Piet Hein, Giordano Bruno, ondskaben og universet

Sort/hvidt portræt af Piet Hein

Piet Hein

 

Piet Hein og et digt fra før 1965

Jeg er vokset op med et værdigrundlag, der sætter viljen til at være god højt. Husk, at hele kampen efter 2. verdenskrig: den  var kampen mod ondskaben. Det ligger så dybt i min - stort set borgerlige - opdragelse, at diktatur, overdreven magtudøvelse, underkastelse, racehad skulle stoppe - hellere i dag end i morgen.   Nazismens og racismen var to alen af det samme stykke. I gymnasiet i 1960'erne sang vi "Kringsatt av Fiender" ved de store begivenheder som mordet på John F Kennedy og nogle år senere på Martin Luther King. Kampen mod racismen var dengang et selvfølgeligt ydre opgør mod alverdens ondskab. Mange kredsede om, at de var imod verdens ondskab og skabte et selvbillede, der i dag ser principielt rigtigt og godt ud. I 1965 var Danmark for fulde gardiner i gang med at fordanske Grønland på godt og ondt, altid med afsæt i den bedste mening. De ville det så godt. Men så gik det på nogle måder altså skidt. Hvor meget er det de de andre, der er de onde, man bekæmper, og hvilken rolle spiller kampen mod den indre svinehund for hver enkelt af os? Folk, der oplevede nazismen på det nærmeste hold - det gjorde jo min forældregeneration, og nogle mere end andre - de kendte den ufattelige ondskab, der kom til dem udefra. Ondskaben lå udenfor, og vi lærte at se os selv som gode mennesker - gode på forhånd.   De så ondskaben. Sådan een var min far, Henrik Hertig. Han læste i Tübingen og Heidelberg i 1930'erne. Hans besked til mig var: bekæmp ondskaben, ikke mindst i form af nazisme og racisme.  Det er en dejlig arv at have med i sin bagage. Nu jeg har lidt af stafetten tilbage, så er spørgsmålet: "Hvordan, Far?"

Grønland - nissen flytter med

  Men jeg kom til Grønland som 63-årig for syv år siden. Hvad jeg som embedsmand i Selvstyret fik lige op i hovedet var den fortrinsvis danske måde at styre på. På nogle punkter lidt værre end i Danmark. Jeg vil ikke gå ret meget ind på, hvad der efter min opfattelse var helt forkert. Men jeg fik min egen racisme op i hovedet, fordi jeg forudsatte, at de mennesker, jeg skulle betjene, skulle tale og tænke på en dansk måde, ikke på deres egen. Det var så stærk en oplevelse, at der er tale om en slags omvendelse, en omstilling. Med vendinger som: "Afkolonisering af sindet" og "Forståelse er en rejse ind i en andens land" har jeg prøvet på at udtrykke, hvor det snerper henad. At omstille sig selv er i sig selv en vanskelig proces. Og nissen flytter vist med.  
Hannah Arendt er ofte den, der bliver tilskrevet sætningen om, at "Vejen til helvede er brolagt med gode intentioner".
Endnu tidligere sagde Apostlen Paulus: "Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke. Men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg."  I den kristne variant tilkendegiver han her det grundsyn, at det gode ikke kommer indefra, men sammen med kærligheden fra Gud florerer den mellem mennesker. Den indre kamp har givet anledning til mange bogtitler, fx. Klaus Rifbjergs fine digtsamling: "Under vejr med mig selv" og Benny Andersens underfundige "Den Indre Bowlerhat". Men sørmer, om ikke nissen flytter med hver gang alligevel.    

Frøken Prips Indre Missionske børnehave, Odense

  Masser af missionshuse rundt omkring i landet hedder "Bethesda", og ofte ser man et lille bibelcitat: "Vær det godes gørere". Alligevel kom Indre Mission mere end noget andet til i hvert fald i nogle kredse at stå for en selvfed trosretfærdighed, hvor medlemmerne blev beskyldt for at være hyklere, der så sig selv - i kraft af deres tro - som bedre end andre mennesker. I Frøken Prips børnehave i Odense florerede missionen i den slemme forstand. Min far var adjunkt på Sct. Knuds gymnasium overfor, så jeg kunne sidde foran på stangen og lade mig afhente af ham de dage, hvor det var ham, der stod for transporten. Om morgenen skulle ved sidde - børn fra tre til seks år gamle - i en rundkreds på gulvet, se andagtsfulde ud med foldede hænder og tænke på Gud. Det tog vist sådan en fire minutter, men føltes som en evighed, for der skete jo ikke en skid. Når andagten var forbi, skulle vi synge en lille glad sang: "God morgen, god morgen, her er vi igen. Vi kommer så glade til børnehaven hen." Jeg tror, de fleste af os sad og glædede os til at synge den lille sang, for man bliver jo glad af at synge. Men hvis en af de små, der endnu ikke havde lært disciplinens værdi at kende, kom til at bryde ud i den glade sang under den lille folde-hænder-tænke-på-Gud-andagt, så blev han eller hun revet ud af rundkredsen og lukket inde i kosteskabet under vræl og ballade. Hvorfor? Fordi ungen ikke tænkte på Gud, men på at synge en glad sang. På den måde bliver den synlige bøn det vigtige, og ikke det indre tankeunivers.  Det ydre kom til at vinde over det indre. Og så er Fanden løs i Laksegade, hvor luderne sad i gamle dage, og hvor Den Danske Bank nu har sit hovedsæde.  
Med denne lille optakt kommer vi til forholdet mellem ondskaben og universet
   
Skulptur af Giordano Bruno, Campo di Fiori,. Rom

Skulptur af Giordano Bruno, Campo di Fiori,. Rom

      Giordano Bruno levede fra1548 til 1600. Reformationen havde været i fuld gang hos os, (Luther døde i 1546). Chr. IV var konge, og Machiavelli havde skrevet sine værker. Han var munk og blev dømt som kætter for en samlet masse forkerte meninger. Først og fremmest må han som videnskabsmand huskes for sin standhaftige modstand mod et måske glemt aspekt af den katolske kirkes daværende verdensbillede. Giordano Brunos tid var ikke middelalderen, men renæssancens. Vi var i opdagelsesrejsernes tid, Colombus havde været død længe. Verden var under udforskning. Men der måtte åbenbart være en grænse. Der var således historisk set en del carry-over fra det, vi anser for den mørke middelalder, og over i renæssancen, handelens forløber for oplysningstiden. Vu  
Giordano Bruno påstod, at universet er grænseløst.
  Det bibelske verdensbillede viste den flade jord, og over den halvkuplen med de syv himmelske sfærer. Det logiske spørgsmål: hvad er der så udenfor den sidste, var muligvis ikke særlig populært at stille. Grænsen for, hvad mennesket kan forklare og forstå, satte en politisk, ikke en filosofisk grænse for den undren, man kunne tillade sig at udtrykke. Måske er det jeg skriver her det rene digt. Men kunsten skal jo starte et eller andet sted. Hvis der ingen grænse er for universet, så indebærer det under alle omstændigheder et kontroltab for den magt (kirken), som vil bilde folk ind, at den har kontrol over hele verden. For hvordan kan kirken kontrollere en verden uden grænser? For mig udgør Giordano Bruno derfor grænsen mellem tro og viden på den måde, at hvis man - med Goethes ord - kender sin egen forståelses begrænsning, ikke verdens : "In der Beschränkung zeigt sich erst der Meister, Und das Gesetz nur kann uns Freiheit geben." "I begrænsningen viser mesteren sig, og  kun den lov kan sætte os fri." Bruno afviste, at universet havde en ydre grænse. Derfor står hans statue der på torvet i Rom. Man kan også fortolke det sådan: "Hvis universet har en ydre grænse, kan jeg ikke se den eller forstå den." Der kan være en grænse for den menneskelige forstand og dens virkelige forståelse, men ikke for universet-   Derved pegede han dels på noget om videnskabelig metode, men også om forholdet  tro og viden.  

Piet Heins digt om Giordano Bruno :

 

"Hvorfor brændte de Giordano Bruno?

Fordi sindets åbenhed er farlig. Fordi ordets åndskraft er et våben. Fordi livets frihed er en magt.

Fordi livets frihed er dén magt imod hvilken voldsmagt er forgæves Fordi ordets åndskraft er vort våben imod inkvisitionens herredømme. Fordi sindets åbenhed er farlig for enhver, som lever på dets trældom. Fordi Aristoteler kan styrtes, og Copernici udvide verden. Fordi menneskets lange vandring imod ny mangfoldighed og fylde, ledet af den ydmygt åbne tanke, sprænger alle slaveriers bånd. Derfor brændte de Giordano Bruno. Derfor- Fordi mennesket er større end de kamre, som det kues ned i, end de våben, som man vender imod det, end de magter, som så magtesløse tårnes mod Giordano Brunos tanke. Derfor lever ikke de, man han."

Tilbage til mit grønlandstogt.

Heins klarsyn er ikke til at kimse ad. Jeg tænkte bare på, om Hein på nogen måde og på noget tidspunkt var involveret i fordanskningen af Grønland? Kampen mod racismen var åben og erklæret. Den lå i FNs pagt, og Danmark var pisket til at lave en ny grundlov, som afskaffede Grønlands kolonistatus. Spørgsmålet er så, om kolonitiden stoppede her.  

Piet Hein skrev

Hvid logik

De sorte skal holdes nede så langt og længe det lykkes På grund af egenskaber Man har, når man undertrykkes

Vi andre skal holde sammen og kue de andre med vold På grund af de andres sammenhold imod vores sammenhold.

At bryde den logiske tryllering med menneskets lille trick er sort magi. At la fjendskab gro af fjendskab er hvid logik.

Hvem man, af hud er i farve med er herrefolks krav på honnør, Hvis nogen vil agtes for det, de er, bekender jeg deres kulør.

Lad mig gå midt ud på Forum Humanum skamfuld, beskæmmet, beskeden, og melde mig ud af den hvide race og ind i menneskeheden.

Videnskab, tro og bias.

 

I finere videnskabelig sammenhæng kan ingen af os slippe af med vores kulturelle bias. Derfor efterlades vi i det, man kunne kalde modalverbernes skæve bølger. Vi vil gerne være gode, men har så pokkers svært ved det. Og det meste, den senere postkoloniale periode har medført, er en måske god konfrontationsproces mellem Danmark og Grønland. Processen for mig består i at indse, at jeg bliver ved med i en eller udstrækning at tænke som en dansker uden ret meget blik for de andre måder at se verden på, som ligger i inuittens kultur og baggrund - omend den er hybrid.

Men når jeg er sammen med grønlændere, kan jeg nok lære lidt af mine misforståelser, efterhånden som jeg lærer dem at kende. Lad os afkolonisere hinandens sind. Alene kan jeg ikke. Når du kommer til Rom, så gå ind på Campo di Fiori, køb en buket og læg den ved Giordano Brunos grav. Og tak til Piet Hein. God påske                          

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *