Fattigrøvenes dårlige økonomi

 

Klippeformation ved Qinngorput, Nuuk juni 2017, morgenlys.
Mikael Hertig foto

Flere penge til de fattige forbedrer økonomien

 

 

Billede af Mikael Hertig

Mikael Hertig, maj 2017 (c) MH

af Mikael Hertig, cand. scient. pol.

Det politiske flertal bag førtidspensionsreformen holder fast i, at de, der ikke kan få fodfæste på arbejdsmarkedet, skal leve så fattigt som muligt. Partierne bag reformen bygger hele deres politik på fejlspecificerede antagelser.  Navnlig kan det undre, af SF og S også med det seneste aktivlovsforlig endnu intet har gjort for at ændre position på de afgørende strækninger.

1) De anser overførselsindkomsterne som rene udgifter, ikke som elementer  i det økonomiske kredsløb.

2) De antager fejlagtigt,  at fattiges armod motiverer dem til job.

3) De antager, at skylden for langvarig arbejdsløshed alene ligger hos arbejdstagerne og ikke på arbejdsmarkedet

4) De antager, at syges arbejdsevne ikke er et spørgsmål om sygdom, men om motivation. Men man kan ikke motivere sig rask.

 

 

 

 

Tankegangen bag udsultningen og bekæmpelsen  af det mere eller mindre syge pjalteproletariat, der ikke kan få fodfæste på arbejdsmarkedet er, at problemet er disse menneskers dovenskab. Samfundet vælger pisken ud fra en antagelse af, at når det ikke er sjovt at være ludfattig, så vil forarmning vise sig motiverende til at skabe sig en bedre og lidt rigere tilværelse. Men sådan virker det ikke. Rækken af intellektuelle fejltagelser er meget lang. Pladsen her rækker kun til nogle få af dem.

 

 

Den nationaløkonomiske fejltagelse

Om forbrugs- og opsparingstilbøjelighed

Her i slutningen af august er vi inde i finanslovssæsonen. Ved den lejlighed fremlægger regeringen et finanslovsforslag. Til det hører begreber som “råderum”, offentlig sektor, privat sektor. Ud af finansloven er der vokset en misforståelse af hele nationaløkonomien:

Da de offentlige kasser er finansieret ved hjælp af skatter og afgifter, udgør den offentlige sektor udgifter. Omvendt tages indtægterne som skatter og afgifter fra private husholdninger og selskaber. Sidstnævntes overskud “finansierer” samfundet. Ergo er et samfund med en stor privat sektor og en lille offentlig at foretrække, fordi det er den måde, man kan gøre indtægterne større end udgifterne på. Kasseregnskabsmåden at tænke på har drevet dansk økonomi gennem mange år, modsat tidligere, hvor man så på konjunkturmodeller og  beskæftigelse som noget, der har med det økonomiske kredsløb at gøre.

“Det økonomiske kredsløb” betegner den måde, henholdsvis penge  på den ene side og varer og tjenester på den anden bevæger sig på  i et samfund. Modsat finanslovs og kasseregnskaberne ses økonomien som en organisme, der lever konstant. Økonomien fortsætter ud over finansåret ligesom menneskelivet.

Jo mere man tjener, des mere sparer man op. Når indkomsten stiger over et vist niveau, lægges der til side. Det kaldes også “indkomststigningens faldende grænsenytte”.  Det er normalt for studerende at stifte gæld, for uden gæld kan de ikke finansiere deres løbende forbrug. Husholdningspengene rækker ikke. På et senere tidspunkt i livet forventer de samme mennesker så at kunne fortsætte med et måske lidt forøget forbrug, men samtidig at kunne afdrage på gælden .Det svarer til, at de vænner sig til at spare op.  Jo mere folk tjener, des mere sparer de op. Det ses også på boligmarkedet, hvor folk sparer op i ejerboliger, mens de bor i dem.

Men når man sparer op, svarer det til, at der aflejres fedt i organismen.  Pengene tages ud af kredsløbet. Tanken med at stoppe kredsløbet er, at der spilles på muligt forbrug på et senere tidspunkt. Ligesom fedt lagres det i kroppen. Det er derfor, at Christen Sørensen ser de store private opsparingsoverskud på betalingsbalancen som et sygdomstegn. Der investeres ikke så meget i Danmark, de tages ud af det økonomiske kredsløb.
Opsparingsoverskuddet er et tegn på en for svag skattebase. Fraværet af investeringsmidler til jernbaner er et eksempel, men udsultningen af de fattigste og den stigende ulighed i samfundet er et andet.

Kort sagt: Det er, uanset om mennesker arbejder eller ej, bedre at sørge for, at alle lever på en passende levefod. Også pensionister og kontanthjælpsmodtagere.

Den tanke, at de ledige er unyttige for økonomien, er fundamentalt fejlspecificeret. De er med til at bære det økonomiske kredsløb bedre end andre.

Sammenhængen er denne:

Når en person  sparer penge op i stedet for at bruge dem med det samme, tages de ud af det økonomiske kredsløb. “Det økonomiske kredsløb” er en beskrivelse af samfundsøkonomien, der sammenligner det med blodets kredsløb i den menneskelige krop. Oplagret energi er som fedt. Det er depoter, der kan bruges på et senere tidspunkt. Derfor er det klassiske billede af den fattige den magre krop, mens kapitalisten med pengeposen i hånden ofte afbildes som fed og cigarrygende.

Jo flere penge, man tjener, des mindre andel bruges til det løbende forbrug af mad, bolig og tøj. Det er ret enkelt. Derfor bidrager de fattige mere til kredsløbet gennem deres forbrug end de rige. Man kan forestille sig, at når OECD og WHO stadig mere entydigt slår på, at øget ulighed  hæmmer økonomisk vækst, så  ser økonomerne i disse velanskrevne institutioner den vilde kapitalophobning i vesten som et sygdomstegn. Det samme gør den danske tidligere vismand Christen Sørensen.

 

Incitamenter virker ikke på fattige

 

Himmel over havet, set fra Qinngorput, April 2017
Mikael Hertig foto (c)

Nogle borgerlige politikere går – måske med sig selv som udgangspunkt – ud fra, at griskhed er menneskets urmotiv. Hvis man vil ud af fattigdom, vil man tjene nogle penge. Hvordan gør man det? Ved at skaffe sig et job.  Det er i kortheden den afart af tankegang, hvor de velbjergede og tilpassede sætter sig selv som norm  i et samfund.

Sådan virker det ikke for de fattige, de udstødte, misbrugerne. Verden ser anderledes ud for mange mennesker.

“De relativt fattige kan ikke klare sig i velfærdssamfundet”
 (Finn Kenneth Hansen “Ulighed og fattigdom i Danmark 2016, 2)

 



Beskæftigelsespolitikkens model og tankegang er fundamentalt, at arbejde er svaret på alle sociale problemer. Det er en fejltagelse.

 

“Relativ fattigdom er efter den engelske fattigdomsforsker Peter Townsends
definition, at have så få ressourcer, at man bliver udelukket fra de mest
elementære livsmønstre, vaner og aktiviteter i det land man lever i. Man
mangler de nødvendige ressourcer til fx at opnå den kost, deltage i aktivite-
ter og have de levekår, som er normale eller i det mindste anerkendte i det
samfund, som man hører til (Townsend, 1979). Relativ Fattigdom er således
ikke alene, den uretfærdig, der består i, at nogen har så meget mindre end
andre trods alt har, men at de har så få ressourcer, at de har vanskeligheder
med at klare sig. Fattigdom er et socialt problem.”

  ( Finn Kenneth Hansen, op. cit. 2)

Så sent som i 2014 udsendte Det Økonomiske Råd sit syn på, hvad fattigdom er, og hvori den består

 

“Ekspertudvalget afsluttede deres arbejde i 2013 med forslag til en Dansk
fattigdomsgrænse. Ekspertudvalget definerede fattigdom: ” som en situati-
on, hvor en person eller familie ufrivilligt har væsentlig dårligere livsvilkår
sammenlignet med den øvrige befolkning, og hvor denne situation skyldes
mangel på ressourcer, herunder særligt økonomiske, hvor situationen er
vedvarende, og hvor personen eller familien ikke har, eller kun i begrænset
omfang har, mulighed for ved egen drift at ændre situationen
(Økonomi-
og Indenrigsministeriet, 2014).

Det Økonomiske Råd har her formuleret kontant og direkte, hvorfor økonomiske incitamenter ikke virker.
Alligevel bygger beskæftigelsespolitikken på en forsimplet incitamentsbetragtning, som enhver må vide er nytteløs. Det kan også siges på den måde: I den tunge ende af jobcentrets klienter ved man, at det at udsætte familier og deres børn for fattigdom ikke virker, men skaber flere problemer på længere sigt. Det kan undre, at SF og Socialdemokratiet er gået med på den galej.

Dem, arbejdsmarkedet ikke vil have

 

Havnebillede, Nuuk Marine Duc foto marts 2017 (c)

Det fremgår af forligsteksten til de ændringer af Lov om Aktiv Beskæftigelsespolitik (LAB, som de kalder den), at man kun i yderst begrænset omfang er sig bevidst, at der er mennesker, arbejdsgiverne ikke vil have. De fede, de gamle, dem der lugter etc. De kan kaldes utilpassede, men problemet er selvfølgelig, at i konkurrencesituationen om hvert job vælger arbejdsgiveren det bedste, hun kan få til prisen.

Vi så det med al ønskelighed så sent som for 12 år siden, i overophedningen op til finanskrisen. Det hed sig, at alt, hvad der kunne krybe og gå kom ud på arbejdsmarkedet. Men der var stadigvæk en del, der også i den situation var ude af arbejdsmarkedet.  Antallet af ledige faldt til omkring 74.000 i 2007, hvilket var det halve af niveauet et par år før. Trods det er 74.000 dog en del mennesker.

Hvad kan man så lære af det? For det første kan man glæde sig over, at rigtig mange mennesker gerne vil have et job, når der er mulighed for det. Brugen af diverse underlige kurser hjælper dem ikke.

Mængden af kontanthjælpsmodtagere ligger ret konstant på omkring 145.000 – og det har det gjort lige siden 2011. Det modsvares af, at antallet af førtidspensionister er faldet fra omkring 250.000 til 210.000 fra 2012 til 2018. Det er ikke til at tage noget til indtægt i den sammenhæng, for de store årgange er ved at forsvinde ud af arbejdsmarkedet. Antallet af personer på kontanthjælp eller lignende ydelser, der modtager dem i mere end 1 år, udgør tilsyneladende omkring 90 % af den samlede gruppe af kontanthjælpsmodtagere.
Meningen med de lave ydelser som kontanthjælp (og kontanthjælpsloftet) var, at de skulle være forbigående. Der er noget særdeles trist ved at konstatere, at så mange mennesker holdes ude af samfundet og inde i fattigdom på grund af en fejlslagen politik.

De syge og arbejdsmarkedet.

Førtidspensionsreformen bygger på, at nærmest enhver resttvivl om åbenbart syges mulige erhvervsevne skal undersøges i en uendelighed.  Den fremgangsmåde lægger op til magtfordrejning i den offentlige forvaltning. Det er der flere grunde til. For det første skal en sag afgøres, når den er oplyst. Har forvaltningen den nødvendige information til at træffe en afgørelse, så skal sagen afsluttes på det foreliggende grundlag. Men det bagved liggende finansieringssystem lægger op til usaglighed, for efter loven om kommunal udligning redder hver kommune udenfor hovedstadsområdet 65.000 kroner i incitamentsstøtte, hver gang de holder en person på kontanthjælp og undgår at tabe beløbet, hvis vedkommende overgår til førtidspension.

Politikken bygger på den idé, at sygdom ikke hæmmer erhvervsevnen. De lægelige vurderinger af arbejdsevnen er forkastet som beslutningsgrundlag. I en periode brugte kommunerne “lægekonsulenter” med eller uden lægeløfte til at forkaste speciallægeerklæringer eller attester fra borgernes egen praktiserende læge.  De lægelige skrivebordsløsninger blev kritiseret så voldsomt for usaglighed, at ordningen mere eller mindre er forladt. I stedet betaler kommunerne nu regionen for en slags neutral domstolslignende funktion.

Men forinden sendes de syge mennesker til genoptræning eller aktivering. Genoptræningsstederne har ofte ret til at foretage erhvervsevnevurderinger – som lægerne jo er koblet fra. Så deres forretningsmodel må formodes at gå på, at jo mere, de kan “genoptræne” og jo mere residualtvivl om personens fremtidige erhvervsevne, de kan udtale, des flere penge tjener de.

Det er simpelthen ved lov introduceret og iscenesat magtfordrejning i flere lag. Lisbeth Riisager Henriksen har beskrevet forholdet i en læseværdig kronik i Information 27. august 2018.  Mette Frederiksens udtalelse om, at erhvervsevne ikke skal afgøres af læger, men af forvaltningen, er blevet forstået på en forkert måde. At afvise, at syge menneskers sygdom kan hæmme deres erhvervsevne, er galimatias.

 

 

 

 

 

 

 

Politisk set betegner skiftet fra socialpolitisk forståelse til beskæftigelsespolitisk løsning et ensporet og simpelt syn, der erstatter forståelsen af mennesket i det moderne samfund som socialt individ til et redskab for et stadigt mere uforståeligt og kompliceret arbejdsmarked.

 

 

 

https://www.economicshelp.org/blog/12309/concepts/diminishing-marginal-utility-of-income-and-wealth/

https://www.sv.uio.no/econ/om/tall-og-fakta/nobelprisvinnere/haavelmo/hovedforskningsomrader/haavelmoteoremet.html

https://www.information.dk/debat/2018/08/syge-behandles-sundhedsvaesenet-paa-jobcenteret

https://scholarworks.umass.edu/cgi/viewcontent.cgi?article=1141&context=peri_workingpapers

Iben Nørup: https://politiken.dk/debat/art5638384/Fiaskoreformerne-har-smadret-tusindvis-af-menneskers-liv

https://www.jstor.org/stable/3439317?loggedin=true&seq=1#page_scan_tab_contents

http://darp.lse.ac.uk/papersDB/Christiansen-Jansen_(JPubE78).pdf

  2 comments for “Fattigrøvenes dårlige økonomi

  1. Poul Simonsen
    august 27, 2018 at 14:19

    En lang, men retvisende beskrivelse af den politiske galskab, den spilder ressourcer på private aktører og piner og plager marginaliserede mennesker.

    Ja, hvorfor deltager Socialdemokratiet og SF i den slags?

  2. Vinni Svejgaard
    august 28, 2018 at 02:37

    Guld fra dig til mig, tak. Endelig en forklaring der stemmer overens med fornemmelsen fra min “lavere uddannede” hjerne omkring emnet. Undskyld jeg linker til min egen ubetydelig blog, men jeg gør det altså 😉 https://vinnims.wordpress.com/2015/05/20/tanker-om-penge/

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *