Åh Den velsignede danske kolonitid

Åh, den velsignede danske kolonitid
Denne artikel blev udgivet på Aftenposten Innsikt august 2017, hvor den indtil oktober 2018 var tilgængelig.
Den er forfattet af Mikael Hertig og Marine Duc

 

Landskab ved Qinngorput april 2017 Mikael Hertig foto (c)

Titlen refererer til denne franske sang:
(Michel Sardou : « Le temps béni des colonies »)

Resumé

 

Trods den gradvise overdragelse af magt fra den danske regering til det grønlandske selvstyre (Naalakkersuisut) er der ikke bare tale om en fredelig udvikling mellem Danmark og den tidligere koloni. Foråret blev blandt andet præget af, at Grønland ønsker selvstændighed, mens Danmark ønsker fortsættelse af ‘Rigsfællesskabet’. En tidligere historielektor fra Grønlands universitet, påstod, at Grønland aldrig har været en dansk koloni, hverken historisk eller juridisk. Men det er en simpel fake. To danskere med bopæl i Grønland fik afslag på hver deres henvendelser om at få fejlen rettet i mange danske medier. Det centrale spørgsmål er : Hvad er Grønland, og hvad er relationen egentlig til Danmark ? Aflukningen af rummet for en diskussion og politisk debat viser, hvilken tabukarakter, det grønlandske selvstændighedsønske har – og egentlig også, spørgsmålet om, hvad Grønland egentlig er. Det peger så også på, hvad Danmark er. De seneste års erfaringer viser så også, hvordan centralt placerede danskere opfatter situationen overfor Grønland og grønlænderne.

For at illustrere dette vil analysere ophavsmanden til postulatet, Thorkild Kjærgaards påstande. Vi har spurgt ham om, hvorfor han ikke har ladet sin centrale påstand videnskabeligt efterprøve. Svaret var, at han som Dr. Phil. besidder en sådan videnskabelig position, at det skulle være unødvendigt. Vi har udvalgt udtalelser fra den tidligere udenrigsminister Vittus Qujaukitsoq, som fratrådte stillingen i april måned i konflikt med landsstyreformand Kim Kielsen. Vi har også været i kontakt med Mads Fægteborg, som gik imod Kjærgaards tilsvarende udtalelser (kun historisk) via KamikPosten, et grønlandsk netmagasin. Efter udtalelserne i foråret blev han afvist af Jyllands-Posten. Her gør Hertig også rede for de afslag, han modtog.

 

 

Næsten et land ?

 

Vinterudsigt fra Qinngorput, Nuuk, februar 2017 Mikael Hertig foto (c)

 

Selv om bevægelsen i forholdet mellem Grønland og Danmark ved første blik ser fredelig ud med retning imod større grønlandsk uafhængighed – taget overdragelsen af beføjelser siden 1979 i betragtning – er der spændinger mellem de to dele af rigsfællesskabet. Grønlands tidligere udenrigsministers opfattelse ser stadigvæk Grønland som afhængig af Danmark på mange måder. Under et seminar om dansk forsvarspolitik i Arktis, holdt i Nuuk den 20. april sagde Vittus Qujaukitsoq :

 

”Vores holdning er klar. Spørgsmålet om Grønlands fremtid afgøres af det grønlandske folk. Dette har Danmark også anerkendt med Selvstyreloven af 2009, og det er derfor ikke til forhandling, om Grønland skal have lov til at være selvstændigt. (…) Det vigtigste led i arbejdet på selvstændighed er ikke i sig selv et opgør med Danmark. Det er et naturligt ønske, som alle folk har. Grønland er blot en af verdens sidste kolonier, som endnu ikke er blevet selvstændig.”

Ved at hævde, at Grønland fortsat er en dansk koloni gjorde ministeren sin stilling klar. Termen koloni defineres som

 

« Et land eller territorium politisk kontrolleret af et mere magtfuldt, ofte fjernt beliggende land. » (Cambridge Dictionary).

Grønland blev et dansk amt

 

Den danske forståelse er, at Danmark var en koloni indtil 1953, da den danske grundlov blev ændret, så Grønland blev et dansk amt  Men selv om den formelle status blev ændret, arbejdede Danmark ikke aktivt for grønlandsk selvstændighed. Bare en måned efter Vittus Qujaukitsoq’s erklæring, demonstrerede Danmarks statsminister Lars Løkke Rasmussen en helt anden opfattelse af, hvordan forholdet mellem Danmark og Grønland er og burde være :

“Samarbejde og solidaritet er kernen i rigsfællesskabet. En åben og ligeværdig dialog er vejen frem, og jeg tror, at alle tre lande i rigsfællesskabet står stærkest, når vi holder sammen. I både moderne og historisk perspektiv er rigsfællesskabet og selvstyreordningerne unikke løsninger, som giver befolkningerne på Færøerne og i Grønland plads til at forme deres eget land i det tempo, de ønsker. Vores sammenhold fungerer kun, fordi vi taler åbent og ærligt med hinanden, stiller de gode spørgsmål og respekterer hinandens forskelligheder.”

For Danmarks statsminister fremstiller Grønland og Færøerne som ligestillede med Danmark i rigsfællesskabet. I Grønland forekommer ideen om, at Rigsfællesskabet « respekterer forskellene » ikke overbevisende, når man tager opfattelsen af Danmarks historiske tilstedeværelse i betragtning. Spændingen mellem Danmark og den tidligere koloni er således nem at få øje på. I denne artikel diskuterer vi, om situationen er frugtbar for begge lande. Retningerne er ikke de samme, heller ikke parallelle. De er modsat rettede.

 

 

 

Fordanskning af Grønland : den danske model som en gave til Grønland

 

Både og internationalt og blandt danskerne selv opfattes Danmark som idealtypen på et samfund. Danmark er nummer fire på human development indeks og rangerer som nummer et på Transparency Internationals indeks.

Danmark opleves i verden som en etisk magt med stærk normativ autoritet. Skiftet fra at opfatte sig selv som højt respekteret til en særlig form for sær sammensathed burde være åbenbar. Men det ser ud, som om den positive danske selvfølelse virker som skyklapper. Det synes i nogen udstrækning at have været en fremherskende idé, at fordanskning ville være det bedste for den grønlandske befolkning. I begyndelsen af kolonitiden opfattede de danske myndigheder ‘modernisering’ som en fare for inuit-traditionerne. I ly heraf kunne de samtidig beskytte deres egne monopoler på sælprodukter og fiskeri. I det 20. århundrede omstillede man sig til fordanskning som koncept. Til at begynde med ved fiskeindustrien, og efter 1953-grundloven kom der mere fart på den udvikling. Mens de danske myndigheder så Grønland som et dansk amt, gjorde de store investeringer for at frembringe en territorial balance og opnå en højere grad af økonomisk ligestilling. I denne periode var det at lære dansk og brug af dansk tankegang i den offentlige administration, der var ledet af danskere, en dominerende norm. Nu er denne tendens ikke længere direkte synlig, men optræder i nogen udstrækning i det stille.

 

 

Fra magtmanifestation til koloniproblem? Når det danske kolonistyre fortier modsætningsforhold.

 

 

Indtil begyndelsen af det 20. århundrede blev det anset for positivt at have kolonier. Ligesom ved « Brittania rules the Waves » havde Danmark kolonier i Indien, Afrika, Caraibien og Arktis. I det lys har ideen om det danske demokrati som idealtype en flosset fortid. Under konflikten om territorialretten over Nordøstgrønland med Norge var benævnelsen, om Grønland skulle ses som « én samlet dansk koloni.»

 

Endnu på den tid anså man det at være kolonimagt som noget i det mindste magtfuldt og på den måde positivt. Men med fascismens vækst i Europa og med opståelsen af de « subalternes (underordnedes) stemmer », som Gyatru Spivak kaldte det, inde i kolonimagtens eget rum, – som stemme fra det indiske kongresparti, repræsenteret i Underhuset, ændredes værdiladningen af ‘koloni’ gradvist til noget negativt. Jo mere menneskerettigheder blev anset for gældende for ethvert individ uanset hudfarve, jo mere negativt så man på udøvelsen af magt over andre folkeslag, for det kunne ikke retfærdiggøres. Der er en lang historisk udvikling fra Rudyard Kipling’s « Den hvide mands byrde » til det 21. århundredes syn, at et hvert folk har ret til selvbestemmelse. Men allerede med Wilson’s listes fjorten punkter (1918) er der en klar udvikling.

 

Så længe Danmark stadigvæk forsvarer forladte synspunkter overfor retten til selvbestemmelse, skylder den danske regering en forklaring.

I efterkrigstidens første år vandt selvbestemmelsesretten afgjort over assimilation som det afgørende middel til afkolonisering. Det skete med FN som magtfulde kraftcentrum. På den måde voksede den internationale modstand mod assimilation, mens retten til gradvist at vinde selvbestemmelse kom i fokus. Denne udvikling skete allerede under 2. verdenskrig. Siden fulgte opkomsten af mange nye lande og dermed i FN-sammenhæng en svækkelse af de vestlige lande. Den internationale tendens gik i retning af at stille de tidligere kolonier fri på basis af menneskerettighederne. Det skete også i en form for forståelse for de pågældende landes egne præmisser. Dette blev klart gennem arbejdet med de to ILO (International Labour Organizations) -konventioner om Oprindelige Folks Rettigheder henholdsvis i 1957 og 1989, og siden med FN’s erklæring om Oprindelige Folks Rettigheder i 2007.

Danmark har ratificeret den seneste af de to ILO-konventioner. Dermed har regeringen formelt forpligtet sig til at opgive assimilationstanken eller i det mindste anerkende grønlændernes ret til selvbestemmelse. Det skete også ved vedtagelsen af Selvstyreloven i 2009.

Det grønlandske selvstyre nedsatte i 2013 en forsoningskommission. Regeringen i København blev inviteret til at deltage, men afslog. Man kan diskutere,, om invitationen var udformet for agressivt overfor regeringen i København. Men i nogen udstrækning efterlader sagen dog det indtryk, at grønlænderne ikke har oplevet koloniseringen så blidt som de danske myndigheder ynder at fremstillet det. Regeringen i Danmark kan måske også frygte krav om store erstatninger. Ikke desto mindre ville en accept af deltagelse have været lejlighed til at få åbnet et forum for fælles forståelse og et forsøg på at nydefinere rollerne i det aktuelle og fremtidige forhold.

 

Ved at afslå invitationen har Danmark fastholdt retten til at ignorere egne misforståelser og fejl. Mange af dem blev begået uden nogen intention om at udnytte eller være brutal. Den lejlighed blev forspildt. Nye fejltagelser er udenfor dansk opmærksomhed og diskussion. Derfor blev afslaget da også modtaget med resignation og skuffelse i Grønland. Langt hen ad vejen, men selvfølgelig ikke altid, kan Danmark vælge at lukke af for kritik. I det almndelige danske politiske totalbillede er Grønland lavt prioriteret. På den måde kan fejltagelserne fra 1946-53 fortsætte deres spor i formuleringen af dansk politik overfor Grønland. Mens uafhængighedsdiskussionen kører på det principielle og åbne plan i Grønland, fortsætter den intense og latente integration af dansk infrastruktur med grønlandsk det også.

 

Den falske påstand : « Grønland var aldrig en koloni »

 

 

 

I samfundsvidenskaberne er vi nødt til at arbejde med veldefinerede begreber. Når det handler om opfattelser af ‘koloni’ og ‘kolonialisme’, er definitionerne ganske klare og levner kun beskeden plads til diskussion. Den almindelige forståelse kan fx udtrykkes : « Et land eller territorium kontrolleres politisk af et mere magtfuldt land, der ofte er fjernt beliggende » . Når det handler om folkeret tilføjes et aspekt af international anerkendelse af magtforholdet.

Definitionen lyder så : « I international ret refererer ‘koloni’ til, at en afhængig territorial enhed undergives et uafhængigt lands suverænitet, men bliver af tredjelande anerkendt som en del af dette (uafhængige) land »

 

Siden 2015 og med tiltagende styrke og offentlig eksponering har den tidligere lektor ved Universitetet i Nuuk, Dr. Phil Thorkild Kjærgaard hævdet, at Grønland aldrig var en dansk koloni :

KJAERGAARD T., 2017, ”Grønland og Hermod Lannungs private udenrigspolitik, WeekendAvisen Bøger, 24 februrar 2017, p. 8-9 :

 

« Med udgangspunkt i en debat på disse sider om Kim Leines historiske grønlandsroman « Profeterne i Evighedsfjorden » (2012) har der de sidste tre-fire år udspundet sig en længere diskussion om Grønlands statsretlige status før 1953. Var Grønland en dansk koloni i 17. og 1800-tallet som forudsat af Kim Leine ? Har Grønland overhovedet, når det kommer til stykket, nogensinde været en dansk koloni ?
To synspunkter har stået overfor hinanden. På den ene side en broget flok af etnologer, politologer, minoritetsforskere, journalister og politikere, som – i reglen uden nærmere begrundelse – har hævdet, at Grønland gennem århundreder var en dansk koloni, indtil det med Grundloven af 1953 blev integreret for ikke at sige overintegreret i Det Danske Rige.
På den anden side har blandt andre historikeren Bo Lidegaard og forfatteren af disse linjer – med henvisning til Grønlands stilling som en del af det dansk-norske rige – hævdet, at Grønland aldrig er blevet opfattet som sådan i København endsige i Grønland, som indtil et godt stykke efter Anden Verdenskrig meget skulle have sig frabedt at være en « koloni »”.

 

 

Thorkild Kjærgaard refererer ikke til nogen juridisk definition. I stedet må man forstå hans historiske bedømmelse som en skarp kritik imod forskellige måder at håndtere befolkningen i kolonierne på. Samtidig kritiserer han også det meste af afkolonialiseringen siden 1945 i almindelighed. Efter Kjærgaards opfattelse er det at være kolonimagt ikke et spørgsmål om at udøve kontrol, men snarere graden af brutalitet, der anvendes til formålet. Da Danmark aldrig ifølge Kjærgaard har været rigtig brutal overfor Grønland, har Danmark aldrig været kolonimagt og Grønland heller ikke koloni .

 

Med henvisning til almindelige videnskabelige standarder, og idet vi ikke nogetsteds har erfaret, at han har forkastet de gængse videnskabelige definitioner direkte, er konstruktionen falsk.  I videnskabelig forstand har påstanden lav værdi. Måske er det derfor, at dette hans synspunkt aldrig er blevet publiceret i et videnskabeligt tidsskrift som peer reviewed ?

Det overraskende er ikke hans synspunkter og hans falske påstande. Det er den udbredelse, de har opnået i de danske medier. I svækket udgave har en helt central figur, tidligere rådgiver for statsminister Anders Fogh Rasmussen og tidligere chefredaktør på Politiken, Bo Lidegaard, fremsat tilsvarende påstande.

 

 

En historisk debat i pressen : uoverensstemmelse om begreber som udvikler af ny spænding mellem Danmark og Grønland.

Temaet « Grønland har aldrig været en dansk koloni » har været fremme siden Kim Leines roman udkom. Leine beskrev forholdet mellem danske myndigheder og grønlændere som brutal magtudøvelse. Ved siden af Kjaergaard har den tidligere chefredaktør på Politiken Bo Lidegaard også støttet Kjærgaards påstand. Som kendt forfatter og tidligere spindoktor for den daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen har Lidegaard meget tætte forbindelser til både statsministeren og udenrigsministeren.

Ikke desto mindre passer Kjærgaards artikel i regeringens aktuelle interesse. Den danske holdning siden 1945 gik enten ind for assimilation eller senere for en slags hybrid mellem hjemmestyre og kontrol. Forestillingerne om ‘eskimoerne’ og deres fremmedartede væremåde kan have været medvirkende til den opfattelse, at en eller anden grad af kontrol var nødvendig.

De mest centrale politiske aktører bryder sig ikke om at blive angrebet for at have været brutale. Defokusering er derfor nyttig, selv om en mere produktiv debat kunne have været realiseret i stedet. I politisk sammenhæng vil enhver debat om, hvorvidt danske regeringer har været onde eller gode have meget lidt at gøre med, om Grønland før 1953 har været en koloni eller ej. Kjærgaards artikel fungerer som spærreballon. Det er en uanfægtelig kendsgerning, at Grønland indtil 1953 både historisk og juridisk var en koloni.

Det er centralt at forstå Grønlands historie i dette lys, og det må og skal accepteres, særligt i Danmark. Ser man på den materielle debat burde spørgsmålet have været afklaret. Både kulturelt, politisk og økonomisk kan den nuværende tilstand bedst beskrives som en ‘hybridation’, en mellemting mellem uafhængighed og fremmed kontrol, men i et gensidigt og omfattende påvirknings- og afhængighedsforhold.

Modsætningsforholdet mellem ‘koloni’ og ‘ikke-koloni’ er næppe relevant, også fordi debatten stopper ved afvisningen. Hvis Grønland ikke er en koloni, hvad er Grønland så? Der er en del danskhed i den grønlandsk nationalitet, og det kan bruges som en styrke, indtil uafhængigheden kommer og sidenhen også.

 

 

 

Lukkes diskussionsrummet ?

 

 

Den kulturelle hybridisering i det grønlandske samfund kan ikke bruges som politisk retfærdiggørelse for, at Grønland skal forblive som del af rigsfællesskabet. Danskhed er muligvis et stærkt element i, hvad det vil sige at være grønlænder.
Ved at afslå nogen ret til at diskutere eller få dementeret Kjærgaards påstand om Grønlands status har de danske medier besluttet sig for at lukke to diskussioner.
 Den ene handler om konsekvenserne af Grønlandsk uafhængighed for Danmark. 
 Den anden om, hvad det danske rige er og var. Både Mikael Hertig og Mads Fægteborg, der bor i Nuuk fik forkastet retten til at gendrive eller i det mindste replicere Kjærgaards påstande. Det ser ud, som om den danske presse støtter regeringens position: « Det er bedre sammen », som K. McGwin sagde. Uafhængighed som et opbrud af rigsfællesskabet er et tabu på trods af den fortsatte proces med overdragelse af kompetencer fra København til Nuuk siden 1979. Fastlåsningen af positionen kan læses som et forsøg på at lukke eller defokusere fra debatten om Grønlands uafhængighed. Den danske side – både socialt og politisk – ønskes ikke involveret.

Vi og andre forfattere fik underhånden at vide, at set fra en hvilken som helst redaktionel vinkel vil en kritik af regeringens position som en blanding mellem assimilering til det danske rige og grønlandsk uafhængighed være så betændt, at man risikerede at miste gode forbindelser til centrale kilder i statsministeriet og udenrigsministeriet.

Det virkelige problem synes at være, at den danske selvforståelse i forholdet til Grønland kan ses som en trussel – både historisk og aktuelt – mod fortsættelsen af integrationspolitikken. En ren fake kunne ikke blive trukket tilbage. Den passer for fint til den danske tilgang, hvor man vil forkaste enhver idé om at sætte selvforståelsen af den danske adfærd som god overfor Grønland under debat. Der er ikke plads til refleksion. Det er åbenbart for historikere og jurister, at Grønland var en dansk koloni indtil 1953. Det kan tilmed stadigvæk diskuteres, om Grønland stadigvæk er en dansk koloni som hævdet af den tidligere grønlandske udenrigsminister Vittus Qujaukitsoq. Men regeringen i København afstår fra at deltage, selv om den er hovedaktør i processen.

Det ser ud til, at det politiske establishment simpelthen har besvær med at fatte den idé, at Grønland måske engang vil vinke farvel til rigsfællesskabet og dermed til tanken om Danmark som imperium : « Engang du Herre var i hele Norden, bød over England. Nu du kaldes svag. »

 

 

Et dansk holdningsskift ?

Flagene blæser hver sin vej
Marine Duc (c) marts 2017

 

 

De to flag vajer hver sin vej. Regeringerne i Danmark og Grønland er ansvarlige for at forme den nødvendige diskussion. Den danske regering har fornyligt lukket et rum for diskussion om Grønlands fremtid. Vi har vist, at følsomheden er så stor, at ledende redaktører ikke vover at trække falsk information tilbage af frygt for at miste gode kilder. Ikke desto mindre var Grønland en koloni i folkeretlig og forfatningsretlig forstand indtil 1953. Dertil kommer, at teknisk set og i relation til den samme forståelse er Danmark stadigvæk en slags kolonimagt. Finansielt leverer Danmark et bloktilskud, der udgør næsten 25 % af det grønlandske bruttonaltionalprodukt. For det andet handler det også om følelser og tilhørsforhold, set i forhold til retten for et folk til selv at forme sin fremtid : det er en basal menneskeret, selv om den er skabt i vesten, at opnå selvbestemmelse. Grønlænderne føler aktuelt og faktisk, at de fortsat er er under dansk kontrol.

I Grønland venter man på uafhængigheden som ventende ude i horisonten. Det viser en ny grønlandsk poll, og det fremgår også som bærende del af regeringskoalitionen, der er indgået af tre partier, der alle går ind for uafhængighed . Er det ikke klart nok, kan man hæfte sig ved Vittus Qujaukitsoqs præcisering fra april 2017. Uafhængighed som mål er kommet tilbage på den politiske scene, idet Selvstyret har nedsat en forfatningskommission. Men lige nu kan målene virke uklare : Er målet at skrive en forfatning for Grønland indenfor rigsfællesskabet, eller er det at skrive uafhængigheden ind i forfatningen?

På den anden side af de officielle positioner ser der ud til i Grønland at være en forståelse af den usikre kulturelle og politiske hybriditet. Nogle Nuuk-borgere har præciseret det, da de blev spurgt om det : « Grønland er stadig en slags dansk koloni , fordi Grønland stadigvæk er under dansk kontrol» (P.R., tidligere skoleinspektør). «Grønland er ikke nogen rigtig koloni, men en mellemting mellem en koloni og et frit land. Grønland synes økonomisk afhængig af Danmark ». (P.B., Nuukborger) . « Grønland er en mellemting mellem koloni og uafhængig stat » (M.L., formand for Siumut ungdom, Nuuk). Det ser ud til, at i det mindste Nuuk-borgerne, hvis ikke alle grønlændere, har accepteret deres kulturelle og politiske hybriditet. Men de ønsker at komme af med den danske kontrol gennem fuld uafhængighed. De ønsker selvstændigheden som et politisk, historisk og kulturelt mål. I mellemtiden fremstår økonomien som materiel forhindring.

Men på Atlanterhavets østkyst prøver den danske regering med sin dominerende position at bruge hybriditeten til egen fordel : Bevarelse af rigsfællesskabets nuværende grænser. Retten til selvbestemmelse kan blive den eneste måde at komme ud af tabu-situationen på. Regeringen i Danmark er historisk, juridisk og økonomisk stadig den dominerende part. Initiativet til at få åbnet debatten burde derfor komme fra København. Men det må indebære, at den danske regering må ændre sin forståelse af, hvad Danmark er. Det betyder også, at den må opjustere betydningen af de grønlandske stemmer. Regeringen burde i realiteten åbne et ægte diskussionsrum, hvis dette mål skulle nås. Og den anden part skulle ikke udelukkes fra at tage del i diskussionen.

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *