En grønlandsk synsvinkel på økonomien

 

 

Adam Grydehøj

Af Adam Grydehøj, forsker, Island Dynamics
Adam Grydehøj er forsker i mikrostater og øsamfund, med fokus på Arktis-området og Kina. Han er direktør på forskingsinstituttet Island Dynamics, chefredaktør på tidsskriftet Island Studies Journal og underviser i politologi på Ilisimatusarfik/Grønlands Universitet.

 

agrydehoj@islanddynamics.org

Efterhånden som Grønland har bevæget sig mod selvstændighed, er det i stigende grad kommet til at ligne Danmark. Det er, hvad mange områder oplever, når de gennemgår en fredelig afkolonisering: Vilkårene for afkoloniseringen udstikkes af kolonimagten. Under den formelle kolonitid forsøgte Danmark ikke at etablere et styre efter dansk forbillede i Grønland. Siden 1950’erne har Grønland imidlertid udviklet en styreform, der følger den danske model og danske idealer.

Grønland har også arvet danske måder at anskue økonomien på. Trods stærke følelser blandt grønlænderne om, at Grønland skal træffe sine egne beslutninger, er diskussioner om, hvad der er økonomisk og politisk muligt, betinget af danske forventninger. Dette er med til at øge Grønlands fortsatte afhængighed af dansk professionel ekspertise.

Ægte afkolonisering forudsætter imidlertid at Grønland gør sig fri af danske forventninger. Grønlands økonomiske virkelighed ligner ikke Danmarks; Den ligner snarere andre ‘mikrostaters’ (lande eller områder med meget små befolkninger) rundt omkring i verden. Dette er blevet stadig mere klart i forbindelse med de seneste store infrastrukturprojekter planlagt af Selvstyret og Sermersooq Kommune.

Der er stærke argumenter både for og imod de planlagte lufthavnsudvidelser og Siorarsiorfik-projektet, og dog har debatten omkring disse projekter også indeholdt nogle meget svage argumenter. Eksperter fra Danmarks Nationalbank, Grønlands Økonomiske Råd og danske universiteter advarer konsekvent om, at disse former for infrastrukturprojekter er uforholdsmæssigt store og dyre i forhold til Grønlands økonomi. Den slags analyser evaluerer Grønland i forhold til en ‘normal’ økonomi – hvor Danmark selvfølgelig betragtes normalen.

Ud fra dette perspektiv kan Ole Helby Petersen advare om, at Siorarsiorfik-projektet svarer til at bygge 30-40 Storebæltsbroer samtidigt. Men hvis al infrastrukturudvikling i Grønland skulle vurderes i forhold til Danmark på denne måde, ville det forhindre den grønlandske stat i at give sig i kast med et hvilket som helst forholdsvis stort projekt. Siorarsiorfik-projektets samlede udgifter anslås til fire til fem milliarder kroner. Det svarer til omkring en tredjedel af Grønlands BNP.

Et projekt i den størrelse i forhold til BNP er slet ikke usædvanligt blandt mikrostater. Færøernes tunnelsystem bliver i øjeblikket udvidet til en pris af to milliarder kroner. Sidste år afsluttede man på Shetlandsøerne, en britisk kommune der i praksis fungerer stort set selvstyrende, byggeriet af et gasanlæg, der kostede 12,6 milliarder kroner, hvilket er over fire gange Shetlandsøernes regionale BNP. For at tage et endnu mere ekstremt eksempel har man netop på øen Sankt Helena, en del af Storbritanniens oversøiske territorium, bygget en lufthavn til en pris af 2,3 milliarder kroner (otte gange øens BNP). Et nyligt gennemført solenergi-projekt i ø-nationen Tokelau i Stillehavet udgjorde 70 % af BNP, mens Baha Mar Resort (35,6 milliarder kroner) i Bahamas har kostet 45 % af BNP.

Mikrostater overalt i verden gennemfører infrastruktur-projekter, der synes uforholdsmæssigt store set ud fra et stort land som Danmarks perspektiv, men som absolut er ‘normale’ set fra de allermindste staters synsvinkel.

Danske bekymringer om manglende proportionalitet i Grønland omfatter også den offentlige sektors rolle i økonomien. Det hævdes, at Grønlands offentlige sektor er alt for stor, men igen ses dette på baggrund af erfaringer fra store lande som Danmark. Men faktisk har næsten hver eneste mikrostat i verden en meget stor offentlig sektor i forhold til befolkningstal, hvis man sammenligner dem med store lande i samme region. Det er der to hovedårsager til: (1) levering af en bred vifte af offentlige ydelser koster mere pr. person i en lille befolkning end i en stor, og (2) de fleste mikrostater modtager betydelige pengeoverførsler fra en tidligere koloniherre, et andet land eller fra hjælpeorganisationer.

Regelmæssige pengeoverførsler eller indkomst fra investeringer kan anvendes til at finansiere en offentlig sektor, der er langt større, end hvad skatteindtægter alene kunne finansiere. I Grønland tegner bloktilskuddet sig for over 50 % af Selvstyrets indkomst og udgør ca. 25 % af BNP. Til sammenligning kommer 89 % af Tokelaus økonomiske produktion fra den offentlige sektor, som hovedsaglig er finansieret af New Zealand. Stillehavsnationen Niue modtager 102 millioner kroner i støtte fra New Zealand og har et BNP på blot 128 millioner kroner. Selv i et velhavende territorium som Shetlandsøerne står det kommunale styre for 36 % af værdien af den lokale økonomi – hvis forskellige offentlige virksomheder og kommunalt styrede velgørenhedsorganisationer blev medtaget i beregningen, ville dette tal være langt højere.

I mikrostater betyder en stor offentlig sektor beskæftigelse, hvilket igen giver skatteindtægter og fremmer den private servicesektor. Tilsvarende er mange mikrostaters eksternt finansierede infrastrukturprojekter ikke mindst værdifulde, fordi de midlertidigt øger det lokale forbrug og sætter skub i den økonomiske aktivitet. Dette gælder også projekter, der er afhængige af udefrakommende arbejdskraft.

Danske økonomiske eksperter tegner til stadighed et billede af Grønlands økonomi som usund. Ikke kun kritiseres afhængigheden af bloktilskud, men dette beskrives også som både begrænset og uholdbart. Men erfaringer fra andre mikrostater tyder på, at Grønland kunne bruge sin geostrategiske værdi til at optræde som en hårdere forhandlingspartner og opnå endnu højere betalinger enten fra Danmark eller andre lande. Bloktilskud er muligvis et tegn på svaghed set fra en dansk synsvinkel, men hvis man betragter det fra et grønlandsk perspektiv, kan man se det som en kilde til en stærkere økonomi, som betaling for de ‘strategiske ydelser’, som Grønland leverer.

Danske økonomiske eksperter anbefaler som regel, at Grønland skærer massivt i de offentlige udgifter og fokuserer på diversificeret primærsektor-produktion. Lignende råd gives til de fleste mikrostater rundt om i verden: Økonomer fra store lande diskuterer typisk mikrostaters økonomi på basis af deres primære sektor (i Grønlands tilfælde fiskeindustrien), selvom disse økonomier i virkeligheden som regel er baseret på offentlige beskæftigelse. International forskning viser, at mikrostater, der opretholder høj offentlig beskæftigelse, faktisk er mere økonomisk stabile end dem, der fokuserer på primærsektor-produktion, som ofte er baseret på billige produkter og underkastet prissvingninger.

Danmarks sædvanlige råd til Grønland om at mindske den offentlige sektor, undgå udvikling af infrastrukturen og fokusere på primærsektor-produktion er ikke råd, som Danmark selv ville følge. Bunder det i en kolonial tankegang, når danskerne tror, at Grønland kun er i stand til at eksportere råvarer til Danmark – mens Danmark er forudbestemt til at tjene penge på at levere kvalificerede ydelser til hele verden?

Grønland behøver ikke opfylde Danmarks økonomiske forventninger. Grønland skal opfylde Grønlands forventninger. Grønland står uden tvivl overfor økonomiske udfordringer, men disse løses bedst, hvis man tager hensyn til Grønlands status som mikrostat og til grønlændernes egne visioner.

[Dette debatindlæg var først udgivet i avisen Sermitsiaq (s. 40-41), d. 13. oktober 2017]

—————————

Adam Grydehøj er forsker i mikrostater og øsamfund, med fokus på Arktis-området og Kina. Han er direktør på forskingsinstituttet Island Dynamics, chefredaktør på tidsskriftet Island Studies Journal og underviser i politologi på Ilisimatusarfik/Grønlands Universitet. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *