Marine Duc har kritiseret min artikel her  Det er jeg ked af. Men er angrebet overhovedet fair?      

"

 

Stigmatisering af grønlandske studerende i Danmark

Omtale af artikel af Marine Duc:

"You are the Greenlandic one?"

Af Mikael Hertig *

Marine Duc, « “You are the Greenlandic one”. Saisir la place de la région d’origine dans la production de l’autochtonie chez les étudiant·e·s groenlandais·e·s au Danemark  », Espace populations sociétés [En ligne], 2020/1-2 | 2020, mis en ligne le 15 juin 2020, consulté le 02 juillet 2020. URL : http://journals.openedition.org/eps/9903

* Mikael Hertig, cand. scient. pol. Partsrepræsentant for grønlændere i Danmark

  Marine Duc er fransk ph.d. studerende ved Université Montaigne i Bordeaux. En del af hendes afhandling er nu udgivet - se link. Artiklen handler om isolation og stigmatisering af grønlandske studerende ved højere læreanstalter i Danmark. Hun påviser i sin artikel de fordomme, danskeres holdning til grønlændere er præget af. Med begreberne 'racialisering' og 'tvangsfortrængning' karakteriserer hun de fordomme, grønlændere også på universiteterne mødes med.      

"Du er hende der, grønlænderen?"

 

De 540 grønlandske studerende i Danmark er med grønlandske øjne elitære undtagelser. I Danmark stigmatiseres de på universiteterne. Fordommene ligger under overfladen; de flytter ubevidst med op igennem de sociale lag. De grønlandske studerende udstødes næppe bevidst, men har en tendens til at havne i isolation.

Det er budskabet i Marine Ducs artikel, der er et led i sin ¨¨ ph.d.-afhandling ved et universitet i Bordeaux.  Det handler om  grønlandske studerendes dårlige socialisering på danske universiteter.    

Hører de grønlandske studerende til som oprindelige folk?

Hun henleder opmærksomheden på forhold, som er overladt til glemsel: At høre til i kategorien af grønlændere som oprindeligt folk er ikke er knyttet til Grønland som territorium.

Der lever, op imod 16-17.000 grønlændere i Danmark og nogle få tusinde udenfor Grønland og Danmark. Ophører de mennesker med at falde ind under kategorien 'oprindelige folk', når de flytter til Danmark? De lander i ingenmandsland, præget af usynlighed for omgivelserne og på uddannelsesinstitutionerne.    

Stigmatisering og 'racialisering'

Danskernes vrangforestillinger om grønlændere er på alle niveauer - til og med universiteterne - aktive i de stigmatiseringsprocesser, der tynger livet for den grønlandske studerende i Danmark. Når man spørger ind til det, forbinder danskeren uvilkårligt grønlænderen systematisk med "hudfarve, en ugunstigt social baggrund og et lavt uddannelsesniveau".     Som franskmand har Marine Duc lettere ved at se danskere og grønlændere for sig. Hun er både iagttager og medlever. Hun har ingen position at forsvare, sådan som danskere har det. Med begrebet 'racialisering' henleder hun opmærksomheden på de små skjulte kategoriseringer, forventninger og fordomme om andre, enhver i en eller anden udstrækning slæber rundt på.  

Hvordan kan det gå til,, at den unge grønlandske elite stigmatiseres og ender mere eller mindre isoleret? Det er forståeligt nok, for blomsten af grønlands ungdom repræsenterer den del, hvis danskkundskaber skulle være på toppen i Grønland, selv når dansk er dens andetsprog.

Danskerne forestiller sig, at  grønlænderne kan dansk ligesom sig selv. Når det ikke  er helt på niveau, ligger den skjulte sammenstilling af danskfærdighed og intelligens som korrellerede størrelser lige under overfladen. I Grønland er de toppen, på de danske universiteter risikerer de at skrabe bunden.

Usynliggørelse

Der er flere elementer i spil, når det handler om at identificere racialisering. Grønlænderen ligegyldiggøres, havner i usynlighed. Usynligheden “er ligegyldighed levet, praktiseret og relationelt”. Mest iøjnefaldende er ofte kropslige fremtræden:

En grønlandsk pige blev først taget for asiatisk og fik attributten 'god til matematik', men bøtten vendte, da det gik op for den medstuderende, at hun såmænd bare var grønlænder - og dermed en overraskelse, fordi hun trods trods alle mulige manglende forudsætninger alligevel var havnet på et universitet, som var hun fejlanbragt.

Angrebet på den danske selvforståelse "Den velvillige kolonialisme"

Duc kritiserer den danske forståelse af den nordisk-plusvariant af kolonitiden, når det handler om den dansk-grønlandske relation. Volden i den danske håndtering af Grønland som koloni usynliggøres og erstattes af en fortælling om den danske "velvillige kolonialisme". Det er en fortælling, der passer bedre til positiv dansk selvforståelse. Vi skal, skriver Duc, " ikke glemme historien om kolonisering af Grønland og dennes sociale, økonomiske og politiske konsekvenser". De kommer fra Grønland med en slags dansk statsborgerskab og bliver "placeret i en mindretalsituation i en dansk stat, hvor hvidhed kodes som det normale".

Derefter præsenterer hun sine interviewpersoner, der som regel kommer fra de største grønlandske byer. De har ofte i højere grad end den grønlandske befolkning som helhed grønlandsk-danske familieaner. Enhver med lidt kendskab til grønlænderes livssituation vil undre sig over anvendelsen af termen 'indfødt". "Jeg tror, ​​at når jeg hørte ordet 'indfødt', kombinerede jeg det men en slags aboriginere ”. Forståelsen i den moderne grønlandske 80-20- hybrid ligger milevidt fra hver enkelt grønlandsk universitetsstuderendes egen selvforståelse - og med god grund.

"Oprindelige folk" som koloniskabt begreb

Ifølge Duc stammer begrebet 'oprindelige folk 'fra koloniseringen selv. I politisk forstand opstod det, da de tidligere kolonimagter skulle til at håndtere den del af befolkningen, der oprindeligt rådede over territoriet, de selv besatte.

I det aldrig udtalte forestillingslag mellem de øvrige studerende og grønlændere kan det se ud, som om grønlænderne netop betragtes som oprindelige folk i den her nævnte forstand. "Ligheden mellem stereotyperne udgør cementen i en fælles mindretalsoplevelse, der hviler på et devalueret og devaluerende billede af området, hvor de voksede op".

Tvangsfortrængning

Duc identificerer hjemtilhørsforholdet, afstamningen og underlegenheden som konkrete mønstre af forskellige facetter: hvidhed, sprog, adfærdsforestillinger osv. Når det kommer til håndteringen, ender det i dansk "tvangsfortrængning" af kolonihistorien, omsat i de konkrete sociale sammenhænge, hvor danskeren i Danmark møder grønlænderen i Danmark, fx. som på universitetet.

"Primitivitet" og "sygelighed"

Drivmidlet i den fortsatte stigmatisering af grønlændere i Danmark ser hun som forestillinger om primitivitet og sygelighed.

Primitiviteten er forestillingerne om livet blandt isbjørne og i igloer, et liv meget få grønlændere nogen sinde har været i nærheden af. De sære billeder i danskeres forestillinger fylder i al deres ekstreme fantasifuldhed hukommelsesværdige billeder, der fylder de blinde pletter ud.

Sygeligheden, fremstilles som regel i den danske presses dramatiserende historier om overgreb, selvmord, pædofili, misbrug etc. Der er jo en sandhed bag disse historier, men når egenskaberne pludselig optræder som attributter på den enkelte grønlænder i Danmark, er baggrunden for afstandtagen og nedgøring i det stille lagt, uden at den enkelte har noget som helst at gøre med det eller kan gøre noget ved det.

Vedkommende kommer ikke fra igloer, vedkommende kommer næppe selv fra voldsramte hjem etc.

Social isolation

Påklæbningerne er skæve og langt fra befordrende for forståelsen. Stigmatiseringen medfører forskellige grader af social isolation. Bjerget af, hvad der skal forklares og forstås, bliver for stort, for højt og for massivt til, at socialt samvær etableres. Polerne frastøder, tiltrækker ikke.

Ordet "grønlænderstiv" hører hjemme i denne sammenhæng: Det hører jo hjemme i den danske forestilling om at være humoristisk, når man nedgør andre.

Billedet af grønlændernes sociale sygelighed kam pakkes ind og op. Men stigmatiseringen bliver hængende, og det er just pointen for Duc.

Grønlandskheden farve står overfor den danskes hvidhed, sammen med tøven, når det handler om danskerens sproglige hjemmebanefordel.

Merci

Tak til Marine Duc for en vedkommende, vigtig artikel. Man kan måske undre sig over, at den skulle skrives i Bordeaux og ikke i Bording. Måtte den udkomme på dansk og på grønlandsk. Den er virkelig tiltrængt.

Marine Duc's angreb på mig må tilbagevises

En ting er, at Marine Duc bliver til en slags tyr, når hun kommer ind på noget med min person. Normalt kører hun på et meget højt intellektuelt niveau - det beundrer jeg hende for, for vi ser på hver sin måde på det samme genstandsfelt. Hun interesserer sig for de problemer, den grønlandske elite udsættes for på de danske universiteter. Det kan hun spejle sig selv i. Artiklen her er læst af omkring 9.000 læsere. Men den indeholder ikke som påstået af hende nogen oversættelse. I det store hele mener jeg også, at jeg er fuldt loyal overfor hende, svarende til mit sigte., For dem, der følger mig, er min baggrund en anden. Jeg er ikke bare ældre, men næppe heller så intelligent som hun. Jeg interesserer mig ikke for eliten som hun, men for de grønlændere, der kommer til Danmark af andre grunde. Dem, der kommer i vanskeligheder i kontanthjælpssystemet. Min grundtese er, at grønlændere, der ender som udsatte, starter i processer, som har med racialisering og stigmatisering at gøre.  Hun håner mig for ikke at forstå fransk. Det er helt klart, at hendes fordel - som også nævnt af mig er, at hun kan se både på danskere og grønlændere udefra. Hendes ulempe er, at hun ikke er fremragende til at forstå det danske sprog. Det ligger i den moderne nyfeministiske krænkelsesparathed, at man altid skal fascistoicere den hvide mands tankegang. Det prøver hun også på. Vi er hver især mennesker på godt og ondt med de forudsætninger, vi nu har. Jeg er en småfed, 70 - årig gammel dansk mand. Mit kvindesyn er nu - som jeg ser det - ikke synligt hadsk, og da slet ikke mod hende. Der er tale om en slags underlig stigmatiseringsforsøg. Andre må se, om de kan finde det særligt kvindehadske i denne artikel. Tilføjet 22. september 2020-