Når tvangsfjernelser skader barn og forældre … mere

Authors:

Abstract

Når tvangsfjernelser skader barn og forældre ... mere

 
Billede af Mikael Hertig

Mikael Hertig (c) april 2017
https://orcid.org/0000-0002-0533-0231
Cand. scient. pol. Aarhus Universitet 1982 Cell +45 27 24 47 00
Fregatten 4, 1 tv
DK 6400 Sønderborg Denmark
mh@aquut.com

   

Af Mikael Hertig

     
Billede af kvinde i en gynge og en tom ved siden af

Er der en, der mangler?

 

Det simple men oversete synspunkt: Tvangsfjernelser skader altid. 

Enhver tvangsfjernelse skader barn og forældre. Spørgmålet er ikke, om tvangsfjernelsen er skadelig eller ej. Det ved vi, den. er. Den skader barnet, den skader forældre.  Den er traumatiserende, ødelæggende, krænkende. Det er sådan set en simpel kendsgerning   I videnskabelig sammenhæng findes der et udtryk, der enten hedder "ceteris paribus (økonomi) eller "Inter alia".  De to skrivemåder betyder kun tilsyneladende noget forskelligt. Ceteris paribus oversættes til "Alt andet lige" og bruges i  økonomisk modelsnedkeri til at undgå indvendinger, der handler om alt det, modellen ikke tager med i sine betragtninger.  Inter alia betyder på jævnt dansk bare "blandt andet". Men meningen er omtrent det samme. Det handler om det, der - relevant eller ej - lades ude af betragtning. Denne artikel handler om skadeeffekten på sjæl og legeme, børn og forældre altid udsættes for ved anbringelser og tvangsfjernelser.  Efter at have set bunkevis af sager fik jeg en overraskende aha-oplevelse ved at læse denne artikel. Det slog mig, at i stakkene af kommunale handleplaner, undersøgelser og forklaringer er der ingen iagttagelse, ingen refleksion, ingen voksen mentalisering, der beskæftiger sig med tvangsfjernelsernes, anbringelsernes og -adoptioners skadelige virkninger eo ipso   (= i sig selv) på de parsoner, der gennemlever de traumer, enhver tvangsfjernelse - berettiget eller ej - også er forbundet med. Kort sagt søger forvaltningerne i almindelighed retfærdiggørelse - uden afvejning. Den afvejede helhedsvurdering mangler. Det er en utrolig skævhed. Ufattelig, svært begribelig. Een ting er, at familieafdelinger armerer deres forsvarsværker med girafsprogspræget kaudervælske udsagn der skal gøre det ud for ekspertise. Det får være. Men aldrig nogensinde har jeg set bare een kommentar, der overhovedet antyder, at adskillelsen mellem barn og forældre eo ipso, inter alia og ceteris paribus overhovedet kan tænkes at skade barnet, relationen eller for den sags skyld forældrene.  I virkeligheden er adskillelsen altid destruktiv og traumatiserende. Hvordan kan det lade sig gøre lige at overse det? Det slår mig, at denne simple iagttagelse skulle være overraskende. Men den skriger i et år, hvor regeringen uden nogen reel grund vil tvangsfjerne flere, på en mere sober helhedsvurdering. De forudselige og åbenbare skader ved enhver anbringelse indgår sort set aldrig i forvaltningens, B&U-udvalgets og Ankestyrelsens stillingtagen.   Oversættelse, abstract fra artiklen: "Et system, der tilfældigt og unødvendigt fjerner børn fra forældre..."  

"et system, der tilfældigt og unødvendigt fjerner børn fra forældre gennem en upersonlig proces drevet af systemets bekvemmelighed på bekostning af familier."

 

"At fjerne børn fra deres forældre er det mest dramatiske indgreb, man kan forestille sig i  børns velfærd. Forskning  Det fastslås klart, at der altid er tale om dyb og uoprettelig skad.  Adskillelsen fra familien kan påføre både børn og deres forældre sår og siden ar på sjælen. Hensigten er i USA med lovgivningen  at sikre, at dette indgreb  kun bruges, når det er nødvendigt. Men et bureaukratisk og indviklet netværk af USA- føderale, statslige, forfatningsmæssige  principper  styrer beslutningen om fjernelse statslige og føderale forfatningsmæssige principper, vedtægter, administrative forskrifter, retsafgørelser og agenturpolitikker styrer det hele. .Centralt for disse myndigheder er formodningen om, at et sundt og robust børnevelfærdssystem holder familier sammen, beskytter børn mod skade og fokuserer på børnenes og deres forældres behov. Alligevel tegner forskning og praksis understøttet af administrative data et andet billede. De beskriver  et system, der tilfældigt og unødvendigt fjerner børn fra forældre gennem en upersonlig proces drevet af systemets bekvemmelighed på bekostning af familier. Faktisk forårsager nogle af de processer, der er designet til at beskytte børn mod skade, direkte traumer for dem. Alt for ofte fjerner børnesagkyndige  børn baseret på misplaceret tillid til den sikkerhedsindgriben og uden nøje overvejelse af konsekvenserne deraf Når fagfolk fjerner børn fra deres forældre uden nøje at afveje de risici, der er opstået ved denne intervention, er de skyldige i  skader på børn og deres forældre. Denne artikel fokuserer på, hvordan børn og forældre, der interagerer med børnevelfærdssystemet, oplever fjernelsesprocessen, oprindelsen af ​​en støttesag. Den analyserer hullerne og nye problemer i praksis, forskning og politik relateret til fjernelse af børn. Artiklen afsluttes med specifikke politiske og praktiske henstillinger, der sigter mod at begrænse børns trivsels afhængighed af fjernelse til opholdssteder eller plejefamilier  som dets overvejende foranstaltning ".  (Sankaran V et al 2019) (1)

   

Oplysningsprincippet / officialmaksimen - centralt i dansk ret.

Når en dansk forvaltning skal træffe en afgørelse, skal sagen være oplyst. Alt, hvad der er relevant for sagens endelige afgørelse, skal foreligge belyst. Ellers kan der jo ikke træffes en saglig afgørelse. Kært barn har mange navne. Det handler om oplysningsprincippet. Det er mit indtryk, at i anbringelses- eller tvangsfjernelsessager indgår ulemperne, traumerne og de destruktive aspekter af anbringelsen ikke med nogen videre vægt. Det hedder sig ganske vist, at anringelser så vidt muligt skal undgås, at støtteforanstaltninger skal have været prøvet først. Men støtteforanstaltningerne opleves ikke som støtteforanstaltninger, men som forberedelser til en senere anbringelse. Familiesagsbehandlerens dobbeltrolle som observatør og støtteperson gør støtten og den nødvendige tillid enten illusorisk eller bedragerisk i de tilfælde, hvor hun anbefaler en anbringelse. I USA anbringes der relativt langt færre børn  end i Danmark. Alligevel peger Sakaran med fleres artikel på det, der også her i landet ligner den store administrative svaghed. Bureaukratiet varetager sine egne selvkørende interesser,, og der er for det involverede personale fra tilknyttede psykologer til den i realiteten minimalt uddannede sagsbehandler ingen gevinst ved at undlade anbringelser.  Den kustodemekanisme, hvor de ansatte i en forvaltning skaber mer efterspørgsel efter deres egne ydelser, kaldes i amerikansk litteratur "Street Level Bureaucracy"  .  (LIPSET) Problemerne opstår, når personalet selv vurderer og afgør sagerne uden noget reelt modspil. Netop det danske anbringelsessystem er indrettet, så de endelige afgørelser træffes et organer (Børn- & Unge- Udvalg, Ankestyrelse) uden budgetansvar. Som systemet på den måde er indrettet, er der overhovedet ingen interesse i at inddrage ulemperne ved enhver anbringelse som et specielt hensyn i forbindelse med anbringelsen.   I forbindelse med regeringens initiativ `"Barnets Lov" indgår de traumer og skader, børn og forældre påføres i forbindelse med anbringelser ikke med nogen særlig vægt.                                                  

Footnotes

  1. (Sankaran V 2019, 1160)
         

Litteratur

SANKARAN V  et al. "A Cure Worse Than the Disease? The Impact of Removal on Children and Their Families." Christopher Church and Monique Mitchell, co-authors. Marq. L. Rev.102, no. 4 (2019): 1163-94.

  .... OMBUDSMANDEN, "Officialprincippet" https://www.ombudsmanden.dk/myndighedsguiden/generel_forvaltningsret/officialprincippet/   LIPSET, Seymour: "Street Level Bureaucracy" 1961                    

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Don't have an ORCID? Get one in 30 seconds here.
1
1
1
1
1
1