Flere penge til domstole og beskikkede advokater, tak!

 

Af Mikael Hertig, cand. scient. pol.

 

1,6 promille af BNP til domstolsvæsenet

Vi lever i et land, der på papiret hylder magtens tredeling. Ligesom folketinget fylder lidt i det samme offentlige udgiftsbillede eller den samlede økonomi, fylder domstolene stort set ingenting. Med et BNP på to tusind milliarder går der årligt 2,5 mia. til domstolene. Det er sådan set ingenting. Men ret og retfærdighed er vigtige størrelser i vores virkelighedsforståelse. Domstolene er reelt afskåret fra at bede om flere penge. Derfor må der andre til. Det gør jeg hermed.     Herved foreslår jeg en udvidelse af bevillingerne til domstole, procesbevillinger og beskikkede advokater, så man gradvist når fra de nuværende 1,15 promille af BNP til 1,6 promille. Pengene skal gå til flere dommere og flere procesbevillinger. Med i pakken kommer også ordentlig aflønning af beskikkede advokater.     Udgifterne til retsvæsenet fylder 1,13 promille af BNP år for år.  Der er ikke rykket en tomme ved det. Det ligner en art forståelse mellem de parter, der håndterer den praktiske administration af magtens tredeling. Netop ved budgetlægningen kunne der tænkes en art "checks and balances", hvor et folketingsflertal og regeringen kunne presse irriterende domstole. Sådan er det ikke i Danmark. Der er borgfred. Med andre ord har domstolsvæsenet været undtaget fra den offentlige sektors grønthøsterbesparelser. Internt er der sket det, at domstolsstyrelsen for fortsat at kunne holde snuden oven vande har presset udgifterne til beskikkede advokater. Problemet med sådan en borgfred er den underliggende forståelse: Domstolene er selv afskåret fra at bede om flere penge. Det er der efter min mening brug for. Retsafgifter forhindrer fattige i at gå til domstolene, fordi kravene til fri proces både pengemæssigt og i forhold til bevilling er steget. Man diskuterer sjældent, om sammensætningen af udgifterne er passende. Den gennemgående, sjældent klart udtalte kritik af domstolene er et sociologisk betonet: dommerne tilhører en akademisk overklasse, deres forestillingsverden beskyldes for ikke at nå ud til fattige menneskers livsvilkår og dagligdag. Emnet for sådan en marxistisk eller foucaultsk magtteori kan vi tage op en anden gang. Spørgsmålet om, hvorvidt dommerne er klasseneutrale eller ej  kunne ellers være interessant. Derimod er adgangen til at føre en retssag bestemt af den pågældendes indkomst- og formue. Af og til viser det sig også i Danmark, at ligestillingen hører op, når en lille mand eller kone vil føre en retssag mod staten, repræsenteret ved en hær af mappejurister fra kammeradvokaten, mens vedkommende i værste fald møder selv. Vi diskuterer somme tider i de kredse, jeg færdes i, om der i overensstemmelse med grundloven skulle etableres forvaltningsdomstole. Men indenfor vores økonomistyring dukker spørgsmålet om finansiering op. Hvor skal pengene tages fra? Svaret er simpelt: Der skal en udvidelse af den samlede finanslov til.