Coronasmitten og retstilstanden

Juraens afskaffelse?

 
Billede af Mikael Hertig

Mikael Hertig, maj 2017 GPL LICENS CC0

 

Coronasmitten har forandret Danmark til en ny virkelighed. Carsten Jensen skriver

"Vi kan bruge karantæne og selv-isolation som en åndelig øvelse i store, kommende samfundsforandringer. Men det svar er ifølge en række borgerlige medier, bl. a. Weekendavisen og Berlingske Tidende forbudt. Det er udtryk for selvhad eller ligefrem livsfarlige vanvids-visioner. Vi må kun håbe på en eneste ting: At få den verden tilbage, som eksisterede fem minutter før, virussen brød ud. Vores eneste fremtidsvision skal være at vende ryggen til fremtiden. Kun hvis vi hengiver os til blind selvforelskelse, kommer vi igennem corona-virussen." Carsten Jensen, Facebook  
   
Et helt løg med skræl og et gennemskåret

Skal smitten behandles indefra eller udefra?

 

"Kampen for livet vort, menneskets værd" ? (Nordahl Grieg)

Vi er vant til, at menneskerettigheder, demokrati, lighedsgrundsætningen, magtens tredeling, grundloven udgør de kerneværdier, vores samfund værner om og bygger på. De udtrykker de ønsker om kvalitet i livet, vi som fælles flokdyr skal respektere. De udgør også fundamentet for mødet med virkeligheden, som vi plejede at kende den. For os i Danmark i det mindste har denne forståelse været en identitetsmarkør, en kilde til den selvforståelse, der knyttede de fleste af os til at finde sammen - i samfundet. Enhver kan se, at livs- og overlevelsesbetingelserne under Corona19 er radikalt forandrede. Vores bevægelsesfrihed indskrænkes, og med den ryger også forsamlingsfriheden. Meningen er klar nok, at når vi nu er inde i løget, et sted, hvor venskab og fjendskab erstattes af en underlig erkendelse af, at du selv kan være smittespreder eller smittet. I kristen forstand er der ikke noget nyt i, at mennesket fladt sagt både indeholder godt og ondt. Men menneskelivet er jo ikke noget, hvis vi ikke kan være gode for nogen. Vi er både nøgler og nøglehuller til hinandens liv. I Nordahl Griegs "Kringsatt av fiender" hedder det ikke  "Kampen for livet mit" , men "Kampen for livet vort".  Klart nok, fordi livet udfolder sig i fællesskaber, i de små og store flokke, vi lever i. De grundlæggende værdier er fælles, ikke bare individuelle. Vi kan synge den solo a capella, eller vi kan synge den i kor. Denne norske sang sidder i vore hjerter som en del af manges selvforståelse.  

Hvad coronatruslen også kan bruges til: at få ting igennem, som man ellers længe havde ønsket sig?

Hvis der er en sag, der optager alles opmærksomhed, kan man foretage sig ting, der ellers ikke ville kunnet lade sig gøre. Andre skandaler undgår opmærksomhed etc. Det er enhver tryllekunstners bedste trick at fjerne og tiltrække opmærksomhed på een og samme tid. I historien nedenfor vil enhver af os kunne sige: "Jamen, der er da ingen grund til at udsætte barnet, plejeforældre eller de biologiske forældre  risiko for smitte, som situationen forstås i dag?" Synspunktet er indlysende rigtigt. Ingen kan indvende noget som helst, bare det spørgsmål vurderes konkret. Ærindet her er ikke at forbyde at stoppe eller udsætte samvær, hvor der foreligger en klar risiko. Ærindet er, at risikoen skal sammenstilles med barnets og forældrenes ret til at se hinanden. Efter et halvt år uden samvær overhovedet er der opstået en situation, hvor fremmedheden har taget helt over. Der er et tab for forældrene og barnet og dets forståelse af "hvem-er-jeg" at tage stilling til på den anden side. Ingen kender resultatet af sådan en konkret stillingtagen på forhånd. Efter loven skal den bare foretages. Og det ser ud, som om den ret er fjernet med et pennestrøg. Den nye handlingsparathed på coronatruslens brændende platform giver anledning til mange rigtige og nødvendige beslutninger. Ingen tvivl om det. Men der kan også sendes sager igennem systemet, som under mere normale omstændigheder ville have krævet en grundigere debat. En af sagerne har påkaldt sig min interesse. Hvad sker der med den forholdsvis massive udsættelser af biologiske forældres og deres børns ret til at se hinanden indimellem, samvær? Beslutninger af den slags ligger strengt taget ikke under kommunens, men det særlige nævns, Børn & Unge-udvalgets kompetence. Eller rettere sagt: LÅ der. Skærpelser af samværsvilkår skulle kunne ankes, og de kan ikke træffes af forvaltningen selv. Men ændringerne i epidemiloven er der på en underlig facon skaffet en slags tvivlsom hjemmel tilsyneladende til dels at flytte kompetencen fra B&U-udvalget til de kommunale forvaltninger selv, dels at svække muligheden for klage over materielt forkerte afgørelser.

Kommuner inddrager alle forældres ret til samvær med deres børn

Der er omkring 14.000 børn, der er anbragt. De bor ikke hos deres biologiske forældre. De bor hos plejefamilier eller på bønehjem ("døgninstitutioner").  Børnene mister nu tilsyneladende i mange kommuner retten til at se deres forældre. Kommunerne administrerer forholdet mellem plejeforældre, som de samarbejder snævert med. Kommunerne har besluttet fjernelserne,  og de biologiske forældre  står som deres modpoler  Kommunerne havde ikke før i dag 18. marts kompetencen til at udstede en generel regel, der udsætter retten til samvær med deres forældre for alle anbragte børn. Men det tyder meget på, at de alligevel har gjort. Nye ændringer har alligevel lindet så meget på låget, at vi må regne med, at børnenes ret til at se deres forældre i mange tilfælde er afskaffet i realiteten - i hvert fald indtil corona-smittekrisen er helt overstået. Set i et børneperspektiv tilvænnes børnene til en situation, hvor hvert enkelt barns forståelse for sin egen livshistorie risikerer at blive traumatiseret yderligere. Dengang, vi havde et næsten nogenlunde fungerende retssamfund, ville det her have været utænkeligt. Kommunerne tiltager sig en beslutningskompetence, de ikke har. Eller rettere sagt: slet ikke havde. De skulle administrere samværet, de er tættest på og har kontakten i begge ender. De skal også administrere samarbejdet mellem parterne. Den betænkning, der er offentliggjort nu, giver fortsat ikke direkte kommunen ret til at stoppe for alt samvær. Men den tildeler den en kompetence til at gå uden om B&U-udvalgene. Det nye problem ligger så - her i situationen, som den generelt tegner sig. - i, at vi skal have så lidt menneskelig kontakt som muligt. Det vil sige, at alting fastfryses. Børnene kommer ikke i daginstitution eller skole. Transporten nedbringes. Set med coronafiltret på brillerne er det logisk nok. Risikoen for smitte skal minimeres. Ikke noget med "alt andet lige". Vi er havnet i et blip-båt. Enten skal alle have samvær, eller også skal de ikke? Hvor mange udsatte børns rettigheder skal tilsidesættes, og er risikovurderingen helt afskaffet?      

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *