Danmark tvangsfjerner 4 gange så mange grønlændere som danskere

     
Billede af Mikael Hertig

Mikael Hertig, maj 2017 GPL LICENS CC0

 

Af Mikael Hertig *

Billede af kvinde i en gynge og en tom ved siden af

Tvangsfjernelse: Barnet er væk.

  I Danmark tvangsfjernes i gennemsnit fire  gange så mange grønlændere som danskere. Det fremgår af en rapport, "Grønlændere i Danmark". Magten over dette system ligger i kommunernes børne- og ungeforvaltninger. Grønlændere er danske statsborgere, og som sådan skulle de i princippet nyde samme grad af beskyttelse som andre danskere. Mange rapporter viser imidlertid, at fordomme og massiv diskrimination i praksis er i vejen for reel ligestilling.    

"ANBRINGELSE AF BØRN OG UNGE UDEN FOR HJEMMET I 2011 blev i alt 287 børn fra de to grupper – 25 i grønlandske børn og 262 danske børn – anbragt uden for hjemmet. Disse børn udgør hhv. knap 1,3 pct. og 0,3 pct. af alle børn og unge under 18 år i de to grupper. Det vil sige, at andelen af børn og unge, som modtog anbringelsesforan- staltninger, er mere end fire gange så stor blandt grønlænderne. Det er en markant forskel. Den er imidlertid ikke så overrasken- de set i lyset af, at Grønland har et markant højere anbringelsestal end det, der er i Danmark og i resten af Norden. I 2006 var således omkring 60 ud af 1.000 grønlandske børn og unge anbragt uden for hjemmet, hvilket er ca. seks gange så mange som i Danmark (Bengtsson & Jacob- sen, 2009). Der var flere drenge blandt de anbragte i begge grupper. Af de 25 grønlandske børn er 56 pct. drenge og 36 pct. piger, mens køn på de resterende børn er uoplyst i registret. Kønsfordelingen for de 262 danske børn og unge var således: 53 pct. drenge og 47 pct. piger. Lidt over halvdelen af både de grønlandske og danske anbragte børn og unge er i skolealderen (6-15 år)."  (Baviskar 2015, 61 f)

 
Billede af sovende baby

Barn. Billedet er et modelbillede, fra Aabenraa
Kommune

Sproget kan drille, når man sammenligner grønlandske begreber med danske. Familiemønstrene er ikke de samme, og uformelt flytter man børn derhen, hvor det har det bedst. På dansk betyder "anbringelse", at barnet vokser op udenfor kernefamilien. Brugte man begrebet på samme måde i Grønland, ville rigtig mange være "anbragt". Det siger sig selv, at man næppe med mening kan anse 10 %. Med andre ord opstår risikoen for misforståelse allerede, når man ukritisk anvender et begreb som "anbringelse". På dansk kommer dobbeltheden frem i opslaget fra Ordbog over det danske sprog: "det at sørge for at nogen får plads på en institution, på et hospital, hos en plejefamilie el.lign.fx pga. problemer i hjemmet eller sindslidelse". Hvem der tager initiativet, er underordnet sprogligt, men i Danmark sker det næsten udelukkende i henhold til lov om en aktiv socialpolitik, mens det i Grønland ofte sker uformelt, så at sige at sige i et samarbejde på stedet. Hvis danske myndigheder i en sag observerer, at et barn har været "anbragt", er vokset op hos bedsteforældre, etc., risikerer man, at oplysningen tillægges det en anden betydning, der bedre matcher med danske fordomme om misbrug, alkohol etc. Det samme sker i øvrigt i forbindelse med fx. tuberkulose.  

"BOPÆL SAMMEN MED FORÆLDRENE 90 pct. af børnene har hele livet boet sammen med en eller begge forældre, mens 10 pct. i en periode på mere end tre måneders varighed har boet et andet sted end hos forældrene. En tredjedel af de børn, der har boet et andet sted end hos mindst én af forældrene, har boet hos bedsteforældrene, mens et mindre antal børn har boet hos en moster eller hos et andet familiemedlem. Begrundelserne for, at et barn har boet et andet sted end hos forældrene, er forskellige. I nogle tilfælde har der været tale om, at moren for at få en uddannelse i en periode har måttet bo i en anden by, hvor hun ikke har kunnet have barnet med. I andre tilfælde har de voksne ønsket, at barnet skulle bo et andet sted, i nogle tilfælde fordi moren (og faren) har haft så svært et liv, at de ikke har magtet at tage sig af barnet. " (Christensen 2008, 37)

Rapporterne bygger på tal, nogle vil kunne rejse spørgsmålstegn ved. Imidlertid er der grund til at hæfte sig ved, at antallet af tvangsfjernelser stiger, mens antallet af frivillige anbringelser falder.  Der er al mulig grund til at formode, at dette rammer grønlandske børn ekstra hårdt, så fremstillingen her, hvorefter gennemsnitstallet fra 2011 anføres til fire, er endog meget konservativt.

"I Danmark har det samlede antal anbragte børn været faldende de seneste år (2011-2017), men det skyldes alene et fald i de frivillige anbringelser. I samme periode er antallet af tvangsanbringelser steget med 41 procent, og i 2017 var der således minimum 2.557 tvangsanbragte børn."  (Eiriksson, B 2018, 3)

  Der findes ikke noget dybere administrativt indgreb i menneskers liv, end når man berøver et barn kontakten til sine forældre. Tilsvarende andre indgreb hører hjemme under strafferetten.  Sådan foregår det fx. i Frankrig. Derfor skulle man måske tro, at der juridisk set i Danmark var en massiv retsbeskyttelse til sikring af, at de tvangsfjernelser, der finder sted, hviler på et solidt, forvaltningsretligt set sagligt grundlag.  Sådan forholder det sig ikke. Det hviler på et omfattende grundlag med tendens til ensidighed. Børn og forældre sikres ikke godt nok. Den svage retssikkerhed i tvangsfjernelsessager i Danmark er i forvejen beskrevet i en rapport fra den uafhængige juridiske tænketank Justitia, fx. omtalt her. (Se også citatet ovenfor) .   Den danske måde bygger på nogle antagelser, der står alene. Helt centralt står forestillingen om "barnets tarv".  Sprogligt  ser man derved på barnet for sig og moderen eller faderen for sig; den danske teknik har en indbygget tilbøjelighed til at se bort fra det fundamentale, nemlig den følelsesmæssige relation mellem fx. mor og barn.  Det forekommer mig personligt både abstrakt og fejlspecificeret; jeg er ikke psykolog, men er personligt skeptisk her, fordi det forekommer oplagt, at fejlene opstår, hvis man nægter at tage udgangspunkt i den gensidige afhængighed for at vurdere dens tilstand.  

Danske kommuners tvangsfjernelsestilbøjeligheder

En artikel i Aquut.com  indeholder en tabel, der illustrerer meget store forskelle mellem de kommuner, der tvangsfjerner mest og dem, der tvangsfjerner mindst. Lolland Kommune tvangsfjerner syv gange så hyppigt som Vallensbæk. Selvfølgelig siger dette intet om grønlændernes særlige stilling. Man kunne i teorien forestille sig, at der slet ingen sammenhæng er mellem den generelle tilbøjelighed til at tvangsfjerne i det hele taget, og hvor mange grønlandske børn, der tvangsfjernes i hver enkelt kommune. Antager man, at forholdet er ligefrem proportionalt, er risikoen for at grønlandske børn tvangsfjernes - sagligt eller usagligt - derfor op mod 20 gange højere i nogle kommuner end i andre.  

Konklusion

Der bør iværksættes en undersøgelse af retssikkerheden ved tvangsfjernelser af grønlandske børn i Danmark, og Justitias anbefalinger om at flytte hele området væk fra kommunerne bør støttes.                      

Litteratur

Baviskar, S: Grønlændere i Danmark, VIVE 2015 Christensen, Else med flere : Børn i Grønland, SFI VIVE 2008 Eiriksson B med flere: Tvangsfjernelser-retssikkerhed i en kompliceret beslutningsproces Justitia 2018  EirikssonRapport_Tvangsanbringelser-retssikkerhed-i-en-kompliceret-beslutningsproce_3          

* Mikael Hertig  er cand.scient.pol., f.1950. Cand. scient.pol., arbejder med retssociologi og folks selvbestemmelsesret. Tilknyttet Syddansk Universitet, International Law & International Security. Partsrepræsentant for grønlændere i Danmark

  1 comment for “Danmark tvangsfjerner 4 gange så mange grønlændere som danskere

  1. Indalik Høegh
    september 4, 2019 at 11:44

    1) Hvorfor er det svært for en københavner at søge om førtidspension, hvis man tidligere har haft en hård arbejde, så som eks. fisker i et fiskeri, murer, maskine arbejde mm? Hvorfor er det f.eks. hvis bor i Jylland eller på Fyn, er det nemmere at søge om en førtidspension. Hvorfor er det sværere når man bor i Københavns Kommune eks. Nordvest i København?

    2) hvordan kan det være, at når man har et hårdt arbejde og er kronisk syg, at man bliver forskelsbehandlet. Jeg har hørt fra mange dansker at de nemt har kunne få en førtidspension selv om de ikke er kronisk syge. Jeg er kronisk syg og har søgt om førtidspension mange gange før, men får afslag hver gang. Hvorfor skal der være forskel på lægerne fra kommunen og min praktiserende læge? De siger noget forskelligt og jeg oplever at læger fra kommunen, bremser min ansøgning. Det føles som en personforfølgelse.

    3) Hvorfor – at når man kommer fra Grønland, så bliver man forskelsbehandlet. Det sker ofte når man eks. søger arbejde, ydelse mm. Eksempelvis er der mange arbejdsløse Grønlænder i Danmark, og det er svært for dem at få kontanthjælp. Det undrer mig meget at man ikke kan få den rigtige hjælp, når man har en masse udfordringer. Der ses ofte at mange har det svært i systemet, da man ikke får den rigtige hjælp fra eksempelvis kommunen. Når man ikke modtager den rigtige hjælp fra Staten, kan det desværre ende med at mange bliver tabt i systemet og dette kan skyldes at mange ender med misbrug. Disse problemer kan man undgå hvis man hjælper menneskerne som kommer hertil rigtigt.

    4) Jeg vil gerne spørge om hvordan det kan være at fx en stofmisbruger eller en person med psykiske lidelser, kan få en førtidspension når en anden person med kroniske smerter ikke kan få det. Det undrer mig at når det er selvforskyldt at man fx er misbruger, så har man lettere ved at få en førtidspension. Efter min mening skal de havde mindsteløn, ikke samme løn som andre der ikke har et misbrug.

    5) Hvordan kan det være at der mange grønlandske børn som bliver tvangsfjernet, selv om de kommer fra trygge hjem og gode omgivelser.? Jeg mener at mange af de grønlandske børn bliver overvåget på krisecentre, og “grønlandske børn foreningen københavn” og der tit forekommer falske anklager som er med til at børnene bliver tvangsfjernet.

    6) Hvorfor skal unge ny forældre frygte det danske system og opleve en trussel i at deres børn kan blive tvangsfjernet? hvorfor oplever disse kvinder der henvender sig til krisecentrene en massiv overvågning fra de ansatte og en følelse af at de afviger sig fra normaliteten? Jeg kan komme med uendelige eksempler, herunder egne oplevelser. Selvom min datters søn ikke udviste en bekymrende adfærd og hans mor fortsat bisidder nogle gode ressourcer oplevede hun stadig at de ansatte på krisecentret sendte en masse underretninger. Bekymringen opstår ikke i at drengen udviser afvigende adfærd, men sendes udelukkende på grund af den kultur hun har. De ansatte på krisecentret skal sørge for at hjælpe og støtte de kriseramte kvinder og ikke være medvirkende til at volde flere problemer – selvom det i realiteten det der sker.

    I Danmark tvangsfjernes der 3 til 6 gange så mange børn af grønlændere som af andre danske statsborgere.

    7) Min opfordring er at lukke “foreningen Grønlandske børn”, da de giver et misvidende og direkte forkert billede af de børn som de til daglig opholder sig hos dem. De har været årsagen til at mange grønlandske børn er blevet tvangsfjernet samt ødelagt og adskilt børnefamilier. Mit forslag er at foreningens formål skal være at støtte disse familier og sørge for at skabe et sammenhold og fællesskab for dem. Mit forslag at lukke foreningen helt ned, da den medvirker til ødelæggelse og dårligere forhold for disse grønlandske børn, som man ellers tror kan skabe bedre forudsætninger.
    Der burde uddannes flere psykologer som kan kigge på det hele menneske. Psykologer der kan sætte sig ind i andres kultur og livsstil. Det er vigtigt at adskille den grønlandske kultur fra den danske – og bemærke at begge burde accepteres. Dette skal vores psykologer i Danmark være mere indforstået med. Der burde tages afsæt i den eskimologien og tage viden fra andre lande?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *