Gør Jobcentrets Ofre til høringspart

Foto af Mikael Hertig

MIkael Hertig 2017

Kun derved kan der undgås fejlskud som ændringen af straffelovens § 199 a

   

Af Mikael Hertig, cand, scient. pol.

Derfor skal Jobcentrets Ofre gøres til høringspart

Når et lovforslag nærmer sig fremsættelse, fremsendes kommer det "i høring". Det vil sige, at en række organisationer og foreninger får forslaget til orientering - som hovedregel i så god tid, at det kan blive drøftet i organisationen. Man kan også følge lovforslag i høring på hjemmesiden https://hoeringsportalen.dk/. Men at være høringsberettiget er smart, fordi det indebærer, at man kan blive indkaldt til møder, at man bliver en del af beslutningssystemet på de områder, hvor det er relevant. Lovforslaget her var relevant for Jobcentrets Ofre. Det er den lovændring, der får Nick Hækkerup og anklagemyndigheden til at ville prøve grænserne for "trusler" af overfor ytringsfriheden. Den eneste organisation, der ville have kunnet se sagen fra de PTSD-ramtes side, når det handler om møder i rehabilseringsteam eller bare med Jobcentret.  Den eneste organisation, der ofte støder på vejen til at blive smidt ud af lejligheden og få sine børn tvangsfjernet som følge af hjemløshed. Jeg siger ikke, at Socialdemokraterne ville have ændret holdning i processen. Men vi ville have fået lejlighed til at fremsætte synspunkter og vinkler på forslaget, som aldrig kom frem. Derfor: Jobcentrets Ofre bør fremover optages på den almindelige høringsliste. Navnlig i forhold, der vedrører forvaltningsret, offentligt ansatte og deres ytringsfrihed, beskæftigelseslovgivning, sociallovgivning og menneskerettigheder. Rationalitet og uhensigtsmæssighed  i dansk politiske processer   For nogen tid siden beskrev jeg i en artikel, hvordan anklagemyndigheden tilsyneladende har fundet  tid til at rejse tiltale mod tre personer, tilknyttet "Jobcentrets Ofre". De pågældende er ikke selv kontanthjælpsmodtagere, men arbejder for udsatte menneskers rettigheder - navnlig som partsrepræsentanter overfor Jobcentrene. Jeg opfordrede Justitsminister Nick Hækkerup til at droppe anklagerne- Der er god grund til at reflektere over stemningen og det politiske miljø,For hvordan er det gået til, at vi er kommet så langt ud, at hensynet til de ansatte - for eksempel på jobcentrene - går milevidt forud for beskyttelsen af samfundskritikeres ytringsfrihed? De tre personer, det handler om, er ikke alle tiltalt efter straffelovens § 199 a, som det her mest kunne siges at handle om. Det handler om beslutningsprocesanalyse i dansk politik. Beslutningsprocesanalyse blev introduceret af G Allison, som nærmere ville undersøge forskellige rationalitetslag i blandt beslutningstagere i forbindelse med Kennedys Cubakrise i 1961. Han kom til det resultat, at rationaliteten i politiske processer pænt sagt begrænses af irrationalitet. Ligesom økonomerne har et kæmpe problem med rationalitet og den til tider selvforklarende og i ring kørende idé om, at vi handler rationelt, når vi køber ind, så er der et tilsvarende rationalitetsproblem i dansk politik. Hvad Cubakrisen angik, blev hovedresultatet positivt. En væsentlig hovedpointe i al beslutningstagning - professionel eller ej er - at initiativtagerens interesse hele vejen igennem er i fokus. I det danske politiske system skal man, hvis man vil belyse, hvorfor straffeloven blev udstyret med en ny paragraf til beskyttelse af offentligt ansatte undersøge, hvor mon initiativet kom fra. I min ikke særligt veludviklede fantasi kunne jeg forestille mig emnet taget op i KL, i beskæftigelsesudvalget der. De historier og eksempler (P-vagter og togservice-personale, jobcenterpersonale), der drages frem, kunne man hævde, udsættes for trusler og vold, allerede er omfattet af de eksisterende bestemmelser. Men hensigten var at udvide omfanget, så forvaltningens personale beskyttes yderligere mod ubehagelige oplevelser med vrede kontanthjælpsmodtagere. Mpn ikke kritikken havde været krassere? Mon ikke nogen i pressen havde fået lejlighed til at se, at ytringsfrihed ikke bare er en medie-, men en menneskeretssag i al almindelighed?  

Processen indtil lovens vedtagelse

Forslaget blev vedtaget i Søren Pape Poulsens ministertid. Skal det siges lidt tørt, så er der næppe nogen tvivl om, at her har den borgerlige regering fundet et område, hvor beskyttelsen af personalet og hadet mod kontanthjælpsmodtagerne så langt har opvejet hensynet til ytringsfriheden.  Loven blev vedtaget med alle partiers tilslutning pånær Enhedslistens.  Folk kan følge indlæggene her:    

SFs retspolitiske ordfører Karsten Hønge:

Når hele lobbyarbejdet er færdigt, når KL og justitsministeren har sendt et forslag i høring, så er sagen nærmest afgjort. Debatten i folketinget er indskrænket til et paradenummer. Det her er fra forslagets første behandling. Ved de to efterfølgende behandlinger tog ingen ordet. At der ikke er langt fra Naser Khader til Karsten Hønge, når det drejer sig om strafferettens møde med ytringsfrihed og forvaltningsret, kan måske undre. Nu har SF fået en ny retspolitisk ordfører. Hønge er stadigvæk beskæftigelsesordfører, ligesom han var det, da dette forslag gled igennem beslutningssystemet.  Man kan som jeg undre sig over, at den tanke, at kontanthjælpsmodtagere i mødet med jobcentret er truet på eksistensen, tilsyneladende totalt har forbigået hans opmærksomhed.
Foto af MF Karsten Hønge, SF

Karsten Hønge (Steen Brogaard Foto)

"Samfundet skal værne om mennesker, som er i offentlig tjeneste. Det skal ikke lykkes at kue eller skræmme folk, som tager en tørn for fællesskabet. Højere straffe kan ikke stå alene, men det kan være et blandt flere værktøjer, som beskytter offentligt ansatte eller befolkningens valgte repræsentanter.  SF kan støtte forslaget."

   

Naser Khader, pt. Det Konservative Folkeparti

portræt af Naser Khader

Naser Khader (Steen Brogaard foto)

Naser Khader  

"Jeg skal ikke gentage, hvad mine kolleger tidligere har været inde på, men jeg vil bare understrege, at vi Konservative er meget, meget store modstandere af, at offentligt ansatte – det kan være politibetjente, sygeplejersker, læger, fængselsbetjente, socialrådgivere – oplever chikane og trusler, ligesom kommunalpolitikere også gør. Derfor er det her et lovforslag, som vi bakker op om. Tak."

     

Journalistforbundets høringssvar

Her bringes et høringssvar, som trækker sider af den principielle afvejening mellem ytringsfrihed og strafferet op.     7. oktober 2016 Til Justitsministeriet fremsendt pr. mail til strafferetskontoret@jm.dk Dansk Journalistforbunds høringssvar vedr. udkast til forslag til lov om ændring af straffeloven m.fl. (Øget respekt for det offentlige rum, offentlige myndigheder og personer i offentlig tjeneste mv.) Dansk Journalistforbund, DJ, skal hermed fremkomme med sit høringssvar vedr. ovennævnte udkast. Fra DJ’s side erklærer vi os generelt fuldstændig enige i, at man ikke skal risikere lide overlast, når man passer sit ganske almindelige arbejde – heller ikke hvis er offentligt ansat eller i offentlig tjeneste. Og at det samme gør sig gældende for ens pårørende. DJ er imidlertid bekymret for de elementer i lovforslaget, som berører ytrings- og informationsfriheden således som den er beskyttet i Grundlovens § 77 og i Den Europæiske Menneskeretskonventions artikel 10. Det er i den forbindelse værd at bemærke, at den gruppe af personer, som i dag er omfattet af straffelovens § 119, er relativ bred. Den omfatter ikke menige offentligt ansatte, men også eksempelvis politikere og højtstående – altså en personkreds, der beskæftiger sig med emner, som ofte almenhedens interesse, og som dermed også er relevante i relation til dækning af disse emner. DJ’s høringssvar skal ikke mindst ses i lyset af dette. Det kan sammenfattes i fire punkter: Begrundelsen er for tynd: I bemærkningerne til udkastet skriver man (side 29), at formålet med lovændringerne er at tilvejebringe en bedre beskyttelse af personer i offentlig tjeneste, og at dette formål udgør et legitimt hensyn, som kan begrunde indgreb i ytringsfriheden. Man begrunder herefter nødvendigheden af de foreslåede lovændringer med, at der ”henover sommeren” (side 21) har været en række episoder, og at der er konstateret en stigning i antallet af episoder uden for tjenesten eller hvervet. For den enkelte, der bliver udsat for chikane, er det helt utvivlsomt meget ubehageligt. Men generelt betragtet er den fremhævede begrundelse et alt for spinkelt statistisk udgangspunkt til at berettige en så generel udvidelse af strafområdet.Chikane defineres for bredt: Vedrørende forslagets § 1 nr. 4 og indførelsen af en § 119 a er det DJ’s opfattelse, at chikane i lovforslaget defineres meget bredt. I det generelle bemærkninger (side 24) er det beskrevet, at bestemmelsen tænkes at skulle omfatte kontakt, forfølgelse eller hvis man på anden måde generer den beskyttede person. Man fremhæver tilsvarende i bemærkningerne til bestemmelsen, at begrebet ”generer” skal forstås meget bredt og kan omfatte alle typer af handlinger (side 68). Efter DJ’s opfattelse er især denne sidste del af definitionen medvirkende til, at strafområdet for den foreslåede § 119 a er for ukonkret og kan blive alt for vidtrækkende. Mediernes rolle hæmmes: Forslagets § 1 nr. 2 og ændringen af straffelovens § 119 stk. 1 betyder, at bestemmelsen bliver udvidet til blandt andet at omfatte gengivelser af strafbare trusler i medierne. Dette vil medføre, at gengivelser af oplysninger, der ikke tidligere var strafbare for medierne, efter omstændighederne kan medføre risiko om straf, idet der i bemærkningerne til forslaget alene henvises til, at afgrænsningen af, hvornår ”... en trussel er fremsat offentligt eller med fortsæt til udbredelse i en videre kreds, skal forstås i overensstemmelse med den tilsvarende afgrænsning heraf i straffelovens § 266 b.” (side 15 og 62). Heraf følger, at pressens gengivelse af trusler i redaktionel sammenhæng som udgangspunkt vil være strafbar. Det må dog forventes, at der ikke vil blive rejst sager og afsagt dom, når en gengivelse sker som led i en saglig reportage, jf. også Menneskeretskonventionens artikel 10. Det ændrer dog ikke ved, at journalister og medier med lovændringen løber en risiko for at pådrage sig en straf, hvis man laver en redaktionel omtale af denne type af trusler. Alene det forhold, at journalisterne efter lovforslagets vedtagelse skal forholde sig konkret til en eventuel risiko for straf, kan få den indvirkning, at der er redaktionelle historier, som ikke bliver lavet. Dermed vil mediernes vigtige og samfundsrelevante rolle blive hæmmet.   Forslaget er på kant med ytringsfriheden: Det anføres i lovforslaget, at § 119 a må betragtes som en indskrænkning i ytringsfriheden, men at formålet med bestemmelsen udgør et legitimt hensyn. Det anføres i den forbindelse i bemærkningerne (side 30), at den foreslåede § 119 a ikke er rettet mod adgangen til at fremsætte kritik af personer i offentlig tjeneste. (min udhævelse, mh) . Man fremhæver desuden, at § 119 a ikke vil finde anvendelse, hvis der er tale om en ytring, der er omfattet af Menneskerettigheds-konventionens artikel 10. (min udhævelse mh) Uanset dette er det DJ’s opfattelse og bekymring, at med den ovennævnte meget brede definition af begrebet ”at genere” vil overordentligt mange ytringer og handlinger kunne blive omfattet af bestemmelsen. Det er ytringer og handlinger, som eksempelvis kan forekomme i forbindelse med journalisters, fotografers og andre mediearbejderes fuldkommen lovlige og samfundsrelevante arbejde med at indsamle viden og informationer om offentlige myndigheder, embedsmænd og politikere. Med andre ord: Med dette lovforslag vil ytringer og handlinger foretaget som led i   mediernes arbejde, som tidligere var fuldt lovligt, principielt efter lovforslaget kunne henføres under straffelovens § 119 a. Det fremgår ganske vist af bemærkningerne (side 70), at ”Anklagemyndigheden og domstolene vil således i forbindelse med tiltalerejsning og afgørelser i straffesager i relevant omfang skulle foretage en konkret helhedsvurdering af, om hensynet til en vidtgående ytringsfrihed om navnlig emner af samfundsmæssig interesse bør føre til, at der i den konkrete sag ikke pålægges eller søges pålagt strafansvar for fredskrænkelser af personer i offentlig tjeneste eller hverv”. (min udhævelse mh) Det ændrer imidlertid ikke ved, som tilfældet også er det vedrørende forslagets § 1 nr. 2, at alene det forhold, at journalisterne efter lovforslagets vedtagelse skal forholde sig konkret til en eventuel risiko for straf, kan få den indvirkning, at der ændres adfærd og at der som følge deraf vil være redaktionelle historier, som ikke bliver lavet. Derfor bør det understreges mere præcist i selve loven, at man ikke sigter efter at indskrænke ytringsfriheden. Og det bør ske udtrykkeligt og ikke alene med en henvisning til eksempelvis straffelovens § 266 b. For ellers benytter man et meget spinkelt statistisk grundlag til at foretage en meget drastisk udvidelse af strafområdet, det potentielt kan få stor betydning for mediernes dækning af relevante samfundsmæssige forhold af betydning for det danske demokrati. Hvis dette høringssvar giver anledning til yderligere spørgsmål eller kommentarer, står DJ gerne til rådighed, mail DJ@journalistforbundet.dk. Venlig hilsen Lars Werge formand

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *