Klageadgang, jobcentre, og opsættende virkning

 

Kommunerne forhaler sager om usaglig forvaltning ved inhabilitet

 

Billede af Mikael Hertig

Mikael Hertig, maj 2017 GPL LICENS CC0

Resumé:

I denne artikel foreslår Mikael Hertig, at der i praksis gennemføres en ændring i forbindelse med klager over inhabilitet i Jobcentre. I dag ser praksis ud til at være, at klager over en medarbejders inhabilitet ikke får opsættende virkning – læs eksemplet. Begrundelsen er, at der ellers som udgangspunkt er tale om opsættende virkning, fordi der er risiko for usaglig forvaltning allerede i forbindelse med sagsbehandlingen. Inhabilitet vedrører både afgørelsen og den proces, der fører frem til den.

Han opfordrer derfor Peter Hummelgaard til at præcisere, at habilitetsklager i kommunal forvaltning som udgangspunkt bør have opsættende virkning – også når de ankes til Ankestyrelsen.

 

Habilitetsklager og opsættende virkning

 

“Opsættende virkning”.  Når Jobcentret modtager en klage, har det normalt ikke opsættende virkning. “Opsættende virkning” handler om, fra hvornår en klage virker. Du kender det sikkert fra klager til Ankestyrelsen. Der kan gå lang tid fra, at du har fået en Jobcenterafgørelse, indtil klagen er færdigbehandlet. Og indtil da gælder kommunens afgørelse.
Når en klage får opsættende virkning, træder den afgørelse, der klages over, først i kraft, når klagen er behandlet.

Mens  kontanthjælpsmodtagere og andre i reglen må vente pænt med måske at få medhold, til sagen er afgjort i Ankestyrelsen, findes der lovhjemler, der indebærer opsættende virkning. Opsættende virkning kan være til fordel for kommunen eller til fordel for borgeren. Det kommer an på, hvad den påtænkte afgørelse går ud på.

 

I “Jobcentrenes Ofre” (Facebook-gruppe med 17.000 medlemmer) er det sjældent, at spørgsmålet om opsættende virkning berøres. Det normale udgangspunkt er, at borgeren først får medhold, hvis Ankestyrelsen ændrer afgørelsen efter borgerens klage. Ventetiden er til kommunens fordel. Sådan er det i dansk forvaltningsret, og det er der intet nyt i. Ærindet her er ikke afgørende at ændre på denne tilstand i almindelighed. Derimod er det overraskende, at inhabilitetsklager behandles som almindelige klager.

For det burde være både et juridisk og et politisk emne. I nogle tilfælde burde det være helt oplagt, at spørgsmålet om Opsættende virkning bliver bragt  op sammen med klagen.

 

I denne artikel fra DUKH kan du læse nærmere om Opsættende virkning (1)

 

”Ankestyrelsen fandt, at vurderingen af, hvorvidt en klage skal tillægges opsættende virkning, bør tage udgangspunkt i en vurdering af, i hvilket omfang klageadgangen vil blive gjort mere eller mindre illusorisk hvis klagen ikke tillægges opsættende virkning, eller hvorvidt underinstansens afgørelse i væsentlig grad vil miste sin betydning eller øjemedet forspildes hvis klagen tillægges opsættende virkning. Ankestyrelsen fandt endvidere, at det bør indgå i vurderingen, hvorvidt retstilstanden må anses for afklaret i forhold til den
konkrete problemstilling.”  (Jappe 2013 2)

Der skal noget særligt til, for at en klage får opsættende virkning. Hvad værre er, der er normalt ingen mulighed for hastebehandling. Dertil kommer, at det er Jobcentret selv, der i første omgang tager stilling til spørgsmålet. Med andre ord kan det være en “sen død” at give sig i kast med at forlange opsættende virkning.

Vi ved, at folk risikerer at blive sat på gaden som konsekvens af forkerte kommunale afgørelser.  Alligevel gælder der intet som helst om, at denne risiko i  almindelighed medfører opsættende virkning.

Pressen fylder i disse tider over med påstande og historier om, hvordan folk dør eller bliver sygere af møderne med Jobcentres og Kontrolgruppers hærgen, uden at de varslede sanktioner udskydes, indtil lovligheden er undersøgt ved Ankestyrelsen.

Nedenfor kommer mit eksempel, der har fået mig til at rejse spørgsmålet om opsættende virkning.

 

Inhabilitet – usaglig interesse

Hvis en person har en anden interesse i udfaldet eller forløbet af en sag i den offentlige forvaltning, så må vedkommende ikke deltage i processen. De mest ekstreme sager kan handle om en direktør eller borgmester i kommunen, der prøver at sælge sine private grunde til kommunen som et led i dens by- eller landskabsplanlægning.

Lovens bestemmelser kan se ud, som om de er opfyldt, opgaven bliver løst. Der bliver jo disponeret indenfor lovens rammer, men det sker på en måde, hvor en nærliggende mistanke kan rejses om, at det er sket på en måde, der varetager helt uvedkommende hensyn.

Inhabilitet handler om, hvem der deltager i sagsbehandlingen.  En udgave af inhabiliteten handler om “kasketproblemer”, se eksemplet nedenfor.

Det er også et særligt kendetegn ved inhabilitet, at man ikke skal bevise den usaglige interesse. Tilstedeværelsen af en mulig usaglig interesse er tilstrækkelig.

Som det fremgår af citatet om opsættende virkning ovenfor, kan spørgsmålet altid rejses, men som regel vil det være uden held. Reglen er og bliver, at man pænt må vente, til afgørelsen kommer.

Det er oplagt, at netop i inhabilitetssager bliver klageadgangen illusorisk, for den kommunale proces med en afgørelse tager jo sjældent så lang tid som klagebehandlingen.

De andre fremhævede dele af citatet giver ligeledes sig selv.

Derfor foreslår jeg hermed, at man i Jobcentrene fremover tager emnet op og sikrer sig,
at habilitetsklager som udgangspunkt og som dominerende hovedregel får opsættende virkning.

 

 

 

 

Eksempel

Sort/hvidt gannelt modelfoto af inuitkvinde

Inuit woman (gammelt modelfoto) Billedet har intet med det konkrete tilfælde at gøre. Det viser en velfungerende grønlænder

 

H bor i en kommune i Danmark. Hun er omkring 50 år gammel. Hun har haft en svær opvækst, haft et svært voldeligt kæresteforhold, er præget af angst. Hun har været på kontanthjælp og lignende i en længere årrække. For snart tre år siden fik hun en svær hjerneblødning.  Lægeattest og funktionsevnevurdering viser, at hendes tilstand er stabil, og at hun ingen mulighed har for at hendes nu permanente hjerneskade repareres. Hun sejler rundt, har ingen rumfornemmelse. Hendes hukommelse fungerer ikke. Hendes søvnbehov er stort. Hun har konstant smerter.

Kommunen K prøver at trække hende ind i forskellige “forløb”, men det kan bare aldrig lade sig gøre. K ved udmærket, at det er nemmere at få en giraf til at fungere som færge end at få H ud i fleksjob eller tilsvarende.

 

Sagsbehandleren som mentor – inhabilitet ?

 

I en del af perioden har K fundet på – enten for at spare lønkroner eller for at give sagsbehandleren S en lønforhøjelse på statens regning – at udnævne sig selv -S – til at være mentor.

 

 

 

Regeringen bestilte en COWI-rapport om mentorordning i ressourceforløb . Det fremgår heraf indirekte, at sagsbehandler og mentor ikke kan være én og samme person. Det første  spørgsmål er derfor: Er der principielt tale om udstrakt generel inhabilitet formuleret således:

“En sagsbehandler i jobcentret kan aldrig være mentor for den samme borger, som hun er sagsbehandler for?”

Det er min opfattelse. Der er tale om partsinhabilitet (Gammeltoft-Hansen 254).  Som sagsbehandler arbejder S under forvaltningens politiske ledelse, som mentor burde hun alene støtte H.

Mentoraftalen er i udgangspunktet en skriftlig aftale, som borgeren skal godkende ved sin personlige underskrift. Men K sætter bare sagsbehandleren ind ved at skrive det uden videre i “Min plan”.  Ingen afgørelse, ingen klagevejledning, ingen aftale.

Så træder jeg ind som sagsbehandler og spørger, om H kan lide S som mentor, hvilket hun benægter. Dernæst beder jeg kommunen om kopi af den underskrevne mentoraftale, hvilket jeg får oplyst:  – ikke eksisterer. Så spørger jeg K, om H er blevet ordentligt vejledt om, at hun kan fravælge at have en mentor, og at hun kan vælge mentor. Det svares der ikke på.

Samtidig beder jeg om oplysning om, hvordan aflønningen af mentor er organiseret: Er der tale om, at K sparer lønkroner ved at lade S være mentor en del af tiden, eller er det en form for lønbonus? Det får jeg ikke noget svar på.

På den baggrund opsiger H mentoraftalen under henvisning til, at den aldrig har været indgået.

S svarer nu, at det skam er fint med den opsigelse. Men der er en anden paragraf i loven om mentorstøtte. (§ 96 b) (2) Bestemmelsen forudsætter – modsat det overståede ressourceforløb, at vedkommende kan komme i arbejde. Det ved alle er komplet umuligt i virkeligheden. Men Ankestyrelsen får kun papirsagen at se. Ingen ved sine fulde fem vil kunne forestille sig H komme i arbejde, ikke engang i promiller.

Juraen

Opsættende virkning er næppe noget, Jobcentrenes Ofre skal fokusere på i alle tilfælde., De almindelige  uretfærdigheder vil formentlig fortsætte, indtil der kommer en helt ændret lovgivning. Mennesker, der helt urimeligt holdes i kontanthjælp, og som mishandles af forvaltningerne, skal ikke satse på “opsættende virkning” som en generel løsning på deres problem.

Opsættende virkning kan nok kun opnås i særlige tilfælde.

  1. Klageadgangen bliver “illusorisk”. Hvis lidelserne starter dag ét, så er og bliver det underligt i dette tilfælde, at den pågældende lægeligt dokumenteret får skadet sit helbred på grund af påtvungne besøg af en person, vedkommende ikke ønsker at modtage som støtteperson.
  2. Afgørelsen vil miste sin betydning. Det er lige her og nu, skadevirkningerne opstår. At vente hele og halve år giver i det konkrete tilfælde ingen mening
  3. Øjemedet forspildes?. Da betingelsen om, at H kan vende tilbage til arbejdsmarkedet er illusorisk, giver det ingen mening at ville tildele en mentor. Det fremgår helt entydigt, og det er af alle fuldstændigt erkendt, at H aldrig kommer tilbage til arbejdsmarkedet.
  4. Tilfældet må anses for afklaret. Her er det altså tilknytningen af mentor, der er i fokus.

 

Partiskhed og upartiskhed – magtfordrejning?

 

 

 

 

 

 

1) JAPPE, E: Praksisnyt fra DUKH 28 2013

2) Bestemmelsen lyder:
§ 96 b. Personer, som er omfattet af § 2, nr. 12 og 13, har hurtigst muligt og senest efter en sammenhængende periode på 1 måned fra første henvendelse til kommunen om hjælp ret og pligt til at påbegynde tilbud efter kapitel 10-12 og fortsætte kontinuerligt hermed, indtil de påbegynder ordinær uddannelse. Der må højst være 4 uger mellem tilbud.
Stk. 2. Har en test vist, at en person, som er omfattet af § 2, nr. 12 eller 13, har behov for et læse-, skrive-, regne- eller ordblindekursus, har personen ret til tilbud om et sådant kursus senest efter en sammenhængende periode på 1 måned fra første henvendelse om hjælp til kommunen. De nævnte kurser kan træde i stedet for tilbud efter stk. 1.

§ 96 c. En person, der er omfattet af § 2, nr. 13, og som i perioder på grund af personlige forhold ikke
kan deltage i tilbud efter § 96 b, har ret og pligt til tilbud om mentorstøtte efter kapitel 9 b, indtil personen kan deltage i tilbud efter § 96 b. Tilbud om mentorstøtte skal gives for en periode på 6 måneder, og der skal som minimum være kontakt en gang hver anden uge mellem mentor og personen. Tilbuddet kan kun afbrydes, hvis personen i stedet kan påbegynde et tilbud efter § 96 b. Kan personen efter de 6 måneder
fortsat ikke deltage i tilbud efter § 96 b, skal der gives et nyt tilbud om mentorstøtte.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *