Macron og De Gule Veste: Bizar forhandling?

 

MIkael Hertig (c) 2017

 

 

“Man kan jo ikke forhandle med en bisværm”. Berthel Dahlgaard, radikal partiformand, 1957 om at gå i regering med Retsforbundet. Retsforbundets leder Olaf Poulsen kom somme tider for sent, hed det sig,  fordi han skulle passe sine bistader i Nordsjælland. Ikke længe efter blev en regering med repræsentation af Socialdemokratiet, Radikale og Retsforbundet etableret. Da brikkerne var faldet på plads, sagde Berthel Dahlgaard: “Nu er der fred i mit sind.”

“Bizar” er et fransk ord, der betyder noget med en bisværm. Når Emmanuel Macron går i gang med at skulle forhandle med “De Gule Veste”, så er det asymmetrisk. For hvem skal repræsentere dette blandede oprør af højre og venstre, periferi og centrum?

 

Forud er varslet austerity-politiske initiativer. Macron ønsker at stramme Frankrigs økonomi op til en højere grad af bæredygtighed. Det sker gennem skattelettelser til erhvervslivet, reduktion af boligstøtte og forhøjelse af benzinafgifter. Der er tale om  reformer, der får den fattigere del af til at føle sig truet på eksistensgrundlaget. Der økonomiske rationale  ligner, hvad vi har set i Danmark. Det vender fordelingsmæssigt den tunge ende nedad, og det hævdes at skulle være så godt for hele landet.

Den danske omstilling til austerity har været en slags succes i den forstand, at de tre centrale partier i den økonomiske politik: Socialdemokratiet, Venstre og Radikale, lod sig overbevise gradvist. Vi skal tilbage til tiden med afgrundens rand, kartoffelkur etc. for at se situationen. Velerhvervede rettigheder som fuld rentefradragsret, automatisk dyrtidsregulering etc. forsvandt. Opstramningen skyldtes en politik med devalueringsrisiko, underskud på betalingsbalance og de offentlige udgifter. Efter kartoffelkurene og opstramningen gjorde vi i Danmark det nok mest ubegavede: Vi holdt fast ved at koble kronen først til D-marken, siden til Euroen, idet danskerne ved folkeafstemninger ikke vil være med i selve Euroen. Regeringerne har været enige om at svigte resultatet af afstemningerne, så Danmark reelt er en del af Euroland.

Den måske mest talentfulde kunstner i gennemførelsen af dansk austerity har været Anders Fogh Rasmussen, hvis minimalstatsbog nærmest er blevet den drejebog, der har sat kursen ikke blot for Venstres, men også for Socialdemokratiske regeringers økonomiske politik – underligt nok støttet af selv SF.

Det er blevet sagt af en eller anden fornyligt, at når socialdemokratierne og venstrefløjene svigter omfordelingspolitikken og idealet om økonomisk lighed i samfundet, så vinder højrekræfterne frem. Jeg ville gerne citere den pågældene og tildele hende eller ham æren for det.  Her har vi årsagen til venstresidens politiske krise i Europa.

Frankrigs økonomiske situation minder en del om Danmarks omkring 1984. Underskudpå både de offentlige kasser og betalingsbalancen er en giftig blanding, og i konkurrencestaternes Europa med Euroen som den egentlige gift er der kun modernisering af statens effektivitet og en ny økonomisk politik – inklusive en slags Harths IV, inklusive en finansiel devaluering tilbage. Sådan ser det ud for en bankmand som Macron, hvis ambition det er at fastholde Frankrig som bestemmende magt i Europa.  Dette er ikke blevet nogen mindre ambition efter den nye melding om Angela Merkels afgang.
Det er mange gange blevet sagt om europæisk økonomisk politik, at den langt ind i sjælen er præget af de tyske fobier overfor inflation og gæld. Tyskland har i årevis sat dagsorden for EU’s økonomiske politik, uanset hvor dysfunktionel den end må tage sig ud.

Macron har ikke haft tid til den omstilling, der efter hans bankmæssige indstilling til nationaløkonomien skal til. Det skal være nu, og der skal leveres – sådan omtrent: koste hvad det vil.

Derfor kommer det ikke an på, hvem han forhandler med. Bisværmen er ikke en organisation, men en bevægelse. Hvem der reelt repræsenterer den, kan være lige meget.  Han står overfor et oprør mod yderligere indgreb i fordelingspolitikken.

I den situation står han i et meget alvorligt dilemma: Magtens bevarelse for sin egen skyld – eller den politiske ambition? Hvis han vil bevare magten, ser det ud, som om han nødvendigvis må slække på sine politiske ambitioner – de ambitioner, der bragte ham til magten. Benzinpriserne skal så ikke forhøjes, boligstøtten bevares etc.

Hvis han holder fast nu, hvor presset er stort, risikerer han, at benzinen antændes.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *