Fluen på væggen eller elefanten i rummet? Når kommuner presser til abort…

Authors:

Abstract

Billede af Mikael Hertig

Mikael Hertig, maj 2017 GPL LICENS CC0

Mikael Hertig er (gratis) partsrepræsentant for grønlændere, der kommer i knibe i det kommunale system.

   

Fluen på væggen eller elefanten i rummet?

"Hvis du ikke aborterer, må du regne med, at vi nok vil tage barnet fra dig straks efter fødslen"

  Vi ved, at mødre, der under graviditeten sættes under voldsomt stress, er i en særlig risiko. Det kan godt være svært at finde årsager til uprovokerede aborter, til alt for tidlige fødsler, til autisme og lignende. Men det kan slet ikke afvises, at det er vildt uhensigtsmæssigt at sætte vordende mødre under stress. Stress udgør en særlig risikofaktor. Måske kan man ikke måle og veje, hvor destruktivt det er, når kommunerne truer gravide tidligt i forløbet. Da jeg første gang stødte på et tilfælde af den slags, troede jeg, det var et enkeltstående tilfælde, et marsfænomen. Det er det ikke. Jeg spurgte mig for på facebook. Man kan ikke sige, det væltede ind med tilsvarende oplevelser, men det blev da til en tredive stykker. Man kan derfor med sindsro hævde, at hvis kommunerne for fat i informationer om graviditeter, navnlig vedrørende mennesker, de har kig på i forvejen, så kalder de til samtale og laver en "vejledning", hvor det fremgår, at. det nok er bedst at abortere, for der er nok ikke den store sandsynlighed for, at moderen efter fødslen får lov til at beholde sit barn. Der kan godt tænkes at være både en slags lovhjemmel til sådan en trafik og en vis besparelseslogik, for aborter sparer kommunen for en mulig senere stor anbringelsesomkostning. For mig er der også moralsk set en slags overraskelse i, hvad man dog kan få socialrådgivere og lignende til. Den overraskelse må jeg se at komme over.  For det er tilsyneladende skik og brug i dagens Danmark.
Ekefant i en stue. Lampen hænger skævt, bordet er væltet

Elefanten i rummet ?

Kommunen prøver at tvinge til abort - er det tænkt som en besparelse?

  Jeg  har en sag, hvor kommunen prøver at true en grønlandsk kvinde til at abortere, for ellers vil den højst sandsynligt fjerne barnet straks efter fødslen. At der ikke er tale om tomme trusler, det kan man efter min mening konstatere ved at se sig omkring. Tilfældet, jeg har med at gøre, kunne have været retfærdiggjort, hvis der havde været noget som helst med risiko for fostret. Det vil sige spiritus- eller stofmisbrug, markant vold eller tilsvarende. Det er der bare ikke. Der er kun den almindelige professionelle klagesang - bekymringssangen. Motivet er, for at sige det kort, at kvinden selv har været anbragt. På den måde kan der jo være koblet en forbindelse til fortiden. Arv-eller-miljø kommer ind på en særlig måde. Skrivbordspersonen slår hende op på systemet, og det store AHA melder sig. Anbragte børn skal da anbringes - det fremgår jo også af statistikkerne, at risikoen for, at anbragte børns børn anbringes er kæmpe stor. Nogen burde måske tænke på, hvordan det dog kan gå til? Mit private første bud er, at der er registreret noget som helst på dem i forvejen. Alle de andre, der ikke er registreret noget om, går fri, med mindre der kommer end  underretning udefra. Kort sagt: Hun er jo inde i systemet i forvejen.  

Eksempler på konsekvenser

  Da Jobcentret truede med at sanktionere på kontanthjælpsydelserne, aborterede Signe.  Det var i 2019, og jeg var partsrepræsentant. Da kommunens forældreafdeling pressede Hanne, fødte hun alt for tidligt. Drengen fik dårlige lunger, og han havde en lille hjerteklapfejl. Det er to eksempler fra mit arbejde som frivillig konsulent og støtteperson for grønlændere i Danmark. Denne artikel handler om følgende: Spiller de der kommunale mennesker: Spædbørnsteams, familierådgivere, børnekonsulenter, psykologer og sagsbehandlere også en selvstændig stressende og destruktiv rolle i et hændelsesforløb, eller er de bare objektive iagttagere? Ingen af de to kvinder var misbrugere.  De var helt clean, og der var ingen medicinske indikationer på, at det skulle gå, som det kom til. Men de var under et voldsomt menneskeligt pres, anlagt af de kommunale forvaltninger.  I det ene tilfælde var kvinden registreret i forvejen, i det andet bad kvinden om hjælp.  Begge var grønlændere. Formentlig ser behandlerne sig selv som iagttagende fluer på væggen. De tager sig selv ud af beskrivelserne, beskriver hvad de ser, henviser til sagens akter, laver deres egne vurderinger uden  selvreflektoriske forbehold. De er ikke som de mennesker, de udøver deres uindskrænkede magt over, skrøbelige, sårbare.  Men det kunne tænkes, de var de egentlige destruktive spielverderbere, elefanter i rummet. Men hvis det set fra skrivebordet og ind i skærmen ser ud, som man handler med en slags rationalitet. Den er jo ifølge sagens natur aldrig den samme som den rationalitet, det udsyn, den gravide eller moderen har. Stress under graviditeten   stressede mødre får stressbare børn-1  

Pengene eller livet?

  Der kan være mange årsager til de begivenheder og tilstande, vi oplever. På papiret i det mindste ser det nok for de kommunale sagsbehandlere ud, som om de forhindrer ulykkelige skæbner eller sørger for, at arbejdsduelige mennesker passer deres pligter. Men de tager sig selv ud af ligningen. I børnesagerne ser det ud, som om det præcist er, hvad de gør hver eneste gang. Iagttageren, beretteren, agerer og blander sig vildt på den ene side, skriver rapporter der giver et helt andet indtryk end det, hun efterlod sig som indtrængende myndighedsperson i hjemmet. Med objektiviserende udtryk og det særlige sprog, de benytter sig af, lægger de op til indgreb og afgørelser i forvaltningen om anbringelse. En ting er, at moderen i den situation ingen chancer har; en anden ting er altså at den der udi egen og desværre også forvaltningens indbildning skulle være særligt højt kvalificeret, bygger luftkastellerne op på en altid svigtet forudsætning: at den adfærd, de beskriver, ville have været den samme, hvis den pågældende ikke var til stede i lokalet. Hun er en uvelkommen elefant i rummet, men opfører sig som en flue på væggen.      

Den kommunale logik

Da serviceloven blev ændret, måtte kommunerne nu gerne tage økonomiske hensyn udover de rent juridiske i børnesager. At den logik også skulle bruges til indadtil at kunne retfærdiggøre, at man ved at presse kvinder til abort handler økonomisk rationelt, set ud med kæmner (kommunekassens) - briller, er jo svært at forsvare udadtil og politisk. Men ser man alene økonomisk på det, så kommer der ret store omkostninger på. Der skal laves børnefaglige undersøgelser, og fastholder man - som man har for vane - tanken om en tvangsfjernelse, ryger der en masse procesomkostninger på. Når tvangsfjernelsen er realiseret, ligger der omkring 300.000- 600.000 i årlige driftsudgifter. Aborten løser kasseproblemet. Ingen ved sine fulde fem kan påstå, at det navnlig er den måde, der alene tænkes på. Hvad man ikke kan afvise imidlertid er naturligvis, at den slags indgår i overvejelserne også.  

 

   

           

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Don't have an ORCID? Get one in 30 seconds here.
1
1
1
1
1
1