Anmeldelse: Curt Sørensen: “Demokrati og Socialisme”

   

En mand med en sag - og sin videnskabelige hæderlighed i behold

Billede af Mikael Hertig

Mikael Hertig, maj 2017 GPL LICENS CC0

Af Mikael Hertig cand. scient. pol.

   
Curt Sørensen: "Demokrati og Socialisme", Forlaget Solidaritet 2018. 356 Sider, pris 120 kr.
 
.

.

  Henvisning til bogens hjemmeside her. Forsendelse er vist gratis. Curt Sørensens bog "Demokrati og Socialisme" er en nødvendighed for enhver, der vil ruskes op af døsen. Indenfor statskundskaben er Sørensen den alt for ofte glemte, oversete stemme, der holder fast, ikke bare i statskundskabens beskrivende sigte, men også i den videnskabelige værdirelativisme, hvor han med Erik Rasmussens, Gunnar Myrdals og Arnold Brechts ånd netop går ud og spørger og forsker i virkeligheden ud fra en interesse, der åbent fremgår. Nysgerrigheden vokser ud af den pågældendes ideelle værdiorientering. Det må aldrig nogensinde lægges til last, så længe metoden lægges åbent frem.  Det er ligesom det basale, Curt Sørensen ikke skriver, men gør. Der er ingen grund til at gøre sig vrangforestillinger om mandens position. Ud af denne antologi af debatindslag og essays kommer der et kærkomment opråb til alle, der interesserer sig for samfundsforhold. Sørensen kommer med et ihærdigt, et fint modspil de narrativer og den politiske mytologi, der har bemægtiget sig den politiske kultur og desværre i vid udstrækning også statskundskaben. Køb den, den er billig. Sæt den ikke hen på reolen, læs den. Sørensen er nymarxist. Modsat så mange andre har han både læst Marx og fulgt den efterfølgende nymarxisme på europæisk plan. For mig er der noget sært ved, at stort set ingen i den politologiske litteratur - bortset fra demokratisk sindede marxister - søger at forklare og forstå samfundsudviklingen i bred forstand.  Er der virkelig en risiko for, at specialister gør sig til en blanding af lakajer og eksperter, der objektiviserer sprogbrugen og drøner ned i detaljen? Kom op til overfladen. Læs Curt Sørensen. Selv de rødeste radiser kan man roligt lide på  
Portræt af professor Curt Sørensen

Curt Sørensen

 

Optakt: Curt Sørensen og mig

Det er over 40 år siden, jeg mødte ham som lærer i et seminar indenfor faget samfundsbeskrivelse - sådan hed det - om noget med nymarxisme og "Projekt Klasseanalyse". Fra dengang husker jeg to træk. En gennemtrængende mildhed, udogmatisk tilgang til stoffet og en glødende taknemlighed overfor den videnskabelige værdirelativisme. Selv gik jeg for at være sådan en slags højrevendt borgerlig person, medlem af Frit Forum, støttende revolutionssvigtere som Svend Auken.( (Auken: På midten er der kun hvide striber og døde fluer") Curt Sørensen er og var utroligt belæst. Det var helt typisk for hans tilgang til et emne, at han søgte hele vejen rundt. Egentlig lagde jeg ikke særlig megen vægt på faget eller forløbet. Jeg fulgte andre seminarer, jeg gik samtidig til eksamen i andre ting. Det er derfor falskt at påstå, at jeg dengang lagde ret meget vægt på Curt Sørensen og marxismen. Antimarxist har jeg vist ikke været nogensinde; dertil har jeg læst lidt for meget af ham, uden at det på nogen måde skal overdrives. Velbevandret i det marxistiske stof er jeg ikke. Det er ærgerligt, og en dag får jeg tid. Efterhånden, som mine tidligere superrevolutionære venner fik store stillinger i samfundet og blev borgerlige samfundsstøtter til den herskende orden, opfattede jeg mig selv som en person, der på luthersk vis blev stående. For samfundsvidenskaben er et beskrivende fag, der skal prøve at skabe forståelse for samfundet og så vidt muligt beskrive de kræfter, der driver det. I den sammenhæng kan man ikke tage sig selv ud af ligningen. Hvad har jeg fået ud af statskundskab? En del redskaber til tornystret. Det er sikkert og vist. Men det vigtigste er ikke kompetencerne, som det så væmmeligt kaldes i dag. Det er påvirkningen. Jeg har derfor den opgave også at rette en tak til Curt Sørensen for vores få timer sammen dengang omkring 1978. Hæderlighed og videnskabelighed hører sammen, og man kan ikke tage sig selv ud af ligningen. Det lærte jeg måske mest af den marxisme, som kapitallogikerne med stor iver gjorde til en deterministisk maskine, hvis logik altid på guddommelig vis ville føre til forud definerede resultater. Vi tror, uddannelse bringer viden og kunnen. Det er sikkert rigtigt, Men den bringer også påvirkning og måske lidt vej til visdom. Det er derfor, jeg har en meget varm tak at bringe til Curt Sørensen. Også når og hvis jeg misforstår ham og hans store viden.    
Statskundskab

Statskundskab, Aarhus Univesitet

 

Demokrati og socialisme

'Demokrati og Socialisme' er først og fremmest let at læse. Curt Sørensens samlede forfatterskab er veldokumenteret, og på visse strækninger kræver det udover engagement og viden af sine læsere. Ikke desto mindre slår kvantiteten over i kvalitet i almindelighed, når man læser ham. Hans flid og belæsthed, sammen med hans engagement, må imponere enhver. Og som det blev sagt ved en præsentation af bogen på Aarhus Universitet af Palle Svensson, så fortjener Curt Sørensens (CS) samlede værk at blive oversat til andre sprog. Bogen er opdelt i temaer. For at forstå Sørensen skal man være klar på det helt fundamentale, at socialisme og demokrati skal og bør opfattes som et og det samme. De er uadskillelige sider af samme sag. Første tema handler om kampen om demokratiet, og hvorfor ikke starte med kampen om narrativet. Tonen slås an, idet den af CEPOS lobhudlede Neil Fergusons dogmer nedgøres. Nej, siger CS, der er og har været videnskab udenfor den anglosaxisk-vestlige hemisfære. Jeg tænker her fx. på en poll, hvor man havde spurgt befolkningen her i landet, om ikke det var på tide, vi holdt op med at tvinge børn i vore skoler i at lære arabiske tal. Der var påfaldende stor vrede over den kendsgerning blandt de adspurgte. Tallene kommer fra Arabien, kirker og bygningskunst fra Bysantz osv.  CEPOS bygger på, at ejendomsretten skulle være den drivende  kraft. Med ret skarpt blik gør CS her op med den pastiche, der gør oplysningsfilosoffer til demokrater. Både Locke og Montesqieu gik ind for slaveriet - det hørte jo deres samtid til. Og så falder hugget:  

"I størstedelen af sit historiske forløb har liberalismen faktisk været antidemokratisk. Liberalismen, der teoretisk  ynder at fremstille sig selv som én lang historisk succession af ædle noble tænkere, der filosoferede frem og tilbage om rettigheder og retfærdighed, gik i den faktiske historiske udvikling ind for slaveri, intendantursystem, kolonial undertrykkelse, bekæmpede arbejdernes rettigheder og den almindelige valgret"

CS spørger derefter om, hvem der ville demokratiet. Han tager her ét af sine afsæt i Orla Lehmann: "Magten bør ligge hos de begavede, de dannede, de rige". Kort sagt var de nationalliberale, Venstres forgængere, alt andet end demokratiske. I skismaet mellem almindelige valgret og elitestyre, et tilbagevendende tema i vores demokratiforståelse, var der ikke tale om støtte til demokrati. For egen regning kan man så tilføje, at i det omfang, man anser Grundtvig som en af grundlovens, men ikke demokratiets fædre, er det netop samme hul, han falder ned i. Befolkningen skulle hele tiden opdrages først. Demokratiet må derfor udsættes indtil videre. CS er ikke et øjeblik i tvivl om, at presset for almindeligt demokrati kom fra den europæiske arbejderbevægelse. Fascismen har i det tyvende århundrede fået sin opbakning fra de eksisterende og besiddende magteliter. Havde der været en demokratisk indstilling hos industrifyrster i Europa, ville fascismen ikke have vundet i Italien, Spanien og Tyskland.  Efter 2. verdenskrig, hævder Sørensen,, blev partipolitikken professionaliseret og medierne kommercialiserede. Videre frem:

"Den sociale fred udbygget med socialpartnerskab og velfærdsstat samt udstrakt politisk konsensus forblev det overordnede billede fra ca. 1949 frem til 2008 med en mindre afbrydelse i 1970'erne. Hele EU-konstruktionen hviler også på dette grundlag samt naturligvis på den stærke økonomiske vækst i ikke mindst "The Golden Age" fra 1950 til 1973. Det var ikke EU, der skabte økonomisk vækst og stabilitet, men omvendt"

Et kapitel helliger sig den opgave det er at koge den seneste disputats "Den Europæiske Deltagelseskrise" på 1.000 sider ned til 14 sider. Det er jo en halsbrækkende opgave. Ikke desto mindre lykkes det CS at fremdrage em række interessante træk. Han beskriver forvandlingerne i de europæiske samfund siden omkring år 2000. De første seks forvandlinger handler bl.a. om massedeltagelse eller styring, demokrati og ulighed, erhvervsliv og stat, individualisering og sammenhængskraft og civilisation og lidenskab. Men under det hele ligger kapitalakkumulationen. Det er her, deltagelseskrisen efter Curt Sørensens fremstilling både udgør det gennemgående problem og indeholder nøglen til løsningen. Der findes ikke nogen vej uden om massebevægelsen, set - selv efter arbejderbevægelsernes sammenbrud - uden om mobiliseringen af befolkningerne i et opgør mod det, der mere og mere ligner en korporativ statsmagtsdannelse med et lag af demokratisk fernis som legitimation. Undervejs når Curt Sørensen at beskrive socialdemokratiets forvandling som arbejderbevægelsens talerør med en god overensstemmelse mellem politikere og basis til en klasse af neoliberale, professionaliserede elitære forvaltere.   I Vesten er det største falske narrativ legenden om Sovjetunionen som en socialistisk stat. Sovjetunionen var aldrig noget andet end et brutalt demokratiløst diktatur. Når det fra borgerlig-kapitalistisk hold bestandig gøres til et skræmmebillede, som om alle på venstrefløjen skulle være tilhængere af dette system, så er det simpelthen fake. Det er en hoax uden lige.  Selv husker jeg et vælgermøde, hvor jeg som repræsentant blev spurgt -af en konservativ - hvor jeg var i 1968, da Russiske kampvogne invaderede Tjekkoslovakiet for at sætte den valgte præsident Dubcek fra magten,. Det kunne jeg roligt svare på Vi var nogle stykker, der opførte et lille stykke gadeteater foran den Sovjetiske ambassade, idet vi lod os kvæle i rendestenden foran. Jeg kunne spørge: "Og hvor var du?" Opgøret er fra Curt Sørensen også vendt mod en af højrefløjens danske koryfæer, Bent Jensen. Bent Jensen hævder udokumenteret, at Lenin skulle have tilranet sig magten i Rusland "for at indføre socialismen". Men CS påviser, at Bent Jensens påstand er grebet ud af luften (174 f). '

Hvorfor blev Marx pakket væk?

 
Karl Marx-portræt

Karl Marx

  Bogens fjerde del er helliget Marx. Der er jo med Curt Sørensens ord, her citeret efter hukommelsen det fænomen, at jo mere folk vender sig mod Karl Marx' værker des mindre har de læst af ham. Som frisvømmer kan jeg kun tilslutte mig. Jeg har ikke læst ret meget Marx, som Sørensen har det, men betragter ham desuagtet som den forfatter, filosof, økonom og sociolog, der mere end nogen anden har sat dagsorden ved at spørge, hvor i samfundene forandringer kommer fra. Svaret er, at man bl.a. nok skal se på spændinger i magtstrukturerne. At det skulle være en forældet eller irrelevant vinkel er lidt underligt at forstå.
Nutidens globale verdensorden ligefrem skriger efter en teoretisk kritik af kapitalismen og en politisk modbevælgelse. De intellektuelles bevægelse er imidlertid gået stik modsat (259)
Måske er det her, man må beundre Sørensen allermest. Hvorfor er politologer blevet lakajer med den evige jahat på? Er den kritiske sans forduftet med karrieren? Er karrieren en rulletrappe, hvor det handler om at stå til højre og holde fast i gelænderet? Hvorfor fik de intellektuelle, under indtryk af en ny politisk-ideologisk konjunktur, travlt med at bevæge sig væk fra deres gamle marxistiske venstre-fløjsrelationer, spørger Curt Sørensen. Spørgsmålet må forekomme relevant. Jeg husker Berlingskes plakater på busstoppestederme: "Er De også træt af den stadige venstredrejning?". Nu tror jeg ikke den slags gjorde noget større indtryk på intellektuelle direkte, men der opstod efterhånden et utroligt konformitetspres.  Marxisme blev pludselig forstået som identisk med stalinisme og dermed noget, der skulle være "forældet" (260). Den nye afstand til marxisme er ikke begrundet i noget. Der er ikke noget ønske om nogen seriøs diskussion og analyse med hensyn til, om marxismen er anvendelig som paradigme i nutidig form eller ej, skriver Sørensen. Det er bare konvertitters positioner (261). Curt Sørensens bog er bestemt ikke spækket med Marx-citater, men i forsvaret for at vende tilbage til Marx citerer han: "...denne udøvende magt med sit uhyre bureaukratiske sin  uhyre bureaukratiske og militære organisation, med sit vidt forgrenede og kunstige statsmaskineri ... dette frygtelige snylterlegeme.."  Sørensen spørger lakonisk om en marxistisk samfundskritik, omfattende naturligvis også en statskritik, ikke skulle være relevant i dag? Historisk set mener Curt Sørensen, at der er sket en massiv højredrejning efter valgene af Thatcher og Reagan i 1979-80. " 'Demokrati' var nu 'demokratiet', og kapitalismen var nu 'den frie markedsøkonomi' (264).  
Men generelt i Europas historie var 'Højre' imod og 'Venstre' for demokratisering. Dette var simpelthen et hovedstridsspørgsmål i kampen mellem Højre og Venstre.i europæisk politik.'Demokrati' var for Højre et skældsord og noget, man længe frygtede og modarbejdede.  Omvendt var kravene om almindelig valgret, parlamentarisme og demokratiske rettigheder de politiske hovedkrav i det europæiske 'Venstre's' ideologi og politik.... ... det var den socialdemokratiske arbejderbevægelse, der var den primært aktivt drivende kraft i kampen mod den udemokratiske højrefløj og med liberalismen som en ambivalent og i mange lande modstræbende tendens. ---"   (269)
             

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *