Min tak til Frau Gläser og Harald Gläser

Authors:

Abstract

I denne artikel sammenligner jeg det håb efter 2. verdenskrig, der  vokser ud af skam, tilgivelse og forsoning med tidens hårde og brutale holdning til de hjemvendte mødre fra flygtningelejrene i Syrien og deres forsvarsløse børn.

Min tak til Frau Gläser og hendes søn Harald

 

"Erst in 1945 scmiß ich das Hagenkreuz wieder"

(Enkefru Gläser, Karlsruhe 1966)

   
Slottet i Karlsruhe, genopført barok. Lysegult med mørkt kobbertag, set fra havesiden

Slottet. i Karlsruhe er genopført.

  Hvis ikke vi havde tilgivet de mødre, der var nazister indtil 2. verdenskrigs afslutning, og som enker opdrog deres børn til demokrater, ville ikke have fået det dejlige Tyskland i midten af Europa, som vi har i dag.   -----   Jeg husker med glæde smilet i Frau Gläsers ansigt, da hun modtog mig som gæst på banegården i Karlsruhe i 1966. Jeg var på en fireugers gymnasieudveksling for gymnasiaster, der kunne noget tysk.  
Barn og mor. Barnet ligger ned og kærtegner moderen, der ser kærligt på barnet. De ser på hinanden

Mor og barn

Vi var i det katolske Baden-Würtemberg. Hun opdrog sin søn Harald Gläser i en verden af håb om åbne grænser, overvindelse af fattigdommen til ny velstand under "Freßwelle". Jeg blev taget så vel imod, og dengang stod Danmark på grund af sin humanisme som en lysende stjerne i Frau Gläsers bevidsthed. Jeg lærte to ting dengang. Noget om hendes nazisme og hendes vej ud af den. Og noget om håb og humanisme.    
Barn og mor. Barnet ligger ned og kærtegner moderen, der ser kærligt på barnet. De ser på hinanden

Mor og barn

Før jeg skifter fokus til fordømmelserne af de nu varetægtsfængslede IS-lejr- mødre og deres  fra dem adskilte børn kommer her for det første. Frau Gläser talte med mig om sin tid som Sudetertysker, om fordrivelsen fra hendes hjemegn, et eller andet sted i Böhmen, Schlesien eller Mähren. Hendes mand var først død efter krigen, men hun talte ikke - så vidt jeg husker - ret meget om ham. Derimod sagde hun næsten intet om jøder og koncentrationslejre, men hun påstod, hun intet kendte til dem. Jeg antager, det må have været fortrængt.  
    Jeg ville gerne i kontakt med Harald Gläser, for han fulgtes med mig til gymnasiet. Vi tog med sporvognen hver dag. For mig er han bare et eksempel. Uden sin mor ville han næppe være blevet en af de genopbyggere, jeg tror han er blevet til i dag. Enkefrau Gläsers liv under og efter krigen, hendes lidelser - talte vi ikke om. Men hun havde personligt valgt at være nazist, hvad det så end indebar dengang.   Hun er selvfølgelig død og borte nu, hun må have været født omkring 1915-20. Jeg dvæler ved den personlige forvandling, fortrydelsens element.        
Barn og mor. Barnet ligger ned og kærtegner moderen, der ser kærligt på barnet. De ser på hinanden

Mor og barn

Hun fandt en vej ud af sin egen forråelse. Det vil jeg antage, nogle af de. nu fængslede mødre fra flygtningelejrene i Syrien også må kunne. Det første trin er fortrydelsen. Mit indtryk er, at alle mødre har fortrudt. Men da jeg ikke kan sidde i Sønderborg og sprætte deres sind op, lader jeg dette emne hvile. Min egen rolle i det spil som pubertetsdreng med bumser i det spil så jeg ikke. Alt var betalt, af hvem husker jeg ikke helt, men sikkert af Danmark som glad giver og den vesttyske regering i Bonn. Jeg mødte kun venlighed i familien og opdagede ikke, at jeg derved måske tilgav et eller andet, sådan bare. ved at være der.    
Barn og mor. Barnet ligger ned og kærtegner moderen, der ser kærligt på barnet. De ser på hinanden

Mor og barn

Jeg sidder i forvisningen om, at Harald Gläser aldrig blev nazist, selvom hans mor engang havde været det og selv, om hun har både fortrudt og fortrængt. Uden dette håb om vejen over skam og tilgivelse til forvandling. er der ingenting. Håb kvæles, had hævn genopstår. Derfor bliver jeg så uendelig trist over den forrående og fordømmende holdning, de fortabte døtre modtages med, da de kom tilbage efter års lidelser under kummerlige og rædselsfulde  vilkår. Her er der åbenbart ingen fest, for folket og politikerne har i tidens forråede og dehumaniserede navn ladet straffene hagle ned over mødre og børn som granater over skyttegrave. Er der andre end udviklingspsykologer, der spørger sig selv, hvad det her skal ende med? Ja, men vi har et brutalt flertal af partier, der straffer så brutalt som muligt, før de tilgiver, og en venstrefløj, der ikke ønsker at stille noget op for alvor.  Man kan sådan set også spørge, hvor folkekirkens enkelte præster og menigheder er henne her?  
Mikael Hertig siddende på kantsten

Mikael Hertig
cand. scient. pol.
Fregatten 4, 1 tv
6400 Sønderborg
Tlf 27 24 47 00

   

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Don't have an ORCID? Get one in 30 seconds here.
1
1
1
1
1
1