Intensiver samarbejdet med Canada

 

Når den diplomatiske samtale handler om forholdet til Canada, plejer det at være spørgsmålet om overhøjheden til Hans' Ø, der dukker først op. Men der er både geopolitiske og kulturelle grunde til, at Danmark bør gøre meget mere ud af sine relationer til Canada.  Det handler dels om Canadas fælles interesse med USA i at se Grønland som et skjold mod angreb fra Rusland og Korea, dels om inuitkulturen. Grønland er mig bekendt det eneste postkoloniale land, som er domineret af det oprindelige folk. I både Canada og Alaska er inuitterne blevet invaderet af nybyggere. Derfor overser man ofte i Danmark, at hvis man skal forstå inuitter i den moderniserede verden og deres vilkår, så er der vigtige ligheder og forskelle mellem inuitter i Grønland og Canada.  Artiklen er blandt andet en opfordring til at styrke både det bilaterale og det multilaterale samarbejde med Canada som bidrag til en nyorientering af dansk sikkerheds- og udenrigspolitik.

   

Send den aktivistiske udenrigspolitik til revision

   

"Denne krig bliver stor og herlig"  (Max Weber om 1. verdenskrig, 1914)

Har Danmark haft samme analyse som USA i Irak? Det sagde Kristian Jensen i DR orientering 21. august. Og den fremstilling er jo i bagklogskabens hellige navn næppe enestående. Alle de, der ved de forskellige krigsindsatser  stemte på ja-knappen, vil retfærdiggøre sig med motiverne, ikke med konsekvenserne. Et af de bærende motiver har været, at den krigsmæssige brutalitet og de deraf flydende ofre skulle ses som en investering i Danmarks gode og nære relationer til USA, som politisk kapitalrejsning. Mange med stor indsigt i disse forhold bedømmer efter køb-Grønland-skandalen, at troen på den aktivistiske udenrigspolitik som en slags småtstats-lakaj-investering i amerikansk goodwill har vist sig illusorisk. Når man isolerer vurderer værdien af krigene, vi deltog i, ligger retfærdiggørelsen altid i det officielle motiv mere end i vurderingen af konsekvenserne. Siden Max Weber ved indgangen til 1. verdenskrig sagde: "Denne krig bliver stor og herlig"  har der været en kløft mellem motiver og konsekvenser. Der findes næppe noget område, hvor forskellen mellem motiver og intentioner på den ene side og konsekvenserne på den anden er mere groteskt brutale, end når det handler om at gå i krig. Som lande i den kristne verden skal man måske bare se på korstogene for at gøre sig forestillinger om, hvad det her handler om. Mellem middelalderen og oplysningstiden ligger 30-årskrigen, som blandt andet påstås at have religion som påskud. Hvis man forestiller sig, at Kristian Jensen og  de andre politikerkolleger, der i sin tid  stemte for Irak-krigen eller Libyen-invasionen, i dag skulle stemme om, hvorvidt de fandt konsekvenserne passende, vil jeg personligt håbe, at de, før de aktiverede Ja-knappen, ville ryste lidt på hånden.

Danmark's  sære stilling i forhold til USA

 

"Alt, hvad der ligger ned må man træde på"

  Vurderingen er tosidet.  Så længe Danmark har højhedsret over Grønland, og spændingerne tager til i Arktis,  har Danmark en særstatus som en knast på  USA's vej i forbindelse med Grønlands geopolitiske rolle. Det vil vi have, uanset om dansk sikkerheds- og udenrigspolitik er superartig eller blot realistisk. På den anden side viser Trump-skandalen,  og det bilder jeg mig ind er en helt universel konklusion, at underkastelsesadfærd ikke giver respekt. Det gør derimod, hvad jeg konceptuelt vil benævne "selvstændig småstatspolitik". Kritikken af 1980'ernes fodnotepolitik gik på, at regeringen gik i clinch med USA's geopolitiske adfærd, som den udfoldede sig - navnlig til søs, men som nogle måske husker - også i forbindelse med Grønland. Socialdemokratiet selv kom i klemme på grund af de hemmeligholdte aftaler om Thulebasen, atombombeulykken osv. 1960'ernes atommarcher havde sat det brede arbejderparti i et dilemma overfor både DKP og den pacifistiske venstrefløj, der trak spor hele vejen op igennem studenteroprørsårene. Bemærk her, at radikale fulgte godt med en del af vejen i kritikken af NATO-medlemskabet, en detalje, nogle måske har glemt. Med Svend Aukens detronisering opstod der en ny konsensus om at støtte  USA og NATO politikken helt og fuldt - hvad det så end betyder. Eftertidens eksperter har hidtil bedømt fodnotepolitikken som en total fiasko. I det omfang, der var tale om symbolpolitik,  der med nålestiksresolutioner irriterede USA som en slags myggestik, er kritikken berettiget. Men blandt andet med udgangspunkt i NATOs råd er det jo sådan, at hver repræsentant har én stemme.  Det kan man naturligvis hævde er ren formalisme, hvad det også er et stykke hen ad vejen. Ikke desto mindre indebærer ligeværdigheden taletid i Bruxelles. I det omfang, at Danmarks superartige adfærd  har været totalt forudsigelig,  må den manglende selvstændige stillingtagen have skadet den lydhørhed, der følger af en ellers vel gennemarbejdet og forberedt indsats.  Dette er ikke ment som en kritik af dansk udenrigstjeneste ud over, at den er nødlidende på grund af manglende bevillinger; derimod er det en kritik af den overordnede politiske dagsorden, hvor Danmark har pareret enhver amerikansk ordre om deltagelse - også udenfor NATO - i den aktivistiske udenrigspolitik.

Den geopolitiske situation

  Åbningen af de nye søveje nord om kontinenterne har i første omgang pådraget sig stigende opmærksomhed. Men Illullisat-erklæringens mantra om en fredelig sameksistens på alle mulige områder er mere eller mindre  skudt i sænk. Både Rusland og USA vil udvinde olie trods kritik. Rusland opruster med armerede isbrydere, baser og ubåde. Spændingen er stigende, Kina er næppe tilstede militært, men satser mere på økonomisk infiltration i området. Grønlands og Thulebasens geografiske nytteværdi omtales dels hos os i Vesten dels som radaren, dels som "missilskjoldet". Måske er det en lidt overset kendsgerning, at missiler dels kan beskytte Nordamerika, dels kan bruges til afsendelse af missiler mod Rusland og Nordkorea. Så længe der ses på  Grønland som territorium uden hensyn til den grønlandske befolkning, handler det dels om militærstrategisk placering, råstoffer/minedrift og transportveje. Grønland har ikke i den situation udviklet egne synspunkter endnu, men mest fulgt og til en vis grad hidtil fundet sig i dansk interessevaretagelse. Ser man hen til forsyningsvejene, er det dansk-grønlandske forhold problematisk. Når en dansker kommer til Nuuk, bruger de dansktalende grønlændere meget morsomt betegnelsen "flyfrisk" dels som anprisning af de dyre indfløjne agurker, dels om danskere, der ikke forstår ret meget af noget som helst. Pointen er, at situationsforståelse  er en geografisk afhængig disciplin. Afstanden til Danmark medfører, at forsyningsvejene er truet i krigssituationer, således som vi så det under 2. verdenskrig. Grønland ligger på den nordamerikanske kontinentalsokkel, tæt på Canada, der også til en vis grad beskytter det centrale USA. Canadas geografiske placering burde derfor spille en større rolle for dansk-arktisk geopolitik.  

Den grønlandske befolknings betydning for dansk sikkerhedspolitik

 

"Forståelse er en rejse ind i en andens land"  (Tyrkisk digt)

    Det er typisk for en kolonialistisk tilgang til Grønland, at hensynet til befolkningen ignoreres eller underprioriteres i forhold til andre hensyn. Forståelse er en rejse ind i en andens land.  Man kan stille det sådan op, at jo mindre kolonialistisk den danske regering ønsker at optræde indenfor rigsfællesskabet, des mere vægt bør den lægge på at støtte ikke alene aktuelle grønlandske ønsker, men også Grønland i at udvikle politikker i grønlandsk interesse. Den grønlandske befolkning er inuitisk, ligesom inuitterne i Canada og Alaska. Der er derfor en vældig kulturgeografisk og -politisk interesse i, at Grønland ud over sin deltagelse i ICC på det politiske plan koordinerer sin sikkerheds- og udenrigspolitiske udvikling i samarbejde med Canada.'   Som nævnt ovenfor er de korte forsyningslinjer til Grønlands vestkyst oplagte som garantier i en krisesituation,hvor sø- og lufttransport til og fra Danmark er truet eller afskåret. Der er således rigtig gode grunde til, at Danmark øger sit militære og kulturelle samarbejde med Canada i som et led i udviklingen af en mere selvstændig dansk sikkerheds- og udenrigspolitik    

Forsvarsbegrebets udvidelse

Artiklen her beskæftiger sig ikke med cybersikkerhed, cybercrime, nye ikke-statslige aktører. Det er naturligvis relevante emner, navnlig når det drejer sig om fremtidige analyser af stærke og svage sider, værdipolitisk interessefællesskab, sammenhænge mellem økonomi og politik, hvor økonomien ses som middel til at opnå politiske mål (Kina) etc. Pointen er bare, at geo- og kulturpolitikken fortsat må ses som centrale redskaber i sikkerhedspolitikken. * Mikael Hertig er cand. scient. pol. og begynder nu sit andet kandidatstitudium i International Law and International Security ved SDU i odense