Spar fem milliarder årligt på overflødige anbringelser

Authors:

Abstract

Resumé

I dette blogindlæg hævder jeg, at hvis man familieafdelingerne rundt om i landet undlod at gennemføre omkring 30 % af de gennemførte anbringelser udenfor hjemmet, ville der kunne spares omkring 5 milliarder kroner om året på de kommunale budgetter.  Det kræver imidlertid, at politikken lægges om på følgende punkter. Det nuværende finurlige system, som har karakter af et ukontrolleret eksperiment med børn og familier, erstattes af et andet, der bygger på almindelig forvaltningsret, videnskabeligt baseret opfølgning og styring via anerkendte risk management - metoder i overensstemmelse med standarderne herfor.  Besparelserne må kunne løbe op i 5 milliarder årlige budgetkroner, når de er gennemført.

Billede af kvinde i en gynge og en tom ved siden af

Er der en, der mangler?

 

Spar fem milliarder på overflødige anbringelser

 
Billede af Mikael Hertig

Mikael Hertig (c) april 2017
https://orcid.org/0000-0002-0533-0231
Cand. scient. pol. Aarhus Universitet 1982 Cell +45 27 24 47 00
Fregatten 4, 1 tv
DK 6400 Sønderborg Denmark
mh@aquut.com

Både socialminister Astrid Krag og formentlig store dele af befolkningen bilder sig ind, at langt de fleste tilfælde af tvangsfjernelser skyldes markant vold, udtalt misbrug, incest, kriminalitet eller lignende tilfælde af den slags, vi husker fra Rebild, Tønder eller Lolland kommuner.  Men den andel er i virkeligheden forholdsvis beskeden, dvs ca. 14 %. Med andre ord skyldes langt størstedelen af anbringelserne andre forhold, der meget bredt omfatter påstået omsorgssvigt,  Hvad der går under betegnelsen "udadreagerende adfærd", fx. noget der minder om mistrivsel eller ADHD fylder omkring 16 %.  Der er forlods ingen, der på forhånd kan sige, hvad  de angivne kategorier dækker over, bortset fra et kommunalt skøn.  
Årsager til anbringelser uden for hjemmet Danmarks Statistik 2019 %
Misbrug hos barn/ung  (1) 180 3,7
Kriminalitet hos barn/ung (2) 161 3,3
Skoleproblemer hos barn/ung f.eks. fravær (3) 258 5,3
Anden bekymrende adfærd hos barn/ung f.eks. udadreagerende adfærd (4) 748 15,3
Betydelig eller varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos barn/ung  (5) 281 5,7
Sundhedsforhold hos barn/ung   154 3,1
Overgreb mod barn/ung f.eks. seksuelt eller voldeligt 212 4,3
Anden form for omsorgssvigt over for barn/ung  (8) 453 9,2
Misbrug hos forældre (9) 182 3,7
Kriminalitet hos forældre  40 0,8
Anden bekymrende adfærd hos forældre (10) 504 10,3
Betydelig eller varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos forældre 181 3,7
Højt konfliktniveau eller vold i hjemmet mellem voksne 228 4,7
Utilstrækkelig omsorg fra forældre 793 16,2
Fogedsag, hjemløshed eller udsættelse fra bolig 21 0,4
Andet 193 3,9
Uoplyst 311 6,3
  4900  
Tabellen viser, at omkring 46 % af alle administrative familieadskillelser  godt nok tilskrives forældrene, men hører til i den helt  bløde ende, hvor det knapt så præcise omsorgssvigt indgår med betydelig  vægt. Det er i forbindelse med disse bløde begrundelser, det må formodes, at der bruges henvisninger til § 50- undersøgelser, herunder forældrekompetenceundersøgelser (FKU) som den væsentligste begrundelse. 22,3 % tilskrives barnet/ den unge. Det er således værd at hæfte sig ved, at de forklaringer, der bruges til forsvar for den eksisterende praksis, og samtidig for ønsket om tidligere anbringelser, ikke hænger sammen med de forhold, tabellen viser. For de over 20 %, som tilskrives børnene og ikke forældrene gælder, at man for eksempel ikke kan anbringe på grund af den unges kriminalitet, før den er begået. De direkte udgifter til anbringelsesområdet eksklusive ansatte og fx. advokater og psykologer udgjorde i 2019 9,7 mia kr. Kommunernes samlede administrative udgifter udgjorde 54, 7 mia. kr. , men det er ikke direkte tilgængeligt, hvor mange udgifter der dels er bundet til personale, advokater, psykologer og konsulenter i forbindelse med familieafdelingenes udgifter, ligesom det heller ikke fremgår, hvad Børn- og Unge-Udvalg koster. Et ærbødigt forslag - og det er et slag på tasken - går på omkring 10 mia. kr. årligt. Rådgivere og socialformidlere er der i kommunerne, advokatomkostninger, psykologer etc.  Med andre ord antage jeg efter et forsigtigt skøn, at anbringelsesområdet stort set fraset børne-handicap-området  på landsplan koster mindst 20 mia. kr.  

Metodekritik af den nuværende praksis

  Der er grunde til at rejse dyb kritik af den praksis med CSI som "analyseværktøj", BFU og FKU. Der er, finder jeg, udviklet en kultur og nogle fremgangsmåder, der rammer tilfældigt, eller som man måske også kan sige det, systematisk kører af sig selv.  Debatterne med det udførende lag bliver både pinagtige og særprægede derved, at de ansvarlige og udførende er fuldstændig uimodtagelige for kritik. Mens der produceres menneskelige ulykker en masse, sejrer ufejlbarligheden over interessen for konsekvenserne, de sociale funktioner. Mens de sidder og finder årsager til ubalancer i trekanter, et særligt udviklet sprog, klienten aldrig indvies i, skriver og taler om empati. De står og overvåger mennesker i deres private hjem, som de tiltvinger sig adgang til formentlig imod de pågældendes ønske.  Det har de ret til,. Så evaluerer de de pågældendes mentaliseringsevne, mens deres egen empatiske indlevelsesevne er spejlblank. Det er magtmennesket i al dets udfoldelse, klientelisme, så det fløjter. Submissivt, værgeløse står de forældre der og udsættes for underlige eksperimenter. På den ene side kan man sige, at sådan er systemet jo tilrettelagt. Sidst, jeg efter et sådant pinligt møde, der for mig at se viste den sædvanlige uvilje mod konfrontation mod kritik, hørte jeg det sædvanlige: "Nu har jeg siddet på det her i tredive år, så kom ikke og sig, jeg ikke kan mit stof"  "Mit stof"?  Jeg tænker uvilkårligt på de tragedier, den pågældende har påført andres liv unødigt. Mens de kører rundt i trekanterne, spørger jeg til legalitetsprincippet, retten til at berigtige åbenbare fejl, manglen på hjemmel  til indgreb etc.  Hun har siddet i 30 år og kørt sig selv ind i samme tankegang, der nu er blevet så hellig, at den ikke må anfægtes, uden at hun bliver smækfornærmet og ovenikøbet taler nedsættende og ydmygende efter mødets afslutning. Hun har i sine 30 år i jobbet aldrig været ud for noget lignende. Jeg sagde til hende, at jeg var ked af, at ingen havde prøvet at stoppe hende på et tidspunkt, hvor hun tænkte mere reflekteret. Måske er jeg  præget af  oplevelsen af den indbyggede racisme overfor grønlændere, hvor der igen og igen sniger sig udokumenterede påstande om druk og vold ind i sagerne. Fordommene vinder ubesværet over sandhederne. Stigmatiserende antagelser om deres dumhed (de taler og tænker ikke dansk), deres druk sniger sig ind i handleplaner, §50 undersøgelser etc.  Hvad der vitterligt sætter sig , er kombinationen af girafsprog og skråsikkerhed, mens de udøver de største indgreb i børns og voksnes liv. Der er, skriver Anne Dorthe Hestbæk fra VIVE, tale om et ukontrolleret eksperiment. Manglen på kontrolleret viden og interessen for konsekvenser burde få nogle til at stoppe op. Jeg har i de mange sider, jeg har læst i enkeltsager, aldrig set nogen afvejning overfor de traumer og ydmygelser, enhver anbringelse, berettiget eller ej, påfører de pågældende børn og deres forældre, når der påtvinges en frivillig eller tvungen anbringelse. Det  er en sag, men hverken Socialministeriet, VISO eller Socialstyrelsen har ikke efter min vurdering formået at producere overblik og viden på området. Der er ingen systematiske kausale teorier og  sammenligninger mellem hele befolkningen og den ene procent af børneårgangene, der anbringes. Man har ikke noget modhold, der laver FKU på normalbefolkningen og sammenligner med resten. Der er ingen teknik udviklet til at skaffe overblik over, hvorved de ramte forældre og børn udskiller sig fra dem, der ikke anbringes. Hvis de ramte forældre og børn kaldes "udsatte" ved vi, at de har været udsat for kommunens famileforvaltning og af den.

Indfør risikovurdering både i ledelse og administrativ praksis

Det kunne have været oplagt at  indføre  de helt gængse standarder for risk management  i de administrative processer, enten som supplement eller som erstatning til  ICS og DUBU.  Manglen på systematisk risikovurdering i sagsbehandlingen indebærer, at resultater fra international forskning slet ikke indgår i de strategiske overvejelser. Metaanalyser viser en svag men signifikant tilbøjelighed til, at anbringelser skader hyppigere, end de gavner.  Jeg foreslår derfor, at Socialstyrelsen og ministeren i stedet for at fortsætte de ukontrollerede forsøg begynder at følge op på konsekvenserne og indbygger fejljusteringer i både ledelseskulturen og de administrative processer.    

Overhold almindelige forvaltningsretlige grundprincipper

Det er en  selvfølgelighed i dansk forvaltningsrets principper, at der ikke må træffes afgørelser, der hviler på falske udsagn. Men det har vist sig svært at få rettet selv indlysende falske udsagn i familieforvaltningerne. Hvorfor ved jeg ikke. Noget tyder på, at den måde, man bruger dokumenthåndteringssystemerne på, fejlspecificeres i forhold til hensigten. Juridisk handler det om officialmaksimen eller oplysningsprincippet. Det er så selvfølgeligt, at usande oplysninger skal erstattes, at der ikke er noget latinsk ord for det. Der findes ikke noget veritas-princip i lærebøgerne. Derimod skrives der om berigtigelse. At man ligefrem er kommet derud, hvor en sagsbehandler meddeler, at hun ikke må rette fejl, fordi dokumentet er "låst", må efterlade megen undren. Hvis begrundelsen for en anbringelse er, at moderen er alkoholmisbruger, og det viser sig, at hun i virkeligheden overhovedet ikke drikker alkohol, så ser det ud for mig, som om man hellere i systemet lader den falske oplysning ligge til grund for en usaglig afgørelse, end man retter den falske oplysning. Der er derfor grund til at se på berigtigelse i de elektroniske dokumenthåndteringssystemer.  Det er næppe systemernes skyld, men det er den måde, de bliver brugt på i administrative systemer. Det skal kunne lade sig gøre at ændre oplagte fejl i disse systemer.  

Mistanke og tvivl:  anmeldelse eller underretning

Politiet præsterer efterforskning. Vejen dertil er en anmeldelse. Anmeldelsen sætter undersøgelser i gang med henblik på at finde ud af, hvordan et sandsynligt forløb i forbindelse med en mulig forbrydelse kan have set ud. Sigtet er objektivt i den forstand, at arbejdet går ud på at finde ud af, hvad der faktisk fandt sted. Politiet stopper efterforskningen, når det er klarlagt, at mistankegrundlaget er spinkelt. Anklagemyndigheden overtager på et tidspunkt sagen. Ved den lejlighed trykprøves materialet igen. Tvivlen kommer individet til gode, men ikke mere, end at der sigtes, hvis det er overvejende sandsynligt, at forbrydelsen er begået, og at han ser ud til at være skyldig. Undervejs i processen gøres der lige så meget som at afkræfte mistanke som at bestyrke den. Her er den forvaltningsretlige adgang til at få rettet fejl, også kaldet berigtigelse, central. Men denne ret overholdes ikke altid på en måde, hvor den verificerede fremstilling slår den falske ud. Det skyldes formentlig uhensigtsmæssig brug af dokumenthåndteringssystermer i kommunerne.    

En stor del af de foretagne tvangsfjernelser burde aldrig have fundet sted

    Famileafdelingen efterforsker ikke underretninger.. Mit indtryk er, at underretningerne  ikke bliver systematisk trykprøvet. Der handles, sådan ser det ud for mig, på basis af  spekulationer. Der anbringes som et led i administrative cover-ups. Mit kliniske indtryk kan være forkert, men jeg ser stribevis af eksempler på, at systemet er uimodtageligt for saglig kritik. Det gælder brugen af intelligenskvotienter som beslutningsgrundlag overfor grønlændere. Det gælder falske påstande om spiritusmisbrug. Det gælder mangel på selvkritik i forbindelse med børnefaglige undersøgelser.  Der har efter min opfattelse i ly af de forfærdelige sager fra Rebild, Tønder og Lolland udviklet sig en angst for ikke at anbringe i tvivlstilfælde, hvor uskyldige udsættes for traumatiserende og fejlspecificerede anbringelser til skade for dem selv og samfundet.  h Selv om tidsperspektivet i politiets og anklagemyndighedens arbejde adskiller sig markant fra praksis i hvert fald nogle familieafdelinger. Det retlige perspektiv er fremadrettet. Der skal ikke fældes en dom, som minder om en straf. Alligevel er anbringelsesområdet omfattet af den Europæiske MenneskeRettighedsKonvenstions artikel 6 om fair rettergang. Forældrene skulle have tilsvarende rettigheder som en  sigtet i en straffesag. Ligesom en fængselsstraf rammes de berørte fundamentalt af afgørelsen om familieadskillelse. Og det gælder hver gang.  Udover den ekstreme ydmygelse ligger der jo også en underkendelse af menneskelig værdighed, der i mange tilfælde må føles som helt ubærlig og på linje med de følelser, en dømt udsættes for. Det er svært at spå om fremtiden. Det er fremtidsperspektivet i det fortsatte eller kommende forældreskab, der er temaet for familieadskillelsestemaet. Hvad kan man forestille sig, der vil ske, hvis barnet vokser op i familien, og hvad vil der ske, hvis hun eller han anbringes hos en plejefamilie eller adopteres ved tvang? I den praksis, jeg ser, er der ingen, der indregner de traumer, selve beslutningen under alle omstændigheder påfører alle de berørte. Anbringelsesområdet skønnes samlet set at koste samfundet mindst 20 milliarder kroner. Lidelserne, traumerne, der ud fra en samlet bedømmelse påføres mange mennesker, er ikke med i beregningerne her. Det er nærmest umuligt at forestille sig, at en omlægning, hvor der indføres en kultur, der overholder almindelige forvaltningsretlige regler, herunder overholder oplysningsprincippett, vejledningspligt gør brug af risk management,  bruger berigtigelse konsekvent og sagligt ikke ville kunne spare omkring 25 % af de samlede udgifter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Don't have an ORCID? Get one in 30 seconds here.
1
1
1
1
1
1