Knud Rasmussen: “Afsked”

Authors:

Abstract

Udgivet 7. juni 2022, på Knud Rasmussens 143 års fødselsdag.

Knud Rasmussen

Knud Rasmussen blev født 7. juni 1879. Mindeudgaven. Her en afskrift fra dens bd II, side 412-15        
Knud Rasmussen

Knud Rasmussen

   

Afsked

"Al sand visdom findes kun fjernt fra menneskene, ude i den store ensomhed og kan kun nås gennem lidelser. Savn og lidelser er det eneste, som kan åbne et menneskes sind for det, der er skjult for andre."      Rensdyreskimoen Igjugarjuk

      En morgen i slutningen af oktober 1924 vågnede jeg for sidste gang i det lille træhus, som jeg i over en måned havde beboet i Nomes udkant. Inden middag skulle jeg være ombord i den store turistdamper, der skulle føre os til Seattle, og hermed ville det liv, jeg havde levet sammen med eskimoer, være endt.   __________________________     Knud Rasmussen        
    Jeg følte en stor og stærk glæde over det arbejde, jeg havde fået lov til at udføre, og det var naturligt, at alle mine tanker ligesom samlende endnu engang søgte ud til de vældige kyster, vi havde berejst, og alle de mennesker, vi havde truffet. Og så kom vemoden alligevel og blandede sig i glæden over, at ekspeditionen nu var gennemført. Jeg forstod, at den lykkelige arbejdstid, der lå bag mig, aldrig ville komme igen, og at et frit og sundt liv under åben himmel sammen med mærkelige mennesker nu skulle afløses af hæsblæsende tider, hvor jeg i ensformigt slid skulle forsøge på at give noget af alt det tilbage, jeg selv havde modtaget.
  Knud Rasmussen Ak, men hvad er ord mod det levende liv! .   Jeg får ud i morgensolen og føler vindens kølige brise i mit ansigt. Søerne er allerede tillagt, og de første slæder kører ud over den frosne tundra; byen gør sig klar til vinteren, de hvide mænd skriver deres sidste breve, inden isen lukker for sejladsen, og alle eskimoerne ligger i opbrud for at vende tilbage til deres ensomme små bopladser.
Knud Rasmussen  
  Skæbnen vil, at jeg denne sidste morgen får besøg af en åndemaner - en af de få, der endnu er tilbage i disse egne. Og som han kom til mig sidst af alle, finder jeg det naturligt at slutte med ham.   Hans navn var Najagneq, og jeg mødte ham første gang i  Nomes gader som en vildfaren flygtning. Han vakte opsigt og ikke uden grund; thi det var, som om han var kommen på en fejl klode, denne åndemaner mellem fint folk, elegante butikker og skrattende biler. Hans udseende var frygtindgydende: hans små, stikkende øjne flakkede vildt omkring, og underkæben dinglede i et bind, der var bundet alt for slapt. En mand, der havde forsøgt at dræbe ham, havde ødelagt hans ansigt.   Knud Rasmussen
Man fortalte mærkelige ting om ham.  Han havde lavet en fæstning i sit hus og førte ganske alene krig mod hele sin stamme, også mod alle hvide. Han havde allerede dræbt flere mænd, og som farlig for sine omgivelser blev han ved list overrumplet af en skibskaptajn og ført til Nome. Her var han holdt fængslet et år og var netop nu blevet løsladt af mangel på bevis. Meningerne delte sig i to lejre; der var dem, der påstod, han kun var halvgal og farlig for sine omgivelser, andre derimod, at han kæmpede sin kamp for sine landsmænd mod den hvide mands enevælde og mod eskimoer, der ikke forstod deres eget vel. I fængslet blev det ham forbudt at tale sit eget sprog, og da han hverken forstod eller talte engelsk, holdt han sig tavs et helt år; så blev der hentet 10 vidner imod ham fra hans boplads, men da de blev konfronteret med ham, frafaldt de alle anklager. Man vidste, han var en  stor åndemaner, og der var ikke en eneste, der turde vidne imod ham. Så var der ikke andet for at gøre end at løslade ham og transportere ham tilbage igen til hans ø, Nunivak Island.
Knud Rasmussen
Det lykkedes mig at komme i forbindelse med ham umiddelbart efter hans løsladelse, og da jeg netop i de dage arbejdede sammen med hans landsmænd, fik jeg en udmærket anledning til at gøre nogle iagttagelser. Han var ikke ked af at fortælle om sit fængselsophold, og med et blink i øjet morede han sig med at spille sig en smule ud overfor de bopladsfæller, der - til trods for et hjerteligt ønske om at lade de hvide mænd uskadeliggøre hans besværlige excentricitet - skamfulde havde slået øjnene ned, da de mødte hans blik ved vidneskranken.     Hans fantasi havde fået ny næring i den store by. Han, som kun kendte jordhytter, slæder og kajakker, lod sig ikke imponere af de store huse, damperne og automobilerne - men en hvis hest, der trak en tung arbejdsvogn, havde sat hans sind i bevægelse.  Derfor fortalte han nu sine undrende bopladsfæller, at de hvide mænd  i Nome havde dræbt ham 10 gange i den vinter, der var gået, men han havde haft 10 hvide heste som hjælpeånder, og dem havde han ofret en for en og således reddet sit liv. Opholdet i den ensomme celle havde ikke kuet ham. Den store jæger havde lært at tale til mørket, og han havde overvundet ensomheden, og nu, da han endelig blev sluppet løs, havde han allerede vænnet sig til at undvære friluftsliv, tale og mennesker.
Knud Rasmussen  
  Manden med de 10 hestes kræfter var af middelhøjde, en gamling med ild i øjnene, magt i ordene og en tone, der beherskede de mennesker, han talte til. Han havde fattet en egen vild godhed for mig, og når vi så var alene, var han heller ikke bange for at tilstå, at han havde sine landsmænd en smule til bedste. Han var ingen humbugsmaner, men en ensom, der var vant til at gøre front mod mange og derfor måtte have sine små tricks. Men så ofte han kom ind på sine gamle syner og fædres tro, slog urokkelig alvor ud af hans svar, der var korte og klare. Han holdt ikke af omsvøb og satte pris på, at jeg  gik lige løs på sagen, og derfor kom vore samtaler sig til at forme sig på følgende måde:   ....

"Hvad består mennesket af?"

"Af kroppen, som er det, du ser; af navnet, som du har arvet efter en afdød; og så af noget andet, en gådefuld kraft, som vi kalder "Yutir" -- sjælen, det som giver alt levende liv, form og udseende."

"Hvordan synes du, mennesker lever?"

"Splittet, fordi de blander alting sammen, svage, fordi de ikke kan gøre én ting ad gangen. En stor jæger må ikke samtidig være en stor kvindeelsker. Dog kan ingen lade være dermed. Dyr er uudgrundelige; derfor må den, der skal leve af dem, være forsigtig. Men menneskene stiver sig af med amuletter og bliver ensomme i deres umyndighed.,Ved en boplads skal der være så mange forskellige amuletter som muligt. Ensomhed splitter kræfterne, lighed gør værdiløs. "

"Hvor ved du alt det fra?"

"Jeg har gransket i mørke, jeg har været stille i det store, ensomme, tyste mørke. Her blev jeg åndemaner gennem syner og drømme, gennem møder med flyvende ånder. I vore forfædres tid var åndemanerne ensomme mænd, nu er de alle præster eller læger, vejrprofeter eller tryllekunstnere, der fremskaffer fangstdyr, eller snilde købmænd, der gør deres gerning for betaling. De gamle ofrede sig for universets ligevægt, for store ting, for umådelige, uudgrundelige store ting."

"Er der nogen af alle de magter, du taler om, og som du tror på?"

 

"Ja, en kraft, som vi kalder for Sila, og som ikke kan forklares i enkelte ord. En stærk ånd, universets, vejrets, ja hele jordelivets opretholder - - så vældig, at hans tale til menneskene ikke lyder gennem almindelige ord, men gennem storme, snefald, regnskyl, havets oprør, gennem alle de kræfter, mennesket frygter.  Men han har også en anden måde at tale på, gennem solskin, havblik eller små, uskyldigt legende børn, der intet forstår. Børnene holder en fin og nænsom stemme, næsten som en kvindes. Den taler til dem på en hemmelighedsfuld måde, men så venlig, at de ikke bliver bange; de hører blot, at en fare  truer. Børnene fortæller det ligesom tilfældigt, når de kommer hjem, og da er det åndemanerens sag at træffe foranstaltninger, der kan forebygge en truende ulykke. I gode tider har Sila intet budskab til menneskene; han er forsvundet i sit uendelige intet og bliver borte, så længe menneskene ikke misbruger livet, men nærer ærbødighed for den daglige føde. Ingen har set Sila; hans opholdssted er så gådefuldt, at han på samme tid er hos os og uendelig langt borte."

- -
Knud Rasmussen
Lad denne magtfulde forkyndelse blive det sidste ord i denne bog, hvor jeg har forsøgt på at skildre eskimoisk ånd og fantasi. Inden mange år vil denne religion være en saga, og den hvide mand vil have underlagt sig alt, landene og menneskene, deres tanker, deres syner og deres tro. Jeg føler mig lykkelig over, at det faldt i min lod at gå fra boplads til boplads på en tid, hvor der endnu lå den store oprindelighed over alle sind. Derfor oplevede vi også det vidunderlige, der ligger bag den kendsgerning, at vi på hele den vældige strækning fra Grønland og til Stillehavet ikke blot mødte ét folk og ét sprog, men også én kultur, som til alle tider vil komme til at stå  som et eksempel på menneskelig sejhed, kraft og skønhed.
  Najagneqs ord  lyder som et ekko af den visdom, vi beundrede hos de gamle åndemanere, vi traf overalt på hele vejen - i det barske King Williams Land eller i Auas festlige snehytte ved Hudson Bay eller hos ur-eskimoen Igjugarjuk, hvis fyndord står over dette kapitel. "   Knud Rasmussen, Gyldendals Boghandel, Nyt Nordisk Forlag, "Knud Rasmussen", Mindeudgave 1934, bd 2,  s. 412-15

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Don't have an ORCID? Get one in 30 seconds here.
1
1
1
1
1
1