Arbejdsskadesag og sygedagpenge – må kommunen stoppe dagpengene?

 

 

Jura om kommuners stop for dagpenge

 

MIkael Hertig (c) 2017

Af Mikael Hertig, Knæk Nøden Sønderborg

 

Sønderborg, 11. april 2019

Forlængelse eller ophør af sygedagpenge?

Under igangværende arbejdsskadesag i AES

Problemformulering

Spørgsmålet er, om en kommune kan standse udbetalingen af sygedagpenge på revurderingstidspunktet ( 22 ugers-reglen) jf. sygedagpengelovens (SDAPL) § 24 i tilfælde, hvor den pågældende afventer en afgørelse i en arbejdsskadesag. Foreholdt den opfattelse, at undtagelsesbestemmelsen i § 27, stk.1, nummer 6 går forud, fastholdt kommunens fagkoordinator, at § 7 “altid overrulede § 27” gjorde jeg som bisidder gældende, at jeg ikke støttede denne anførte retsopfattelse, men ville vende tilbage med et notat herom på et senere tidspunkt.

Spørgsmålet er:

Kan Sønderborg Kommune standse dagpengeudbetalingen til en borger efter revurderingstidspunktet, eller skal udbetalingen fortsætte under henvisning til SDAPL § 27, stk. 1, 6?

Når emnet bringes op her, skyldes det bekymringen for, at andre kommuner anlægger samme synspunkt som Sønderborg.

Da det er praksis, at en ledende fagkoordinator i jobcentret foreholdt, at vedkommende muligvis befinder sig i en retsvildfarelse nægter selv at undersøge sagen, er bisidderen eller partsrepræsentanten henvist til selv at undersøge sagen. Da indtrykket er, at Sønderborg Kommune muligvis også i andre undtagelsesbestemmelser under samme lov anlægger tilsvarende betragtninger, er undersøgelsen henlagt til borgerens egen indsats.

Introduktion til bestemmelserne

De relevante kilder i denne hurtige undersøgelse er SDAPL og den tilhørende bekendtgørelse, samt nogle domme og vejledninger fra Ankestyrelsen.

Sygedagpengelovens § 7, stk. 5

Ordlyden er:

“§ 7, stk. 5. Sygedagpengene ophører helt eller delvis den dag, hvor lønmodtageren eller den selvstændige erhvervsdrivende er helt eller delvis arbejdsdygtig, uanset om den pågældende genoptager arbejdet eller raskmelder sig, jf. dog § 53, stk. 2. Sygedagpengene kan ophøre tidligere, når den sygemeldtes helbredstilstand er stationær og kommunen efter en individuel, konkret vurdering af personens arbejdsevne skønner, at den sygemeldte ikke er berettiget til revalidering, ressourceforløb eller visitation til fleksjob eller førtidspension. Dog vil udbetalingen af sygedagpenge senest ophøre ved revurderingstidspunktet, jf. §§ 24 eller 25, med mindre betingelserne for en forlængelse af sygedagpengeperioden efter §§ 27 eller 29 er opfyldt. “

Kort sagt nævnes en regel, hvis første væsentlige indhold kunne oversættes til: “Sygedagpengene ophører den dag, hvor vedkommende er rask.” Den efterfølgende sætning indeholder en betingelse for at standse sygedagpengene. I det konkrete tilfælde er borgeren sygemeldt med en stationær lidelse, der enten progredierer til det værre, eller som bliver, hvor den er. Vedkommende kan ikke nogensinde opnå fuldtidsarbejde. Men det er jo netop betingelsen for enten at kunne opnå revalidering, ressourceforløb eller visitation til fleksjob eller førtidspension. Det giver konsistens i forhold til bestemmelsens sidste sætning, der indebærer overgangen til bl.a. DAPL § 27, hvis relevante del gengives her:

Dagpengelovens § 27, stk. 1, nr 6:

 

“§ 27. Kommunen træffer afgørelse om at forlænge sygedagpenge-perioden for personer, der er omfattet af revurderings-tidspunktet i § 24, når
….
6) der er rejst sag om ret til erstatning efter lov om arbejdsskade-sikring eller lov om sikring mod følger af arbejdsskade.. “

Forlængelsen af dagpengeperioden udover vurderingstidspunktet sker efter lo-vens ordlyd automatisk, indtil der foreligger en afgørelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES, tidligere Arbejdsskadestyrelsen).

Efter lovens ordlyd er den foreløbige konklusion, at Sønderborg Kommune har handlet imod lovens ordlyd, og efter det fremsatte udsagn på mødet har gjort det i mange år. Nu kan jura af og til forekomme unødvendigt indviklet. Uden at gå helt i dybden kan det vel være passende at gå et spadestik dybere for yderligere at belyse, om Sønderborg Kommune i sådanne sager befinder sig i en retsvildfarelse.

Vejledning 10322 / 22.12 2017

Der foreligger et autoriseret fortolkningsbidrag i form af en vejledning fra Social- og Sundhedsministeriet (Vejl. 10322 af 22.12. 2017).

Den uddybende fortolkning af DAPL § 7 lyder:

“2. Uarbejdsdygtighed (lovens § 7)

Retten til sygedagpenge er betinget af, at en person er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom, jf. lovens § 7. Denne vurdering sker på grundlag af en samlet vurdering af sygdommen og dens indvirkning på den sygemeldtes arbejdsevne.

Særligt for så vidt angår sygedagpenge og revurderingstidspunktet kan der henvises til principafgørelse 32-15, hvoraf det fremgår, at vurderingen af uarbejdsdygtighed er den samme, uanset om vurderingen sker på revurderingstidspunktet eller et andet tidspunkt. En sygemeldt kan derfor kun vurderes arbejdsdygtig på revurderingstidspunktet, hvis der foreligger tilstrækkelige oplysninger, herunder lægelige oplysninger, som underbygger denne vurdering.”

 

 

Hvordan kan en bestemmelse fejltolkes som her?

Hvordan Sønderborg Kommunes Jobcenters fagkoordinator kan få disse sætninger anvendt som selvstændig hjemmel til at standse sygedagpenge for en person, hvis lægeligetilstand er stabil, men langt væk fra udsigt til fuld arbejdsdygtighed, må give anledning til undren. I stedet for at støtte en afgørelse, der fratager den pågældende sine sygedagpenge, viser den det modsatte: Raskmeldingen på revurderingstidspunktet kan kun understøttes jf. DAPL § 24, hvis vedkommende er …. rask.

Hvis § 7 så skal kunne overrule andre bestemmelser, så kræver efter denne logik altså det stik modsatte af det kommunen har i hånden. En indhentet status, der entydigt og uomtvisteligt er en sygemelding med tilhørende skånebehov. Kommunen kunne med held bruge denne bestemmelse til at forlænge sygedagpengeperioden. Men det er efter den nærmeste lov(bestem-melses) princip1 ikke den tætteste bestemmelse. Som allerede anført ovenfor finder vi den i DAPL § 27, stk. 1, nummer 6.

Vejledning 10322 af 22. december 2017 om DAPL § 27, stk. 1. nr. 6

Gennemgangen af bestemmelsen er meget udførlig. Men da det er den, det handler om, gengives den her i sin helhed:

4.7. Når der er rejst sag om erstatning for en arbejdsskade (lovens § 27, stk. 1, nr. 6)

Det fremgår af lovens § 27, stk. 1, nr. 6, at udbetalingen af sygedag-penge kan forlænges, hvis der er rejst sag om ret til erstatning efter lov om arbejdsskadesikring eller lov om sikring mod følger af ar-bejdsskade.

Det er således en betingelse, at der verserer en arbejdsskadesag, og at sygemeldingen helt eller delvist har forbindelse med den verserende sag. Udbetalingen af sygedagpenge kan fortsætte, indtil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har truffet afgørelse om er-hvervsevnetabserstatning. Det kræver, at de almindelige betingel-ser for at modtage sygedagpenge, herunder betingelsen om uar-bejdsdygtighed på grund af sygdommen og betingelsen om, at den sygemeldte aktivt medvirker i opfølgningen, er opfyldt i perioden frem til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse.

Det fremgår af principafgørelse 43-13, at sygedagpengeperioden skal forlænges, hvis blot anmeldelse af arbejdsskade til Arbejdsskadestyrelsen (nu Arbejdsmarkedets Erhvervssikring) eller forsikringsselskabet er sket, inden dagpengene faktisk er standset. Hvis Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ikke kan nå at træffe afgørelse om spørgsmålet om anerkendelse af arbejdsskaden inden for de i loven fastsatte tidsfrister, træffer Arbejdsmarkedets Erhvervssikring en foreløbig afgørelse, men behandler sagen videre i umiddelbar forlængelse af afgørelsen. I den situation anses sagen fortsat for verserende, og sygedagpengeperioden skal forlænges. … ….

Det er en betingelse, at sagen drejer sig om anerkendelse af en ar-bejdsskade, og der kan således ikke forlænges, hvis sagen alene om-handler godtgørelse for varigt mén. Det er desuden en betingelse for at fortsætte udbetalingen af sygedagpengene, at lovens øvrige betingelser for udbetaling af sygedagpenge – f.eks. kravet om uarbejdsdygtighed – er opfyldt. Dog skal der ikke være tale om fuld uarbejdsdygtighed.

Det fremgår endvidere af principafgørelse 43-13:

– at der ikke er hjemmel til at forlænge udbetalingen af sygedag-penge udover tidspunktet for Arbejdsskadestyrelsens (nu Arbejdsmarkedets Erhvervssikring) afgørelse om erstatning for erhvervsevnetab.

Det forhold, at Ankestyrelsen hjemviser sagen om godtgørelse for varigt mén, giver ikke ret til forlængelse af sygedagpengeperioden.

– at sygedagpengene skal standses efter Arbejdsskadestyrelsens (nu Arbejdsmarkedets Erhvervssikring) første afgørelse om erhvervsevnetab. Det giver ikke ret til forlængelse af udbetalingen af sygedagpenge, at der er fastsat revision, at sagen er anket, at der er anmodet om genoptagelse, eller at sagen faktisk er under revision i Arbejdsskadestyrelsen (nu Arbejdsmarkedets Erhvervssikring) på tidspunktet for kommunens afgørelse.

– at hvis Ankestyrelsen ophæver Arbejdsskadestyrelsens (nu Arbejdsmarkedets Erhvervssikring) afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne og hjemviser sagen til ny afgørelse i Arbejdsskadestyrelsen (nu Arbejdsmarkedets Erhvervssikring), skal kommunen genoptage udbetalingen af sygedagpenge fra standsningstidspunktet og Vat forlængelse af sygedagpenge-perioden ikke kan fortsætte efter Arbejdsskadestyrelsens (nu Arbejdsmarkedets Erhvervssikring) afgørelse om erhvervsevnetab, selv om afgørelsen er foreløbig og kun er truffet, fordi Arbejdsskadestyrelsen (nu Arbejdsmarkedets Erhvervssikring) skal træffe afgørelse på grund af lovbestemte tidsfrister.

Kommunen skal i forbindelse med opfølgningen i en sygedagpenge-sag være opmærksom på, om der eventuelt kan blive tale om en sag, der er omfattet af lov om arbejdsskadesikring eller lov om sikring mod følger af arbejdsskade, herunder om tilfældet i givet fald er anmeldt til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Hvis sagen er anmeldt til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, skal kommunen indsende en forespørgsel til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring omkring det tidspunkt, hvor kommunens sygedagpengesystem giver det første advis om udløb af sygedagpengeperioden.”

Efter den nærmeste lovs princip giver 27, stk.1, pkt 6 det bedste match. At fravige dette princip kræver en god grund.

Som det fremgår af ovenstående, glimrer den totalt ved sit fravær.

Konklusion

Sønderborg Kommune har bebudet overfor en klient, at hendes dagpenge skal stoppes ved udgangen af april måned, og at hun derfor skal i virksomhedspraktik.

Sagen er endnu ikke partshørt. Ved partshøringen kan det nu forlods meddeles, at standsningen af dagpenge klart strider mod Sygedagpengelovens bestemmelser, herunder både § 7 og § 24, stk. 1 nr 6.

Et sådant stop vil derfor blive indbragt for Ankestyrelsen, men foreslås forinden forelagt kommunens juridiske ekspertise, hvor den måtte befinde sig.

1Den hedder også “Lex specialis”. Man skal i almindelighed finde den bestemmelse, der mest præcist passer til det tilfælde, der skal træffes afgørelse om

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *