Grønlændere i DK : Veje fra graviditet til abort, tidlig fødsel, anbringelse og/eller adoption

Authors:

Abstract

opdateret

Grønlændere får gennem systematiske fejl tvangsfjernet deres børn

    Vi oplever i Mentor Immanuel og IKIU.DK, at en del grønlandske kvinder og familier skades af forskelsbehandling. Det har med de sædvanlige fordomme at gøre. Sprogdiskrimination, hvor man i Danmark nægter at anerkende, at grønlændere har lov til at tale grønlandsk i familien. Forestillinger om, at det at have flyttet adresse hyppigere, end man gør i Danmark. Forestillinger om, at en belastet fortid altid betyder en belastet fremtid. Her handler det om fordomme og falske forestillinger om grønlænderes væremåde. Selektiv mutisme, invalide  psykometriske tests, overpessimistiske formodninger. Mønstrene hamrer hårdt og uretfærdigt. Læs artiklen og få et blik for helheden   Administrativ diskrimination kan være manifest (klar, aktiv) eller latent (skjult, måske endda ubevidst). De fleste af de former, der her er beskrevet, er latente. De skyldes dels de fordomme, hver enkelt har i hovedet, dels og navnlig den manglende opmærksomhed på tilstedeværelsen af børn med andre kulturer og sprogbaggrunde end dansk. Der tvangsfjernes langt flere børn af grønlændere end af danskere i Danmark. Som det ses, bliver det hele til et mønster af fejltagelser. En undtagelse er de møder, hvor gravide opfordres til at abortere. Der er en tynd lovhjemmel til den praksis, men forudsætter man, at vejledning altid skal ses fra den pågældendes egen side og eget værdigrundlag, strider det mod vejledningspligten.  
Billede af Mikael Hertig

Mikael Hertig (c) april 2017
https://orcid.org/0000-0002-0533-0231
Cand. scient. pol. Aarhus Universitet 1982 Cell +45 27 24 47 00
Fregatten 4, 1 tv
DK 6400 Sønderborg Denmark
mh@aquut.com

       

Af Mikael Hertig

   

Når kommunen presser til abort

 
Grønlandsk barn ved tøbrud foran Katuaq, Nuuk, Grønland

Dreng ved stor vandpyt, Katuaq, Nuuk maj 2017
Mikael Hertig foto

"Et tilbud, du ikke kan afslå" Det er mit kliniske indtryk, at gravide grønlandske kvinder hyppigere end andre indkaldes til møder i forvaltningen, hvis den opdager, at de er gravide - før 12. svangerskabsuge. Ved mødet opfordres kvinden til  at abortere. Det suppleres med en bemærkning om, at hvis hun vælger at gennemføre graviditeten trods opfordringen, "vil barnet formentlig straks efter fødslen blive tvangsfjernet, måske tvangsadopteret med det samme". Det oplever mange såkaldt "udsatte" kvinder. De kvinder, vi beskæftiger os med i vores foreninger, misbruger ikke alkohol eller stoffer, er ikke aktuelt voldstruede eller tilsvarende. Kort sagt er der ikke nogle aktuelle trusler. Jeg kender ikke personligt til eksempler, hvor det er lykkedes kommunen at presse kvinderne til abort.  Jeg kender tre tilfælde. Det endte med to spontane aborter og en alt for tidlig fødsel. Forvaltningernes fremgangsmåde er måske lovhjemlet. Der er, mener den måske, tale om vejledning. Problemet er imidlertid, at bortset fra misbrug og vold er massivt psykologisk pres den mest kendte årsag til spontan abort og tidlig fødsel. Havde forvaltningen set på sig selv som skadevolder, ville fremgangsmåden ikke bare være moralsk angribelig, men også ulovlig? Hvorfor det: Fordi det ligger i den forvaltningsretlige vejledningspligt, at vejledningen skal ske i borgerens bedste interesse. Er vejledningen ikke det, bør den ses som usaglig vildledning. Forvaltningen kan ikke forudskikke en tvangsfjernelse, for efter loven kan den først besluttes af B&U-udvalget, efter at fødslen har fået sted. Så selv om finten med at sige "formentlig" giver et falsk slør af uvished, er der tale om en trussel. Og det må man ikke. Det kan siges på mange måder, men der er under alle omstændigheder en klang af Godfather: "Jeg giver dig et tilbud, du ikke kan afslå" over dette. Spørgsmålet om lovligheden hænger i luften. Måske trænger det til en afklaring.

Børnefaglig undersøgelse før fødslen

Det ligger i tiden, at anbringelser og adoptioner efter den kommende barnets lov skal ske så tidligt som muligt. Men hvad  i alverden skal beslutningen basere sig på? Ordet "bekymring" er indarbejdet i familieafdelingernes administrative praksis. Det er der et stykke hen ad vejen lovhjemmel til, men debatterne om anledninger til bekymringer. Hvordan vil førstegangsfødende være som familie, hvordan  kan man skille de uegnede, de egnede og de måske egnede fra hinanden al den stund. kun en lille del af den samlede mængde af familier overhovedet udsættes for børnefaglige undersøgelser, "§ 50-undersøgelser".  Vurderingen kan ikke undgås at blive mere eller mindre tilfældig, så længe der er tale om vordende forældre, der jo ifølge sagens natur ikke har det nyfødte barn i hånden endnu. Mellem venner må man godt kunne kalde det fabulerende gætværk. I videnskabelig sammenhæng burde observationerne i forbindelse med § 50 - undersøgelser kunne opholdes op mod tilsvarende observationer overfor normalbefolkningen, hvor der ingen bekymringer eller underretninger er. Det er der ikke. Den korte variant af den nuværende praksis med § 50 - undersøgelser er, at det er umuligt at skelne mellem bestilte konklusioner og reelle undersøgelser, der overholder forvaltningsrettens  officialmaksime (oplysningspligten). Det forudsættes i forvaltningsretten, at undersøgelsen så objektivt som muligt indsamler observationer, og så når man frem til en konklusion, når man efter en saglig afvejning har fremlagt alle relevante elementer. Men det er umuligt at efterprøve noget. Der er ingen garanti for, at en uvildig ekspert ville nå til den samme konklusion. Det helt afgørende er tilliden til den familiesagkyndiges ekspertise. Den form for namelending bør ikke kunne erstatte saglig forvaltning. Jeg er personligt meget skeptisk. Det uddybes nedenfor. Den praktiske erfaring viser, at vi har at gøre med et massivt og påtrængende problem, som er et tabu i dansk praksis. Problemet med den lave grad af saglighed og den manglende mulighed for reproduktion af konklusioner i de børnefaglige undersøgelser er helt ude af den politiske debat, måske det mest påtrængende problem overhovedet. Denne problemstilling gælder alle § 50-undersøgelser overhovedet, ikke bare grønlændere. For grønlændere er problemet, at de langt mere end danskere kommer i familieafdelingernes søgelys. Jeg sidder ikke pt. med det statiske overblik over, hvor mange. Af de mange rapporter, der beskriver grønlændere i Danmark fra VIVE, Institut for Menneskerettigheder, Rådet for Socialt Udsatte mfl., har jeg ikke fundet nogen tabel over, hvem der har grønlandsk som modersmål, eller oplysninger om screening af gruppens sprogkundskaber.    

Grønlandsk sprog  i Danmark

Grønlændernes ret til at beholde deres sprog og bruge det, deres ret til oversættelse, deres ret til at være grønlandsk talende familier i Danmark, deres ret til at lære deres børn grønlandsk, er beskyttet af den europæiske menneskerettighedskonvention, af de to internationale konventioner ILO -konvention 169 og FNs konvention om beskyttelse af oprindelige folk. Men det er ikke indarbejdet i praksis. Og det medfører usaglige tvangsfjernelser.   Kommunerne sætter indimellem tolk på til møder, hvor der foregår afhøringslignende processer i forbindelse med sagens oplysning.  Men i Danmark opfatter sondres der mellem proces, "faktisk forvaltningsvirksomhed" og "afgørelser". Afgørelse i juridisk forstand er dels selve afgørelsen, men også de dokumenter, der lægger op til den. Kommunerne oversætter ikke. Derved får en del grønlandske borgere ingen chance for at gendrive falske påstande og fremlægge deres opfattelse af de konkrete anklager, de er konfronteret med.   Grønlændere er danske statsborgere. De fleste taler grønlandsk som modersmål, og deres kulturbaggrund er grønlandsk. Afstanden mellem grønlandsk og dansk er større end mellem dansk og for eksempel tyrkisk. Det rejser i et Danmark, der er præget af en monokulturel assimmiliseringstendens et stort simpelt problem: Har grønlændere i Danmark overhovedet ret til at tale grønlandsk i hjemmene, i det offentlige rum? Juridisk set er der næsten ingen tvivl overhovedet. Grønlænderne har denne ret. Den er garanteret her i landet af bestemmelserne i den europæiske menneskerettighedskonvention. Grundloven siger ikke et ord om sproget. Det forudsættes, at dansk er nationalsproget. Men med indførelsen af 1953-grundloven blev Grønland et dansk amt. Det tætteste, man kan komme, er en snørklet fortolkning af grundlovens magtdelingsbestemmelse i Grl. § 3, 2. pkt. (1). Man kan ikke hævde, at dansk er det "officielle rigssprog" eller noget i den retning. Dansk Folkeparti har indimellem kæmpet for en dansk sproglov, men en sådan er aldrig blevet vedtaget. I debatterne i den anledning spillede færøsk og grønlandsk sprog ingen bemærkelsesværdig rolle. Der er ikke nogen hjemmel til at forlange, at grønlændere skal kunne beherske dansk på modersmålsniveau; men det forudsættes mange gange i den offentlige forvaltning. I forholdet til de usaglige tvangsfjernelser, anbringelser og kommende ses der rigtig ofte underretninger, hvor der direkte udtrykkes bekymring over, at familien taler grønlandsk hjemme, men går i danske børneinstitutioner og skoler. Det afføder i sig selv problemer.  Hensigten her er ikke at ignorere, at det er et problem for myndigheder, når danske statsborgere i Danmark ikke mestrer det danske sprog. Selvfølgelig skal grønlændere i Danmark beherske dansk på et niveau, der får dem til at fungere i normale danske sammenhænge. Sprogproblemet er ikke erkendt i Danmark. Det går igennem som stiltiende forudsat, at grønlændere altid behersker dansk som andetsprog på et tilfredsstillende niveau, der matcher den situation, det er anbragt i. Det er i alle tilfælde en ikke opfyldt betingelse. Grønlændere med grønlandsk som modersmål er under alle omstændigheder altid handicappede i forhold til den allestedsnærværende, stiltiende forventning om, at de behersker dansk på et situationsmatchende niveau. Til gengæld er deres ret til at tænke på, tale på, skrive på grønlandsk beskyttet af internationale konventioner.  

Kultur- og sprogbarriernes konsekvenser i anbringelsessager

Juridisk, direkte: Som nævnt strider det mod  fundamentale socialret, hver gang det gøres til en direkte grund til bekymring eller indstilling til anbringelse, at der tales og skrives grønlandsk og ikke dansk i hjemmet. Vi ser imidlertid, at dette ofte finder sted. Familieafdelingens sagsbehandlere skal simpelthen se bort fra  de underretninger og bekymringer, der gør dette til et problem i sig selv. Der er ikke hjemmel til det. Det er ulovligt at handle på det. Sociale konsekvenser, variation over et tema Det er ikke helt let, når et barn vokser op i tosprogethed. I Danmark testes børnenes udvikling allerede fra vuggestuen. Ved de danske tests måles der kun kendskab til dansk. Det vil sige, at der ikke tages højde for den tosprogede babys særlige sproglige udvikling, der på det grundlag fejlagtigt rapporteres som tilbagestående og særlig grund til bekymring.  Der findes internationalt en righoldig litteratur om emnet. På den baggrund kan det undre, at systemerne hele barnets udvikling igennem ikke tager højde for den tosprogedes kognitive og mentale udvikling. De lave scores i dansk sprog bland grønlandske babyer og børnehavebørn er forudsigelige, forklarlige og irrelevante. Tosprogethed ville i langt de fleste tilfælde være uproblematisk; man kan næppe slutte sig til, at tosprogethed peger i den ene eller anden retning kognitivt, men tendensen er vel nærmest, at den snarere er fremmende end det modsatte. Det har man imidlertid udeladt at orientere pædagoger og sundhedsplejersker med flere om. Derfor stiger risikoen for underretninger, anbringelser og i sidste instans tvangsadoptioner på et usagligt grundlag markant. Fornemmelsen er, at sådanne fejl spiller en væsentlig rolle i forbindelse med anbringelser af grønlandske børn, navnlig i de ret mange sager, hvor børnene scorer lavt i dansk sprogfærdighed.

Social udelukkelse, børns angst og selektiv mutisme

Hvis man i stedet for at  se børnenes udvikling sprogligt for sig, men også i en social sammenhæng, Hvor det er normalt, at et barn, der taler og forstår et helt andet sprog end det, både de voksne og børnene i vuggestuen eller børnehaven taler, er tilbageholdende i en periode på 2-4 måneder, så vil den manglende  evne til at udvikle et begyndende dansk pludren blive registreret som problematisk og barnet derfor som meget bagud. Et mønster, der fortsætter vejen op igennem børnehavealderen, så længe institutionen konsekvent ser bort fra sproget og kulturen i hjemmet. Barnet risikerer at blive behandlet som ubegavet, behandlet som sådan. Det giver så igen øget risiko for underretninger. Risikoen for selektiv mutisme vokser I de værste tilfælde indebærer den manglende sociale anerkendelse fra de voksne og de andre børn,  at barnet bortdømmer sig selv, mister sin simple selvrespekt og daglige glæde. Han eller hun udvikler social fobi og angst  i børnehaven og skolen, I hjemmet derimod er der ingen angst. Den tilstand opstår formentlig netop, når der som i Danmark slet ingen administrativ forståelse for tosprogethed og multikultur er indbygget i de systemer og forventnings-strukturer, børnene vokser op i. Som partsrepræsentant har jeg desværre været nødt til at sende grønlændere tllbage til Grønland, alene for at undgå tvangsfjernelser, der er søgt arrangeret, fordi hele systemet reagerer automatisk på underretninger.

Forældrenes intelligens måles på dansk -og der strider mod internationale standarder

Skal der etableres en anbringelse af børnene uden forældrenes samtykke, en tvangsfjernelse, så forlanges det i praksis, at der skal laves en forældrekompetenceundersøgelse. En af de mest almindelige lovhjemler til en tvangsfjernelse er utilstrækkelig omsorg i henhold til Lov om Social Service § 58, stk. 1.  Herom skriver Ankestyrelsen i en undersøgelse af anbringelser:

Når kommunerne bruger muligheden for at anbringe uden samtykke på trods af, at forældrene og/eller barnet har samtykket, er det ofte, fordi der er tvivl om, hvorvidt forældrene har givet et reelt informeret samtykke. Det kan for eksempel være i sager, hvor forældrene er kognitivt svage, og kommunen vurderer, at forældrene ikke er i stand til at give et informeret samtykke. I nogle af kommunerne har de i sådanne til- fælde praksis for at indstille til anbringelse uden samtykke for at sikre forældrenes retsstilling.  (Ankestyrelsen, "Anbringelser uden samtykke, November 2019).

Vurderingen af, om forældrene er "kognitivt svage"  [sinker], bygger det på en psykologisk testning,  der hedder WAIS IV. Det hedder om den og om en række andre psykologiske tests, der har med intelligenstests og forestillingsevne at gøre, at psykologen skal have samme modersmål som testpersonen, at testen selv er udviklet og tilpasset til testpersonens modersmål. Det følger gængse internationale standarder. Læs herom her: https://www.aquut.com/2020/02/13/psykologiske-tests-i-tvangsfjernelsessager-misbruges/   I artiklen refereres der til det internationale psykologforbunds standarder; den internationale ekspert, der skal forestå testen, skal leve op til følgende:

"En indfødt person, der taler det pågældende modersmål vil ikke blot kunne lave en akkurat oversættelse, men også en sådan, at den fremtræder som hørende til den oprindelige kultur. Hvis den pågældende lever i oprindelseslandet, kender vedkommende den aktuelle sprogbrug der.  Vi definerer således en ekspert eller et hold med tilstrækkeligt kombineret kendskab til det pågældende sprog, kulturen, testens indhold og de almindelige testprincipper, der tilsammen udgør de nødvendige og tilstrækkelige betingelser for at kunne lave en professionel oversættelse og tilpasning af testen. " (Fra ITC IPSYS, den internationale standardiseringskomité)

Bemærk, at der forlanges oversættelse af testen. I Danmark bruger man bare danske psykologer, som i almindelighed har samme kendskab til grønlandsk sprog og kultur som sæler på fodbold. Følgen er, at velbegavede grønlændere straks indrubriceres som sinker, kognitiv defekt. Og så er vejen til anbringelsen banet. Intelligenstestene skal simpelthen forkastes.  

Konklusion

Administrativ diskrimination kan være manifest (klar, aktiv) eller latent (skjult, måske endda ubevidst). De fleste af de former, der her er beskrevet, er latente. De skyldes dels de fordomme, hver enkelt har i hovedet, dels og navnlig den manglende opmærksomhed på tilstedeværelsen af børn med andre kulturer og sprogbaggrunde end dansk. Der tvangsfjernes langt flere børn af grønlændere end af danskere i Danmark. Som det ses, bliver det hele til et mønster af fejltagelser. En undtagelse er de møder, hvor gravide opfordres til at abortere. Der er en tynd lovhjemmel til den praksis, men forudsætter man, at vejledning altid skal ses fra den pågældendes egen side og eget værdigrundlag, strider det mod vejledningspligten.                           Note 1: CHRISTENSEN, Jens Peter: "Dansk Statsret", Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2016, p 190  

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Don't have an ORCID? Get one in 30 seconds here.
1
1
1
1
1
1