Da Dansk Folkeparti blev rødt, da Radikale blev sorte.

 

I kølvandet på boligforliget

 
Portræt af Mikael Hertig

Mikael Hertig (c) april 2017

 

Af Mikael Hertig Politisk Kommentator

   

Radikales politiske fremtid - tungens tid er forbi

 
Billede af en vægt med to skåle, lod på den ene, og kemikalier på den anden. Viseren hedder tungen, deraf "tungen på vægtskålen"

Tungen på vægtskålen er viseren øverst til venstre i billedet.

Dagens politiske forlig mod boligspekulanters opkøb og modernisering af ejendomme kommer på et tidspunkt, hvor de radikale aldrig fik nogen særposition, men er reduceret til støtteparti uden at få tildelt ministerposter. Det er altid et faresignal, når et resultat udskriges som en sejr for nogle og et nederlag for andre. Der er vi, ikke mindst på grund af Jens Rohdes udsagn om det midlertidige sammenbrud som "dårligt politisk håndværk", indtil "sejren med DF kom i hus".  Er der taber og vindere, stiger risikoen for hævn. Ser man på danske statsministres evne til at samarbejde med støtte- og koalitionspartier, står Poul Schlüter for eftertiden som den ideelle leder. Regeringen er i en position, hvor der må forventes mere uro på bagsmækken. Måske kommer det til at gå nogenlunde alligevel. Socialdemokratiets samarbejde med de radikale er en del af grundfortællingen om kampen for demokratiets og parlamentarismens indførelse. Radikale var med under påskekrisen i 1920, radikale blev til i kølvandet på. Radikale brød ud af Venstre, fordi det i husmandsbevægelsen havde rødder i et socialt indigneret fællesskab mod baroner med og uden gullasch. Samtidig havde de radikale en intellektuel deltagelse, som ingen andre partier kunne hamle rigtigt op med. Med tiden har det intellektuelle tilsnit vundet over substansen, og siden jordskredsvalget i 1983 er det blevet vanskeligere at tælle til 90 alene ud fra stemmer fra S og R. Radikales position som "tungen på vægtskålen" er betinget af, at der kun er ét parti, der kan optimere sin indflydelse, så der er et flertal bag. Og den bristede for længe siden. Men hvad kan Radikale? Balancen mellem højre og venstre i dansk politik er befriet for indsigt i arbejderbevægelsens betydning for dansk demokrati. Og det er mildest talt besynderligt. Hvis partiet har et værdigrundlag, så er det så abstrakt, at ingen kan forstå det. Et parti, hvis keynesianske økonomiske orientering blev båret af den ene professor efter den anden, Kjeld og Grethe Philip, Gunnar Thorlund Jepsen, det er faldet ned i Chicagoskolens bagstræberiske sorte hul. Dette bemærkelsesværdige orienteringsskift har ingen i partiet nogensinde begrundet. Informations mest spidse pen i årtier, Leif Blædel skrev engang- her citeret efter hukommelsen -  at hvis man skal forstå vejrforholdene i dansk politik, så skal man se hvad vej, Niels Helveg Petersens snude vender. Svend Auken sagde om den almindelige anprisning af "midten i dansk politik", at han ikke kunne forstå, det skulle være så attraktivt at køre på midten i dansk politik - for der var der kun hvide striber og døde fluer. Men nu er de radikales midtermonopol brudt. Jens Rohde, der jo kom lige ind fra Venstre (højre), havde taktisk set læst situationen forkert. Vi må frygte spinhævnen fra de radikale. Og dårlig stemning i forståelsespartierne.  

Dansk Folkepartis identitetskrise

   
Krisen Thulesen Dahl

Kristian Thulesen Dahl

Swoppet mellem Radikale og Dansk Folkeparti er meget mere bemærkelsesværdigt end blot en øjeblikkelig spinhændelse. Christiansborgiagttagere ser swoppet som rent spin. At der er spin i det, er klart nok. Men det er også et signal om en mulig positionsombytning i dansk politik. Dansk Folkeparti har altid brugt en slags social markering som vare i byttehandler. Det var kun yderst sjældent, at det sociale blev til noget. DF afleverede sin skinsociale solidaritet for gevinster på fremmedhad-området. Intensiteten bag fremmedhadspolitikken er svækket af klimakampen på den ene side og Socialdemokratiets og Venstres stadige fylden jord- i-grøften-politik. Ligesom klimapolitikken ikke er Alternativets monopol. så er den almindelige småborgerlige racisme ikke DF's.  Dertil kommer, at man fornemmer, at formandsskiftet fra Pia Kjærsgaard til Thulesen-Dahl også indebærer en ændret politisk prioritering. Thulesen-Dahl personligt er hverken som Støjberg eller Martin Henriksen særlig engageret eller hadefuld i sin fremmedretorik. Den sociale indignation er i opdrift. Der er ikke den samme appel i fremmedhad, som der var i fordoms dage. Det lever, men mere stille. Det er, tror jeg, mere intensiteten og appellen, der er faldet. Så den sociale indignation er i opdrift. Derfor er DF's deltagelse i et forlig, der støtter proletariatet imod national og international storkapital overfor de radikale, der ingen rigtig forståelse har for behovet for almindelige lavindkomstmenneskers almindelige levevilkår. DF er i krise. DF skiller sig ved deltagelsen i dette forlig helt klart ud fra de borgerlige partier. I gamle dage ville jeg have skrevet "de andre borgerlige partier".  I en årrække præsterede Enhedslisten hvert år en rapport, der demonstrerede, hvordan Dansk Folkeparti havde en højreorienteret politisk praksis og en slags socialt orienteret appel-retorik.  Det var, for et bruge et Harold Pinter- udtryk, narrefisse. Men det er det nok ikke længere. Jo mere de radikale skumler, des mere kan DF flytte sig ud af den borgerlige lejr og se sig selv som det nye forståelsesparti. For hvor skal et rådvildt DF, der er decimeret til det halve, positionere sig?  På klimasiden er varerne på hylden det rene trumpisme. Så  er der fremmedhadet, der er neutraliserede, og som i konkurrencen med Nye Borgerlige kan give lidt knubs på det nationalkonservative område. Men der er nu engang ikke så meget fanemarch og standerhejsning over Thulesen-Dahl. Derfor er der kun den sociale indignation tilbage. Er den vurdering nogenlunde retvisende, vil venstrefløjen og regeringen kunne alliere sig med DF på det sociale område og med Radikale på klimaområdet. Så er der kun fremmedhadet tilbage, og der er forståelsen mellem Socialdemokraterne og Venstre jo stabil. Hvad skal DF i den situation, hvis ikke det er at gribe chancen og stå på den sociale linje? Det går noget ud over forståelsespartierne, hvis de havde forestillet sig, at de skulle bestemme det hele. Men mon ikke de hele tiden har forstået, at sådan forholder dansk politik efter valget sommer 2019 sig ikke. Vi har fået et swopdemokrati.      

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *