Alternativet

     

"Så må jeg anbefale, at regeringen opløser befolkningen og vælger sig en ny", sagde Wolf Biermann i sin tid, da den Østtyske præsident Walter Ulbricht beklagede sig over folkelige protester

     

Folketingspartiet adskilt fra baglandet -  er det hovedet fra kroppen?

Ordet "Alternativ" betyder den anden af to hinanden gensidigt udelukkende muligheder. Det kendte svenske komikerpar Hasse Alfredsson og Tage Danielsson sagde i deres satireprogram Mosebacka Radio: "Nu hedder det ikke længere dumhed. Nu hedder det alternativ intelligens". Derved adresserede de den nye debatform, hvor mangel på viden og indsigt i emnet i den løbende politiske debat ikke var nogen hindring for, at ethvert "synspunkt" skulle tages lige alvorligt. Vi skal hele tiden tage personer alvorligt, men ikke nødvendigvis tage deres mere eller mindre løsagtige påstande om virkeligheden alvorligt. Tidens nødlidende parti hedder "Alternativet". Det skal forstås som en påstand om : Enten er der alle de andre partier (dem, Glistrup kaldte "gammelpartierne", eller også er der nypartiet "Alternativet",som kan og vil noget helt andet end alle de andre tilsammen. Alternativets politiske bedrift var for alvor at få sat klimaet på dagsordenen. Det er på Christiansborg, hvor partierne som rovdyr æder hinandens principielle præferencer, hvis de har tilpas folkelig opbakning. Sådan er det gået med fremmedhadet i forsøget på at neutralisere Dansk Folkeparti, og sådan er det gået med klimapolitikken. De andre har ædt synspunktet. Lige i disse dage ser det ud til, at vi er på vej ind i en udvandingsfase. Så der kan tænkes fortsat at være brug for et parti som Alternativet, der sådan set har svævet som en smuk ballon hen over midten af dansk politik.       Man kan jo spørge, hvad vi i det hele taget skal med politiske partier. Egentlig var tanken, at vi skulle have personer, der repræsenterer. The founding fathers havde ikke forestillet sig, at der skulle opstå en socialistisk arbejderbevægelse, der forlangte demokrati. Tanken var, at en elite af velopdragne og nogenlunde uddannede mennesker skulle styre landet. De skulle repræsentere forskellige egne, så alle steder, ikke alle synspunkter var repræsenteret i afløseren for de hidtidige stænderforsamlinger, rigsdagen. Eliten af landadel, industrifyrster og militærets spidser skulle styre kongeriget. Striden, der førte til parlamentarismens indførelse, hvor det var modstående interesser, der tegnede den væsentligste del af billedet, var ikke forudset i 1849-grundloven, og selv den 100 år nyere 1953-grundlov nævner ikke tilstedeværelsen af politiske partier, der deler os efter anskuelser. Meningen med politiske partier er, at de skal rekruttere kandidater, der kan stilles op til folketinget. Mig bekendt har vi ikke nogensinde i  nyere dansk partihistorie oplevet en så effektiv adskillelse mellem folketingsgruppe og bagland som det, vi har været vidne til i forbindelse med fire folketingsmedlemmers individuelle eller kollektive udmelding af deres parti. I partiernes storhedstid var der tale om politiske bevægelser, der havde massive medlemsbaser og stor folkelig opbakning. I nutiden er den folkelige basis, baglandet, medlemsbasen, nok nødvendig. Der skal jo opstilles kandidater en gang imellem. Men set fra Christiansborg er medlemsbasen ellers ret unødvendig. Dansk Folkeparti har styr på den side af sagen. Den ekstreme topstyring har nok været nødvendig, for at kunne smide militante fascist-lignende personer ud. Det problem har alternativet ud. Blomsterbarnspartiet har - gætter jeg, set udefra - overset de indre magtkampes brutale karakter. Ingen kan være sød hele tiden, og i politiske partier i særdeleshed slet ikke. I de indre magtkampe gælder alle mulige midlers lov. I det mindste burde der nok i partikulturen i Alternativet have været en eller anden opmærksomhed på, hvordan man omgikkes hinanden i partiet.

I det engelske underhus "House of Commons" stod en ung Labourpolitiker og skulle holde  sin jomfrutale. Han står nu med partikammeraterne bag sig og Churchill overfor sig. Bævrende som et espeløv siger han "Som jeg står herfor første gang, ansigt til ansigt til ansigt med fjenden, ......"   Men så vender Churchill cigaren i munden, tager den ud og siger: "Hov-hov, unge mand! Tror du, du nu står lige foran din fjende? Jeg forsikrer dig, det er lige omvendt: Du står med alle dine fjender for første gang - lige bagved dig.

  Medlemspartiet har nu Josephine Fock og folketingsmedlem Torsten Gejl at bygge videre på. Gejl skal nu dække alt. Det minder mig om en lærebog, jeg havde om "Planlægning i Offentlig Forvaltning". Her stod der i indledningen: "Hvis planlægning er alting, er planlægning ingenting." Så udover at skulle blive enig med Josephine Fock skal Torsten Gejl finde ud af, hvad han vil beskæftige sig med. Risikoen er, at han bliver lige så interessant i dansk politik som Simon fra Liberal Alliance.  Men Torsten Gejl har et helt partiapparat bag sig, sekretariat med medlemsbase. Men står med få midler til at løfte opgaven. Han har gjort et meget dygtigt arbejde som beskæftigelsesordfører.

Løsgængeri uden bagland, uden sag?

Man må forvente, at Uffe & Co skaffer sig opbakning i den del af Alternativets medlemsparti, som de kan. Partiapparatets største aktiv er formentlig medlemsdatabasen. De har midler til at organisere sig, og det vil de formentlig kunne. Den politiske fremtid ser mere eksperimentel ud end nogensinde. Hovedsagen er klimasagen. Den er ikke vundet andet end på det overordnede plan. Vi. befinder os i en omstillingsfase til operationalisering. Står det til DI og Metal, så har menneskets overlevelse ingen gang på jorden, hvis det koster jobs en overgang. Så der er nok en sag at slås for. Men erfaringerne med Alternativet er smertelige, Man kan ikke skælde dem for alternativt intelligente. Men dysfunktionaliteten kom til at stjæle billedet. Vennerne ønskes alt godt. Men vi lader lige billedet stå et øjeblik.