Hvornår er en læge en læge ?

 

 

I denne artikel behandler Læge Claus Curdt-Christiansen spørgsmålet om, hvorvidt en læge altid er bundet af lægeløftet, eller om han kan træde ud som embedsmand og så fungere  til skade for en patient. Sidst i artiklen henviser han til en dom fra Glostrup i 2007, hvor domstolens begrundelse for at følge egen læge imod lægekonsulenten efter det anførte netop var lægeløftet og autorisationsloven. Senere granskning har vist, at det ikke var tilfældet. Organiseringen af lægernes konsulentarbejde for den offentlige forvaltning er ændret noget siden. Men det forandrer næppe ret meget. Til nogle formål bruger kommunerne fortsat lægekonsulenter. Sundhedskoordinatorer og den sundhedskliniske funktion i regionerne, som deltager i sager om førtidspension og fleksjob. Er det nu som læger eller som administrative sagsbehandlere? Dommen blev aldrig anket. Den står og blafrer.

Mikael Hertig, cand. scient. pol.

 

 

Hvornår er en læge en læge?

 

foto af forfatteren

Af læge Claus Curdt-Christiansen

Af læge Claus Curdt-Christiansen

Selvindlysende: En læge er altid en læge?

Det er et spørgsmål, som de fleste – især læger – vil finde selvindlysende nemt at besvare: altid. Fra det øjeblik en person, som har bestået den lægevidenskabelig embedseksamen ved et af landets universiteter, har aflagt Lægeløftet og indtil hun dør, er hun læge. Efter min mening er en læge altså altid en læge – 24/7. Den mening er naturligvis ikke grebet ud af den tynde, blå luft, men hviler dels på et langt lægelivs erfaring, bl.a. som lægekonsulent, dels på Lægeløftet, Den alm. Danske Lægeforenings etiske regler og, især, på Lægeloven (som i vore dage er blevet slået sammen med diverse andre love om sundhedspersoners autorisation i Autorisationsloven af 2017).

 

Afgivelse af Lægeløftet, som er fra 1815 og hvis ordlyd er uændret siden da, er iht. Autorisationslovens §27 en betingelse for, at Sundhedsstyrelsen eller nu Styrelsen for Patientsikkerhed kan udstede autorisation til virke som læge i Kongeriget Danmark. Selvom afgivelsen af Lægeløftet ikke er juridisk bindende, er det næppe rimeligt at betragte det som et meningstomt ritual. Dels er det moralsk bindende, hvilket må tillægges en vis vægt, dels er det jo iht. loven en forudsætning for overhovedet at kunne virke som læge. I Lægeløftet lover den nyuddannede læge,  bl.a.

“at jeg ved mine forretninger som praktiserende læge stedse skal lade det være mig magtpåliggende, efter bedste skønnende at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn”.

I 1815 var en ’praktiserende læge’ enhver som udøvede lægergerning, altså også hospitalslæger mv. På nutidsdansk ville det nok hedde ’som autoriseret sundhedsperson’. Men lægen lover altså i sit virke at være til gavn for samfundet og sine medmennekser.

Den alm. danske Lægeforenings etiske regler angiver de etiske rammer, som foreningens medlemmer er forpligtet på at respektere i deres arbejde, og selvom medlemskab ikke er obligatorisk for at virke som læge i Danmark, er stort set alle danske læger medlem af foreningen. I reglerne er der især fokus på generelle forpligtigelser som alle læger har. Reglerne fokuserer bl.a. på den omhu, samvittighedsfuldhed, uafhængighed, forsvarlighed og diskretion, som læger altid skal udvise. Alle medlemmer af Lægeforeningen er forpligtet på at overholde de etiske regler.

Af særlig interesse kan fremhæves:

 

 

” § 1, stk.2: Reglerne skal sikre, at patienters rettigheder altid forsvares, og at lægen altid fremstår som fri og uafhængig forsvarer af disse over for samfundet. …

 § 1, stk. 4: En læge kan ikke påtage sig arbejdsopgaver, som strider mod reglerne. …

§ 2, stk. 1: En læge er i sin gerning forpligtet til at medvirke til at forebygge sygdomme og fremme sundhed. En læge skal endvidere støtte den syge såvel som den raske i omsorgen for eget helbred. …

§ 2, stk.3: En læge skal i udøvelsen af sit virke under alle forhold respektere sine patienters værdighed og personlige integritet og arbejde for et system, der sikrer dette. ….

§ 8 stk. 2: En læge, der som medlem af råd, udvalg, nævn o.lign. skal afgive uvildige saglige skøn, vurderinger og bedømmelser, skal arbejde for at sikre uvildigheden og sagligheden, således at lægens virksomhed er og fremstår som troværdig.

§ 14: En læge må hverken aktivt eller passivt medvirke i procedurer eller aktiviteter, der indebærer inhuman, nedværdigende eller grusom behandling af mennesker.    ”

 

 

Lægeloven

Men hverken Lægeløftet eller Lægeforeningens etiske regler er juridisk bindende. At bryde Løftet eller overtræde de etiske regler, er ikke nogen lovovertrædelse og kan ikke i sig selv straffes, omend en påtale af Lægeforeningens Lægeetiske Nævn nok af de fleste vil blive betragtet som en alvorlig sag. Derimod gælder Lægeloven (jeg vil i det følgende for nemheds skyld bruger betegnelsen Lægeloven om den del af Autorisationsloven som omhandler læger) med fuld legal kraft for alle læger som udøver lægevirksomhed i Danmark. Fire paragraffer speciielt relevante:

 

“§ 27. Autorisation som læge meddeles den, der har bestået dansk lægevidenskabelig embedseksamen eller en udenlandsk eksamen, der kan sidestilles hermed, jf. §§ 2 og 3. Den, der har bestået dansk lægevidenskabelig eksamen, skal over for et lægevidenskabeligt fakultet have aflagt lægeløftet, før autorisation kan meddeles.

Stk. 2. Ret til at betegne sig som læge har kun den, der har autorisation som læge.

Stk. 3. Ret til at udøve lægevirksomhed, jf. § 74, har kun den, der har autorisation som læge.

§ 42. Enhver læge er forpligtet til på begæring at yde den første fornødne lægehjælp, når hurtig lægehjælp efter de foreliggende oplysninger må anses for påtrængende nødvendig, såsom ved forgiftningstilfælde, større blødninger, kvælningsanfald og fødsler, hvor jordemoderhjælp ikke kan skaffes til veje, eller hvor jordemoderen tilkalder lægen. Har lægen gyldigt forfald, eller kan rettidig lægehjælp blive ydet af en anden, som efter forholdene er nærmere dertil, er lægen dog fritaget for den omhandlede forpligtelse.

samt

§ 17. En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sin virksomhed forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed, herunder ved benyttelse af medhjælp, økonomisk ordination af lægemidler m.v.

§ 20. En autoriseret sundhedsperson skal ved udfærdigelse af erklæringer, som vedkommende afgiver i sin egenskab af autoriseret sundhedsperson, udvise omhu og uhildethed.”

 

Styrelsen for patientsikkerhed:
“Kommunens “papirlæger” er ikke forpligtet af lægeløftet”

I den senere tid har man gang på gang i pressen og på Nettet kunnet læse om mennesker, som føler sig dårligt og uretfærdigt behandlet af kommunen, når de pga. nedsat arbejdsevne som følge af sygdom eller tilskadekomst har ansøgt om førtidspension eller anden social ydelse. Det er ikke kun sagsbehandlerne, men ofte de til kommunen knyttede lægekonsulenter, ’papir-lægerne’ som de undertiden hånende kaldes, som må stå for skud. Man læser endda igen og igen, at disse læger ”ikke arbejder under Lægeløftet” eller at ”Lægeloven ikke gælder for kommunens lægekonsulenter”. Det passer naturligvis ikke, alle læger er bundet af Lægeløftet og loven gælder for os alle, men det er en slags urban myth, af samme type som de blinde alligatorer i New Yorks kloaksystem og er åbenbart ligeså svært at komme til livs.

 

For at få klarhed over lægekonsulenternes retlige stilling skrev et medlem af ”Næstehjælperne”, en græsrodsbevægelse som har til formål at hjælpe og støtte syge medmennesker, som er kommet i klemme i den kommunale sagsbehandling, til chefkonsulent, cand.jur. Henrik Kristensen, som er sektionssleder i Styrelsen for Patientsikkerhed.

Hun stillede det enkle spørgsmål:

“er lægekonsulenter i deres arbejde for kommunen underkastet Autorisationslovens §17?

 

Chefkonsulenten svarede:

” autorisationslovens §17  gælder i de situationer, hvor der er tale om et læge/patient-forhold, og hvor der altså er tale om sygdomsbehandling”  

og

 

”Bestemmelsen omfatter ikke læger ansat i administrative stillinger, for eksempel i centraladministrationen eller amtslige forvaltninger. Det er ikke ansættelsesforholdet, der er afgørende, men lægens virke”

samt

”lægekonsulenter, der som ansatte i socialforvaltningen afgiver udtalelser, er heller ikke omfattet af autorisationsloven § 17 i forbindelse med udarbejdelsen og afgivelsen af deres udtalelser. Lægerne er i denne forbindelse at betragte som andre medarbejdere i socialforvaltningen, der arbejder under ansvar overfor kommunen (amtskommunen). Deres skriftlige voteringer kan således heller ikke betragtes som erklæringsudstedelser efter autorisationsloven § 20.”

Det var jo klar besked: Lægekonsulenter er, sålænge de vejleder eller rådgiver kommunens sagsbehandlere, ikke underkastet autorisationslovens bestemmelser om at udvise ”omhu, samvittigshedfuldhed og uhildethed”. Man kan deraf slutte,  at de (omend kun midlertidigt, nemlig når de opholder sig på kommunekontoret) ikke er læger og derfor heller ikke er bundet af Lægeløftet eller behøver at overholde de læge-etiske regler. I

kke nogen betrygende situation.

En anden kilde til information om lægekonsulenternes arbejdsområde og beføjelser og regeringens opfattelse af hensigten med kommunernes behandling af ansøgninger om førtidpension og andre social ydelser er en video-optagelse af et åbent møde i Beskæftigelsesudvalget på Christiansborg den 10 Januar 2012 ),  hvor beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) besvarede spørgsmål fra tre folketigsmedlemmer om lægekonsulenternes rolle i kommunernes sagsbehandling af ansøgnnger om førtidpension og andre sociale ydelser. Ministeren slog bl.a. fast, at

 

 

 

Portræt af Mette Frederiksen 2015 Steen Brogaard foto

Mette Frederiksen: “Syge skal ikke være raske, de skal i arbejde”
Steen Brogaard Foto

 

 

når det drejer sig om borgere som er sygemeldte, så er der én ting som vigtigere for mig end alt andet, og det er at flere mennesker … (og her man tror man jo, at ministeren vil sige ’bliver raske’, men nej, hun siger) …kommer i arbejde.”

Endvidere understreger hun, at

”det er regeringens erklærede mål at flere mennesker, som er på syge-dagpenge, kommer tilbage til arbejdsmarkedet.”

Om erklæringer fra en ansøgers egen læge og evt. speciallæge, siger hun at

”det må aldrig blive den praktiserende læge eller speciallæge som tager stilling til om [syge] mennesker kan have en tilknytning til arbejdsmarkedet ”.

Portræt af Mette Frederiksen 2015 Steen Brogaard foto

Mette Frederiksen: “Syge skal ikke være raske, de skal i arbejde”
Steen Brogaard Foto

 

 

Det kan kun kommunens sagsbehandlere, og ”det er nødvendigt for sagsbehandleren at have lægelig hjælp og bistand” nå hun ”samler trådene omkring den enkelte borger.” Hun kommer desuden ind på sagsbehandlerens behov for at få ”oversat” lægeerklæringer til almindelig dansk og få forklaret diagnosens betydning,

”for man jo ikke stille som krav at alle sagsbehandlere skal have indsigt i alle sygdomsforløb, alle diagnoser og helbredsoplysninger”.

 

Hun afslutter med at slå fast, at “målet er, at alle mennesker, selvom de er syge eller har nedsat arbejdsevne, skal være en del af arbejdsmarkedet. ”Alle voksne bør kunne forsørge sig selv”.

 

 

 

Hvordan kan en sagsbehandler bestemme folks arbejdsevne?

 

Man savnede ved dette møde i beskæftigelsesudvalget et spørgsmål om, hvilke krav der stilles til sagsbehandlernes uddannelse og erfaring. Formentlig må deres uddannelse være ganske omfattende og deres erfaring mangeårig, siden de kan tilsidesætte lægers og speciallægers vurdering af en ansøgers arbejdsevne, og man kan undre sig over, at så højt uddannede personer med så betydelig erfaring, kan have behov for at få ”oversat” danske lægeerklæringer til et simplere, mere letforståeligt dansk. Ikke desto mindre sagde ministeren helt klart, at lægekonsulentes beføjelser var begrænsede til denne ”oversættelsestjeneste.”  Skulle det vise sig, i enkelte tilfælde, at en sagsbehandlers uddannelse og erfaring alligevel ikke er tilstrækkelig, ligger der vel en vis sikkerhed for ansøgeren i, at en lægekonsulent (som jo er læge, bundet af Lægeløftet og underkastet Lægeloven) bistår hende i forståelsen af de foreliggende problemer.

 

Foto af Sophie Løhde

Sophie Løhde

 

 

“Læger er ikke læger, når de arbejder som administrative medarbejdere”

 

 

For en gang for alle at aflive myten om at Lægeløftet og Lægeloven ikke gælder for lægekonsulenter, spurgte folketingsmedlem Peder Hvelplund (EL), sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V) om

”lægekonsulenter er bundet af lægeløftet” (Spørgsmål 137, november 2016) og fik følgende svar fra ministeren: ”at lægeløftet alene har betydning for, hvorvidt en person, der har bestået en dansk lægevidenskabelig eksamen, kan meddeles autorisation” og at ” Lægeløftet medfører ikke andre retsvirkninger”.

Endvidere at ”de læger, der arbejder som lægekonsulenter for myndigheder, i den sammenhæng fungerer som administrative medarbejdere og ikke som sundhedspersoner.

 

 

Lægekonsulenter er ofte ansat af den pågældende myndighed som administrative medarbejdere med særlig sundhedsfaglig indsigt, hvorfor de sidestilles med andre medarbejdere i myndigheden” og ” Lægekonsulenter er derfor ikke bundet af kravet om omhu og samvittighedsfuldhed i autorisationslovens § 17.” Samt endelig ”Lægekonsulenter er derimod – som del af den offentlige forvaltning – underlagt forvaltningslovens regler for saglighed og faglighed i deres virke”.

 

 

 

Passer det, at læger på kommunekontoret ikke er læger?

 

 

Man må nok sige, at både chefkonsulentens og ministerens svar var meget politiske, idet de begge var bygget på en særlig fortolkning af Lægeloven, som bedst beskytter det etablerede administrationsapparat, den gældende sociale lovgivning og kommunernes sagsbehandling mod kritik. Men er de to svar korrekte? Passer det at lægekonsulenter ikke er læger, sålænge de opholder indenfor kommunekontorets fire vægge? Det har jeg svært ved at tro.

 

Dom fra Gentofte 2007: Lægekonsulenten er læge, ikke embedsmand

 

I Danmark afgøres en lovs rette forståelse ikke af politikere og embedsmænd i administrationen, men af domstolene. Og der foreligger faktisk en enkelt domstolsafgørelse fra Gentofte Ret (2007), hvor en lægekonsulent var sagsøgt for at have underkendt en ansøgers egen læges diagnose og i stedet havde stillet sin egen og rådgivet sagsbehandleren derefter, til stor økonomisk ulempe for sagsøgeren. Men retten fandt, under henvisning til de læge-etiske regler, at konsulentlægen ikke havde begået nogen fejl. Med andre ord, retten bedømte konsulentlægen som læge, ikke som administrativ medarbejder.

 

 

Så jeg vil, i det mindste indtil der er faldet en modstridende dom ved en højere ret, fastholde at en læge er altid en læge

 

 

  4 comments for “Hvornår er en læge en læge ?

  1. Rosa Maria Uhrenholt Nielsen
    januar 9, 2019 at 17:25

    HJÆLP..
    en fantastisk indsigt og især afklaring af sygdomsramte borgeres retitgheder ( eller nærmere: mangel på samme)
    og en trolig flot sammensætning, så vi alle nu hermed får indsigt i, og dermed en forklaring på, hvorfor syge ikke længere har rettigheder og lov til behandling, men klart viser, at arbejdsmarkedet først og fremmest har førsteprioritet.
    Vi er hermed igen på niveau med tiden før vi fik lovgivningen på de syges side. fra tiden, hvor det var acceptabelt med fattiggårde og arbejdsanstalter for dem, der ikke “gad” at arbejde eller som ikke længere var i stand til det. der er altså ikke længere nogen undskyldning for at skulle modtage penge fra det offentlige.
    Uhyggelige vilkår.
    – det startede altsammen , som sædvanligt, med forsøg i region Nordjylland.(SME)
    – her blev metoderne sat i system og afprøvet. blæse med, at borgernes retssikkerhed var sat ud af drift . blæse med, at mange sygdomsramte ikke længere blev behandlet, eller fik frataget alle økonomiske sikkerhedsnet. – mange af dem går i dag helt overladt til ægtefællens nåde og barmhjertighed, og har dermed ikke længere noget sikkerhedsnet og er dermed frataget muligheden for at få hjælp. heller ikke til at kunne komme tilbage.
    efterfølgende er dette afprøvet i region Midt, hvor de afprøvede muligheden for at få den syge tvangsmedicineret (Karina Hansen, som blev fra fjernet fra hjemmet ogtvangsanbragt. Uden mulighed for at kunne få sin sag afprøvet) igennem flere år. – ikke som psykiatrisk patient, men som ME-ramt. altså tvangsmedicnering af somatisk syge, som dermed ikke havde rettighederne fra psykiatriloven bag sig.
    og
    Vi er nu hermed orienteret om, hvordan loven er ændret.

    TAK, ja mere end tak til lægen Claus Curdt-Christiansen, som her giver et kæmpeindblik i årsager og virkninger.

  2. Kim Greisen
    januar 10, 2019 at 12:23

    Det er muligt at Mette Frederiksen vil være “børnenes statsminister” men “de syges statminister” udelukkes jvf. ovenstående “syge skal ikke være raske,de skal i arbejde, alle voksne skal forsørge sig selv”.

  3. Søren
    januar 10, 2019 at 15:11

    “Passer det, at læger på kommunekontoret ikke er læger?” Ja de ikke egnet til at vurdere patientens funktionsevne, når de ikke har set og undersøgt patienten i praksis, men kun læser noget, der allerede undersøgt og beskrevet af regionale læger.

    • mikael
      maj 7, 2019 at 20:55

      De kan fint være læger, men de må ikke være på kommunekontoret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *