Opfordring til Marlene Wind

Vær lidt mindre sart, Marlene.

Portræt af Mikael Hertig

Mikael Hertig (c) april 2017

Af Mikael Hertig, cand. scient. pol. *

 

 

Marlene Wind har blokeret mig på Twitter pga. Catalonien

Skærmklip, hvor MH ser han er blokeret

Twitterbillede. Blokeret af Marlene Wind

 

Jeg anerkender enhver brugers ret til at blokere for andre brugere. Vi skal færdes på nettet uden at føle os generet eller forfulgt. Der er ingen grund til at kravle helt op til de finere ytringsfrihedsprincipper. Jeg blokerer selv, når jeg følger mig stalked, eller hvis ekstremt højreorienterede kommer med angreb af en karakter, der udelukker politisk debat. Formen kan være generende. Angreb kan være ubeføjede. Så det her handler ikke om Marlene Winds ret til at blokere, hvem hun vil.  Det handler heller ikke om guddommeliggørelse af min hellige indsigt.  Egentlig er det ment som et ægte følt ønske om, at hun tør diskutere Catalonien med mig og andre. Og at hun finder sig i at se billeder af spansk politivold i Barcelona og omegn en gang imellem. Kigge-væk-finten er legitim nok. Hæv blokaden, Marlene.

 

Foto af Marlene Wind foran en bogreolvæg

Professor Marlene Wind. Ophavsret hendes institut

 

Men det pisser mig af. Det er en anden sag. Man kan sige, at det ærgrer mig. Derfor dette indlæg.  Det hele handler om EU og Catalonien. Hun er professor i EU-politik. Hun er også kendt for at udtale sig bramfrit, hvilket folk der husker hendes skænderi for åben skærm med Pia Kjærsgaard  måske husker. Dengang fik hun – for mig ganske uforståeligt – mundkurv på.  Hun har sine meningers mod. Udadtil fremtræder hun som den, der gerne modtager de knubs, det fører med sig. Professorer må gerne kaste sig ud i den åbne debat. De må gerne tale almindeligt dansk og bruge skældsord. Hun bliver hverken mere eller mindre videnskabelig af at sige “hængerøve og hundehoveder”, end når folk uden højt profileret videnskabelig profil siger det samme.  Ikke en skid.

 

Marlene Wind er – udover sin position på Institut for Statskundskab – også ansat på  KU juridisk institut som professor. (Institute for International Courts).  Hun er videnskabeligt anerkendt som ekspert i EU-politik, og samtidig er hun normativt anset for glødende tilhænger af EU. Intet af det pisser mig af. Det er netop for mig i orden, at hun både er videnskabskvinde med høj profil og stærke meninger indenfor det område, hun er engageret i og optaget af.

Catalonien – stridens genstand

Grundlaget for al international ret er respekten for de enkelte FN-staters suverænitet. Nye stater kommer som udgangspunkt til efter enighed mellem den hidtidige suveræne stat om landeafgivelsen. Det kan selvfølgelig ske som led i en krigsafslutning. Det har Danmark på skrump jo prøvet et par gange før. I praksis er princippet om “folkenes selvbestemmelsesret”  noget, der afgøres nærmest suverænt af den stat, der har territoriet i forvejen –  på nogle undtagelser nær.

Skal Catalonien opnå selvstændighed eller frihed fra Spanien, er det ingen undtagelse. Catalonien – et land med 7,5 mio indbyggere – kan ikke få sin uafhængighed uden overenskomst med Spanien. For mig, der især er optaget af spørgsmålet om Grønlands ret til selvstyre og uafhængighed, er det jo underligt, at Grønland, der har 57 tusind indbyggere, folkeretligt har ret til at danne sin egen selvstændige stat, mens Catalonien ikke har nogen tilsvarende ret. Men sådan er det.

Det betyder også, at Skotland aldeles ingen ret har til at blive i EU ved Brexit. Det afgøres suverænt af England (Storbritannien, en betegnelse, der svarer til et aspekt af “Rigsfællesskabet”).

Derimod har jeg noteret mig, at Marlene Winds fremstilling af spørgsmålet om Catalanernes ret til selvstændighed  i nogle sammenhænge bruger et fordomsfyldt sprogbrug, i andre ikke . Catalanerne er “nationalister”, afstemningen i 2017 var “forfatningsstridig”, hun er uvillig til at se på den spanske civilgardes brutalitet ved forskellige lejligheder. Hun kan ikke lide at tage stilling til fængslingen af ledende catalanske politikere ud fra almindelige humanistiske kriterier. Forklaringen på den position, hun indtager, er forståelig, men burde kunne tåle dagens lys:

I en artikel i Berlingske Tidende siger hun:

 

 

»Det her er en dybt ulykkelig sag set fra Bruxelles, og man har kørt en bevidst afmålt tilgang til hele processen i Spanien. Man har undladt at sige ret meget andet, end at man betragter det som et rent internt spansk anliggende. Man tager klart parti for Spanien. Og man mener, at hvis man på noget tidspunkt skulle have en proces, hvor en del af et land bliver til en selvstændig stat, så skal det være i overensstemmelse med de forfatningsmæssige regler i det land, man ønsker løsrivelse fra.«

 

 

 

I samme artikel  fra 2017 citeres Donald Tusk for en opfordring til, at “Spanien bruger argumentets styrke og ikke styrkens argument”.  Tusks opfordring respekterer Winds fremstilling i citatet ovenfor, men kan ses som en opfordring til en mere politsk og  pragmatisk tilgang til emnet. Det er politikeren, der siger sådan, ikke professor Wind, der mere eller mindre åbenlyst propagerer som politiker, der støtter spanske politiske interesser af nødvendighed – set fra et meget traditionelt og bekvemt EU-synspunkt.

 

Jeg ønsker en hel Wind, ikke en halv Wind.

Min kritik af Marlene Wind er ikke, at hun er partisk. Det handler mere om argumentresistens. Catalonien og Skotland kalder. Hun ser tilsyneladende ikke gorillaen på banen. Det er nemt for hende at være politisk modstander af Brexit som person, men med hendes position burde hun ikke lukke af for relevante temaer. Mens hun er mægtig aktiv i sin kritik af Polen og Ungarns fornægtelse af magtens tredeling, er hun tilsyneladende meget mindre interesseret i at tage stilling til overtrædelse af fundamentale menneskeretlige forhold i et andet medlemsland, Spanien. Hvad er det, der gør, at EU godt kan blande sig i eksisterende medlemslandes indre anliggender, når det handler om brud på magtens tredeling i Polen og Ungarn, men ikke spørgsmålet om menneskerettigheder i Spanien?

Hvorfor ikke diskutere dannelse af uafhængige stater indenfor EU – Skotland, måske også Wales og Catalonien?

Foregår der brud på principperne om en fair rettergang og retten til politisk organisering i Catalonien, principper der står nedskrevet i Den Europæiske Menneskerettighedskon-vention, som Marlene Wind  er  professor i?

Jeg ønsker en hel Wind, ikke en halv Wind.

For det næste er det politik. Det handler i det westfalske landesystem om at være lidt mere åben for fremtidige diskussioner. Og det handler ikke mindst om at påvirke Spanien til at være åben. Hele miséren handler ikke om Cataloniens ret til fuld folkeretlig selvstændighed, snarere om Cataloniens ret til at afholde en folkeafstemning.  Når nu Marlene Wind ellers gerne kaster sig modigt ud i debatter med fynd og klem, hvorfor så ikke tage den her over en gang dialogkaffe?

Twitter er ikke noget videnskabeligt debatforum. Jeg er sikker på, at Marlene Wind kender lidt til den statslige politibrutalitet, Spanien udøver overfor Catalonien. Jeg ved,  hun kender Tusks fine formulering om argumentets styrke og styrkens argument.

Så, kære Marlene Wind, jeg er ikke rigtig krænket. Men lidt ærgerlig. Når du blokerer mig på twitter, føler jeg mig som én flue på din væg, og du fik lige klasket mig. Mon ikke der kommer flere?

 

Hvem er vi? Er vi forskere, videnskabsmænd, eksperter, eller er vi bare intellektuelle debattører?
Claus Holm skrev denne artikel for 7 år siden i Information

 

 

 

* Mikael Hertig (69) er cand. scient. pol., tidligere embedsmand. Han læser på kandidatdelen af MOISL, International Security and Law & Human Rights på SDU.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *