Vejledningspligt: Oversættelse eller tolkning?

 

Kommunerne oversætter stort set intet. Det rammer grønlændere i Danmark

 

MIkael Hertig (c) 2017

 

Nedenfor kan du læse teksten til et par klager, jeg som partsrepræsentant indsender til en kommune et sted i Danmark. Diskriminationen mod grønlændere i Danmark starter, når de ankommer. Nogle klarer den, til alt held nok de fleste. Men det er ofte en traumatisk oplevelse for grønlændere, der kommer til Danmark som danske statsborgere at komme ned til Jylland og øerne.

Diskrimination handler også om lighed for loven. Teksten er lidt knudret, men den handler om, at nogle bliver tvunget til at skrive under på tekster, de overhovedet ikke kan forstå, Systemet forudsætter, at de kan påtage sig forpligtelser, hvis indhold de ikke kender. Tilfældet står ikke alene. For at blive i nærheden af indlandsisen, så ser vi toppen af isbjerget. Hvorfor kommunerne sjældent eller aldrig oversætter til grønlandsk, ved jeg ikke. Men det gider man ikke. Og det er ligesom så meget andet, der foregår i den bedste mening.

Klage over sanktion mod (borger)

XX Kommune har nægtet at udbetale en grønlandsk borger sin uddannelseshjælp for februar måned her ved månedsskiftet omkring 1. marts. Jeg er ikke som partsrepræsentant blevet orienteret, men regner med, at det har at gøre med, at vedkommende ikke har underskrevet et dansksproget dokument, den pågældende ikke har nogen reel mulighed for at forstå indholdet af. Der er ingen vejledning givet, der er ikke fremsendt en oversættelse, der er heller ikke forsøgt at etablere tolkning.

Efter forvaltningslovens § 7, stk.1. har kommunen en udstrakt pligt til at sikre sig, at borgeren bliver ordentligt vejledt på et sprog, vedkommende forstår.

Uanset den herskende uenighed om, hvorvidt tekster skal foreligge på grønlandsk for grønlændere, der ikke skriver og taler dansk overhovedet, eller hvorvidt tolkning kan gøre det, må det fastslås, at der overhovedet ingen vejledning har været forsøgt.

Da voksne mennesker formodes at skulle kunne forstå, hvad de bliver bedt om at skrive under på, lå det desværre udenfor min fantasi at forestille mig, at sanktionen kunne komme så hurtigt. Den bør opgives med det samme og pengene udbetalt straks.

I Danmark har vi tradition for skriftlighed i forvaltningen. Hvor tolkning ved møder efter min erfaring har en udpræget procesuel karakter, er kommunens hjemmestrikkede regel om, at man ikke oversætter til grønlandsk overhovedet, efter min opfattelse klart imod forvaltningslovens § 7, stk.1., idet reglen tilsidesætter det forvaltningsmæssige skøn over, hvad der er bedst egnet som vejledning i den konkrete situation.

Det fremgår af tidligere afgørelser fra Ankestyrelsen, at det næppe efter styrelsens retsforståelse kan hævdes, at der foreligger nogen generel pligt til at oversætte grønlandske sagsakter, standardbreve eller lovtekster til dansk.

Man antager tilsyneladende, at grønlænderes danskkundskaber altid rækker til, at oversættelse skulle være overflødig og nok kan erstattes med lidt tolkning. Generalisationen over skønstemaet forekommer misvisende. I praksis tilbydes borgeren aldrig tolkning til forståelse af skrevet tekst, men kun tolkning ved deltagelse i møder. I det konkrete tilfælde forstår borgeren slet ikke dansk, men grønlandsk. Vedkommende modtager et brev, vedkommende ikke aner, hvad den pågældende skal stille op med. Det kunne sådan set ligeså godt være på kinesisk.

Når der skal etableres bindende underskrift på dokumenter, også når det som her er vitalt for den pågældendes forståelse af pligter og betingelser for at få udbetalt offentlige ydelser, har den skrevne tekst den ret store fordel, at vedkommende kan gå tilbage til den igen og sætte sig ind i betydningen af den, for så vidt den foreligger på et sprog, vedkommende forstår. Borgeren har, hvis den foreligger i oversat form, en mulighed for at varetage sine interesser.

Personligt har jeg aldrig som partsrepræsentant oplevet, at der blev tilbudt tolkning som element i vejledningen af en sagsakt, en blanket eller bestemmelserne i en lov. Der tilbydes derimod tolkning ved møder. Da møderne stort set ikke beskæftiger sig med andet end faktisk forvaltningsvirksomhed og sjældent med lovstof, pligter og afgørelser, efterlader den almindelige praksis et hul: De forpligtelser, borgeren skriver under på, forstås slet ikke, men er betingelser for fortsat at modtage fx kontanthjælp. Her burde oversættelse have været overvejet som den mest passende vejledningsform.

De almindelige øvrige juridiske litteratur fremhæver pligten til oversættelse mere specifikt: Steen Bønsing skriver således:

“Forvaltningen skal hjælpe borgere, der har svært ved at forstå dansk, fx ved at oversætte til et sprog, vedkommende forstår.” (Bønsing 2013, 268)

Noget tilsvarende skriver Jon Andersen i Forvaltningsret ( Gammeltoft et al.,DJØF 2002)

Folketingets Ombudsmand har i tidens løb taget stilling til spørgsmålet om oversættelse ud fra officialprincippet og forvaltningslovens § 7, stk. 1 ved adskillige lejligheder. I den seneste fra januar 2019 skriver han bl.a.:

“Der stilles ikke særlige krav til vejledningens form. Den kan gives både skriftligt og mundtligt. Det afgørende er, at vejledningen gives på en sådan måde, at den opfylder sit formål, nemlig at imødekomme borgerens informationsbehov.”

“En myndigheds vejledning vil typisk bestå i information eller rådgivning om retsgrundlaget på et givet område eller om, hvilke muligheder der eksempelvis er for at imødekomme borgerens ønsker eller ansøge om hjælp i den ene eller anden form.

Det er vigtigt at skelne mellem situationer, hvor der ydes vejledning, og situationer, hvor myndigheden træffer afgørelse i forhold til borgeren. Det skyldes bl.a., at borgeren har en række rettigheder i de tilfælde, hvor myndigheden træffer afgørelse.

Når det er væsentligt at skelne mellem vejledning og afgørelse, er det således navnlig for at sikre, at myndigheden eksempelvis ikke (utilsigtet) træffer en afgørelse uden at tage højde for forvaltningslovens partsbeføjelser og krav til afgørelsens udformning.”

(http://www.ombudsmanden.dk/myndighedsguiden/generel_forvaltningsret/vejledningspligt/) og http://www.ombudsmanden.dk/myndighedsguiden/generel_forvaltningsret/officialprincippet/
Hentet fra Ombudsmandens hjemmeside 1. marts 2019.

Heraf må kunne udledes, at det forvaltningsretligt set saglige skøn handler om, hvilken form for vejledning – mundtligt eller skriftligt – der passer bedst til situationen. For skriftlighed taler i det konkrete tilfælde, at personen læser grønlandsk, og at tolkning i almindelighed dækker øjeblikket i en proces-sammenhæng, mens det afgørelseles, det rettigheds-, og forpligtelsesrelevante forsømmes.

Særligt for grønlændere gælder ILO-konvention 169 om oprindelige folk, som er ratificeret som gældende dansk ret.
Jeg henviser her til dens artikel 30, hvor det hedder:

1. Regeringerne skal vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med de pågældende folks traditioner og kulturer med henblik på at give dem kendskab til deres rettigheder og forpligtelser, særlig med hensyn til arbejde, økonomiske muligheder, uddannelse og sundhedsspørgsmål, social velfærd og deres rettigheder i henhold til denne konvention.

2. Såfremt det er nødvendigt, skal dette ske ved hjælp af skriftlige oversættelser og gennem anvendelse af massekommunikationsmidler på de pågældende folks sprog.” (ILO-konvention 169, dansk udgave).

Der foreligger ingen dansk lov, der inkorporerer teksten bortset fra selve den forpligtelse, lovgivningsmagten allerede har påtaget sig. I et sådant tilfælde kan borgeren påkalde sig konventionen direkte, hvilket hermed sker.

Ifølge konventionen indtager grønlændere i Danmark, som jo er danske statsborgere, en særstilling, som i denne sammenhæng blot understreger med eftertryk de rettigheder til adgang til oversættelse, der gælder enhver borger, der ikke forstår dansk, i henhold til gældende dansk forvaltningsret. Det er mit bestemte indtryk, at Jobcentret i kommunen konsekvent tilsidesætter denne forpligtelse.

Da dokumentet, der skal skrives under på naturligvis er en standardiseret skrivelse, så er det naturligt at betinge, at borgeren har en læselig og for ham eller hende forståelig kopi i hånden, før vedkommende kan skrive under.

I besvarelsen på denne henvendelse ser jeg gerne en begrundelse for, at uddannelseshjælpen er stoppet, uden at forvaltningen har gjort sig overvejelser over, at personen ikke taler eller læser dansk på et tilnærmelsesvist operabelt niveau. Hvilke overvejelser har Jobcentret/Ydelsesteamet gjort sig, da uddannelseshjælpen blev stoppet, og hvordan kan man tvinge en person til under hensyntagen til forvaltningsretlige grundprincipper at skrive under på et dokument, forvaltningen er fuldt vidende om, at vedkommende ikke forstår?

Jeg ønsker sagen her behandlet som hastesag. I tilfælde af manglende medhold i sagen i dens helhed skal sagen videresendes til Ankestyrelsen, også som hastesag.

Da den pågældende lever af sin uddannelseshjælp, er påstandene, der skal tages stilling til:

1) Vedkommendes uddannelseshjælp, der skulle have været udbetalt, skal straks indsættes på den pågældendes nem-konto. Når en oversættelse foreligger, vil personen kunne skrive under på dokumentet.

2) Der skal gives principielt medhold i, at dokumenter til underskrift skal foreligge oversat til grønlandsk.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *