Ole Wivel
| Der truer os i tiden | |
| Holten, Bo | Wivel, Ole 1959 |
| Komponist | Tekst |
| Der truer os i tiden en ond, usynlig magt: vor egen sikre viden, som sprængte med foragt den skænkede natur og nedskrev Adams billed til skyggen på en mur.Før sang man roligt salmer i fattet tro på Gud. Men gammel enfold falmer som løv og slettes ud i denne jævndøgnstid, hvor hjerterne er delte og med sig selv i strid. En frygt på vore øjne er lagt som ild og is. Afmægtige og nøgne vi ser alt livs forlis; vor jord forladt af sol, de stærke bjerge smuldret fra nedbrudt pol til pol. Og dog er vi i live. Forpint samvittighed vil troligt hos os blive og nægte os vor fred. Vort hjerte banker tungt og søger i sin feber mod håbets vendepunkt. I ordet overvintrer den sandhed, vi forlod, og ingen magt kan hindre den i at fæste rod selv i en fattig jord, hvor frøet som et under og skjult for alle gror. I ordet skabtes verden som kloderne i lys. I ordet skal vor færden fra dag til dag fornys, så vi alligevel får ærligt mod til sammen at vedgå arv og gæld. En Adam i os alle hver stormfuld jævndøgnstid kan høre nogen kalde langmodig, trofast, blid: Mit barn, mit barn, giv agt – alt er igen uprøvet i dine hænder lagt. (Kan også synges på melodien til "Om alle mine lemmer") | |