Aarhus Kommune forbyder grønlændere at tale på deres modersmål ved samvær

 

Af Mikael Hertig, cand. scient. pol

Partsrepræsentant i møder mellem grønlændere og forvaltningen i Danmark

 

Aarhus forbyder grønlændere at tale på grønlandsk med deres børn

Det værste indgreb, en borger kan blive udsat for udenfor straffeloven, det er at blive fjernet fra sine forældre. Der er lovgivning om tvangsfjernelser. Den juridiske tænketank Justitia udgav i november 2018 en rapport, der kritiserer hele anbringelsesområdet. Retssikkerheden er simpelthen ikke god nok på en række områder.  ( downloades her: Rapport_Tvangsanbringelser-retssikkerhed-i-en-kompliceret-beslutningsproces). Ikke-dansk-talende er særligt sårbare, når der anbringes eller tvangsfjernes. Jeg har med grønlændere i Danmark at gøre. Her har jeg stødt på, at Aarhus Kommune  - for mig at se tilsyneladende ofte - i forbindelse med overvåget samvær  har indført en bestemmelse, der forbyder barn og voksen at tale sammen på grønlandsk.  Jeg ved endnu ikke, hvor udbredt den skik er, men har set den gentaget i årevis i et tilfælde, jeg kender en del til. Jeg kan ikke lade være med at tænke på det ramaskrig, der ville bryde ud, hvis en dansktalende familie i Grønland kun måtte tale sammen på grønlandsk under overvåget samvær. I helt særlige tilfælde kan der måske tænkes at være grund til, at den børnesagkyndige skal kende indholdet af samtalen. Men normalt er den primære grund til, at samværet er overvåget og ikke støttet, at barnet skal beskyttes mod overfald eller vold. Det er vigtigt, at barn og voksen kan tale sammen så frit som muligt.  For mig ser det ud, som om institutionen eller plejeforældrene beskytter sig mod, at barnet også ser tvangsfjernelsen fra den voksnes side, som om det skulle være skulle være specielt skadeligt for barnet. Men overfor dette hensyn står de helt fundamentale frihedsrettigheder og grundsætningen om, at sanktioner skal være så milde som muligt.  

Brev til Rådmand Thomas Medom, Aarhus Kommune

   

Kære Thomas Medom!

Før jeg kommer til sagen, vil jeg ønske dig tillykke med resultatet af folketingsvalget. Vi kender hinanden fra SF, og der er grund til at glæde sig.

Jeg er partsrepræsentant og / eller støtteperson i anbringelsessager for grønlændere og har konstateret, at Aarhus Kommune ved overvåget samvær for grønlændere stiller som en betingelse, at der ikke må tales grønlandsk. Jeg anser forbudet for et voldsomt indgreb i grønlandsk talendes rettigheder. Din forvaltning stiller samtidig et krav om, at der ikke må tales om anbringelsen. Institutionen eller plejefamilien har ingen interesse i, at tilliden til opholdsstedet miskrediteres, men den interesse for selvbeskyttelse kan ikke overtrumfe andre menneskelige hensyn, som det tilsyneladende sker her. Juridisk set er bestemmelsen om overvåget samvær hjemlet i Servicelovens § 71, stk. 3. Bestemmelsen giver kommunen forholdsvis frie rammer til at tilrettelægge karakteren af det overvågede samvær. Imidlertid indebærer det ikke en vilkårlig ret til at udfærdige generelle restriktioner, der griber voldsomt ind i familiens privatliv. I nogle tilfælde er der tale om grønlændere, der kun taler grønlandsk. Derfor vil reglen i sådanne tilfælde reelt udgøre et samtaleforbud. Det er der næppe hjemmel til at indføre en så restriktiv generel regel i loven selv, idet der altid skal tages hensyn til de involverede personers ret til et privatliv.

Retten til privatlivets fred er nedfældet i grundloven. Ombudsmanden udtalte en praksis, der satte medhør/aflytning af telefonsamtaler, som et brud på grundlovens § 72, som savnende lovhjemmel (FOB 1990.227). Selv om udfaldet blev en anbefaling af tilvejebringelse af en lovhjemmel, er problemstillingen passende behandlet der. Der bør være tale om en indgående og saglig vurdering, idet der som udgangspunkt bør være tale om, at voksen og barn kan tale frit. Overvågning af, om der tales om anbringelsessagen eller den aktuelle situation bør ses i lyset af, at der er tale om en lille ventil i det dybeste indgreb, der kan gøres i personers liv udenfor strafferetsplejen. Særlig vigtig er EMRK artikel 8, stk. 2. , men artikel 10 er ligeledes relevant. Børnekonventionen kan påberåbes som retskilde, da Danmark har ratificeret den med henvisning til, at reglerne i den anses for opfyldt i dansk ret. Her hedder det i artikel 30:

“I stater, hvor der er etniske, religiøse eller sproglige mindretal eller personer tilhørende urbefolkninger, skal et barn, der tilhører et sådant mindretal eller en sådan urbefolkning, ikke nægtes retten til i fællesskab med andre medlemmer af sin gruppe, at udøve sin egen kultur, at bekende sig til og udøve sin egen religion eller at bruge sit eget sprog”.

På det helt overordnede plan burde B&U slet ikke forbyde forældre og børn at tale sammen på et sprog, de behersker. For grønlændere gælder den her citerede regel.

Danmark har ratificeret, men ikke inkorporeret ILO-Konvention 169 om Oprindelige Folks Rettigheder. Danmark har dermed godkendt det grønlandske folk som et oprindeligt folk. Ligesom for børnekonventionens vedkommende har regeringen udtalt, at reglerne stort set svarer til, hvad der i forvejen gælder. Også her kan bestemmelserne – med forsigtighed – påberåbes. Her kan henvises til artikel 29, som forudsætter, at kommunen sørger for, at grønlandske børn lærer grønlandsk.

Jeg beder dig derfor undersøge, hvor udbredt forbuddet mod, at forældre taler med deres børn på deres eget sprog er i Århus Kommune. Hvis der, som jeg formoder, er tale om en ret udbredt skik, opfordrer jeg til, at udvalget genvurderer behovet.

Venlig hilsen

Mikael Hertig