Regeringens afbureaukratisering: et flop?

 

 

 

Portræt af Mikael Hertig

Mikael Hertig (c) april 2017

Afbureaukratisering som afledningsmanøvre

Politikere jager popularitet. Derfor siger og skriver de hele tiden populære ting. Men de har også brug for, at  offentlighedens opmærksomhed afledes fra upopulære ting. Derfor er ‘vinkling’ og ‘framing’ en del af dagligdagens politik.

Min dagligdag er noget påvirket af mit arbejde som gadejurist i jobcentersammenhæng. Regeringen vil – såvidt jeg forstår – sammen med nogle forligspartier tage æren for at rydde op i en forfærdelig regeljungle.

Lovgivningen er skrevet i et framet sprog. Vi har fået et lovsprog, der er uigennemskueligt, fordi lovsproget er kaudervælsk framing, så det nærmest hører hjemme i en sommerrevy. Nye ord som ‘aktiveringssparat’,’rehabiliteringsteam’, resourceforløb’ er trængt ind i lovteksterne.

 

 

Fra sociallovgivning til beskæftigelsespolitik

 

I gamle dage hed det sociallovgivning. Nu hedder det beskæftigelsespolitik. Det er ikke tilfældigt. Fokus er flyttet fra det enkelte menneskes situation til , hvordan man kan gøre mennesket til et redskab for arbejdsmarkedet. Ideologisk er det ‘udbudsøkonomi’. Meningen med politikken er permanent at have så stor en arbejdsstyrke som muligt. Derfor afleder  man opmærksomhed fra alle andre øjeblikkelige løsninger på individets problem end dem, der lige for tiden adskiller vedkommende fra arbejdsmarkedet. Men det skal tage sig ud, som om man tager hensyn. Vi kender fra Godfather vendingen: “Jeg giver dig et tilbud, du ikke kan afslå.” Sproget framer reel tvang og  fremstiller tvang som et tilbud. Når der i loven skrives om, at en person “skal tilbydes ressourceforløb”, så dækker det over, at hvis vedkommende  – syg eller rask – fortsat vil have sin kontanthjælp, så skal vedkommende underkaste sig et langvarigt forløb, der skal gøre hende eller ham klar til arbejdsmarkedet – syg eller rask.

Framet sprog helt ind i paragrafferne  §§§§§§

Lovgivningens taskenspillersprog bliver ikke afskaffet. Regeringen er ikke i gang med at genindføre socialpolitik. Meningen er fortsat, at mennesket skal være et redskab for arbejdsmarkedet. I skrivende stund ved jeg ikke,  om den påståede afbureaukratusering også fjerner de retsgarantier, som borgerne kan bruge som modhold mod urimelig behandling. Hvorfor nu det? Fordi arbejdet med regelsaneringen bygger på fastholdelse af lovgivningens oprindelige intentioner, og fordi de udsatte borgere konsekvent er holdt udenfor beslutningsprocessen.

Vi ved, det ikke virker.  De  bureaukratiske bestræbelser på at få de mennesker, der på grund af invaliditet eller sygdom ikke kan komme ind på arbejdsmarkedet  fastholdes, selv om menneskene mere eller mindre ofres.

Selvfølgelig er kritikken af  de omfattende dokumentationskrav og new public management berettiget. Kontrolmekanismer dræber arbejde masser af steder Det gælder hjemmeplejen, for så vidt også beskæftigelsesområdet, hospitalerne, gymnasierne, folkeskolerne.

Der er en intim sammenhæng mellem de betingelser, lovene er blevet til på og så administrationens indretning og reglerne der skal efterleve lovgivers formål.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *