Tvangsfjernelser – et overblik

Billede af Mikael Hertig

Mikael Hertig, maj 2017 GPL LICENS CC0

Tvangsfjernelser på gyngende grund

Socialpolitisk Kommentator

Hvor kommer kærligheden fra? Personligt husker jeg synet af min mors blik før jeg blevet taget op. Det må være snart 70 år siden. Stafetten skal hele tiden gives videre. Kærlighedens væsen går ind i de sjæle, der vokser op med den. Men hvad kan vi gøre for de børn, der svigtes? Det kan lade sig gøre, det ved vi. Men vi kan ikke studere det kontrafaktisk. Hver tvangsfjernelse kan føre til godt forløb eller til et rædselsfuldt for både børn, forældre og plejeforældre. Diskussionen foregår i alle retninger lige nu. Overblik savnes.

Billede af kvinde i en gynge og en tom ved siden af

Er der en, der mangler?

Derfor er tvangsfjernelse som tema svært at få has på. Vi kan i Danmark blive meget klogere. Området er simpelthen forsømt.

     
Statsminister Mette Frederiksen har promoveret sig selv som "børnenes statsminister". Alle regeringens udtalelser ser ud til på forhånd at konkludere, at der et "behov" for langt flere og for tidligere anbringelser af børn. Men præmisserne mangler.
    1. Fra "underretning" via "bekymring" til "anbringelse".

Sprogbrugen er indforstået. Jeg oplever ofte, at de berørte forældre aldrig forstår et levende suk, før beslutningerne er truffet. Det opleves, som om magthaverne kører efter en fornemmelse, der bliver en plan.  Det miljø, det hele foregår i, er omgivet af brutalitet og magt. Magthavernes sprogbrug bliver ofte til en blanding af trusler og girafsprog: /"Vi hører, hvad du siger", hvorefter ungen fjernes med vold, politi og blå blink.

Processen, der fører til en handling på "familieområdet", starter med en underretning. Det betyder i praksis en advarende oplysning, der sendes til myndigheden til videre foranstaltning. Det kan handle om alt fra underboens støjklage til påstande om vold eller incest. Underretningen kan komme fra den fraskilte, fra forældre i skolen, der føler deres eget barn mobbet.

Kommunens familieafdeling får gennem underretningen henledt opmærksomheden på et muligt problem om et bestemt barn. Havde der været tale om et kriminelt forhold, ville man have kaldt det for en anmeldelse. Og ligesom ved politiet, kan familieafdelingen vælge at lægge underretningen til side, eller den kan gå videre med den. Meget tyder på, at kommunerne er gået i granatchok. De anbringer hellere for meget end for lidt. Ingen sagsbehandler med respekt for sig selv har lyst til efterfølgende at blive hængt ud for at have overset alvoren i en underretning. Devisen er, som jeg ser det: Hellere tvangsfjerne for en sikkerheds skyld.

 
Udsnit, æble på terrasse. Spor efter om.

Udsnit, æble på terrasse
GNU Licens. Må frit bruges ikke-kommercielt GPL CC0
Mikael Hertig foto august 2019

Anbringelsesområdet kan opdeles sådan

Anbringelser

Ikke anbragte

Anbragte

Burde anbringes

De oversete

De korrekt anbragte

Burde ikke anbringes

Den store masse

De svigtede

Figur 1 (I denne artikel sondres der ikke mellem frivillige anbringelser og tvangsfjernelser)

    1. De oversete

Skal man finde noget fornuft i Mette Frederiksen med fleres meldinger på området, kan den muligvis forstås som angående "De oversete". Hvis det er sandt, at der ikke anbringes eller fjernes hyppigt nok til skade for børnene, må det skyldes manglende underretninger. Der skal jo være et eller andet, der får myndighedens opmærksomhed sat i gang. Planen kan kun sættes i værk, hvis der bliver underrettet hyppigere og tidligere. Derfor må man forvente, at vuggestuer, sundhedsplejersker og læger nu skal undervises i at underrette flere ud fra det kendte DSB-slogan: "Vær opmærksom på signaler".

Findes der undersøgelser, der viser, at der er mange i gruppen af oversete, der skulle have været tvangsdfjernet i Danmark? Jeg er ikke faldet over dem. Er der et problem. Hvad, hvis signalerne befinder sig langt fra skinnelegemet?

Om der er tale om varm luft eller om reelle problemer, kunne måske søges afdækket? For mig at se er der en kæmpe risiko for, at regeringen skaber en efterspørgsel efter unødigvendige underretninger - med en overhængende risiko for, at børn undøvendigt tvangsfjernes. Men vi ved det ikke.

Udsnit, æble på terrasse. Spor efter om.

Udsnit, æble på terrasse
GNU Licens. Må frit bruges ikke-kommercielt GPL CC0
Mikael Hertig foto august 2019

Den store masse

I min akademikerfamilie er ingen tvangsfjernede. Jeg blev det ikke, mine børn blev det ikke. Det er - i hvert fald indtil regeringens børnehøster går i gang - sådan set fint. Der findes ingen ordentlige sammenligninger af, hvem der tvangsfjernes, og hvem der ikke bliver det. Det burde have været store undersøgelser, hvor normalbefolkningen indgår som det det store sammenligningsgrundlag. Det efterspørger tilsyneladende hverken regeringen, KL eller Psykologforeningen eller andre berørte. Det er en skam.

    1. De korrekt anbragte

Til alt held møder jeg mennesker, der er lykkelige for at have været anbragt. I den løbende debat om tvangsfjernelser bør opmærksomheden flyttes fra beslutningen om at tvangsfjerne til kvaliteten af opholdet. Der er god grund til at finde det gode match, den gode anbringelse. Vi har alt for mange historier om ulykkelige anbringelser på dårlige steder. Godhavn er ikke bare historie. Det er Bagsværd og Holmegaard næppe heller. Det er ikke nok, at tvangsfjernelsen ender i en anbringelse. Vi hverken kan eller skal acceptere kærlighedsforladt opvækst i plejefamilier eller på institutioner, der ikke magter opgaven. Det er ikke et spørgsmål alene om penge, det er et spørgsmål om menneskeligt format. Lad regeringens tre søstre definere den gode anbringelse. Den fortjener fokus.

Æbler med dug på og med lidt orm og lignende på et havebord

Æblerne er fantastiske. Ikke bare som spise, men som nature presque morte.
Billederne er under GNU-licens. CC0. Det vil sige, du må downloade og bruge dem med henvisning til Mikael Hertig. Må dog ikke bruges kommercielt.

    1. De oversete tabere

Hvis der ingen underretning er, sker der ingenting. Kontorfolket i kommunwn kan sidde og glo ud i luften. Selv om der findes noget, der kaldes "forældrekompetenceundersøgelser", så er der alene tale om rapporter, der laves når kommunen bestiller en tvangsanbringelse. Efter sigende koster den sådan omtrent en månedsløn. Psykologen får alle de belastende og bekymrende udsagn frem om de unormale forhold og kan derefter leverer varen. Uden bestilling, ingen levering. Det er ikke undersøgt, om børn i villakvarterer udsættes for færre underretninger end børn i etagebyggeri.

På den anden side er der mange, der udtrykker bekymringer for forældrenes misbrug af alkohol og narkotika, for eksempel allerede under barnets graviditet. Skal man tage de tre ministersøstres udmelding alvorligt, må det formentligt være her, der kan være et overset behov. Jeg er for mit eget livs vedkommende sikker på, at vi på omkring 70 har haft mødre, der røg cigaretter og drak øller eller vin under graviditeten. Her kommer vi i vore dage til grænsen mellem brug og misbrug - og til, hvilken grad af overvågning, der skal til, før det tilsyneladende umættelige tvangsfjernelsesbehov bliver tilfredsstillet.

    1. Tragedien: De svigtede

Retssikkerheden svigtes i det danske system. Da jeg læste juristernes offentligretlige fag, socialret og kommunalret som led i min statskundskabsuddannelse, gjorde vi ikke ret meget ud af simpel fusk i sagsbehandlingen i offentlig forvaltning. Rettelse i dokumenter, fjernelse af indsigelser, undladelse af at sende det hele til ankeorganet, uredelige oversigtsnotater - det var bare magtfordrejning. Man forudsatte simpelthen, at basis var redelig forvaltning. Mit indtryk er, at pålideligheden lang hen er forduftet. Det er ikke længere udgangspunktet, at den gode proces fører til det rigtigste resultat. Tværtimod leder man efter præmisser, der passer til en konklusion. Derved svigtes relationen, kærlighedsforbindelsen mellem forældre og børn. Til min politiske orientering hører, at det kun er dikataturer, der vil gøre folk lykkelige. Det gode politiske system skal give plads til livsudfoldelsen, troen, håbet og kærligheden. Men det skal aldrig erstatte pladsen med institutionaliserede løsninger.

Mikael Hertig er cand.scient.pol. og folkepensionist Han har undervist i forvaltningsret og persondataret på Universitetet og Ledelsesakademiet i Nuuk. Hertig læser International Security and Law, herunder Human Rights på SDU. I fritiden fungerer han som partsrepræsentant for herboende grønlændere i tvangsfjernelsessager-

https://www.aquut.com/2019/03/01/vejledningspligt-oversaettelse-eller-tolkning/

   

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *