Grønland: Selvstændighed og/eller frigørelse

Independence eller Liberation?

Billede af Mikael Hertig

Mikael Hertig, maj 2017 på terrassen i Qinngorput (c) MH

Af Mikael Hertig, retssociolog

 

Danmarks forhold til Grønland kan blive mindre anstrengt

 

Flagene blæser hver sin vej
Marine Duc

 

Selvstændighed som grønlandsk mål 1979-2017

 

 

Grønlands vej mod større selvstændighed begyndte omkring 1970.. De sytten forudgående år var en historisk fejltagelse, der startede med Grundloven af 1953. Danmark var tvunget til at gøre noget, fordi det ikke længere var tilladt moderne demokratiske stater at have kolonier. Skulle Danmark være medlem af FN, måtte regeringen belave sig på at tage en retning, der afsluttede kolonitiden. Men den danske holdning til Grønland og befolkningen var, at den slet ikke var “moden” til demokrati og medbestemmelse.

Det var kun fremsynede danske som folkerets- og statsretsprofessor Alf Ross og FN-diplomaten Hermod Lannung, der ville bane vej for en udvikling i retning af større grad af selvbestemmelse. Derfor er både hjemmestyreloven og den nugældende selvstyrelov i en eller anden udstrækning i strid med Grundloven, men ikke med forfatningsretten. Forfatningen er lidt mere end grundloven. Striden om den statsretlige tolkning af Selvstyreloven har jeg tidligere beskrevet i en særskilt artikel.

I perioden mellem 1979 og frem til 2017 har Grønlands politiske orientering handlet om den statsretlige dimension: Grønland som suveræn stat, uden dansk indflydelse.

Den antikolonialistiske retning består, og den fortsætter. Kampen for en grønlandsk egen identitet fik sin krop i den opsparede vrede over dansk arrogance, bedrevid, belæring osv.  Sådan set er det min oplevelse som dansker, at denne modstand fortsat eksisterer. Spørgsmålet er for mig, om den er ved at ændre indhold, ikke kraft eller retning. Ønsket om at finde en grønlandsk identitet og en særlig grønlandsk plads i en globaliseret verden. Misforstå mig ikke. Danmark må stadigvæk opleves som et forstyrrende element i denne søgen. Og mit eget primære fokus er at medvirke til, at Danmark i højere grad end hidtil medvirker til at sætte Grønland fri. Et frit Grønland er derfor fortsat også et mål for mig, selv om jeg er dansker. Meningen er, at Danmark skal støtte mest muligt og forstyrre processen mindst muligt. Det kræver forståelse i stedet for dominans.

 

 

 

 

Dreng ved stor vandpyt, Katuaq, Nuuk maj 2017
Mikael Hertig foto

Formel uafhængighed, og hvad så?

Hvis det Grønland, vi kender i dag, pludselig – som nogle af og til har udtrykt ønske om – fik sin fulde selvstændighed og uafhængighed af Danmark, hvad så? Jeg vil egentlig se bort fra bloktilskuddet, for der er måske mulighed for at dække det grønlandske finansieringsunderskud ind på andre måder. Det internationale samfund eksisterer, så fokusering på økonomisk afhængighed som navlesnor mellem Danmark og Grønland behøver ikke nødvendigvis at holde.

Kolonialismens væsen er dominans. Territoriet er vigtigere end befolkningen, og på mere eller mindre raffinerede måder dominerer det syn, der også spørger, hvad vi (danskere) kan bruge befolkningen til, så den ikke er i vejen for danske ønsker.

Nu ligger det i det moderne antikolonialistiske menneskesyn, at den grønlandske befolkning skal bestemme. Følger man sporet, som reelt allerede blev lagt i 1946 med FN’s verdenserklæring, så handler det om en proces mod formel suverænitet, altså uafhængighed, ‘indpendance’.

Grønland er en hybrid, som det kaldes af fx. forfatteren Peter Burke. Det betyder en blanding, en krydsning. Den rene grønlandske fangerkultur er central i selvforståelse, men i en moderniseret og globaliseret verden er Grønland industrialiseret og tilpasset. Det har vokset sig ind i den almindelige grønlandske bevidsthed. Det kan beskrives på mange måder. Selv om størrelsen af den grønlandske befolkning alt i alt (inklusive dem, der bor i Danmark) kun udgør  omkring 72.000 indbyggere, er folketallet steget fra omkring 10.000 omkring 1900.  Verden har ændret sig, og spørgsmålet om, hvis skyld det er, er perifert i forhold til forståelsen af det moderne Grønlands nuværende situation.

 

 

 

Sort hvist portræt af den afrikansk slavesøn Franz Fanon

Franz Fanon

Independance eller Liberation?

 

Efter min (naturligvis danskprægede) vurdering er den kulturelle hybrid et udgangspunkt for forståelse. Men væsentligt er nu forfatteren Franz Fanon.. Han var marxist, belæst, mønsterbryder, slavesøn på Martinique. Han skrev bogen”De fordømte på jorden”, (Les damnés de la terre). Han var oprørsk, dels mod slavestaten, dels mod kolonimagten. Men han havde også det blik for de aktuelle magtforhold i slavestaten, at han frygtede, hvad det var for et samfund, der ville komme ud af blot at opnå formel suverænitet.

Derfor opstillede han den fundamentale skelnen mellem ‘independance’ (uafhængighed) og ‘liberation’ (frigørelse). Dermed er der sat et kraftigt spørgsmålstegn ved, hvad der skal ske med Grønland i det lange løb, på det nye grønlandske samfunds betingelser.

Med nedsættelsen af den grønlandske forfatningskommission er der sket et skift i orienteringen. Hvor forsoningskommissionen – som jeg forstår den, naturligvis  – adresserede den opsparede vrede mod de fejl, fordanskningen havde påført Grønland både i kolonitiden og efter 1953, så er der sket et afgørende skift. For skal der laves en grønlandsk forfatning, må forfatningens tænkere, fædre og mødre naturligvis beskæftige sig med, positivt, hvad det er for et fremtidigt samfund, de ønsker sig. Det værste, der kan ske er naturligvis, at linjen med at kopiere ren dansk tankegang som forbillede fortsætter.  Danmark er ikke – heller ikke på godt – den bedste idealtype for Grønland.

Havnebillede, Nuuk Marine Duc foto marts 2017 (c)

God nationaldag

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *