Grundloven og grønlandsk udenrigspolitik

 

Når Søren Espersen er fornærmet, er det sikkert godt nok?

Af Mikael Hertig, cand. scient. pol.
Hertig studerer International Law &
International Security  ved SDU

 

Billede af Mikael Hertig

Mikael Hertig, maj 2017 GPL LICENS CC0

 

“Du pusling-land, som hygger dig i smug,
mens hele verden brænder om din vugge”

Jeppe Aakjær 1916

 

Søren Espersen, Dansk Folkeparti.

 

Ifølge Sermitsiaq skulle Søren Espersen være meget vred over, at Vittus Qujaukutsoq har holdt møder med ledende amerikanske embedsmænd. Espersen tager udgangspunkt i Grundlovens bestemmelse om, at det er regeringen i Danmark, der fører grønlandsk udenrigspolitik (henvisning). Nu er Søren Espersen meget ofte vred og fornærmet over et eller andet, men i sandhedens navn er han en slags negativ rettesnor. Han peger på sin m

USA er ved at oprette en amerikansk repræsentation i Nuuk på størrelse med 2-3 danske små ambassader. Rusland opruster med atomvåbenisbrydere og droner. Kina infiltrerer. I mellemtiden har Danmark afskaffet isbrydere, vedtaget at købe nye kampfly, der ikke kan lande på de fleste grønlandske lufthavne, afskaffet ubåde og sløjfet sonarovervågning i de grønlandske farvande.

Den amerikanske irritation over den danske sløvhed, målt overfor traditionel sikkerhedspolitisk tankegang er medvirkende til Trumps tilbud om at købe Grønland. En del af det tidlige forløb med den nye oprustning og den krigeriske del af forholdet til Arktis har stået på i årevis.

Dermed har regeringen i København selv undermineret den politiske værdi af “grønlandskortet”. For mens vi i troskyldig a i rtighed har støttet vor store nabo mod vest i den såkaldt “aktivistiske udenrigspolitik” med deltagelse i krigene i Irak, Afghanistan og Libyen uden tendens til refleksion over forholdet mellem traditionelt territorialforsvar og småstatspolitisk tilpasning. Mit indtryk – uden jeg kan dokumentere det – er, at både diplomatisk, militært og politisk har både Sankt Jørgens Gård,  Arktisk Plads og Forsvarsministeriet sovet fuldstændig. Artigheden har vundet over omtanken.

 

Portræt af Vittus Qujaukitsoq

Vittus Qujaukitsoq

 

Kolonialistisk sikkerhedspolitik er karakteriseret tydeligvis ved, at hensynet til kontrollen over territoriet er langt vigtigere end hensynet til kolonibefolkningen. Det er måske endnu ikke gået op for Søren Espersen, at Danmark i de kommende år risikerer at miste Grønland til USA. Jeg vil ikke beskylde Espersen for at kere sig om den grønlandske befolkning for dens egen skyld.

Jeg har ikke hæftet mig ved Espersens mulige interesse for forsyningsveje, SAR og risiko for civilbefolkningen i tilfælde af krigshandlinger i Grønlands nærområder.

Det er sådanne emner, en kommende grønlandsk sikkerhedspolitik nødvendigvis må beskæftige sig med. Grundlovens § 19 indeholder en regel om, at udenrigspolitikken føres af regeringen under kontrol af folketingets udenrigspolitiske nævn. Dette forstås helt traditionelt sådan, at Grønland er forhindret i at føre selvstændig sikkerheds- og udenrigspolitik. Denne retsopfattelse fremgår af Selvstyreloven, som har delegeret lovgivningskompetence til Grønland – imod grundloven.

Søren Espersen supernationalistiske indstilling udtrykker en blanding af intellektuel sikkerhedspolitisk dovenskab og kolonialistisk glæde ved det danske ejerskab af Grønland. Det sker i en tid, hvor rigets statsminister siger: “Grønland ejes af grønlænderne”.

Qujaukitsoq fører samtaler. Grønland har en repræsentation i Washington, ligesom i Danmark og i Island.  Det er i denne situation, Espersen flejner ud. Hvornår er det blevet forbudt en grønlandsk minister at føre samtaler med amerikanske embedsmænd på højt niveau?

Vi savner måske en diskussion om, hvornår Grønland fører selvstændig sikkerheds- og udenrigspolitik. Men her er vi altså milevidt fra den situation. Det er i den situation, det er på sin plads at ryste på hovedet ad Espersen

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *