Af Mikael Hertig *

  I Danmark tvangsfjernes i gennemsnit fire  gange så mange grønlændere som danskere. Det fremgår af en rapport, "Grønlændere i Danmark". Magten over dette system ligger i kommunernes børne- og ungeforvaltninger. Grønlændere er danske statsborgere, og som sådan skulle de i princippet nyde samme grad af beskyttelse som andre danskere. Mange rapporter viser imidlertid, at fordomme og massiv diskrimination i praksis er i vejen for reel ligestilling.    

"ANBRINGELSE AF BØRN OG UNGE UDEN FOR HJEMMET I 2011 blev i alt 287 børn fra de to grupper – 25 i grønlandske børn og 262 danske børn – anbragt uden for hjemmet. Disse børn udgør hhv. knap 1,3 pct. og 0,3 pct. af alle børn og unge under 18 år i de to grupper. Det vil sige, at andelen af børn og unge, som modtog anbringelsesforan- staltninger, er mere end fire gange så stor blandt grønlænderne. Det er en markant forskel. Den er imidlertid ikke så overrasken- de set i lyset af, at Grønland har et markant højere anbringelsestal end det, der er i Danmark og i resten af Norden. I 2006 var således omkring 60 ud af 1.000 grønlandske børn og unge anbragt uden for hjemmet, hvilket er ca. seks gange så mange som i Danmark (Bengtsson & Jacob- sen, 2009). Der var flere drenge blandt de anbragte i begge grupper. Af de 25 grønlandske børn er 56 pct. drenge og 36 pct. piger, mens køn på de resterende børn er uoplyst i registret. Kønsfordelingen for de 262 danske børn og unge var således: 53 pct. drenge og 47 pct. piger. Lidt over halvdelen af både de grønlandske og danske anbragte børn og unge er i skolealderen (6-15 år)."  (Baviskar 2015, 61 f)

  Sproget kan drille, når man sammenligner grønlandske begreber med danske. Familiemønstrene er ikke de samme, og uformelt flytter man børn derhen, hvor det har det bedst. På dansk betyder "anbringelse", at barnet vokser op udenfor kernefamilien. Brugte man begrebet på samme måde i Grønland, ville rigtig mange være "anbragt". Det siger sig selv, at man næppe med mening kan anse 10 %. Med andre ord opstår risikoen for misforståelse allerede, når man ukritisk anvender et begreb som "anbringelse". På dansk kommer dobbeltheden frem i opslaget fra Ordbog over det danske sprog: "det at sørge for at nogen får plads på en institution, på et hospital, hos en plejefamilie el.lign.fx pga. problemer i hjemmet eller sindslidelse". Hvem der tager initiativet, er underordnet sprogligt, men i Danmark sker det næsten udelukkende i henhold til lov om en aktiv socialpolitik, mens det i Grønland ofte sker uformelt, så at sige at sige i et samarbejde på stedet. Hvis danske myndigheder i en sag observerer, at et barn har været "anbragt", er vokset op hos bedsteforældre, etc., risikerer man, at oplysningen tillægges det en anden betydning, der bedre matcher med danske fordomme om misbrug, alkohol etc. Det samme sker i øvrigt i forbindelse med fx. tuberkulose.  

"BOPÆL SAMMEN MED FORÆLDRENE 90 pct. af børnene har hele livet boet sammen med en eller begge forældre, mens 10 pct. i en periode på mere end tre måneders varighed har boet et andet sted end hos forældrene. En tredjedel af de børn, der har boet et andet sted end hos mindst én af forældrene, har boet hos bedsteforældrene, mens et mindre antal børn har boet hos en moster eller hos et andet familiemedlem. Begrundelserne for, at et barn har boet et andet sted end hos forældrene, er forskellige. I nogle tilfælde har der været tale om, at moren for at få en uddannelse i en periode har måttet bo i en anden by, hvor hun ikke har kunnet have barnet med. I andre tilfælde har de voksne ønsket, at barnet skulle bo et andet sted, i nogle tilfælde fordi moren (og faren) har haft så svært et liv, at de ikke har magtet at tage sig af barnet. " (Christensen 2008, 37)

Rapporterne bygger på tal, nogle vil kunne rejse spørgsmålstegn ved. Imidlertid er der grund til at hæfte sig ved, at antallet af tvangsfjernelser stiger, mens antallet af frivillige anbringelser falder.  Der er al mulig grund til at formode, at dette rammer grønlandske børn ekstra hårdt, så fremstillingen her, hvorefter gennemsnitstallet fra 2011 anføres til fire, er endog meget konservativt.

"I Danmark har det samlede antal anbragte børn været faldende de seneste år (2011-2017), men det skyldes alene et fald i de frivillige anbringelser. I samme periode er antallet af tvangsanbringelser steget med 41 procent, og i 2017 var der således minimum 2.557 tvangsanbragte børn."  (Eiriksson, B 2018, 3)

  Der findes ikke noget dybere administrativt indgreb i menneskers liv, end når man berøver et barn kontakten til sine forældre. Tilsvarende andre indgreb hører hjemme under strafferetten.  Sådan foregår det fx. i Frankrig. Derfor skulle man måske tro, at der juridisk set i Danmark var en massiv retsbeskyttelse til sikring af, at de tvangsfjernelser, der finder sted, hviler på et solidt, forvaltningsretligt set sagligt grundlag.  Sådan forholder det sig ikke. Det hviler på et omfattende grundlag med tendens til ensidighed. Børn og forældre sikres ikke godt nok. Den svage retssikkerhed i tvangsfjernelsessager i Danmark er i forvejen beskrevet i en rapport fra den uafhængige juridiske tænketank Justitia, fx. omtalt her. (Se også citatet ovenfor) .   Den danske måde bygger på nogle antagelser, der står alene. Helt centralt står forestillingen om "barnets tarv".  Sprogligt  ser man derved på barnet for sig og moderen eller faderen for sig; den danske teknik har en indbygget tilbøjelighed til at se bort fra det fundamentale, nemlig den følelsesmæssige relation mellem fx. mor og barn.  Det forekommer mig personligt både abstrakt og fejlspecificeret; jeg er ikke psykolog, men er personligt skeptisk her, fordi det forekommer oplagt, at fejlene opstår, hvis man nægter at tage udgangspunkt i den gensidige afhængighed for at vurdere dens tilstand.  

Danske kommuners tvangsfjernelsestilbøjeligheder

En artikel i Aquut.com  indeholder en tabel, der illustrerer meget store forskelle mellem de kommuner, der tvangsfjerner mest og dem, der tvangsfjerner mindst. Lolland Kommune tvangsfjerner syv gange så hyppigt som Vallensbæk. Selvfølgelig siger dette intet om grønlændernes særlige stilling. Man kunne i teorien forestille sig, at der slet ingen sammenhæng er mellem den generelle tilbøjelighed til at tvangsfjerne i det hele taget, og hvor mange grønlandske børn, der tvangsfjernes i hver enkelt kommune. Antager man, at forholdet er ligefrem proportionalt, er risikoen for at grønlandske børn tvangsfjernes - sagligt eller usagligt - derfor op mod 20 gange højere i nogle kommuner end i andre.  

Konklusion

Der bør iværksættes en undersøgelse af retssikkerheden ved tvangsfjernelser af grønlandske børn i Danmark, og Justitias anbefalinger om at flytte hele området væk fra kommunerne bør støttes.                      

Litteratur

Baviskar, S: Grønlændere i Danmark, VIVE 2015 Christensen, Else med flere : Børn i Grønland, SFI VIVE 2008 Eiriksson B med flere: Tvangsfjernelser-retssikkerhed i en kompliceret beslutningsproces Justitia 2018  EirikssonRapport_Tvangsanbringelser-retssikkerhed-i-en-kompliceret-beslutningsproce_3          

* Mikael Hertig  er cand.scient.pol., f.1950. Cand. scient.pol., arbejder med retssociologi og folks selvbestemmelsesret. Tilknyttet Syddansk Universitet, International Law & International Security. Partsrepræsentant for grønlændere i Danmark