Når sagsbehandleren bryder sin tavshedspligt

   
Portræt af Mikael Hertig

Mikael Hertig (c) april 2017

 

Af Mikael Hertig Cand. scient. pol.

Magthaverinteresse, menneskeinteresse?

NU MED EN LYDFIL jeg kommer til at sted at vende den om. Find fejlen og forstå, hvad jeg mener og burde have sagt  
Foto af Bitten Vivi Jensen foran Christiansborg

Bitten Vivi Jensen foran Christiansborg

I februar modtog en whistleblower, Bitten Vivi Jensen,  en dom på 5.000 kr. plus 63.000 kroner i sagsomkostninger for brud på sin tavshedspligt. Hun havde for at demonstrere, hvad hun opfattede som menneskefjendsk og lovstridig sagsbehandling  overgivet en bunke sager til dagbladet Information. Hun havde gjort det i de pågældende menneskers interesse, og hun havde deres samtykke i en del af sagerne. I samme måned bad en kvinde i Jylland om aktindsigt efter forvaltningsloven i sin sag. Hun er biologisk mor, og hendes barn er frivilligt anbragt. I samme øjeblik, hun bad om aktindsigt, orienterede sagsbehandleren i familieforvaltningen plejefaderen om, at den biologiske mor havde søgt aktindsigt. Efter at plejefaderen var blevet orienteret om aktindsigshenvendelsen fra moderen, blev hun ringet op af plejefaderen, der truede hende med al verdens ulykker. Man kan sige det således, at hverken barnet, den biologiske mor eller plejefaderen har glæde af, at han blev orienteret. Konsekvensen var umiddelbart til skade for samarbejdet.  

Hånd og papir og kuglepen

Sagsbehandler

 

Kommunen svarer følgende:

   

"Når et barn er anbragt, vil der være et tæt samarbejde mellem myndighed og plejefamilie, hvor der også bliver udvekslet relevante oplysninger, der vedrører forhold, der kan berøre barnets trivsel. Rådgiver har i den situation vurderet, at din aktindsigtsanmodning har været relevant viden for plejefamilien i forbindelse med deres ansvar for din søns trivsel. Familiecentret anser derfor ikke, at rådgivers tavshedspligt er blevet overtrådt."

  Der er ikke tale om nogen begrundelse. Der er tale om en form for magtopvisning.  Hvorfor? tager sig ud, som om det skulle være relevant information for plejefaderen, at den biologiske mor søgte aktindsigt efter forvaltningsloven.  Men det er det ikke. Det er en ret, hun under har, der en en beskyttet omstændighed.  Det har ingen relevans overhovedet. Det kræver (se nedenfor) en positiv begrundelse:  

Hvorfor i alverden mener kommunen, at det er relevant, at den biologiske mor har søgt om indsigt i hendes egen sag? Det er en ret, enhver borger har. Er det fordi hun efter kommunens mening opfører sig fjendtligt?

 

Opsættende virkning i forvaltningsretten - findes næsten ikke

Når vi klager til Ankestyrelsen, har det ingen  opsættende virkning. Med andre ord kan konsekvenserne af kommunens efter alt at dømme ulovlige, nærmest strafbare sagsbehandling fortsætte til skade for barnet og den biologiske mors sag. En normal behandling af en ankesag, også vedrørende en specifik afgørelse, tager op imod et år. I mellemtiden fortsætter kommunen med at træffe afgørelser i spørgsmålet om anbringelse.  Eller for at sige det sådan: Manglen på opsættende virkning i klagesagen indebærer, at klagen efter alt at dømme ikke får  indflydelse på noget som helst. Så kan mene, at den biologiske mor måske kan få principielt ret i et eller andet på et senere tidspunkt. En ting er nogenlunde sikkert. Der kan godt nok i teorien rejses tiltale mod den medarbejder, der bryder sin tavshedspligt. Men det bliver der meget sjældent. Forvaltningen beskytter simpelthen sig selv. Modsat Bitten, hvor kommunen prøver at lukke for kritik af sin sagsbehandling og derfor (mis?)bruger tavshedspligtsbestemmelsen i forvaltningsloven, så fejer kommunen i dette tilfælde simpelthen kritikken ind under gulvtæppet vel vidende, at der allerførst bliver støvsuget, når spørgsmålet om brud på tavshedspligten er betydningsløst. Endvidere sker det i forholdsvis forvisning om, at spørgsmålet om at rejse disciplinær- eller straffesag mod medarbejderen er udenfor juristers forestillingsevne. Det gør jo heller ikke sagen bedre, at medarbejderens ledelse bakker sagsbehandleren op. Hvor mange skal så fyres? Hensynet til sig selv går forud for beskyttelsen mod magtmisbrug.  

Den træge klagebehandling

  Hvad kan den biologiske mor gøre ved sin sag? Efter at have fået sit afslag fra kommunen - som ikke har nogen borgerrådgiver - så går turen til Ankestyrelsen. Det tager op til en måned, før sagen er sådan journaliseret og modtaget, at den bare lander på en relevant sagsbehandlers skrivebord. Journaliseringen skal finde ud af, hvilken slags sag der er tale om.  Er det en principiel forvaltningsretssag, er det en børnesag? Modsat hospitalsvæsenet, hvor man ved, at patienten risikerer at dø ved for langsom og forkert visitation, så tager det her sin tid. Rigtige hastesager findes næppe. Så efter fire-fem måneders tid foreligger der nok en afgørelse. I mellemtiden har sagen mellem biologisk mor og plejefar fået lov til at køre videre uden kobling til, om  tavshedsbruddet gør de beslutninger, der tages undervejs, ugyldige eller ej. Hvis så begrundelsen i Ankestyrelsens sag er vind og skæv, så er det næste skridt Ombudsmanden. Man kan efter Ombudsmandsloven ikke gå til Ombudsmanden heller med tavshedspligtssager, før de almindelige klagemuligheder er udtømt. Legalitetskontrollen fungerer ikke.  

Forvaltningsrettens elendighed

Forvaltningsrettens regler var, hedder det,  til for at beskytte borgeren mod magtmisbrug. Det står skrevet i stort set alle juridiske lærebøger. Mennesket, eller borgeren, som hun eller han kaldes, skal kunne kræve sin sag retfærdigt behandlet og i overensstemmelse med gældende lov.  Et eller andet sted forudsætter det, at de boglærde jurister faktisk har evnen til at se sagen fra menneskets side og ikke svømmer rundt i en begrænset virkelighedsopfattelse, som siger, at systemet som udgangspunkt nok altid har ret.  Gennem mit virke som partsrepræsentant mener jeg nok modsat, at det snarere er undtagelsen end reglen, hvis man skulle holde grundprincipperne i held.    

Juridisk om forholdet mellem aktindsigt og tavshedspligt

Vi har offentlighed i forvaltningen. Derfor er tavshedspligt en undtagelse. Når journalister og andre nysgerrige vil hente oplysninger ud af diverse myndigheder, er det helt klart udgangspunktet, at fortrolighed kræver en god grund. Den mest almindelige gode grund er hensynet til personoplysninger. Lad os starte med den generelle bestemmelse:  

§ 27. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, har tavshedspligt, jf. straffelovens § 152 og §§ 152 c-152 f, med hensyn til oplysninger om

1) enkeltpersoners private, herunder økonomiske, forhold....

 

Undtagelseslogik

    Spørgsmålet er, om det kommer plejefar ved, om den biologiske mor har søgt aktindsigt eller ej?  Til at starte med, så fremgår det helt oplyst, at kommunens sagsbehandler har orienteret plejefar af egen drift. Han har ikke spurgt. Spørgsmålet er derfor, som sagsbehandlerens leder formulerer det, om det er relevant? Det påstår lederen uden at begrunde det yderligere. I den klagesag, der skal formuleres, vil det selvfølgelig indgå som en skærpende omstændighed. Der er ingen positiv begrundelse for at orientere på den måde, som vi ser det. Fremstillingen her bygger på Steen Bønsings artikel i "Forvaltningsloven 25 år" Jurist- og Økonomforbundets Forlag, s 39-51: "Tavshedspligtsreglerne og Persondataloven". Artiklen omhandler snitfladen mellem persondataloven og forvaltningsloven, og det konkluderes, at efter ændringerne i forvaltningsloven 2009 (§ 28) : "Den almindelige tavshedspligt dækker derfor i realiteten alene videregivelse af oplysninger til andre end forvaltningsmyndigheder (s. 42)". Dette blot for at fastslå, at den relevante bestemmelse er forvaltningslovens § 27 som citeret ovenfor. I dette tilfælde har sagsbehandleren viderebragt information, der efter den biologiske mors opfattelse ville kræve hendes samtykke, til plejefaderen.  Vi har allerede berørt, at sagsbehandleren har anset dette for at være et led i den almindelige oplysningspligt, jf. forvaltningslovens § 7. Et nærliggende spørgsmål vil for den juridiske afklarings skyld være: "Hvis plejefar i kraft af forvaltningslovens § 9 havde spurgt om aktindsigt i, hvorvidt den biologiske mor havde søgt aktindsigt i sin egen sag, ligeledes efter § 9, hvorledes skulle forvaltningen så have forholdt sig?" Udgangspunktet må her være, at selv om plejefar og biologisk mor er parter i samme sag, er forhold, der vedrører, hvordan og hvad den anden part er informeret om, kun en vis fællesmængde af dokumenter, der vedrører sagens substans. Når der begæres om aktindsigt, skal begæringen imødekommes. Det kræver ingen begrundelse. Emnet er ikke her at behandle, hvilke oplysninger om den biologiske mor, der kommer til plejeforældres kundskab. Man må her i almindelighed forudsætte, at kendskab til situation og forhistorie er nogenlunde kendt. Men plejefar har ikke noget forvaltningsretligt krav på at vide, hvad der ligger udenfor fællesmængden af akter i sagen. Oplysningen om, hvorvidt der er søgt aktindsigt fra den anden side eller ej, ligger udenfor den fælles del. Vi skal her huske, at først har vi offentlighedsreglen,  så har vi undtagelsesreglen fra den (personoplysninger) og derefter bestemmelserne om, hvad der som undtaget ikke er omfattet kapitlet om partens aktindsigt. Ligesom det kræver en god grund at undtage fra aktindsigt, kræver det også en god grund at undtage fra undtagelsen i § 27. Hvad der savnes  i kommunens argumentation, er den gode grund til at informere plejefar om noget, vedkommende ikke behøver at vide.      
Mikael Hertig er cand. scient. pol. Han læser International Security and Law, herunder Human Rights på SDU. Han er folkepensionist og har været embedsmand gennem et langt liv, senest i Grønland 2013-17. Han har undervist i forvaltningsret på Ledelsesakademiet i Nuuk og i Persondataret på Universitetet i Nuuk. Han fungerer i sin retssociologiske forskningsindsats som partsrepræsentant for grønlændere i Danmark overfor især kommunal forvaltning
         

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *