Hvem passer vore børn når vi ikke selv må?

Portræt af Hanne Ziebe

Hanne Ziebe, advokat (H)

Advokat Hanne Ziebe har gennem næsten 10 år mødt i meget stort antal straffesager og børnefjernelsessager.

 

 

Af Hanne Ziebe, advokat (H)

Billede af sovende baby

Barn. Billedet er et modelbillede, fra Aabenraa kommune
B

 

Bekymrede forældre

 

Som advokat for forældre, der får tvangsanbragt deres børn, møder jeg ofte bekymrede forældre, der spørger til, hvem det er, der skal passe deres børn, når kommunen fjerner dem fra hjemmet.

Forældrene har ingen indflydelse på, hvem det er, der skal passe deres barn. Hvis kommunen bestemmer, at et barn skal være anbragt, og dette godkendes af kommunens Børn- og Ungeudvalg, vælger kommunen selv anbringelsesstedet. Internationale konventioner har nogle få krav om, at barnet ikke må anbringes længere væk fra sine biologiske forældre, end at det stadig har mulighed for at bevare og udvikle relationerne til sin biologisk familie, samt at barnet har krav på, at dets religion og kultur respekteres. Forældrene har ret til at blive hørt, inden der træffes større beslutninger om barnet samt at blive informeret om barnets forhold under anbringelsen.

 

Jerntæppet går ned

Mange forældre oplever, at ”jerntæppet går ned”, når barnet er fjernet fra hjemmet. Der gives ofte ingen adgang til selv at deltage i barnets liv. Alle oplysninger skal igennem kommunen, og det kan være meget svært at få adgang til sagens akter. De oplysninger, der kommer til forældrene, er ofte ”selvrapporteringer”, hvor kommune og plejefamilier selv skal beskrive, hvordan de mener, at de gør deres arbejde, og hvis der er problemer med barnet, tilskrives de oftest de biologiske forældrene alene. Barnets problemer løses ved at begrænse barnets adgang til dets forældre, og jo flere problemer jo mindre samvær med den biologiske familie. Det er den ”medicin”, der oftest bliver givet i anbringelsessager.

 

Plejefamiliernes kvalifikationer?

 

Plejefamilier er en meget blandet skare. De kan godkendes med alt fra langvarige specialuddannelser til et 4 dages kursus. Det fremhæves af socialtilsynet, at dette sker efter ”en grundig undersøgelse af ansøgerne for at kunne vurdere, om familien kan godkendes.” Videre hedder det: ”Det sker blandt andet gennem samtaler med ansøger og besigtigelse af de fysiske rammer i familiens hjem. Ansøgerne skal i godkendelsesprocessen kunne redegøre for deres planer for at levere en indsats, der har den fornødne kvalitet.”

Med en så grundig vurdering, burde man kunne være sikker på, at alle børn anbringes ved kompetente plejefamilier. Praksis viser imidlertid noget andet:

 

Et eksempel på den biologiske mors oplevelse

 

I en jysk kommune, indstillede kommunen, at en 9-årig dreng skulle være anbragt i en plejefamilie frem til sit 18. år uden videre prøvelse – en såkaldt ”videreført anbringelse”. Under sagen blev der fremlagt en ”tilknytnings-undersøgelse”, hvor en psykolog skulle vurdere, om barnet havde stærkest tilknytning til den biologisk familie eller til plejefamilien.

Tilknytnings-undersøgelsen viste, at moderen ”på baggrund af massive vanskeligheder ikke forventedes at kunne etablere en sikker tilknytning til barnet.” Sagen angik derfor ikke et spørgsmål om hjemgivelse af barnet, men derimod om kommunens ret til at stoppe med at arbejde for en hjemgivelse.

Den biologiske mor havde i et par år haft såkaldt ”overvåget samvær” en time om måneden, hvor både overvåger og plejefamilien deltog. Selvom der under sagen ikke havde været tale om overgreb af barnet eller lignende, måtte moderen ikke give sit barn et knus eller på anden måde have fysisk kontakt under samværet. Moderen måtte heller ikke give sit barn mad, da det blev oplyst, at ”barnet ikke kunne tåle det”. Under samværet blev barnet placeret mellem sin plejefar og sin plejemor og blev på denne måde ”beskyttet”, hver gang moderen tog kontakt til barnet, ved at barnets hoved fysisk bliver vendt væk af plejemoderen.

På sædvanlig vis omhandlede tilknytnings-undersøgelsen en undersøgelse af moderens problemer. Imidlertid blev der – ganske mod sædvane – i det aktuelle tilfælde også foretaget en undersøgelse af plejeforældrenes egenskaber. Det viste sig, at plejemoderen nærede ”mistillid til undersøgelsesprocessen”. Undersøgeren fandt, at dette kunne have indvirkning på barnets ”deltagelse i undersøgelsesprocessen”. Undersøgeren fandt også, at plejemoderen ”i samspillet” med barnet ”kan komme til at fokusere på farer”, hvorved plejemoderen bliver ”overbeskyttende” overfor barnet. Undersøgelsen viste også, at plejemoderen ”flere gange” mødte barnet som ”yngre end han er”. I undersøgelsens konklusion hedder det blandt andet: ”Der vurderes at være risiko for, at [plejemor] kommer til at signalere til [barnet], at omverdenen er farlig, hvilket vurderes problematisk for [barnets] udvikling.” Videre blev det fremhævet, at barnet havde et ”forhøjet angstniveau”, og at barnet ikke kunne ”regulere sig selv”. Plejemoderens fokus på farer kunne øge risikoen for, ”at hun kommer til at understøtte [barnet] i nogle skæve forestillinger” om sig selv og sine omgivelser. Om plejefaderen udtalte undersøgelsen blandt andet: ”Vurderes at have vanskeligheder indenfor struktur, engagement omsorg og udfordring”. Undersøgeren fandt, at plejefaderen havde ”lav mentaliseringsevne” og ”svært ved at sætte ord på følelser og indre tilstande”. Han havde således svært ved at møde barnet ”i de udviklingsmæssige behov”, som barnet har.

 

 

 

Netværksanbringelse: i de(n) biologiske forældre’s netværk

 

Kommunen fik ikke medhold i, at barnet skulle placeres i en videreført anbringelse. Dette blev begrundet med, at høringsreglerne ikke var overholdt. Udvalget valgte at anbringe barnet i ordinær anbringelse i 2 år hos plejefamilien uden at kommentere anbringelsesstedets manglende kompetencer! Det skal tilføjes, at plejeforældrenes mangler først blev konstateret, efter at barnet havde været anbragt hos familien i flere år. Socialtilsynet havde tilsyneladende ikke bemærket noget.

Ved anbringelse af et barn eller en ung i familiepleje skal det altid overvejes, om en netværksanbringelse kan komme på tale. Ved netværksanbringelser anbringes barnet i den biologiske families netværk, ”hvis det er bedst for barnet”. Formålet, med at lade barnet forblive i dets eget netværk, er, at barnet i mindst muligt omfang bør skifte kultur og miljø.

Reglerne om anbringelse i netværkspleje forvaltes meget forskelligt fra kommune til kommune. Jeg har oplevet anbringelser, hvor kommunen anbragte et barn hos en svigermor, selvom der var et endog meget højt konfliktniveau. Barnet måtte flyttes videre efter få år. Jeg har også oplevet en kommune, der ikke kunne få øje på en anbringelsesmulighed i barnets oprindelige netværk, selvom barnets morfar og barnets farmor var specialuddannede pædagoger, og barnets onkel og dennes kone var godkendt af socialtilsynet som plejefamilie til børn – endda børn med en alder og belastningsgrad svarende til det af sagen omhandlede barns. Det skal yderligere fremhæves, at onklen og dennes kone på daværende tidspunkt stod på myndighedernes liste over plejeforældre, der var klar til at modtage et plejebarn. Kommunen valgte dog ikke at anbringe barnet i dets netværk, da netværket efter kommunens opfattelse ikke havde special-erfaring med mindre børn. I stedet valgte kommunen at anbringe barnet hos en 25-årig pige og hendes kæreste. De havde imidlertid ikke nogen erfaring med børn, udover at hun tidligere havde været barnepige. Kommunen anså det ikke som et problem, at den unge pige var førstegangs-gravid.

 

 

 

“Det er mit indtryk, at de myndigheder, der skal føre kontrol med andre myndigheder indenfor anbringelsesområdet
læner sig op ad hinanden…”

 

Beslutningen om at fjerne et barn eller en ung fra hjemmet er en beslutning, der kan have stor betydning for barnet resten af dets liv. Det kan være i positiv retning, men man skal ikke være blind for, at det også i høj grad kan være i negativ retning. Anbragte børn klarer sig mindre godt end andre børn. Anbragte børn har dårligere kontakt med arbejdsmarkedet, med uddannelsessystemet og med deres egen familie, end tilfældet er for andre børn. Man skal også være opmærksom på, at anbragte børn som voksne i højere grad får deres egne børn anbragt. Det er derfor vigtigt, at man alene fjerner børn, som vil lide større overlast ved at forblive i hjemmet end ved at blive anbragt.

Det er mit indtryk, at de myndigheder, der skal føre kontrol med andre myndigheder inden for anbringelsesområdet, læner sig op ad hinanden forstået på den måde, at forholdene under anbringelsen alene undersøges ud fra en forhåndsformodning om, at alt er undersøgt af nogle andre myndigheder, så tingene er nok i orden.

Noget tyder på, at kvaliteten af de plejefamilier, som myndighederne anvender, er så svingende, at der efter min opfattelse er et betydeligt behov for en mere effektiv kontrol af børnenes forhold under anbringelsen herunder forholdene i plejefamilierne. Der er behov for, at der i nogle tilfælde udarbejdes undersøgelser af plejeforældrene svarende til de forældreevneundersøgelser, der udarbejdes af de biologiske forældre i anbringelsessager. Derudover bør der sikres en mere uafhængig kontrol af de besluttende myndigheder.

Skal der komme noget godt ud af at fjerne børn fra deres biologiske familier, bør der også lægges vægt på, at børn placeres i plejefamilier, som ikke blot kan rumme barnet, men som også har evne og vilje til at samarbejde med barnets biologiske familie. Barnets kontakt med sit oprindelige netværk øger ikke kun muligheden for, at barnet kommer hurtigere hjem, men også for, at barnet har et netværk i sit voksne liv.

Om forfatteren

Hanne Ziebe fører store nævningesager om for eksempel drab og almindelige sager om for eksempel vold, tyveri, røveri, hæleri, bedrageri eller sædelighedskriminalitet. Hun er blandt landets mest benyttede advokater i sager om anbringelse af børn uden for hjemmet uden forældrenes samtykke (tvangsfjernelsessager). Sagerne drejer sig mest om hjemgivelse af børn eller samværsafbrydelse. Hanne Ziebe har ført en del sager om frihedsberøvelse og frihedsberøvedes rettigheder. Hanne Ziebe har således valgt at beskæftige sig med et relativt snævert område, som hun til gengæld tilstræber at have en meget stor indsigt i.

Hanne Ziebe er uddannet på Aarhus Universitet og har derudover læst kriminologi på Københavns Universitet.

Da Kriminalforsorgen i sommeren 2014 for første gang i retshistorien blev dømt til at betale erstatning til en tidligere indsat for at have krænket artikel 3 (forbuddet mod tortur, umenneskelig og nedværdigende behandling eller straf) var det Hanne Ziebe, der stod ved den indsattes side. Dommen har senere fået stor “præjudikatsværdi” ved domstolene og i den juridiske teori, og har dannet grundlag for, at både kriminalforsorgen og psykiatrien i den korte periode siden sommeren 2014 flere gange igen er blevet dømt for at krænke EMRK artikel 3. Mern-sagen og Nimtofte-sagen er andre eksempler på større sager ført af Hanne Ziebe.

Straffesager, der involverer børn, lander ofte hos Hanne Ziebe. I nogle sager repræsenterer Hanne Ziebe gerningsmanden, og i andre repræsenterer hun ofrene. Hanne Ziebe har mange års erfaring i straffesager med børn. Hanne Ziebe er opmærksom på risikoen for justitsmord i sådanne sager. Trangen til at modvirke dette har været ledestjernen i mange af de sager, som Hanne Ziebe har ført. Hanne Ziebe har også fokus på straffesager mod personer med autisme og andre udviklingsforstyrrelser, som er mennesker, der efter Hanne Ziebes opfattelse ofte får en hård medfart ved domstolene.

Sager om tvangsfjernelse udgør en stor del af de sager, som Hanne Ziebe til dagligt beskæftiger sig med. Hun møder således jævnligt i Børne- og ungeudvalg, i ankestyrelsen og ved domstolene i sådanne sager.

Advokat Hanne Ziebe har møderet for Landsret.

Hanne Ziebe møder over hele landet inden for hendes specialer.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *