Jura: Læren om saglig og usaglig interesse (habilitet, magtfordrejning)

Billede af Mikael Hertig

Mikael Hertig, maj 2017 GPL LICENS CC0

af Mikael Hertig

 

 

“Det enkelte medlem deltager selv i kommunalbestyrelsens behandling og afgørelse af spørgsmål om vedkommendes inhabilitet, jf. bemærkningerne til forvaltningslovens § 6, stk. 3, 2. pkt., og normalforretningsordenens § 8, stk. 1. Se John Vogter: Forvaltningsloven. 3. udgave. 2. let reviderede oplag. 2001, side 212.”  (Karnov)

 

Mogens Rerups inhabilitetserklæring giver anledning til denne kommentar

 

Inhabilitet og saglighed hænger sammen. Dette essay søger at udpinde, hvor galt det kan gå rent juridisk for topadvokater og kommunale jurister, der har forledt Haderslevs borgmester, Rerup selv og resten af byrådet til helt usagligt at erklære ham inhabil i behandlingen af en sag, der handler om Rerups habilitet. Efter min vurdering er håndteringen hårrejsende. Den bygger på en grov juridisk vildfarelse. Hele affæren handler i denne artikel om forholdet mellem den ‘saglige’ og den ‘usaglige’ interesse. Der er noget russisk over tanken om at udelukke manden fra at tage til genmæle i en sag, han selv er part i.

 

Foto af Mogens Rerup

Mogens Rerup, Byrådsmedlem i Haderslev Kommune. Valgt af Enhedslisten, nu løsgænger.

 

Rerups samlede sag  handler om, hvad der i offentligheden ser ud som en stridbar herre. Tilfældet Rerup er for mig interessant. Der er for mig ikke nogen tvivl om, at Rerup er drevet af en stor retfærdighedssans og af stærk social indignation. Han opfatter sig med rette som en person, der ufortrødent kæmper de retfærdiges sag.  Derfor kom hans egen sag også til at handle om retfærdighed overfor hans loyalitetspligt overfor embedsværket og den administrative ledelse på den anden.

 

Fejden mellem det øvrige byråd og embedsværket har stået på i længere tid. På et eller andet tidspunkt er irritationen på rådhuset blevet så stor, at ledelsen stille og roligt er begyndt at samle til bunke. Man er, uanset hvad det kommer til at koste skatteborgerne, indstillet på at bruge den retlige fluesmækker til at få Rerup dømt, enten straffe- eller erstatningsretligt.

Efter det oplyste har ledelsen hyret en københavnsk topadvokat og været i intens dialog med juristerne i KL.  Når denne sag finder en form for afslutning, bør dens almeninteresse vokse. Der er rigtig mange lærerrige historier i den. For eksempel er det et kolossalt pres. Rerup må have været  og stadigvæk er under. Han er blevet sparket ud af Enhedslisten, og han har kun opbakning fra de kredse, der støtter kontanthjælpsmodtagere mod dårlig forvaltning i de kommunale jobcentre.

 

Hvad er ‘sagligt’ og hvilken betydning har det for juridisk ‘inhabilitet’?

 

Jura er ikke nogen eksakt videnskab. Man skal krydse sig igennem, veje for og imod. Men de overvejelser, man skal gøre sig, bygger på de sædvanlige retskilder. Inhabilitet er behandlet direkte i en bestemmelse i den kommunale styrelseslov, og den almindelige habilitetslære som juridisk princip er også udmøntet i forvaltningsloven. Nøglen til at forstå habilitetslæren er, at man skal finde ud af, hvornår en interesse i en sag er saglig, og hvornår den ikke er det. Så spørgsmålet om, hvordan man skelner sagligt fra usagligt, er langt fra simpelt. Det adskiller sig fra andre dikotomier som hensigtsmæssigt-uhensigtsmæssigt, rigtigt-forkert og sandt-falsk alene ved, at brud på normerne er forbundet med sanktioner.  Det gælder så også i kommunerne og det offentlige – forvaltningsrettten. Sanktioner mod forvaltningen er i reglen hjemvisning, omgørelser og ugyldighed.

Love og retsforskrifter er normer, det vil sige forventninger til mennesker i bestemte situationer. De adskiller sig fra andre normer ved, at de indgår i et officielt autoritativt  sanktions- og belønningssystem. Her er der et pudsigt sammenfald med en tilgrænsende beskrivende (deskriptivt) system. Omkring1960 prøvede den amerikanske politolog David Easton at udvikle en altomfattende teoridannelse omkring  det politiske system. Hans ambition var at etablere et altomfattende system til forskning og beskrivelse af al politik. Det gik ikke som ønsket, men han kastede en definition ud, der lød omtrent som følger:

 

“Ved det politiske system forstås de handlinger eller handlingsaspekter, der har relevans for den autoritative fordeling af værdier med gyldighed for et samfund.”

Hvad vi fik med den definition, var ikke som ønsket et forklaringssystem til politik eller for den sags skyld al mulig politisk videnskab. Det var og blev en analytisk-metodisk tilgang, der minder ekstremt meget om juridisk metode.

Det her ligner en omvej. Før du, kære læser, står af, så beder jeg dig lige stoppe op og grunde et øjeblik.Tegn en cirkel  i midten, kald det system. Fx. “det politiske system”. Udenfor cirklen ser du en pil ind fra venstre: “de relevante handlinger og handlingsaspekter, der påvirker systemet ( “den autoritative værdifordeling med gyldighed for et samfund.”

Her finder der ud fra relevanskritieriet en frasortering sted. Nogle handlinger og handlingaspekter må frasorteres, fordi de er irrelevante. Sorteringsmekanismen er analog til det juridiske aaglighedskriterium, men ikke det samme. Jura og politik hænger naturligvis sammen, men der er ingen identitet. Eastons definition er én emneafgrænsning.

Sidder du med én lovbestemmelse, fx forvaltningslovens inhabilitetsparagraf, så er det den bestemmelse, der afgør skelnen mellem, hvad der falder indenfor og udenfor. Den lyder:

 

 

 

§ 3. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, er inhabil i forhold til en bestemt sag, hvis

1) vedkommende selv har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er eller tidligere i samme sag har været repræsentant for nogen, der har en sådan interesse,

2) vedkommendes ægtefælle, beslægtede eller besvogrede i op- eller nedstigende linie eller i sidelinien så nær som søskendebørn eller andre nærstående har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er repræsentant for nogen, der har en sådan interesse,

3) vedkommende deltager i ledelsen af eller i øvrigt har en nær tilknytning til et selskab, en forening eller en anden privat juridisk person, der har en særlig interesse i sagens udfald,

4) sagen vedrører klage over eller udøvelse af kontrol- eller tilsynsvirksomhed over for en anden offentlig myndighed, og vedkommende tidligere hos denne myndighed har medvirket ved den afgørelse eller ved gennemførelsen af de foranstaltninger, sagen angår, eller

5) der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed.

Stk. 2. Inhabilitet foreligger dog ikke, hvis der som følge af interessens karakter eller styrke, sagens karakter eller den pågældendes funktioner i forbindelse med sagsbehandlingen ikke kan antages at være fare for, at afgørelsen i sagen vil kunne blive påvirket af uvedkommende hensyn.

Stk. 3. Den, der er inhabil i forhold til en sag, må ikke træffe afgørelse, deltage i afgørelsen eller i øvrigt medvirke ved behandlingen af den pågældende sag. “

 

Læser man bestemmelsen forfra, så risikerer man at gå galt i byen. Man skal desværre, som bestemmelsen er udformet, helt ned  til stk. 2 for at fange, hvad det i realiteten handler om: ” Uvedkommende hensyn.”  Pointen er, at al inhabilitet handler om uvedkommende hensyn, svarende til irrelevante handlingsaspekter i Eastons definition. Den Store Danske Europæiske Encyclopædi skriver om det forvaltningsretlige inhabilitetsbegreb:

“Forvaltningsloven

indeholder regler om personlig, speciel inhabilitet. Den, der har en personlig eller økonomisk interesse i en sag, som behandles i den offentlige forvaltning, må ikke selv deltage i sagens behandling. Det samme gælder, hvis der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnet til at vække tvivl om vedkommendes fuldstændige upartiskhed. En forudsætning for at udføre opgaver i forvaltningen er, at man ikke er eller kommer i en situation, hvor man ofte vil blive afskåret fra at udføre sine opgaver som følge af speciel inhabilitet; der kan i så fald siges at foreligge generel inhabilitet “.

Uklarheden  både i paragraffen og i forklaringen her er beklagelig. Det er ikke den personlige interesse, der afgør, om vedkommende er er inhabil, men om interessen er saglig eller usaglig.

Det kan man jo mene er en påstand ud i luften, fremsat af en relativt ubefaren person som undertegnede. Bemærk her Karnovs note til Kommunestyrelseslovens  § 14 om  inhabilitet:

Det enkelte medlem deltager selv i kommunalbestyrelsens behandling og afgørelse af spørgsmål om vedkommendes inhabilitet, jf. bemærkningerne til forvaltningslovens § 6, stk. 3, 2. pkt., og normalforretningsordenens § 8, stk. 1. Se John Vogter: Forvaltningsloven. 3. udgave. 2. let reviderede oplag. 2001, side 212.

Det påhviler borgmesteren at drage omsorg for, at kommunalbestyrelsens afgørelse af et spørgsmål om et medlems inhabilitet træffes, inden forhandlingerne om selve sagen påbegyndes.

 

To sager: inhabilitetssagen og den sag, der søges rejst (straffesag eller erstatningssag)

Haderslev Byråds håndtering af sagen bærer præg af, at ingen har gjort sig den ulejlighed at skille spørgsmålet om, hvorvidt Rerup er inhabil eller habil i sin egen sag, fra byrådets behandling af, hvorvidt der skal rejses sigtelse eller ej. Begge sager er juridiske afgørelser. Byrådet har ikke adgang til at tage  politisk stilling til Rerups ret til  deltagelse i behandlingen af inhabilitetsspørgsmålet og den anden sag: Bør Haderslev Kommune retsforfølge Rerup?

Det er oplagt, at de to sager er indbyrdes forbundne.  I forløbersagen (“er Rerup inhabil”?) er det utvivlsomt således, at Rerup burde have deltaget i behandlingen af sin egen sag. Han er selv sagens genstand; at han har en voldsom personlig interesse i sagens behandling, er indlysende. Men interessen for sagen er ikke usaglig.

Det må efter min opfattelse føre til, at Haderslev Kommunes afgørelse i inhabilitetssagen er ugyldig. Den påstand kan virke underlig. Der er jo tale om et samlet byråd, der stemmer mod een mand. Udfaldet er  jo en overvældende flertalsafgørelse?

Men her er der netop ikke tale om en normalsag, som nævnt ovenfor. Rerups argumenter for, at han ikke er inhabil i spørgsmålet om, hvorvidt der skal rejses erstatningssag og/eller politimæssig sigtelse imod ham, kunne have belyst  emnet, så flertallet var skiftet. Husk, der er tale om en rettergang, og husk, at inhabilitetslæren har sit udspring i retsplejen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *