Simon Emil,”4. Deling: Fremad March” og Det Radikale Venstre

 

 

 

 

Billede af Mikael Hertig

Mikael Hertig, maj 2017 GPL LICENS CC0

Af Mikael Hertig. Kommentator, cand. scient. pol.

Mikaels klumme

I min morgendøs hørte jeg lidt mere om Simon Emils parti “Fremad”, der har fået sit navn efter  Macron’s  parti “En Marche”. En marche er ordren til en deling, når den sætter sig i bevægelse, altså på dansk: “Fremad March”  Ordren giver på fransk mindelser om revolutionstiden, oprøret mod adelen og kongen.  Marseillaisen, den franske nationalsang, fryder sig over blodet, der flyder i grøfterne, når det nødvendige oprør træder i karakter og går i militant march. “En Marche”. Men i Danmark er det hele, herunder militarismen, lidt mere minimalistisk.
Den modsatte ordre “Bagud March” findes ikke på eksercerpladsen. I døsen så jeg Simon Emil om ikke i uniform, så dog med en jakke og trægevær, en gryde på hovedet og klar til at adlyde ordre: “Fjerde deeelinnggg! Fremad March!”, hvorefter han satte sig i bevægelse. Fremad!

 

Foto af Simon Emil Ammitzbøll Bille på let lyserød baggrund

MF Simon Emil Amitzbøll, Partiet Fremads Folketinget. simon.amitzboll@ft.d

 

De radikale og “Fremad”.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille og hans nye parti er ret gennemskueligt. Det interessante i sagen er egentlig ikke “Fremad”, som det kan gå frem eller tilbage for fra nu og af. Lige nu har partiet allerede et mandat i folketinget. Simon-Emil er en borgerlig variant af Radikal Ungdom. I det radikale venstre har der årene igennem været en gevaldig indre magtkamp om, hvorvidt man skal støtte den blå eller den røde side.  Simon-Emil er ikke i tvivl: no matter what – så er han borgerlig.

Fejlen ved Det Radikale Venstre efter Simon-Emils univers er, at det overhovedet kan tænke på at støtte rød blok. Hvis partiet Fremad bliver til noget, vil det under alle omstændigheder være på bekostning ikke af Det Radikale Venstre så meget, som af andre partier i blå blok. Drænet på stemmer fra rød blok har fundet sted via Liberal Alliance allerede.

 

Informations og siden Weekend-avisens sylespidse skribent Leif Blædel skrev i sin tid, at Radikale var vejrhanen i dansk politik. Regeringsfarven bliver bestemt af Niels Helveg-Petersen mente han. Og det afgørende for, hvem de Radikale vil stemme på, var på det tidspunkt et spørgsmål om Niels Helvegs humør, eller hvad vej vinden blæser. Skal man læse dansk politik, mente Blædel, så skal man forstå de radikale. Og det er ingen let opgave. Det radikale venstres diskrete charme ligger i dets højskolekultur, dets demokratiske sindelag og dets evne til at lade som om, at saglighed er en slags ideologi uden værdipræmisser. Der er derfor et vist stokastisk præg over det radikale venstre.

Det Radikale Venstres legendariske samarbejde med Socialdemokraterne fra Stauningtiden og frem har, sammen med Kanslergadeforliget, sat sit umiskendelige præg på Danmark som de (mere eller mindre rådne?) kompromisers land. Staldfiduser og studehandler, gummilaget mellem Venstre og Socialdemokrater, og man fristes lidt til at tænke på Egon Olsen: Hundehoveder og hængerøve, men ikke uden et vist intellektualistisk tilsnit.

 

Mere vægt på det sociale sindelag

Hvad skal Det Radikale Venstre dog stille op med sit borgerlige alter ego? Svaret ligger i det sociale sindelag. Simon Emil vil partout have incitamenter ind overalt, uanset om de virker eller ej. Han har det tilfælles med sin tidligere partifælle joakim B Olsen, at de syge  kontanthjælpsmodtagere altid bliver raske af at tage sig sammen. Mindre offentlig sektor, lavere skatter, færre overførselsindkomster.  Indimellem kalder Det Radikale Venstre sig selv et “social-liberalt” parti, og i 1970’erne var der endda medlemmer, der kaldte sig “liberal-socialister”.  Så det ene område, hvor de radikale kan tænkes at reagere, er på det sociale område. Mere social indstilling er den vej, vinden blæser.

 

De radikale, marked og konkurrence

Det Radikale Venstre er tilhænger af markedsøkonomi med konkurrence i. Hverken Liberal Alliance eller Fremad interesserer sig for konkurrence på det danske private marked. Her må monopolerne dominere, som de vil. De partier, der alene kalder sig liberale, har aldrig gjort noget nummer ud af at bekæmpe monopoler som led i deres liberale ideologiske orientering. Det vil være rigtig smart af Det Radikale Venstre, hvis partiet tager nye og markante skridt på det område, der er markedsliberalt: Mere gennemsigtighed, kamp mod markedets monopoler og monosoner. Nye initiativer på det erhvervspolitiske område med afsæt i den offentlige sektors dominerende rolle som efterspørger kunne også tænkes ind.

 

 

 

 

 

 

Simon, lystgænger på Borgen

Vi har fået et nyt parti, der kalder sig selv “Fremad”.  Det er jo samme retning, som tiden går. Partiet  vil på nogle punkter stå på lidt mere humanistiske principper end de øvrige borgerligt-nationalkonservative partier. Partiet vil føre skattenægterpolitik på samme måde som de konservative, og partiet starter med lystgænger i folketinget, Simon Emil Ammitzbøll-Bille. SFremad,

Han er fuldtidspolitiker i den forstand, at han vist aldrig har været andet end politiker. Han er student og har taget en bachelorgrad iSambas på RUC) og iøvrigt kun karriereerfaring fra Christiansborg.

Det nye parti øver sig på at introducere sit nye etiket-ord: “Værdiliberalt”. Hvis man bilder sig ind, det er liberalt i den forstand, at et marked skal være gennemsigtigt med mange sælgere og mange købere og forståelige produkter, så”tager man fejl Simon Emil er aldeles ukritisk overfor enhver form for markedsfejl. Det er den utilitaristiske variant, vi er ovre i. Staten er fjenden, der stjæler de ærlige folks surt tjente penge.

Kristendemokrater og Fremad.

Spillet om de 175 mandater er et nulsumsspil. Man kan kun vinde på de andres bekostning.  Kristendemokraterne er det andet blå parti med et demokratisk-humanistisk sindelag. De to fremtidige rivaler indenfor den blå blok risikerer tilsammen at få stemmer til seks-syv mandater uden at få dem på grund af spærrereglen. Derfor kan det gå tilbage for dem begge to.

Vi kan konstatere, at for nogle vælgere er det at overskride grøften mellem blå og rød blok så utænkelig, at det afholder dem helt fra at bare drømme om springet. Det gælder Kristendemokraterne. Og det gælder Fremad.  Derfor går det nok tilbage for dem begge. Men i de kommende år kan de radikale hente position ved at gå ind for konkurrence og ved at anlægge mere en mere social profil

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *