TVANGSFJERNELSERNES KOMMUNALØKONOMI

Når vi i de kredse, der oplever anbringelser og foranstaltninger, set fra forældrenes og børnenes side, taler om "tvangsfjernelsesindustrien", ligger der en meget kraftig kritik af hele området. Som om det kører selv. Psykologer, sagsbehandlere, socialrådgiver, anbringelsesinstitutioner, bestående af mere eller mindre velmenende mennesker; nogle med, nogle uden uddannelse, og de bruger deres nye rolle til at observere og bedømme andre menneskers egnethed som en slags status, der jo skal kunne bruges for at være noget. Så kommer den effektive pression fra plejefamilierne,  hvis kvalitet vi ikke her skal komme nærmere ind på. Men ingen, ingen af de interessenter, der indgår i tvangsfjernelsesindustrien har den fjerneste interesse i at stoppe, hvad de må se som vækst og fremgang på området. Nogle af os er tvivlende overfor den menneskelige kvalitet i den udvikling.  Kommunernes økonomiforvaltninger er mere eller mindre magtesløse.  

"Tvangsfjernelsesindustrien er blevet en stat i kommunen. Den bestemmer, og de kommunale økonomiforvaltninger kan kun se til, når kommunekassen drænes".

    Økonomien i tvangsfjernelser - set fra kommunens side.(økonomiforvaltningens) side

INDSLAG I P1 ORIENTERING 3. JULI. MED ZIEGLER OG ØKONOMIPROFESSOR

  P1 orientering havde et indslag med Michael Ziegler, Høje Taastrup Kommune (borgmester) og Kurt Houlberg, professor i kommunaløkonomi.  Indslaget kan høres omkring 10 minutter inde i udsendelsens første time. Set fra kommunens side er der enighed mellem Ziegler og Houlberg om, at det er et økonomisk problem, at udgifterne i disse år "eksploderer". Alene på det specialiserede børneområde, siger Ziegler, er der tale om en overskridelse på 56 millioner kroner på for 2018, hvoraf 30 millioner kommer fra stigninger for udsatte børn og unge. Hverken Houlberg eller Ziegler er specialister i tvangsfjernelser. Men man må sammenholde udtalelserne med Pernille Rosenkrantz-Theils melding om, at der skal tvangsfjernes flere børn, også spædbørn. Pernille Rosenkrantz-Theil (RP-T) og muligvis hele Socialdemokratiet ser tvangsfjernelses og -plejefamilieindustrien som godt, og derfor bør de vokse og få de økonomiske midler til det. Det er ikke noget tilfælde, for mens du læser denne artikel, er der gang i forhandlingerne mellem regeringen og kommunerne (KL) om næste års økonomiske rammer og kompensationer.

"Men for børne- og familieafdelingerne er det en dejlig ting. Der er vækst i det. Det eneste, der ikke diskuteres, er kvaliteten. Det mangler simpelthen modekspertise."

    Der ses altså et beskrivende, forfærdet element fra de kommunale økonomiforvaltningers side:

"Vi kan ikke kontrollere væksten på det her område, og derfor må vi spare på andre områder, som ikke er lovbundne på samme måde, fx ældreplejen", siger borgmester Ziegler.

  Halsnæs kommune har i et dokument tilsvarende gjort rede for sine egne overvejelser.     Men for børne- og familieafdelingerne er det en dejlig ting. Der er vækst i det. Det eneste, der ikke diskuteres, er kvaliteten. Det mangler simpelthen modekspertise. Tvangsfjernelsesindustrien er blevet en stat i kommunen. Den bestemmer, og de kommunale økonomiforvaltninger kan kun se til, når kommunekassen drænes.    

LOVBUNDNE UDGIFTER

    Administrativt set er tvangsfjernelsessager som lovbundne udgifter. Borgmesteren har tilsyneladende ikke noget valg. Med andre ord har de administrative enheder, der efterspørger flere tvangsfjernelserne, magten over kommunens topadministration. Jeg er enig i, at tvangsfjernelser og andre foranstaltninger ikke er god økonomi for kommunerne. Der er ikke, som der fx på kontanthjælpsområdet kan være god økonomi i at føre en bestemt politik.  

TVANGSFJERNELSESINDUSTRIEN

      Når vi her skriver om og hævder, at der er tale om "tvangsfjernelsesindustrien", så handler det om den indre efterspørgsel efter fx. tvangsfjernelser, der kommer fra kommunernes børne- og familieafdelingers specialisters side.  

MANGLENDE MODEKSPERTISE

  Som partsrepræsentant også i tvangsfjernelsessager for grønlændere ser jeg unødvendige anbringelser. Det er jo ikke bare mig, der ser det. Tænketanken Justitia leverede sidste år en sønderlemmende kritik af den administrative håndtering på hele anbringelsesområdet, og praksisundersøgelser og lignende viser præcist det samme. Sagen er, at her er der et område, hvor der formentlig kan spares millioner af offentlige kroner, hvis kommunerne sætter sig for at højne retssikkerheden og dermed kvaliteten. Men det kræver enten virkelig kvalitets forvaltningsrevision, eller også skal udgiftsdelen fjernes fra kommunerne.

OMLÆG NU HELE STRUKTUREN

  En administrativ omlægning, der indfører en skarp skelnen mellem den tidlige servicedel og overgangen til foranstaltningsadministrationen til Familieretshuset plus en retfærdig rettergang ved domstolene ville dels fratage kommunerne fra noget af det udgiftspres, deres egne kustoder selv producerer, dels sikre en bedre samfundsøkonomi. Kort sagt ville man kunne spare på de overflødige tvangsfjernelser, kommunernes selvkørende forvaltninger bevilger sig selv.  Tvangsfjernelser kan være nødvendige som den allersidste udvej. Men vi oplever dem som det første indgreb, uanset hvor dybt krænkende det er.