Designerpolitik når den er værst

Af Mikael Hertig *

Noa Redington fortalte i DR Orientering 17. januar:  

"Nick Hækkerups og Socialdemokraternes initiativer mod fremmedkrigere er orkestreret og tilrettelagt, så den sidder lige i skabet. Når Institut for Menneskerettigheder og tilsvarende går massivt imod, så er det præcist, som det skal være.. Det her er det eneste område, hvor Socialdemokratiet ikke er forpligtet af forståelsespapiret. Sigtet er at neutralisere en specifik vælgergruppe på et område, der ikke har nogen større praktisk betydning."  Noa Redington, Indslag i DR Orientering 17. januar 2020. Citeret efter hukommelsen.

 

Før og nu

  Engang havde Socialdemokratiet en politik. Partiet havde en mission, nemlig at gøre Danmark socialistisk og demokratisk. Men med spindoktorer og Carl Rove-inspirerede eksperter med dyb indsigt i Christiansborg og vælgeranalyser som Noa Redington er partiet blevet spekulativt. I stedet for, som vi troede, at et partis politik blev styret efter et moralsk kompas, så handler det nu for Socialdemokratiet om at udmanøvrere og neutralisere politiske modstandere.  I den sammenhæng er det efter partiets strateger i orden at fholde udsalg på  retspolitik og menneskerettigheder. Det er områder, det interessante vælgersegment, som vakler mellem Socialdemokratiet, Venstre og DF, er ret ligeglade med. Det er helt slut med den humanistisk orienterede menneskerettighedsretning. Nu er det manipuleret at helvede til.

Designerpolitik er ikke et ny

Et typisk eksempel på, hvordan et parti kan udvikles, er historien om SF under Børnebanden og Villy Søvndal. I en politologisk designbeskrivelse fra  Institut for Statskundskab på Københavns Universitet 2010  blev den fantastiske succes under Thor Møger Petersen, Astrid Krag, Jesper Petersen meget imponerende  i en overskrift benævnet.

"Fra lallepolitik til markedsorientering? SF og integrationspolitikken"

 

Socialdemokratiet mister kernevælgere og satser på flygtige gevinster.

Dette afsnit skal læses snarere som en advarsel som veldokumenteret.  Efter min vurdering er billedet Socialdemokratiet som den almindelige borgers demokratiske velfærdsparti af mange grunde helt udraderet. Arbejderbevægelsens tid, da tilhørsforholdet var klippefast, er pist væk. (Læs Bettina Heltbergs bøger!). I dyreverdenen findes der noget, der hedder prægning. Når de små ællinger spadserer så pænt, følger de andemoderen. Kernevælgerne er blandt andet kernevælgere på grund af det sociologiske bedrag: Du har en tilbøjelighed til at være mere enig med dem, du godt kan lide end omvendt. Jo mere, tilhørsforholdet er fasttømret, des mindre behøver du spilde tid på andre partier, selv om de andre måske i virkeligheden stemmer mere overens med, hvad du mener. Popularitet er vigtig. Styrken af tilhørsforholdet gengives sjældent direkte i meningsmålingerne, i stedet bruger man stabilitet i partivalget som indikator. Tilbage til Redington: Han tilføjede nemlig, at man måtte forvente sig mere af samme slags i fremtiden. Bare man kommer i strid med humanisme og menneskerettigheder i det hele taget, så går det fint for socialdemokratiet. Det har deres analytikere nemlig fundet ud af.

Socialdemokratiets ledende designere er ligeglade med værdigrundlaget

I stedet for at arbejde med "lalleglad" moralsk kompas som udgangspunkt har partiet nu forladt den opfafttelse af politik, at den skal have en retning. Man vil sidde til bords, være mest muligt med i en konkurrence med andre partier. Ællingemoderen er blevet sindssyg og jager ungerne . Politik er tilsyneladende udelukkende en leg, et spil. Forholdet svarer til et fodboldhold og dets spillere. Det handler om at klare sig på banen, og tilhængerne er glade, hvis det går nogenlunde. Der er politiske mål i hver ende af banen, og engang imellem skifter forholdene efter halvlegspausen.