Systemets politiske dom over Bitten Vivi Jensen

     

Danmarks retssamfund er i problemer

       
Portræt af Mikael Hertig

Mikael Hertig (c) april 2017

 

Af Mikael Hertig Politisk Kommentator

Bitten Vivi Jensen, der kalder sig whistleblower, er blevet dømt for at have brudt sin tavshedspligt. Dommen er fx. omtalt her .  Denne artikel er en politisk kommentar. Der kan først komme en juridisk, når dommen er offentligt tilgængelig. Du kan også høre hendes advokat, Mads Prammings kommentar i DR P1 5. februar 2020 ca. 20 minutter inde i udsendelsen.    
Foto af Bitten Vivi Jensen foran Christiansborg

Bitten Vivi Jensen foran Christiansborg

 

Kan almindelige mennesker vinde retssager imod systemet?

Bittens Vivi Jensen beholdt et ret stort antal sager fra Frederiksberg Kommunes beskæftigelsesforvaltning for at kunne påvise, hvad hun personligt anså for systematisk "sagsmishandling". Efter ophøret af sit ansættelsesforhold overdrog hun sagerne til en journalist på Information. Information har ikke offentliggjort navne på de pågældende, og ingen  af de pågældende har hævdet, deres integritet skulle være blevet krænket. Dommen rammer Bitten Vivi Jensen på to måder: På æren og på pengepungen. Konklusionen ligner, at systemet har ret til at begå juridiske fejl, og at fattige menneskers lille økonomi skal kunne smadres, hvis man stiller sig op imod systemet.

Hammer og bræt som ved domstol

Så faldt hammeren

 

Kriminelt stemplet, 5.000 kroner og sagens omkostninger

Straffen er set med systemets øjne så beskeden, at den ikke kan ankes til højere instans uden videre. Den skal en tur omkring procesbevillingsnævnet.  Betingelsen for at få lov til at anke er, at sagen - med systemets øjne - har en principiel karakter. For ellers er dommen lige netop så beskeden, at den anser man nu i dansk ret for at være så lille, at det må folk kunne leve med. Det er der flere ting galt med. For det første handler det om skyldsspørgsmålet i en straffesag. Bitten Vivi Jensen er nu optaget i strafferegistret som kriminel, og hendes dom står på hendes straffeattest. Det spiller en rolle for hendes beskæftigelsesmuligheder, hendes ære. I de næste fem år er hun sidestillet med en hvilken som helst butikstyv. For det andet udmåles, hvad der er lidt og meget efter det verdensbillede, en dommer tror er normalt. Selv udgør en dommers basisløn før  diverse tillæg omkring 60.000 kroner om måneden. Muligvis ved han fra sin studentertid, at mindre godt kan gøre det; men hen kender ikke til kontanthjælpsmodtagerens, fleksjobberens eller  Sandsynligheden for at møde en dommer ved et supermarkeds container efter lukketid er beskeden. Det med forholdet til egen økonomi så vi dengang, Lars Løkke Rasmussen talte om en bagateludgift på sko til et par tusinde kroner.  Folk med en beskeden økonomi kan ikke købe sko til 2.000 kroner, og de kan ikke finde reserver til at betale 30-40.000 kroner til systemet. Modsat Lars Løkke med venner. De, der tror, Bitten Vivi Jensen lige pludselig kan hive det samlede beløb op af lommen - både bøde og omkostninger - finansieret af sin egen økonomi, som var hun selv byretsdommer, de tager rigtig meget fejl.  Man må regne med, at omkostningerne udgør langt det meste af de udgifter, Bitten står overfor at skulle betale. Men med systemets øjne er hun - ligesom beløbet  -en bagatel, et lille fnug, der er sat på plads med en såkaldt mild straf. Bitten er ramt, både på æren og på pengene. Set med de øjne er straffen hård.  

Nogle grundlæggende retsstatsprincipper

"Den lille kvinde" (før talte vi mest om "Den lille mand") skal have samme adgang til retssystemet som den rige. Lighed for loven skulle og burde i princippet indebære, at enhver kunne føre en retssag og vinde den ved domstolene. I Danmark er fattiges adgang til at føre retssager stærkt begrænset af økonomien. Derfor er mængden af sager, hjemløse anlægger mod banker eller kommuner vistnok begrænset. Den normale måde at forstå "Lighed for Loven" på er gengivet i Bertel Haarders og Brian Mikkelsens dejlige Danmarkskanon på. De finere principper, der værnes om i Danmarks Riges Grundlov, giver samme ret til at købe en villa på Strandvejen til en hjemløs som en af A.P. Møllers arvinger, og en bøde og sagsomkostninger på 5.000 kroner er det samme beløb for en professor og for en hjemløs, der har mistet sin kontanthjælp. Dommen mod Bitten Vivi Jensen ser ud til at være tilpasset  procesbevillingsnævnet. Er dommen mod hende principiel? Det kan da godt være, at det synes vi, fordi vi ser offentlighedens almene interesse i sagen som principiel, fordi det handler om mennesker mod systemet - for os. Men det kan da fint tænkes, at nogle guldrandede jurister, der lufter deres hund i Ermelunden, anser den for banal. Hun har hugget nogle dokumenter. Hun har videregivet dem til en journalist uden de pågældendes skriftlige samtykke. Hvad principielt er der i det? Ikke ret meget, vel?  Lidt afhængigt, hvor konservativt procesbevillingsnævnet ser på det, så er det der med påstande om, at kommunen ikke rigtig retter sig efter loven da bare en gang politisk oprør fra gadens parlament. Og dermed er hun afskåret fra at anke sagen. Potten er ude. Jeg bryder mig ikke om at bruge ord som "klassedomstol". Jeg kender masser af gode jurister, og der er skam dommere med social indlevelsesevne. Det er ikke dommerne, men folketinget, der har vedtaget en masse bestemmelser i beskæftigelsessystemet, der mere eller mindre har tvunget kommunerne ud i det, der ud fra tidligere retsstatsprincipper ud i en forfærdelig praksis. Sagen er jo også, at det Bitten kalder "sagsmishandling" i Jobcentre og omegn er iscenesat i et samarbejde mellem politiske aktører og delvist muliggjort ved love i folketinget, åndssvag incitamentsstyring og så videre. Set med det danske proletariats øjne er der brug for en lighedsreform, der forbedrer økonomien og retsstllingen for de fattigste her i landet.  

EMRK's artikel 6:

Praksis er bare anderledes.  Imellem det finere princip og grundloven har vi en formulering i Den Europæiske Menneskerettighedskovention:

Ret til retfærdig rettergang 1. Enhver skal, når der skal træffes afgørelse enten i en strid om hans borgerlige rettigheder og forpligtelser eller angående en mod ham rettet anklage for en forbrydelse, være berettiget til en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig tid for en ved lov oprettet uafhængig og upartisk domstol. Dom skal afsiges i offentligt møde, men pressen og offentligheden kan

udelukkes helt eller delvis fra retsforhandlingerne af hensyn til sædeligheden, den offentlige orden eller den nationale sikkerhed i et demokratisk samfund, når det kræves af hensynet til mindreårige eller til beskyttelse af parternes privatliv, eller under særlige omstændigheder i det efter rettens mening strengt nødvendige omfang, når offentlighed ville skade retfærdighedens interesser.

2. Enhver, der anklages for en lovovertrædelse, skal anses for uskyldig, indtil hans skyld er bevist i overensstemmelse med loven. 3. Enhver, der er anklaget for en lovovertrædelse, er i særdeleshed berettiget til:

    •   a) ufortøvet at modtage udførlig underretning på et sprog, som han forstår, om arten af og årsagen til den anklage, der er rejst mod ham;
    •   b) at få tilstrækkelig tid og lejlighed til at forberede sit forsvar;
    •   c) at forsvare sig personligt eller ved juridisk bistand som han selv har valgt, og, hvis han ikke har tilstrækkelige midler til at betale den juridiske bistand, at modtage den uden betaling,når retfærdighedens interesser kræver det;
    •   d) at afhøre eller lade afhøre imod ham førte vidner og at få vidner i hans interesse tilsagt og afhørt på samme betingelser som vidner, der føres imod ham;
    •   e) at få vederlagsfri bistand af en tolk, hvis han ikke forstår eller taler det sprog, der anvendes i retten.

  3 comments for “Systemets politiske dom over Bitten Vivi Jensen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *