig med kommunen og nævnet i, at ægtefællens forhold indgik ved vurderingen af ansøgerens behov for økonomisk hjælp, uanset at ægtefællen boede i udlandet.

Det fremgik, at ansøgeren selv ikke havde indtægt eller formue, og at han havde oplyst, at hans kone i udlandet heller ikke havde indtægt og formue og således ikke havde noget at bidrage med.

Ansøgeren havde således ikke noget at leve af, da kommunen standsede kontanthjælpen på grund af, at han var blevet gift, og mens sag om genoptagelse af kontanthjælpen blev behandlet. Efter det oplyste var kontanthjælpen standset den 1. oktober 2008 og genoptaget 17. december 2008.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse og hjemviste sagen til kommunen.

Kommunen skulle træffe en ny afgørelse om, hvilke beløb ansøgeren havde ret til på det grundlag, der var oplyst om hans og hans hustrus økonomiske forhold i den pågældende periode.

Det bemærkedes, at Ankestyrelsen alene havde taget stilling til kommunens afslag på hans ansøgning om overlevelseshjælp.

Hans klage over kommunens afgørelse om standsning af løbende kontanthjælp skulle behandles af beskæftigelsesankenævnet.

Ankestyrelsen havde derfor ikke kunnet tage stilling til, om det var med rette, at kommunen standsede hans kontanthjælp pr. 1. oktober 2008.

Det bemærkedes dog, at Ankestyrelsen fandt det kritisabelt, at hverken kommunen eller det sociale nævn havde videregivet klagen over standsningen af hans kontanthjælp til beskæftigelsesankenævnet.

Ankestyrelsen henstillede, at kommunen nu genvurderede afgørelsen om standsning af den løbende kontanthjælp pr. 1. oktober 2008, og videresendte sagen til beskæftigelsesankenævnet til behandling, hvis kommunen opretholdt afgørelsen.

Det tilføjedes, at hvis der senere blev truffet afgørelse om, at han i perioden fra 1. oktober 2008 til 17. december 2008 havde ret til kontanthjælp, kunne kommunen træffe afgørelse om tilbagebetaling af hjælp, der dækkede samme tidsrum og samme formål som den udbetalte hjælp.

 

 

Hvad er et fortolkningsbidrag?

Juridisk arbejde består i udførelse af to opgaver:

 

  • Undersøgelse og fastlæggelse af gældende ret
  • Sammenhold gældende ret med den foreliggende sag fra det virkelige liv

Undersøgelsesdelen udføres ved, at der studeres retskilder. Det vil sige lovens forarbejder, lovens ordlyd, domme, bekendtgørelser og andre fortolkninger. Ombudsmandsafgørelser ligger over, hvad der kommer siden.

“Vejledninger” er mere eller mindre autoriserede lovfortolkninger. De fleste af os bruger principafgørelser fra Ankestyrelsen og deres vejledninger som retskilder i den ret rodede socialret.

Denne Vejledning er principielt på højde med en Vejledning fra Ankestyrelsen. Set med myndighedens øjne er det afgørende, hvordan man fastslår gældende ret.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *