Aarhus Kommune forbyder grønlændere at tale på deres modersmål ved samvær

MIkael Hertig 2017
Af Mikael Hertig, cand. scient. pol
Partsrepræsentant i møder mellem grønlændere og forvaltningen i Danmark
Aarhus forbyder grønlændere at tale på grønlandsk med deres børn


Vinterbillede ved vejen til den nye anstalt, april 2017
Brev til Rådmand Thomas Medom, Aarhus Kommune
Kære Thomas Medom!
Før jeg kommer til sagen, vil jeg ønske dig tillykke med resultatet af folketingsvalget. Vi kender hinanden fra SF, og der er grund til at glæde sig.
Jeg er partsrepræsentant og / eller støtteperson i anbringelsessager for grønlændere og har konstateret, at Aarhus Kommune ved overvåget samvær for grønlændere stiller som en betingelse, at der ikke må tales grønlandsk. Jeg anser forbudet for et voldsomt indgreb i grønlandsk talendes rettigheder. Din forvaltning stiller samtidig et krav om, at der ikke må tales om anbringelsen. Institutionen eller plejefamilien har ingen interesse i, at tilliden til opholdsstedet miskrediteres, men den interesse for selvbeskyttelse kan ikke overtrumfe andre menneskelige hensyn, som det tilsyneladende sker her. Juridisk set er bestemmelsen om overvåget samvær hjemlet i Servicelovens § 71, stk. 3. Bestemmelsen giver kommunen forholdsvis frie rammer til at tilrettelægge karakteren af det overvågede samvær. Imidlertid indebærer det ikke en vilkårlig ret til at udfærdige generelle restriktioner, der griber voldsomt ind i familiens privatliv. I nogle tilfælde er der tale om grønlændere, der kun taler grønlandsk. Derfor vil reglen i sådanne tilfælde reelt udgøre et samtaleforbud. Det er der næppe hjemmel til at indføre en så restriktiv generel regel i loven selv, idet der altid skal tages hensyn til de involverede personers ret til et privatliv.Retten til privatlivets fred er nedfældet i grundloven. Ombudsmanden udtalte en praksis, der satte medhør/aflytning af telefonsamtaler, som et brud på grundlovens § 72, som savnende lovhjemmel (FOB 1990.227). Selv om udfaldet blev en anbefaling af tilvejebringelse af en lovhjemmel, er problemstillingen passende behandlet der. Der bør være tale om en indgående og saglig vurdering, idet der som udgangspunkt bør være tale om, at voksen og barn kan tale frit. Overvågning af, om der tales om anbringelsessagen eller den aktuelle situation bør ses i lyset af, at der er tale om en lille ventil i det dybeste indgreb, der kan gøres i personers liv udenfor strafferetsplejen. Særlig vigtig er EMRK artikel 8, stk. 2. , men artikel 10 er ligeledes relevant. Børnekonventionen kan påberåbes som retskilde, da Danmark har ratificeret den med henvisning til, at reglerne i den anses for opfyldt i dansk ret. Her hedder det i artikel 30:
“I stater, hvor der er etniske, religiøse eller sproglige mindretal eller personer tilhørende urbefolkninger, skal et barn, der tilhører et sådant mindretal eller en sådan urbefolkning, ikke nægtes retten til i fællesskab med andre medlemmer af sin gruppe, at udøve sin egen kultur, at bekende sig til og udøve sin egen religion eller at bruge sit eget sprog”.
På det helt overordnede plan burde B&U slet ikke forbyde forældre og børn at tale sammen på et sprog, de behersker. For grønlændere gælder den her citerede regel.
Danmark har ratificeret, men ikke inkorporeret ILO-Konvention 169 om Oprindelige Folks Rettigheder. Danmark har dermed godkendt det grønlandske folk som et oprindeligt folk. Ligesom for børnekonventionens vedkommende har regeringen udtalt, at reglerne stort set svarer til, hvad der i forvejen gælder. Også her kan bestemmelserne – med forsigtighed – påberåbes. Her kan henvises til artikel 29, som forudsætter, at kommunen sørger for, at grønlandske børn lærer grønlandsk.
Jeg beder dig derfor undersøge, hvor udbredt forbuddet mod, at forældre taler med deres børn på deres eget sprog er i Århus Kommune. Hvis der, som jeg formoder, er tale om en ret udbredt skik, opfordrer jeg til, at udvalget genvurderer behovet.
Venlig hilsen
Mikael Hertig
2 comments for “Urimelige vilkår ved overvåget samvær: Tal dansk!”