Kontanthjælpsmodtagere og tilbagebetaling af indskudslån OPDATERET

 

 

Portræt af Mikael Hertig

Mikael Hertig (c) april 2017

Notat om hurtig tilbagebetaling af boligindskudslån

#Boligindskudslån, #tilbagebetaling, #frivillighed #den nærmeste lovs princip

Som partsrepræsentant for en kontanthjælpsmodtagerfamilie i Sønderborg henvendte jeg mig sent i august måned for at få stoppet deres kommunens træk på et boligindskudslån.

Der blev reageret hurtigt fra Jobcentret, hvor en medarbejder ringede tirsdag og oplyste, at man var villig til at stoppe det automatiske træk på indskudslånet.

Kommunen gjorde i forløbet opmærksom på, at der skulle være tale om en frivillig aftale, som var blevet underskrevet af den pågældende  borger selv.

Endvidere fremstillede sagsbehandleren overfor mig den retsopfattelse med reference til borgerservice, at det ville være bedre for familien at starte tilbagebetalingen med det samme, fordi der ville løbe renter på, og fordi hele det forfaldne beløb ville forfalde til umiddelbar tilbagebetaling efter den fem års afdragsfrihed, der er hjemlet i loven om almene boliger. ”Skat ville simpelthen hente beløbet med det samme”, sagde den pågældende.

“Trangsbeneficium” : Man må ikke kræve gæld tilbagebetalt af en fattig

Kontanthjælpsmodtagerfamilier har ikke pligt til at afdrage på lån overfor nogen kreditor. Det fremgår af indirekte af retsplejelovens § 509, stk. 1.

Bestemmelsen i retsplejeloven om ”trangsbeneficium” er indrettet for retligt at normere grænsen for, hvad en kreditor må gøre udlæg i.

Med andre ord er reglen rettet mod kreditorer, som vil have tilbagebetalt ydelser på gæld. Den er i første omgang ikke rettet mod skyldnere, der udsættes for, at der forlods bliver trukket midler på deres månedlige udbetaling fra det offentliges side, eller banker, der trækker på de pågældendes konto.

Alene efter ordlyden må reglen forstås sådan, at uformuende familier eller personer ude

n aktiver af værdi skal kunne nægte at godkende, at der trækkes på tilbagebetalingslån af nogen art, også for enkeltydelser, men typisk også for boligindskudslån som i det konkrete tilfælde.

Boligindskudslån ydes efter Lov om Individuel Boligstøtte

“§ 58. Lån i medfør af § 56, stk. 1, er rente- og afdragsfri i 5 år. Herefter tilbagebetales lånet i løbet af 10 år og forrentes med 4,5 pct. af den til enhver tid værende restgæld.
Stk. 2. Lån i medfør af §§ 56, stk. 2, 56 a og 57 er rente- og afdragsfri i 5 år. Herefter tilbagebetales lånet i løbet af højst 5 år og forrentes med 4,5 pct. af den til enhver tid værende restgæld.
Stk. 3. Når låntagerens husstandsindkomst og økonomiske forhold i særlig grad taler derfor, kan kommunalbestyrelsen bevilge rente- og afdragsfrihed ud over det i stk. 1 og stk. 2 fastsatte tidsrum.
Stk. 4. Såfremt husstandsindkomstens størrelse eller væsentligt ændrede forhold i øvrigt måtte tale derfor, kan kommunalbestyrelsen forlange, at rente- og afdragsfriheden for lån ydet i henhold til dette kapitel ophører, eller at lånet afdrages over et af kommunalbestyrelsen fastsat kortere åremål eller eventuelt indfries med 12 måneders varsel.
Stk. 5. Når låntagerens husstandsindkomst og økonomiske forhold i særlig grad taler derfor, kan kommunalbestyrelsen lade rente- og afdragsfriheden genindtræde, uanset om tilbagebetaling er påbegyndt.
Stk. 6. Lån i medfør af § 56, stk. 3, er rente- og afdragsfri.

§ 59. Til boligtagere, der ikke er omfattet af bestemmelserne i §§ 55-57, kan kommunalbestyrelsen yde lån eller garantere for lån til betaling af beboerindskud i byggeri omfattet af lov om almene boliger m.v., bortset fra almene ungdomsboliger uden selvstændigt køkken. Det samme gælder i ejendomme, der tilhører almennyttige institutioner, såfremt der til ejendommens opførelse er bevilget statsstøtte i medfør af ka‐
pitel 12 i lov om boligbyggeri eller tidligere boligbyggerilove, jf. senest lovbekendtgørelse nr. 483 af 16. august 1973, kapitel 6.
Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på ældreboliger, der er indrettet i henhold til den tidligere lov om boliger for ældre og personer med handicap, jf. lovbekendtgørelse nr. 316 af 24. april 1996, og på almene ældreboliger omfattet af lov om almene boliger m.v.
Stk. 3. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på boliger, der er opført med støtte efter kapitel 12 a i lov om boligbyggeri og friplejeboliger.
Stk. 4. Har kommunalbestyrelsen eller regionsrådet efter § 51, stk. 2, i lov om almene boliger m.v. lejet en lejlighed som nævnt i stk. 1, kan kommunalbestyrelsen tilsvarende yde støtte efter stk. 1 til personer i bofællesskabet til den del af depositum, der af kommunalbestyrelsen eller regionsrådet er indbetalt som beboerindskud.
Stk. 5. Lån kan kun ydes af den kommune, hvori boligen ligger. Er lejerens hidtidige bolig beliggende i en anden kommune, kan det dog aftales, at lån ydes af fraflytningskommunen. Har lejeren måttet fraflytte sin hidtidige lejlighed på grund af sanering eller byfornyelse, jf § 54, stk. 1, 2. pkt., kan lån dog også ydesaf den hidtidige opholdskommune.”

Det burde overflødigt at understrege, at det er bestemmelsen her, der gælder. Det er den nærmeste, den mest præcise.

Frivillighed?

En uformuende familie på kontanthjælp søger en bolig i en dansk kommune. Borgerservice hjælper familien med dette. Og det er jo fint; havde det været i København eller Århus, havde det muligvis ikke været så let at anvise en bolig.

Enhver kan forstå, at aftalen om tilbagebetaling mest af alt af kan fremstå som en betingelse for at få anvist boligen. I så fald er der ikke tale om frivillighed, men om tvang. Det er også i forvaltningsretten sådan, at frivillighedsbegrebet skal have et substantielt, materielt indhold, der rækker ud over formularens kant. Man kan ikke se en underskrift uden i sammenhæng med den situation, den har fundet sted under.

Denne fornemmelse bestyrkes yderligere af den efterfølgende forklaring. Der løber ikke renter på i den afdragsfrie periode, og beløbet forfalder ikke til umiddelbar tilbagebetaling efter den femårige afdragsfrie periodes ophør. Det fremgår simpelthen af den lov, kommunen administrerer ved lånets oprettelse overfor den enkelte borger.

Der er derfor grund til at undersøge, i hvor mange tilfælde tilbagebetaling startes med det samme. Reglerne for boligindskudslån er sådan, at det klientel, der får tilbudt lån af den type, som udgangspunkt netop ikke kan starte tilbagebetaling i den øjeblikkelige situation.

Kommunerne må ikke misbruge situationer af den slags til at påtvinge uformuende borgere aftaler i strid med bestemmelserne i retsplejelovens § 509, stk.1.

Vejledningspligt

Kommunen har pligt til at vejlede borgeren. Det står i forvaltningslovens § 7 stk. 1. Vejledningspligten hviler på en retsgrundsætning, der eksisterede før lovens vedtagelse, og der er almindelig enighed blandt jurister om, at vejledningspligten – selv om bestemmelsen er ret vidtgående – rækker endnu videre end denne.

”Er der til en afgørelse knyttet en særlig rettighed, som forudsætter ansøgning fra borgeren, skal myndigheden oplyse herom”1
(Gammeltoft et al. 2002 380)

Kommunen har en vidtrækkende saglighedsforpligtelse. Den må ikke påtvinge borgerne vilkår til skade for dem og navnlig, når det er til ugunst for borgeren.

I det konkrete tilfælde var fremstillingen af tilbagebetalingsforløbet stærkt misvisende. Der er ingen truende platform efter femårsfristens udløb. Det er således også fejlagtigt at gå ud fra, at tilbagebetalingen skal påbegyndes, hvis husstanden ud fra en helhedsbedømmelse fortsat er på kontanthjælp. Det følger af trangsbenefici­umsbestemmelsen i retsplejeloven.

Det afføder følgende ekstra kommentar: I det omfang, det ene tilfælde er typisk, foreligger der finansiel magtfordrejning, idet kommunen tilsidesætter pligten til at vejlede borgeren sagligt om sine faktiske rettigheder og i stedet opprioriterer kommunens økonomiske egeninteresse. Deraf flyder naturligvis det spørgsmål, om der dels i den pågældende kommune er tale om en almindelig praksis (ellers giver det ingen mening), dels om andre kommuner opfører sig på samme måde.

Det giver anledning til flere kommentarer.

For det første gælder den almindelige vejledningspligt efter forvaltningslovens § 7, stk.1.

Det indebærer, at den vejledning, borgeren modtager, er retvisende.

Tilføjet november 2018

En journalist fra et herværende informationsmedium har savnet juridisk klarhed. Hun har spurgt en ekstern lektor i socialret om dele af ovenstående fremstilling. Det har medført, at artiklen ikke bliver bragt.

Den pågældende udspurgte jurist befinder sig i en retsvildfarelse. Kommunen har pligt til at udbetale et boligindskudslån efter formålet.
Hvis ikke borgeren eller husstanden stod og manglede penge til indskudslånet, så ville kommunen ikke skulle punge ud.

Nogle påstår, at kommunen i den situation kan vælge at kategorisere lånet som en enkeltydelse efter Lov om Aktiv Socialpolitik. Det er forkert. Forklaringen følger her. Først ses bestemmelsen:

 

 

Lov om Aktiv Social politik: Enkeltudgifter

§ 81. Kommunen kan yde hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter til en person, som har været ude for ændringer i sine forhold, hvis den pågældendes egen afholdelse af udgifterne i afgørende grad vil vanskeliggøre den pågældendes og familiens muligheder for at klare sig selv i fremtiden. Hjælpen kan normalt kun ydes, hvis udgiften er opstået som følge af behov, der ikke har kunnet forudses. Kommunen
kan dog efter en konkret vurdering undtagelsesvis yde hjælp til en udgift, der har kunnet forudses, hvis afholdelsen af udgiften er af helt afgørende betydning for den pågældendes eller familiens livsførelse.

Midlertidig huslejehjælp
§ 81 a. Kommunen kan yde hjælp til rimeligt begrundede midlertidige huslejeudgifter til en person, der er udsættelsestruet på grund af huslejerestancer, hvis det på sigt kan forebygge, at personen udsættes afboligen. Kommunen kan betinge hjælpen af, at personen indgår en administrationsaftale, medvirker til fastsættelse af en plan for flytning til en mere passende bolig eller deltager i gældsrådgivning el.lign.
Kommunen skal særlig rette hjælpen til børnefamilier og socialt udsatte borgere. Kommunen kan bestemme, at hjælpen udbetales direkte til udlejeren. Udgiften til hjælpen afholdes fuldt ud af kommunen, jf. §99, stk. 2.
Stk. 2. Stk. 1 kan ikke anvendes til direkte at kompensere for økonomiske sanktioner givet efter denne eller anden lovgivning vedrørende forsørgelsesgrundlaget.
Stk. 3. Hjælp efter stk. 1 kan kun ydes, hvis personen ikke har økonomisk mulighed for at betale huslejeudgifterne.

 

Den nærmeste lovs princip, Lex Specialis  – den gode grund til fravigelse mangler

Det er et juridisk fortolkningsprincip, der bruges i tilfælde, hvor der kan tænkes rejst tvivl om hvilken lovbestemmelse der gælder. Når der er to samtidige lovbestemmelser, en om lån til boligindskud, en om enkeltydelser og midlertidig huslejehjælp kunne en og anden åbenbart forledes til at tro, at kommunen i den situation, hvor der skal betales boligindskud, selv skulle kunne vælge mellem de to bestemmelser, som om  de var ligeberettigede. Det er her, princippet kommer ind i billedet. At fravælge  den specialbestemmelse, der lige netop omhandler boligindskudslån i almennyttigt byggeri,  kræver en rigtig god som følge af den nærmeste lovs princip.  Det er ikke tilstrækkeligt, at der måske også samtidigt skal søges om hjælp til husleje efter § 81 a. Det må ske for sig. Med andre ord kan kommunen ikke på eget initiativ og slet ikke uden en særdeles indgående og retvisende vejledning bare vælge at udforme et lån til en husstand under indflytning som en enkeltydelse under aktivloven.  Det er lige netop her, forudsætningerne brister.

 

1

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *