Hvordan oplever familiesagsbehandlere sig selv?

Authors:

Abstract

De såkaldt sagkyndiges evne til at se sig selv i de situationer, de observerer

  Det burde måske være lærdom fra første semester på psykologistudiet, at ingen observatør  kan se bort fra sig selv i den situation, vedkommende står og iagttager i. Men sandelig, om ikke de sagkyndige efter de sager, jeg kender - og det er ikke så få - konsekvent tager deres egen indflydelse ud af ligningen.

Hvordan oplever sagsbehandlere sig selv?

"Det vi oplever er at de kloge hoveder slet ikke har indsigt i det pres de sætter familier under."

"Mentalisering"

Alfons Aaberg glad

Alfons Aaberg

  Kender du enten Alfons Aabergs eller Georg Gearløs' lille hjælper? Den allestedsnærværende ven, der ser på en oppefra. Han kommer med gode råd og sjove påhit. Indimellem ser han på den situation, man selv er i, når man er sammen med andre mennesker. Han er nok et fantasifoster, der ikke eksisterer i den fysiske virkelighed. Men i den sociale virkelighed eksisterer han. Emnet mentalisering handler om, hvordan man læser sig selv i sit samspil med andre mennesker, dvs. ser sig selv oppefra.  Det omfatter dels, at man ser sit medmenneskes mentale tilstand, dels ser sin egen rolle i samspillet med andre.  
Den lille pæremand flyver på en krage

Georg Gearløs' lille hjælper (Andeby.dk)

Det kan være forbundet med besvær at måle mentaliseringsevne i kilo eller løbende meter. Imidlertid er det det,  de "sagkyndige" gør. På den baggrund er det overvældende, hvor mange "familiesagkyndige", "støttepersoner", "børnesagkyndige" og "psykologer", der efter med loven i hånd at have tiltvunget sig adgang til en families bolig, der glemmer at vurdere deres egen indflydelse på situationen.      
Sorthvidt portræt af Tom Lehrer (wikipedia)

Tom Lehrer (wikipedia)

Jeg kommer til at tænke på 70'ernes store amerikanske underholder, Tom Lehrer, der op til sangen "National Brotherhood Week" sagde:

"I'm sure we all agree that we ought to love one another, and I know there are people in the world who do not love their fellow human beings — and I hate people like that! "

"Jeg er sikker på vi  er enige om, at vi burde elske hinanden. Men jeg ved, at der er mennesker i verden, som ikke elsker deres medmennesker - og jeg hader den slags folk!"   Tom Lehrer

    Forestil dig stuen fyldt op med tolke og diverse iagttagende "sagkyndige", der i timevis skal overbeglo familiens adfærd for at måle, hvor gode de enkelte personer er til at læse hinandens signaler, kropssprog og situationsforståelse. Overbegloerne skriver så rapporter, hvor deres indtryk fint noteres ned. Ikke et øjeblik tager de højde for, om deres observationer er gyldige som stikprøver på, hvordan familien opfører sig, når den kunstige situation er ophørt, og ægteparret befriet for kontrollanter falder hinanden om armene. Men disse objektive iagttagelser kan. være afgørende. Det burde være en slags absurd teater. Men det er det ikke. Bedømmerne bedømmer. Deres indstillinger til sig selv fungerer som anklager, og de er selv  dommere.  Sådan  fungerer systemet på det nærmeste. Det er kun deres og de til lejligheden hyrede psykologers udtalelser, der uimodsagt anvendes. De påtvinger  "frivillige "skilsmisser og anbringelser udenfor hjemmet  med løs hånd. Deres iagttagelser præsenteres som objektive, og den eneste sagkundskab, der står rigtig centralt, kommer fra disse iagttagelser og  fra nogle personlighedstests (læs intelligenstests), der også er aflagt under massivt pres. Det er optakten til denne artikels anden del, som Kristeligt Dagblad vanen tro har forkastet. Se nedenfor.      

Hvad bilder de sig ind?

Når kommunen truer ægtepar til at lade sig skille.

Mikael Hertig

Mikael Hertig

  ”Hvis I ikke flytter fra hinanden, vil barnet blive fjernet fra hjemmet”. Det er den situation, et ægtepar her i august måned blev sat i af den kommunale sagsbehandler. Eksemplet er ikke enestående.Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød‹? Derfor er de ikke længere to, men ét kød. Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.« Matth, 19, v. 5-6 Jeg sidder med en foreløbig håndfuld eksempler på, at kommunale familieafdelinger har truet et ægte- eller kærestepar til at opløse deres parforhold. Til gengæld er parret så på skrømt stillet i udsigt, at en af dem måske kan få lov til at beholde barnet. Hele dette trusselsscenarie udspiller sig under dække af noget, der kaldes ”frivilligt samtykke”.
Hus og far og mor og barn faren for sig huset revet over

Skilsmisse (seminarer.dk)

Hidtil har jeg været mest optaget af juraen i dette, og det er jeg sådan set fortsat. Hvordan nogen kan kalde det her for et gyldigt samtykke i forvaltningsretlig forstand, undrer da.
Den lille pæremand flyver på en krage

Georg Geraløs lille hjælper (Andeby.dk)

  Magtforholdet mellem sagsbehandler, børnesagkyndige og hvad de kalder sig på den ene side og borgerne, der udsættes for dem på den anden, er oplagt rasende skævt. Det burde disse om ikke guder, så i det mindste overmødre kunne gøre sig klart. Under det altomfattende mantra ”barnets tarv”, hvor barnet ses for sig, løsrevet fra sin sociale sammenhæng, udfolder disse sagsbehandlere sig med al deres indbildte ekspertise. Denne indbildning giver dem ret til snart sagt hvad som helst. Hver gang temaet anbringelser udenfor hjemmet kommer op, henviser politikerne til vold, misbrug, pædofili eller så udstrakt forsømmelighed, at alle kan være enige om, at der skal kunne anbringes udenfor hjemmet. Disse tilfælde fylder meget lidt i virkeligheden. Her er det begloernes iagttagelser, det handler om.    
Alfons Aaberg glad

Alfons Aaberg

  Der er udviklet indviklede metoder til at måle nærvær. Der står sagsbehandlerne i familiens stue, som de har lovlig adgang til, og bilder sig ind, at de kan observere familiens adfærd på samme måde, som den ville have været, hvis de ikke havde været til stede.  
Den lille pæremand flyver på en krage

Georg Geraløs lille hjælper (Andeby.dk)

  Jeg tror, vi alle har personlige venner, der havner i situationer, hvor et venskabeligt ment vink med en vognstang kan modtages som en positivt ment handling. Men her der jo ingen trusler tilknyttet. Sådan må embedsværket ikke fungere. Sagsbehandleren er ikke menneskets bedste ven.      
Alfons Aaberg glad

Alfons Aaberg

Hvis den ene af forældrene har en psykiatrisk diagnose, medfører det automatisk de situationer, hvor nogle kan finde på at presse parret til at opløse forholdet. Så kan de måske holde liv i håbet om at beholde barnet. Man kan tænke sig andre situationer, fx med misbrug. Men hvis familien som enhed er dysfunktionel, og ingen støtte kan genoprette den, så er der jo andre muligheder, herunder netværksanbringelse eller anbringelse udenfor hjemmet i det hele taget. Barnet burde jo kunne komme tilbage, det står der fortsat i loven. Men det sker jo desværre alt for lidt.         Forvaltningerne bør – og her er det en moralsk mening – aldrig opfordre et par, der ellers ønsker at blive sammen, til skilsmisse, uanset om det er iklædt som vejledning eller ej.    

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Don't have an ORCID? Get one in 30 seconds here.
1
1
1
1
1
1