Kan vi få rejst et gruppesøgsmål mod beskæftigelsesministeren?

  Meget tyder på, vi har fået den bedst tænkelige beskæftigelsesminister i meget lang tid. Så han skal ikke tage det alt for personligt, når jeg her foreslår, at vi ser, om det kan lade sig gøre at få rejst retssager til tops i spørgsmålet om manglende tilkendelse af førtidspension. Men det er ham, der står på mål for lovgivningen. Og derfor er det ham, vi skal føre retssag imod. Han skal rette sig efter det lovsystem, han er kransekagefigur for.       I denne blogartikel foreslår jeg, at vi prøver at føre en eller flere sager op til den Europæiske Menneskerettighedsdomstol for at knække rygraden i lovkomplekset. Påstanden skal være, at det strider mod Den Europæiske MenneskeRettighedsKonventions artikel 8 om retten til at privatliv. I forhold til grundloven må rådighedspligten forstås sådan, at hver enkelt borger højst skal stå til rådighed 37 timer om ugen, og at enhver har ret til 112 timers søvn og fritid.  Hvis en person er syg, har vedkommende krav på erstatningstid for at kunne genvinde balancesituationen. De personer, der lægger krop til sådan et forløb, skal ikke regne med, at de får noget umiddelbart ud af det. Den norske sag om tvangsfjernelse tog fire år, og begivenhederne, det hele handlede om, var over otte år siden, da dommen faldt. Jobcentrenes ret til at raskmelde syge mod lægers attesterede diagnoser strider mod artikel 8. Der er tale om et indgreb i den syges ret til restitution og i mange tilfælde fuldførelse af en medicinsk behandling. Hver dag lever meget syge kontanthjælpsmodtagere under Jobcentrets pres  for at komme i arbejde.  Vi har vænnet os til, at sådan er det. Domstolene giver rask væk  Ankestyrelse og Jobcentre medhold. Selv efter lovændringen fra 1. juli 2018, hvor det blev præciseret, at når der ingen langvarig erhvervsevne er, så skal der gives førtidspension, fortsætter den hidtidige praksis i ret vid udstrækning. Advokat Mads Pramming har klart gjort rede for, at retssystemet er smuldret. Domstolene bryder sig ikke om at gå ind i substansen på området. Regelværket er skræddersyet af kommunerne selv i intime forhandlinger uden reelt modspil. Vi ved jo, at fagforeningerne har droppet kontanthjælpsmodtagerne. Derfor står kontanthjælpsmodtagerne reelt efterladt uden ret meget opbakning. Det bliver til nogle få tilkendegivelser. Men politikerne har vænnet sig til at se os som en udgift. De ser konstant bort fra