Kommunal udligning: Ligestilling eller incitamentsstyring?

 

Anbefaling

  • Sæt ét mål for den samlede kommunale finansiering, det vil sige: Refusioner mv. skal tænkes ind.
  • Tag stilling til, om kommunerne skal stilles lige i opgaveløsningen, eller om ulighederne fortsat skal vokse vildt. Operationaliseringen bør efter min opfattelse tage udgangspunkt i 1970’ernes upåvirkelighedsmodel og ikke tillade incitamenter under nogen form
  • Overlad det til universitetsfolk at udvikle en politisk neutral model. Hold Økonomi- og Indenrigsministeriet  og KL helt væk i den fase af arbejdet.
  • Forbered poilitikerne på kampen i vandsengen, når der foreligger en neutral model. Min opfattelse er, at gør forskerne deres arbejde ordentligt, bør den neutrale model med så få tilpasninger som muligt udgøre hele grundlaget.

 

Portræt af Mikael Hertig

Mikael Hertig (c) april 2017

 

Kommunernes indtægter består af:

Skatter (herunder indkomstskatter, selskabsskatter og dele af ejendomsskatterne
Afgifter (nogle af afgifterne er neutrale, fordi de går til finansiering af forsyning fx.)
Refusioner, dvs. lovbestemte statstilskud til afholdelse af bestemte, typisk lovbestemte udgifter
Udligninger mellem kommuner  ( + eller – )
Bloktilskud – statstilskud

Det er forskelligt fra kommune til kommune, hvor stor en del af de kommunale udgifter, der kommer fra hvert af disse områder.

 

 

 

Cecilia Lonning-Skovgaards melding

 

 

Foto af Cecilia Lonning-Skovgaard

Cecilia Lonning-Skovgaard, beskæftigelsesborgmester i København – Venstre

 

“Jeg mener, at et nyt system bør belønne de kommuner, der får flere i job og uddannelse og kan tiltrække nye virksomheder.

Det vil få alle landets kommuner til at gøre det, som i sidste ende er bedst for borgerne: At sørge for, at der er et succesfuldt erhvervsliv, der generer penge til kommunekassen.

Kommunerne skal have flere incitamenter til at klare sig selv og færre incitamenter til at være afhængig af støtte. “(Cecilia Lonning-Skovgaard, Beskæftigelsesborgmester i Københavns Kommune, valgt af Venstre)

 

Stil dog kommunerne så lige som muligt

Kommunernes opgaver er strukturelt de samme, men mulighederne for at løse dem på ensartede vilkår er forskellige.
Meningen med tilskud og udligning er at udjævne forskelle mellem udgiftsbehov og indtægtsgrundlag mest muligt.,
Det bør det være. Ikke noget andet, og slet ikke incitamenter, for de er ulighedsskabende.

Der er så meget uforstand i Cecilia Lonning-Skovgaards opfattelse her, at det skal og må gendrives. Hvis det er den holdning, Venstre går til de kommende forhandlinger om udligning mellem landets kommuner med, er Danmark ilde faren. Vi ved, at Venstre er ved at gå op i limningen. Men hvordan kan man dog have en politiker, der går til det her emne med uvidenhed om danske kommuners vilkår, om forvaltningsret, om kommuneøkonomi?  Jeg ved godt, at politikere lever af at sige populære ting. Og for en uvidende borger lyder hendes udmelding da sød, men det er den ikke. Denne artikel handler om hvorfor.

Som jeg ser det, varetager hun mere Hørsholmområdets politiske interesse som borgmester i Københavns Kommune. Måske er hun lovlig undskyldt, fordi hun ikke har sat sig ind i ret meget. Men set i politisk-administrativ kontekst er det under alle omstændigheder svagt

Udligninger og bloktilskud

Meningen med statslige tilskud til kommunerne og udligningsordningerne er at stille kommunerne lige.

Måge på badebro

Måge på privat bådebro på offentlig grund

Landets 98 kommuner er vidt forskellige i en lang række sammenhænge. Det gælder deres indkomstgrundlag, aldersfordeling, sociale tyngde, sygdomme, boligstrukturer, uddannelsesniveau, beskæftigelse etc. Men de opgaver, kommunerne skal løse, er de samme.  Meningen med udligning og tilskud er, da opgaverne principielt de samme, men i deres struktur forskellige fra kommune til kommune, at stille kommunerne ens, uanset om det handler om serviceniveau eller lovbundne udgifter. I gamle dage kaldte man kontanthjælp og pension, som CLS er borgmester for, for lovbundne. Kommunen skulle ikke kunne spare på disse udgifter, de skulle bare udbetales til borgerne, hvis de betingelser, der var fastsat i lovgivningen, var opfyldt.

Den del af udgifterne, der vedrører jobcentrene, er stadigvæk – afhængig af opgaver og bestemmelser – finansieret med den del af kommunernes indtægter, der hedder REFUSIONER. Refusioner er hel eller delvis finansiering af udgiften.

 

De to typiske kampagner  “landkommunerne” og “hørsholmtypen”

Billede af vandseng

Vandseng.

Kampen om udligning og tilskud har altid været en dans om en guldkalv. Det er et nulsumsspil, hvor der alt i alt kun kan vindes gevinster til een kommune på andre kommuners bekostning. Kommunernes Landsforening er på grund af rollen som talsmand for alle kommuner neutraliseret helt, så derfor kan velorganiserede angreb føres igennem. I den sammenhæng er der tale om en vandseng. Lægger man sig i en ende af sengen synker man ned, mens de fortrængne vand stiger omkring kroppen. ( Archimes lov )

1970’ernes byrdefordelings- og kommunalreform søgte at stille kommunerne lige. Serviceudgifterne til skoler, børnehaver, ældrepleje etc. skulle byrådene kunne bestemme selv – via de dengang aldrig låste kommuneskatter. En høj skatteprocent skulle derfor reflektere et højt serviceniveau, lav skat et lavt serviceniveau.  Da de sociale udgifter var refusionsbelagte, blev de holdt udenfor regnestykket som lovbundne.

Når der skelnes mellem udligning og tilskud, så er pointen, at der principielt udlignes til en vis grad på skattegrundlagssiden, mens det statslige tilskud kan ses som direkte tilskud til afholdelse af udgifter. Frem til engang i 1990’erne var der balance mellem udligning og tilskud. Men så skar regeringen i tilskudsdelene, og derved opstår der en varig ubalance i det samlede kommunale finansieringssystem. Denne ubalance er aldrig blevet genoprettet ordentligt. Ubalancen har skadet hele systemet. I den kommende reform bør det virkelig overvejes, om ikke den simple model kan genindføres.

Landkommunerne
En af de senere historiske sejre er vundet af kommuner, der forlængst er nedlagt: Et commandoraid af små landkommuner, der nu er opløst, postulerede en kæmpe uretfærdighed i deres retsstilling. Vi har i dag slet ikke landkommuner i samme forstand, som dengang store dele af den nuværende bloktilskuds- og udligningsordning blev skabt. Men fordelingen er blevet arbitrær.
Det er een grund til, at der er brug for en ny ordning. Det er med garanti sådan, at store sociale forskelle mellem kommunerne netop ikke udlignes ordentligt på grund af det her.

“Rige” kommuner: Hørsholmsyndromet

Meningen med de kommunale skatter skulle være, at høj skat skulle resultere i et højt serviceniveau. Men har en kommune i sin stuktur et tophøjt skattegrundlag og relativt lille udgiftsbehov, samlet set, så vil den politiske Robin-Hood-tankegang let gå over gevind. Landspolitikere og landkommunepolitikere ser kampen mod de rige kommuner som et mål i sig selv. Men hvis Gentofte sætter skatten op eller ned, er det lige meget. Jo større en del af de kommunale skatteindtægter der ikke lander i kommunens egen kasse, men i alle de andres, så opstår den situation, at skatteprocent og serviceniveau overhovedet ikke hænger sammen. Bliver det rigtigt slemt, anerkendes fænomenet som “overudligning”. Havde der været en bedre balance mellem tilskud og udligning, kunne Gentofte i stedet have modtaget færre tilskudsmidler. Men sådan fungerer systemet ikke; der er indarbejdet en slags kompensation for slem overudligning i systemet. Men sammenhængen mellem tilskud og udligning er ikke  rigtig til at få øje på.

Incitamenter sneg sig ind i paradiset

Da man lavede de oprindelige bloktilskud, var og blev det helt veldefineret, at kommunerne ikke på nogen måde måtte kunne påvirke tilskudsordningen. Den skulle ikke være en kommunal selvtilfredsstillesmaskine. Kriterierne skulle være ‘objektive’, og dermed mente lovgiver lige præcis, at de skulle tildeles, uden at kommunen selv skulle  kunne påvirke dets størrelse på nogen andre kommuners bekostning.

Men netop med Venstres og siden LA’s incitamentstankegang blev ønsket om ligestilling mellem kommunerne saboteret. Det værste eksempel er, at kommunerne ved ulovligt at holde mennesker på kontanthjælp kan spare enten 25 tusind kroner eller 67 tusind kroner per borger, det holdes på kontanthjælp uden at blive udredt.

Det er juridisk en skandale. At den er indført under en socialdemokratisk regering, gør ikke sagen bedre. Men det er en grov ødelæggelse af et i grunden vel gennemtænkt system. Vi har fået en slange ind i paradiset. Det kan ikke undgås, at hele formålet med den samlede tilskuds- og udligningsordning dermed har fået et grundskud.

Det er også klart, at forskellige økonomiministre, sidst Simon Emil Ammitsbøll-Bille, har demonstreret samme manglende forståelse. Det er sådan, at når folk  nu taler i det politiske miljø om en fremtidig struktur, så er der hele tiden elementer af vandseng at spore. De gælder om at varetage en speciel kommunes interesse på helhedens bekostning, som om det var en omfartsvej.

Københavns Kommune og alle de andre

Foto af Københavns Rådhus med tændt juletr foran

Københavns Rådhus

 

 

Københavns Kommune er fortsat landet største, men efter kommunesammenlægningerne  er forskellen mellem de største kommuners befolkningstal mindre. Det bortforklarer dog ikke, at København i sammenligning med alle de andre kommuner, målt på alle mulige andre parametre, er helt enestående.  Ingen anden kommune har tilsvarende vilkår. Københavns Kommune har et nogenlunde højt samlet skattegrundlag, men for hele hovedstadsområdet et ekstraordinært stort udgiftsbehov, udløst af, at kommunen trækker mange virkeligt udsatte til sig.

I et tredimensionelt system ligner Københavns Kommune nordstjernen, der er ingen andre stjerner i nærheden på firmamentet.
Det udgør for det fremtidige system et meget stort problem, for den samlede ordning forudsætter sammenlignelighed.

Når jeg navnlig kritiserer Cecilia Lonning-Skovgaard her, skyldes det, at hun tilfulde viser, at hun slet ikke forstår Københavns Kommunes problem og derfor heller ikke er i stand til at formulere den interesse, hun er sat til at varetage: Københavns Kommunes.

Anbefaling

  • Sæt ét mål for den samlede kommunale finansiering, det vil sige: Refusioner mv. skal tænkes ind.
  • Tag stilling til, om kommunerne skal stilles lige i opgaveløsningen, eller om ulighederne fortsat skal vokse vildt. Operationaliseringen bør efter min opfattelse tage udgangspunkt i 1970’ernes upåvirkelighedsmodel og ikke tillade incitamenter under nogen form
  • Overlad det til universitetsfolk at udvikle en politisk neutral model. Hold Økonomi- og Indenrigsministeriet  og KL helt væk i den fase af arbejdet.
  • Forbered poilitikerne på kampen i vandsengen, når der foreligger en neutral model. Min opfattelse er, at gør forskerne deres arbejde ordentligt, bør den neutrale model med så få tilpasninger som muligt udgøre hele grundlaget.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *