Smerter stjæler ens opmærksomhed

 

 

Portræt af Mikael Hertig

Mikael Hertig (c) april 2017

 

En personlig beretning

Forleden faldt jeg. Det skete i bussen ved universitetscampus i Odense.  Jeg kom op igen og gik op til min undervisning. At man, lige efter at være faldet, har smerter, det er ret oplagt. Men hvornår og hvordan gik de over? Jeg spekulerede til at begynde med ikke ret meget over det. Folk der gloede på uheldet spurgte til, om jeg var “all right”. Da jeg nikkede, kunne de gå videre uden at tage sig yderligere af det.

Nu ved jeg, at jeg ikke kan støtte. Jeg er lige fyldt 70, men går som en 100-årig,. halter og går så langsomt, at det kræver virkelig meget overbærenhed og tålmodighed at følges med mig.

Det er så banalt, som det kan være. Der er gået mere end to døgn, siden jeg faldt, og jeg kan fortsat ikke støtte ordentligt. Smerter opstår kun, når jeg belaster knæet. Når jeg sidder, så gør det ikke ondt.

Men jeg tænker utroligt meget på det der lort. Det er banalt altsammen, og mit tilfælde er forbavsende uinteressant, bortset fra én ting:
Det stjæler opmærksomhed.. Jeg kunne have skrevet mere på en artikel, forberedt mig bedre i én af de mange sager, jeg skulle have taget mig af. Men smerten og oplevelsen af ikke at bevæge mig stjal hele min opmærksomhed.

 

 

Kranie og skelet, Hovedpine med rødt. Skelet hvidt, sort baggrund

Smerten stjæler opmærksomheden

 

Kronisk syges opmærksomhed er på sygdom og smerte

Smerterne påvirker enhver af os. I stedet for at tænke på andet skal man lige af med dem, før man kan tænke på andet end sig selv.
I Jobcentrets Ofre (1) viser min erfaring, at jo mere sygdom og smerter griber ind i en borgers liv, des mindre er der plads til andet.

Når så de politisk vedtagne bestemmelser skulle hjælpe folk til at tage sig sammen for at undgå at miste deres eksistensgrundlag, så virker der ikke. Folk skulle helst af med smerterne, før de kan virke udadvendte, normale etc.- Befinder de sig i et smertehelvede, så invaliderer det deres liv. Smerten får automatisk enhver normal borgers første prioritet, så må alt andet rette sig ind efter det.

Dette helt centrale livsvilkår  ser hele beskæftigelseslovgivningens intention konsekvent bort fra. Kort sagt er det umuligt at tage sig sammen, når man er plaget af smerter og nedsat funktionsevne.

Når politikerne og embedsværket sætter egen smertefrihed som norm, forudsætter de så , at andres smerter ikke gælder, så længe de ikke selv har nogen?  Det er jo enten dumt eller svigagtigt. Forståelse er altid en rejse ind i en andens land. Kan man ikke forstå, bør man så være politiker?

 

Stakler bliver usynlige

En anden erfaring, der er værd at hæfte sig ved er, at jeg stavrede ultralangsomt afsted på SDU Odenses lange gange.
Hvad bestiller en halt, gammel, småfed mand, der ikke rigtigt kan gå dog dér? Folk hastede uden om mig. Kigge væk, kigge udenom. Her var der sådan set ingen overbærenhed, for det føltes, som om jeg bare ikke eksisterede. Man så udenom eller igennem. Jeg var enten en slags bord eller stol, en forhindring, det handlede om at gå udenom.

 

Hvilken rolle spiller så det i Jobcentersammenhæng? Jeg har oplevet kiggevækfinten på Jobcentre.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *