Politikeres og spindoktorers overtagelse af skæbnen

 

Nysprog, spin, design  og konformisme i dansk politik

I  
Billede af Mikael Hertig

Mikael Hertig, maj 2017 GPL LICENS CC0

Af Mikael Hertig*, lallende og velmenende

 
"Fremmedkriger" "Barnebrud" "Radikalisering" "Ekstremisme" "Hadprædikant"

"Skæbnen er udenfor den iscenesatte mytologis rammer"

 

Mytologi og effektiv manipulation

Marionetdukke med hånd - dramatisk

Marionetdukke

  Det sniger sig ind allevegne. Samfundets politiske kontrol med børn og voksne kommer ind stykke for stykke, bid for bid. Pressen viderekolporterer igen og igen nye ord. Fælles for dem er den intense opfordring til afstandtagen. Reklamefolket har forlængst fundet ud af, at den spontane hadreaktion er et stærkere påvirkningsmiddel  end  den fornuftsprægede, gennemtænkte, konkluderende stillingtagen.  Der er altid en sammenhæng mellem virkelighed, sansning af virkelighed, tankegange, reaktioner og sprog. Dynamikken er der hele tiden. Jeg studsede lidt over dette forhold, da jeg i en opgavebesvarelse på Odense Universitet (International Security) læste et par artikler, der drøftede forskellige myters politiske effektivitet. I en fjern fortid - før følelsen af kontroltab kom til - var der plads til skæbnen. Dengang betød myter og mytologi de sagn og fortællinger, der mundtligt eller siden skriftligt med overleveringen beskrev menneskelivets grundvilkår, verdens skabelse, livet efter døden, livets mening og så videre - i eventyr- eller legendeform. Forståelsen af verden og dens indretning var meningen, og visdommen lå gemt i sagn og legender. Verdens iscenesættelse hørte det guddommelige, det uopnåelige til, og vi mennesker havde lov til for en tid at være her på jorden. Men i det øjeblik, mytens effektivitet kan vurderes,, sammenlignes og måles, så er vi ovre i selviscensættelsens verden. Pressen fortæller nogle historier, der har en bestemt politisk hensigt overfor en bestemt befolkning på et givet tidspunkt. Iscenesætteren går efter et bestemt resultat. Hvilken stil, hvilken form for fortælling - stadigvæk ligesom  den oprindelige myte - hinsides sandt og falsk - er den bedst egnede til at vinde næste valg, for eksempel? I spindoktorernes designverden handler spillet om kontrol. Kontrollere befolkningens tanker. Befolkningen er manipulerbar. Dels kan man frame historierne, så de tager sig gunstige ud ud fra en eller anden interesse. Der skal nok være et par dråber sandhed i, for ellers går det ikke. Ikke for meget, ikke for lidt. Lige tilpas. Nogle går og brokker sig over, hvor mange jurister og økonomer der er ansat i offentlig forvaltning. Men se dog på det nye fænomen: kommunikationsmedarbejdere.  Antallet af iscenesættere, der skal præsentere politikere, træne politikere, træne forvaltninger i at fremstå i et gunstigt lys er eksploderet. Virkeligheden, som den afspejles i pressen bliver stedse mere og mere iscenesat. Nu troede jeg - der er vokset op i en anden tid, indrømmet - at virkeligheden sådan set også, ligesom skæbnen, var sig selv. At  noget var umanipulerbart, sig selv, urørligt, ikke-plastisk. Vi kunne bare tale almindeligt sammen, uden at der skulle en samtaleekspert ind over. Forholdsvis simpelt. Vi kunne elske uden eksperter. Måske fumlede vi lidt mindre uden coach og træning, men det gik. Det vigtigste redskab i kampen om kontrollen er sproget; for år tilbage blev det kaldt "nysprog". Det hedder det måske også stadigvæk. Jeg har ikke andre ord for det. I den nymoderne verden er der måske stadigvæk fænomener,  menneskeheden eller i det mindste ikke har helt styr på endnu. Men dem taler vi ikke om. Hvor "framing" er en essentiel del af iscenesættelsen.

"En klassisk definition af begrebet findes hos Entman (1993), der skriver: "at frame er at vælge nogle aspekter af en opfattet virkelighed og gøre dem mere synlige i en kommunikerende tekst, for at promovere en bestemt definition af et problem, årsagerne til problemet, de moralske evalueringer og/eller løsningsforslag til det beskrevne fænomen."  (Wikipedia)

Denne form for bevidst overtagelse af virkeligheden ligger i den politiske kommunikation, som de moderne kommunikationsmedarbejdere bruger. "Frame" betyder ramme, og framing betyder indramning. Sætter man en ramme, prøver man også i sin fremstilling at aflede opmærksomheden fra det, der ligger ved siden af, oppe over eller nedenunder den del af virkeligheden, men fortæller om. Derfor indgår der altid en henledning af opmærksomhed på noget og en afledning af opmærksomheden. Pointen her er, at skæbnen er udenfor den iscenesatte mytologis rammer. Man koncentrerer sig i moderne kommunikation fortrinsvis om det, der er styr på at henlede opmærksomhed på, positivt eller negativt. Men den, i hvis navn kommunikationen afsendes, skal fremstilles i et (ekstremt?)  positivt lys.    

"Ekstremisme"

 
Ekstemisme eller?

Ekstremisme - billedet hentet på søgeordet.  Det viser krigere. Associationen mellem ekstremisme og voldelig adfærd som terrorisme er fuldt indarbejdet. Men betydningen af ordet er jo blot, at det adskiller sig fra den mest gængse norm på et eller andet område

Ekstrem betyder yderligtgående. Det kommer fra fransk: yderst, yderlighed, længst væk. Billedet er. at noget befinder sig i midten. Langt væk fra midten, eller i daglig internt kontrolsprog: "Han er langt ude" Spørgsmålet er så naturligvis fra hvad? Vi lever i grupper, der for at fungere udøver social kontrol. Det handler om afstanden til det forventede. Det konforme element er, at man skal mene som de andre, tænke som de andre. Der er tale om gruppepres. Uden at trække nazikortet vil eftertiden jo mene, at det gruppepres og den sociale kontrol, der blev udøvet i Nazityskland, stort set var kritisabelt. Pointen er her, at det var almindeligt, og at det var ekstremt at gå i mod. Det indeholder jo ingen særlig korrekthed altid at mene som flertallet. Eller som Poul Henningsen (er han også glemt?) skrev, netop om politisk konformitetspres: "Rend mig i den offentlige mening". Når ekstremisme bliver straffet direkte som element i straffelovens sprogbrug, er det udtryk for sindelagskontrol og begrænsning af ytringsfriheden, som jeg vistnok gerne vil være ekstremt tilhænger af, isæt når det passer med mine meninger og ikke de andres. Jeg vil bestræbe mig på at blive ekstremt demokratisk. Og det er jo et ekstremistisk syn, ikke?    

"Radikal", "radikalisering"

 
Satiretegning, radikalieme. Pæn mand, underlig grim diabolsk skygge bag

.

  Radikal betyder  - også på fransk grundig, gennemgribende. Egentlig har det med planteroden at gøre: Når man rykker et træ op med roden, er det radikalt, fordi man tager det hele med. I den således afledte forstand er "radikal" det modsatte af overfladisk. Det betyder så også noget i retning af konsekvent. De egentlige plusbetydninger har så bevæget sig over i det sociale kontrolsprog som noget negativt, idet radikalisering forstås sådan, at en radikaliseret person indtager et helt igennem konsekvent synspunkt - som målt på en given dimension ser bort fra andre, måske i det pågældende samfund generelt herskende normer. Igen handler det om social kontrol.  Vi finder os ikke i, at andre tænker anderledes. Sprogglidningen er værd at notere sig, fordi vi jo har et forholdsvis konformt politisk parti, der hedder Det Radikale Venstre. Det Radikale Venstre har modsat Venstre være direkte og aktivt i udviklingen af dansk parlamenratisme og demokrati efter sin tilblivelse i 1905. Spørg endelig en radikal, hvad vedkommende mener om radikalisering.

"Hadprædikant"

Når man bruger sin søgemaskine til at finde billeder eller portrætter af "hadfabrikanter", får man præsenteret billeder af personer tilhørende alle mulige grupperinger. Jacob Paludan optræder, det gør Stine Bisse og Özlem Cekic også - måske fordi de selv hr brugt ordet. I virkeligheden er det måske et ord, der har overlevet sin mission. Inger Støjberg vises også tit.-     Det er et forholdsvis nyt ord, der formentlig har sin ophav i "hate speech". Strengt taget må man vel forstå hadprædikenen som en tale, holdt af en præst af en eller anden art, og hvor der tages afstand fra noget. Tænker man så på en præst af sort observans, der fordømmer seksualitet udenfor ægteskabet eller homoseksualitet, så skulle man tro, det var det, der var emnet. Nej, det er det ikke. Det handler om muslimer, der udtaler sig om det danske samfund, de efter nogles mening burde være så taknemlige for at bo i. Alle vore findere værdinormer, så som den uendelige tolerance, vores demokrati, lighedsidealer, etc. beskyldes de at være modstandere af.  Vi har eksempler på, at muslimske præster opfordrer til vold og hævn, der - hvis opfordringerne fulgtes - ville være i strid med straffeloven. Men der har vi jo sådan en fin lovgivning i forvejen, for som udgangspunkt er opfordringer til fx. vold eller drab i sig selv strafbare handlinger. I mere overført forstand er betegnelsen "hadprædikant" et forsøg på at begrænse anderledes tænkendes, herunder præsters, ytrings- og forkyndelsesfrihed udover, hvad der er dækket af straffeloven i forvejen. At der utvivlsomt findes sammenstød mellem de normer, der gælder her i landet og de normer, fremmede kommer her til landet med, er en kendsgerning. Nogle af normerne burde være til at leve med: Hvad man spiser er et eksempel. Her i landet gælder straffeloven.  

"Barnebrud"

 
Far med skæg og kvinder omkring sig, måskei Pakistan

Barnebrude fra et fremmed land?

Tanken vildledes til det arrangerede, tvungne pædofile parprhold mellem en ældre mand og et barn Order er en konstruktion, der er framet til en bestemt lejlighed. Inger Støjberg blandede sig uden lovhjemmel i, hvordan tilrejsende par skulle håndteres ved modtagelsen et asylcenter. Men meningen med "barnebrud" er at lægge op til flere  simpel misforståelse.  Det handler ikke om børn, og det handler ikke om ægteskaber. Fordi grimme mænds ækle ægteskaber med pigebørn i ti-års-alderen kan vi allesammen tage afstand fra her i landet. Læs en   artikel med dele af forløbet her. Artiklen præsenterer det historiske forløb i det, der blev til "barnebrudesagen". Dermed er den naturligvis også med til at understøtte Støjberg & kommunikationsmedarbejders framing af sagen fra start af. Ordet "barnebrud" er egnet til at danne et billede for det indre øje af en 10-12 årig pige, der kommer her til landet med sin man på mindst 30. Og, sådan skal det misforstås, sådanne par vil hun skille ad fra hinanden - under henvisning til, at sådanne parforhold ikke er gyldige under dansk lov. Hvis et par kommer til landet, hvor kvinden på ankomsttidspunktet her til landet er den seksuelle lavalder, skilles parret ad pr automatik, for sådant samliv strider mod dansk lov. Italesættelsen vildleder også på et andet punkt: Handler det her - set med danske øjne om ægteskab overhovedet? Næppe! Et muslimsk indgået ægteskab har ikke umiddelbart retsvirkninger i Danmark. Ægteskabets retsvirkninger handler mest om formue og forsørgelsespligt. Men ved modtagelsen handler det om retten til et samliv. Det har meget lidt med ægteskab at gøre. Men det er bare ikke det, det handlede om I de lande, flygtningene kommer fra, må vi lige indledningsvis konstatere, at der gælder danske regler og normer om indgåelse af ægteskab ikke. Dansk lov gælder først, når parret kommer her til landet. Hvis et ægteskab i sin tid blev indgået mellem en 17-årig mand og en 13-årig pige, og de kommer her til landet tre år senere, hvor manden er 20 og kvinden er 16, så gælder det fortsat, at man spørger kvinden, om hun vil blive med manden, eller hun hellere vil være alene. Det er en procedure, der lægger sig nogenlunde tæt op af dansk praksis. Man har lov til at bo sammen med sin seksualpartner, hvis man er fyldt 15 år. Som en væsentlig foranstaltning ved modtagelsen her i landet spørger man altså begge parter i sådanne tilfælde, om de vil fortsætte med at leve sammen eller ej. Det gælder også, hvis der er børn med. En ting er således, at alle efterhånden er enige om, at Inger Støjbergs instruks var ulovlig. Men at der er tale om en koldblodigt iscenesat, framet Fake News, det er næppe nogen tvivl om. Pressen gik selvfølgelig i med begge ben.

"Fremmedkriger"

Der er tale om en ny konstruktion. Man kan ikke sige "kriger" eller "solda" af en eller anden grund. Mest af alt måske, fordi der er tale om en krig, Danmark ikke selv er part i. Slår man den matchende betegnelse "warrior" op  på søgemaskinen, får man sider af krigsspil, film og teater. Med ordet kriger ledes tanken et stykke hen ad vejen i den retning. Men for at gøre billedet komplet, kan man sætte attributten "fremmed" foran. Den fremmede er den person, man hverken kender eller forstår. Så skulle man lave en hurtig udlægning, er  fremmedkrigeren en (mands-)person, der deltager i en krig, der ikke kommer os i Danmark ved, eller som vi ikke forstår. Ordet bruges forholdsvis præcist adresseret på personer, der har opholdt sig i Irak eller Syrien, og som kunne være mistænkt for at deltage i krigene i Syrien. Tanken adresseres hen oå Islamisk Stat, men det kan jo måske også være kurdisk eller Assads side. Situationen er den, at en masse mennesker opholder sig i flygtningelejre.. Nogle af dem ønsker PET ikke tilbage i landet,og så er folketinget blevet bedr om at lave en ad hoc lov i oktober sidste år, der fratager "fremmedkrigere" deres danske statsborgerskab, for så vidt de har dobbelt. Ordet bruges til en anden form for framing. Politikerne har indrettet sig efter PET, så de påstået farlige personer kan miste deres statsborgerskab administrativt uden nogen videre chance for at få deres sag prøvet. I det øjeblik, ordet introduceres første gang, er det konteksten, der afgør, om det skal ses positivt eller negativt.              

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *