Tvangsfjernelser: Norge taber ved menneskerettighedsdomstolen

 

 

Portræt af Mikael Hertig

Mikael Hertig (c) april 2017

En dom, der også rammer Danmark

 

Billede af kvinde i en gynge og en tom ved siden af

Tvangsfjernelse

 

Danmark må efter alt at dømme gentænke retssikkerheden, når det drejer sig om at tage børn fra deres biologiske forældre. Når det drejer sig om alvorlige indgreb overfor borgere – her både børn og forældre, gælder det, jurister kalder proportionalitetsprincippet. Når der skal forberedes en tvangsfjernelse, starter sagen med, at kommunens familieafdeling modtager såkaldte “underretninger”.  Kommer der flere underretninger, eller er de påstande, der fremføres – somme tider anonymt – særligt alvorlige, så går processen i  gang. Det næste kodeord hedder, “bekymring”. Der kommer så familierådgiver på. Vedkommende får mere eller mindre frivilligt adgang til hjemmet, angiveligt for at “støtte”, men hun eller han fungerer, set med borgerens øjne som  en kommunal spion.  Hvis moder eller fader ikke er gjort helt klar over familierådgiverens dobbeltrolle, er den gal. Om familierådgiveren er støtteperson eller spion, kan forældrene først finde ud af, hvad det kom til at handle om.

 

Er familierådgiveren støtte eller spion?

 

Sherlock Holmes

Er familierådgiveren støtte eller spion (normalt er det en midaldrende kvinde)

 

 

Denne helt afgørende del af processen op til tvangsfjernelsen foregår i reglen under overskriften “støtte”. Hvis forældrene – hvad de måske i bagklogskabens klare lys burde have gjort – havde nægtet at samarbejde, så ville de måske risikere en anbringelse, fordi de ikke er gode nok til at samarbejde. Med andre ord er de under pres; men brugen af det sødladne girafsprog udgør en del af problemet. Masser af udtalelser fra forældre i Danmark, der har fået fjernet deres børn, har tilkendegivet, at de føler sig bedraget i denne fase. Hvor de troede, vedkommende som officielt fortalt kom for at hjælpe, så opdager de først, hvad der i virkeligheden foregik, alt for sent. Og på det tidspunkt er spillet ude.

Det kan man dagligt konstatere ved at slå op på Facebook-gruppen “Tvang og magt” som har 5.800 medlemmer. Antallet af interessenter taget i betragtning er det imponerende. Påstandene her fremstår ofte, som om familierådgiveren lyver og bedrager. Piller man vreden ud af udsagnet, står bedraget tilbage i den forstand, at det sjældent står klart undervejs i processen, hvordan der er blevet indrapporteret iagttagelser om dem, uden at de ved det. De har således ikke haft en spillemands chance for at bestride eller modsige de påstande, familierådgiveren fremsætter om dem.

Familierådgiveren er typisk uddannet som socialformidler, en etårig overbygning på en kontoruddannelse i kommunen. En væsentlig del af uddannelsen består i spionagedelen gennem systemet ICS. Lidt firkantet sagt hænger ICS og den såkaldte anbringelsesreform uløseligt sammen.

Dommen giver ikke bare Norge, men også Danmark et alvorligt grundskud. For det er anbringelsesreformen og filosofien bag den, der formentlig må lægges helt om. Dommen, der i uautoriseret oversættelse kan læses nedenfor, angriber myndighedernes brug af magt overfor den svagere stillede part – både barnet og dets forældre – som ude af proportion. Hvor meget der er tale om ensartede problemstillinger, vil fremgå indenfor den nærmeste fremtid, for en tilsvarende dansk sag er på trapperne.

Det fremgår af dommen, at kravene til sagens oplysning mere ligner udokumenterede påstande. Man kunne være gået videre fra advokaternes side og have lagt yderligere vægt på, at bekymringen og så videre fra den oprindelige tvangsfjernelse også har hvilet på et meget spinkelt grundlag.

Dommen er i praksis et grundskud, der rammer kvaliteten af den primære persons, familierådgiverens indsats. Hun kommer i hjemmet, hun er den, der lægger grunden til den børnefaglige undersøgelse. Den danske praksis, der reelt lægger hendes mere eller mindre ukvalificerede bedømmelser til grund for afgørelsen, bør få hele det administrative system på anbringelsesområdet til at spærre øjnene op.

Dertil kommer, at vurderingerne er skrevet i en slags pseudovidenskabelig kode, almindelige mennesker sjældent er i stand til at forstå.

I det omfang, moderen eller faderen overhovedet bliver spurgt i den efterfølgende skueproces, er det et godt spørgsmål, om de er i stand til at forstå, hvad der står på papiret. Netop dette bringer dommen i fokus.

Tvangsadoption

Et centralt element i dommen er dens stillingtagen til tvangsadoption. Som det danske system er indrettet, er retsgarantierne i praksis ikke særligt stærke.  Under proportionalitets- og legalitetsgrundsætningen, også kaldet “equality of arms“, skal der også i den normaliserede situation ske en intens afvejning af hensynet til den biologiske mors rettigheder, barnets interesse i også at kende sin personlige historie osv.  Kravene til begrundelse må ikke svækkes på dette punkt af den historiske udvikling siden tvangsfjernelsen, og det er hvad der er sket her.

Lolland Kommune har Danmarksrekord i tvangsfjernelser. Det ville slet ikke kunne hænge sammen, medmindre den tvangsadopterede; uden tvangsadoptioner ville den hænge på ret store udgifter uden refusionsmulighed.

Meget stærke kræfter, herunder støttet af Pernille Rosenkrantz-Theil, arbejder for en lettere adgang til tvangsadoption. Det kan beskrives som en slags politisk iværksat finansiel magtfordrejning. Dommen her forhindrer en sådan politik eller administrativ praksis.

 

 

Om dommen

Dommen er afsagt af Menneskerettighedsdomstolens højeste instans. Den angriber den manglende proportionalitet ved den oprindelige beslutning om tvangsfjernelse. Resultatet er erstatning til moderen og oprejsning. Men adoptionen til de nuværende plejeforældre bliver ikke ophævet. De kunne vi måske have ønsket. Imidlertid er spørgsmålet om hensynet til barnets udvikling dobbelt. Det handler dels om “retfærdighed”, men også om hensynet til, hvad der er bedst for barnet fra det sted i tilværelsen, hvor det nu står.  Endelig handler det mest indlysende af alt også om, hvordan sagen ved menneskerettighedsdomstolen er anlagt.

 

 

Teksten

(oversat fra engelsk af mh, gengivet som den er udhævelserne er mine)

 

udstedt af Domstolens justitssekretær
ECHR 300 (2019)
2019/10/09

Mangler i beslutningsprocessen for at fjerne en mors forældremyndighed og tillade adoption af hendes ældste søn I dagens Højeste afdelings dom i sagen Strand Lobben m.fl. mod Norge

(ansøgning nr. 37283/13) Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fandt med 13 stemmer mod fire, at der havde været:

en krænkelse af artikel 8 (ret til respekt for privatliv og familieliv) af den europæiske menneskerettighedskonvention for både ansøgere, en mor og hendes søn.
Sagen vedrørte de indenlandske myndigheders beslutning om at fjerne en mors forældremyndighed og lade plejeforældre adoptere hendes søn.
Domstolen fandt især, at hovedårsagen til myndighedernes handlinger havde været morens manglende evne til at passe ordentligt for sin søn, især i betragtning af hans særlige behov som et sårbart barn.

 

Denne begrundelse (den norske retsinstans’) var imidlertid baseret på begrænsede beviser, da kontakter mellem mor og søn efter hans placering i plejefamilie havde været få og langt imellem, og psykologernes rapporter forældede.

Derudover havde en gennemgang af hans sårbarhed næppe indeholdt nogen analyse og ingen forklaring på, hvordan han kunne fortsætte med at være sårbar på trods af at han var i pleje, siden han var tre uger gammel.

Samlet set havde de indenlandske myndigheder ikke forsøgt at gennemføre en ægte balanceøvelse mellem barnets og hans biologiske families interesser eller taget hensyn til udviklingen i morens familieliv, nemlig hun havde i mellemtiden gift og havde fået et andet barn.

 

 

Hammer og bræt som ved domstol

Hammer og bræt

 

De vigtigste kendsgerninger

Ansøgerne er T. Strand Lobben, født i 1986, og hendes søn, X. De er norske.
X er T. Strand Lobbens første barn. Han blev født i september 2008. Efter vanskeligheder, da hun var gravid, vendte fru Strand Lobben sig til børneforvaltningen (i regionen) myndigheder for at få vejledning og havde accepteret et tilbud om at blive i et familiecenter for en evaluering i de første måneder af barnets liv.

En måned efter fødslen besluttede hun imidlertid at forlade centret. Myndighederne tog babyen tvangsfjernede barnet og anbragte ham i et institution på  akutbasis, da centrets personale var bekymret for, om babyen havde modtaget nok mad til at overleve.

Barnet forblev i pleje i de næste tre år, indtil de sociale velfærdsmyndigheder bemyndigede fosterforældrene til at adoptere ham i december 2011.

De norske domstole besluttede i 2010, at barnet skulle blive i offentlig pleje på grund af hans særlige plejebehov og moderens svigtende forældreevne. Barnet forblev i pleje i de næste tre år, indtil de sociale velfærdsmyndigheder bemyndigede fosterforældrene til at adoptere ham i december 2011.
Hvad angår plejepleje, besluttede de indenlandske domstole i 2010, at det ikke ville være i barnets bedste interesse at indstille den offentlige pleje på grund af hans særlige plejebehov og de grundlæggende begrænsninger i morens forældreevner. Appelretten var især af den opfattelse, at familiepleje ville være permanent, og at kontakten til moderen skulle begrænses til fire gange om året.

 

Billede af kvinde i en gynge og en tom ved siden af

Tvangsfjernelse

 

For det første var beslutningerne truffet i en kontekst af lidt kontakt mellem parterne De overvågede samvær, der ofte blev afholdt i et børneværnets kontor i nærværelse af ålejemoderen mor og en ansat fra institutionen, havde ikke været særlig befordrende for ansøgernes mulighed for at skabe kontakt. Der var ikke gjort meget for at prøve alternative arrangementer. Faktisk havde domstolene udtalt, at kontakterne skulle opretholde kontakten, så X ville kunne blive bekendt med sin  rødder: men der var aldrig noget spørgsmål om, at der blev oprettet et forhold i ønsket om en en mulig tilbagevenden til sin biologiske mor. Derfor havde der været begrænset bevis for, at man kunne drage klare konklusioner om den biologiske mors omsorgsevner.

I proceduren, der førte til beslutningerne fra 2012, blev der endvidere ikke beordret nye rapporter til at undersøge den biologiske mors forældreevne, på trods af at hun i mellemtiden havde giftet sig og havde et andet barn. Ved afgørelsen tog domstolene hensyn til beviser, der blev afgivet af to psykologer, der var blevet bestilt som eksperter og udarbejdet rapporter under den forudgående procedure om plejepleje i 2010, men disse eksperter havde ikke gennemført nogen undersøgelser siden. Kun en af ​​disse rapporter var baseret på faktisk observation af kontakter og derefter kun ved to lejligheder.

 

 

 

 

Endelig, selv om domstolene havde lagt særlig vægt på X’s særlige behov som et sårbart barn, når de vurderede fru Strand Lobbens evne til at passe ham, havde de faktisk ikke gennemgået hans sårbarhed i nogen detaljeret beskrivelse. De havde næsten ikke leveret nogen analyse af arten af ​​hans sårbarhed ud over en kort beskrivelse af, at han let blev stresset og havde brug for ro, sikkerhed og støtte. De havde heller ikke givet nogen information om, hvordan han var forblevet sårbar på trods af at han var i pleje, siden han var tre uger gammel.

På denne baggrund mente Retten, at beslutningsprocessen ikke var blevet gennemført for at sikre, at alle sagsøgernes synspunkter og interesser var behørigt taget i betragtning. Det var således ikke tilfreds med, at proceduren var blevet ledsaget af beskyttelsesforanstaltninger, der var i overensstemmelse med alvorligheden af ​​interferensen og alvorligheden af ​​de interesser, der var på spil.

Der var således sket en overtrædelse af konventionens artikel 8 for begge ansøgere.

 

 

 

  1 comment for “Tvangsfjernelser: Norge taber ved menneskerettighedsdomstolen

  1. Erik Seidelin Christensen
    november 11, 2019 at 14:40

    Sagen ligner temmelig meget en tilsvarende sag, der pt verserer med Gentofte kommune.
    Her har Gentofte fjernet et 7 ugers gammelt barn for at give det til en dansk familie, der ikke selv kunne få børn. Barnet måtte ikke se sin mor ved anbringelsen, det måtte kun den påtænkte adoptivfamilie, dette satte børnehjemmet sig imod, og derefter fik barnet lov til at se sin mor én time om dagen. Gentofte har efterfølgende nedsat samværet til kun én gang om måneden.
    Moderen er udlænding, hun blev under trusler tvunget til at anbringe barnet. Det foregik på et møde med 4 medarbejdere, ingen tolk eller støtteperson var tilstede. Moderen tale ikke dansk.
    Barnet bliver efter et halvt år anbragt i familiepleje. Moderen protesterer mod dette, idet plejefamilien ikke taler barnets og moderens sprog. Moderen ønsker at rejse hjem til hjemlandet for at opfostre barnet der.
    Hjemlandet er et velfunderende højtudviklet land med en veludbygget socialforsorg.
    Gentofte kommune reagerede aldrig på ønsket.
    3 år efter anbringelsen i familiepleje udfærdiges en børnepsykologisk rapport. Af denne fremgår det, at barnet ikke er velanbragt, bl.a. står der, at barnet har brug for, at plejefamilien viser hende tillid, og tror på, at hun er normal. Dette reagerer Gentofte ikke på.
    Gentofte kommunes egen psykolog tager kort tid efter anbringelsen på børnehjemmet afstand fra det, der er foregået i kommunen, og anbefaler at mor/barn forholdet styrkes.
    Børnehjemmet anbefaler mindst to timers dagligt samvær.
    Både psykologen og børnehjemmet bliver koblet af sagen. Samværet bliver nedsat til 3 gange om ugen og ved anbringelsen i plejefamilien bliver det yderligere nedsat til en gang om ugen. Efter et år bliver samværet nedsat yderligere til en gange om måneden.
    Der bliver koblet en anden psykolog på sagen, der afgiver en rapport, som ikke opfylder socialministeriets vejledning. Psykologen har manglende erfaring og forståelse for brug af tolk.
    Fabu bliver koblet på, lydoptagelser viser, at Fabu blev koblet på, fordi kommunen var utilfreds med børnehjemmet udtalelser.
    Gentofte siger og skriver, at VISO er i færd med at gennemgå sagen, men ved henvendelse til VISO, kender de ikke til sagen.
    Ved behandling i b og u- udvalget vil dommeren ikke læse det, morens advokat har fremsendt, dommeren vil heller ikke tillade en mundtlig fremlæggelse. Kommunen havde tilbageholdt advokatens processkrivelse.
    Ved Ankestyrelsen havde kommunen også tilbageholdt processkrivelsen.
    Både b og u-udvalget og Ankestyrelsen efterlever ikke forvaltningslovens regler om partshøring.
    Nu er barnet fyldt 6 år, og kan ikke kommunikere med sin mor. Trods dette ønsker hun at være hos sin mor. Barnet er af egen læge henvist til psykolog.

    Sagen i Gentofte er meget analog med den norske, blot endnu værre, idet der i Gentofte er tale om et udenlandsk barn, med udenlandsk statsborgerskab. Barnet har kun opholdstilladelse i Danmark så længe anbringelsen varer. Barnet vil således blive udvist til hjemlandet, senest når det fylder 18 år. Ambassaden oplyser, at barnet vil være meget ringe stillet i hjemlandet, hvis det ikke kan tale sproget, og kender kulturen, der ikke er vestlig.
    Der er udstedt dansk fremmedpas, på trods af at der ligger et pas på ambassaden, dvs det. dansk pas er ulovligt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *