Er selvstyreloven forfatningsstridig?

Indkald tvistnævnet: Er Selvstyreloven forfatningsstridig?

 

Denne artikel udkom første gang i martsnummeret af Tidsskriftet Grønland.

 

Portræt af Mikael Hertig

Mikael Hertig (c) april 2017

Af Mikael Hertig, cand. scient. pol.

Mikael Hertig boede i Nuuk 2013-17 og var beskæftiget dels som ansat i Selvstyret, dels som rådgivende konsulent og underviser i persondatasikkerhed og -ret samt forvaltningsret i Nuuk. Han er nu pensionist og har forbindelse til Université Bordeaux Montaigne og SyddDansk Universitet.

 

 

Resumé

Himmel over havet, set fra Qinngorput, April 2017

Siden lov nr. 137 af 23/03/1948 om Færøernes Hjemmestyre blev stadfæstet, har der verseret en juridisk tvist om, hvorvidt delegationen af lovgivningskompetence til de to mindre rigsenheder er forfatningsstridig eller ej. I praksis viser det sig i form af to principielt uforenelige holdninger: I det første tilfælde efterleves lovene ganske vist, men folketinget kan egenhændigt suspendere eller helt ophæve fx den grønlandske selvstyrelov, uanset om de indre bestemmelser om samtidig godkendelse i det landstinget er overholdt. I det andet tilfælde indtager lovene en særstatus, som placerer dem et sted mellem almindelig lov og grundlov. Hidtil har der været en fælles politisk forståelse om ikke at bruge tvivlen mellem de to juridiske tolkninger i den fortløbende politiske debat, men i 2017 sprang trolden ud af æsken. Selvstyreloven indeholder en bestemmelse, hvorefter juridisk tvivl mellem Danmark og Grønland kan afklares ved nedsættelse af et tvistnævn. Artiklen opfordrer Selvstyret til at indkalde dette for én gang for alle at afklare, om Selvstyreloven juridisk gælder eller ej.

 

Indledning: Uenighed om selvstyrelovens stilling

Vejen til den nye anstalt, juni 2017

 

 

     DER HAR har siden grundloven fra 1953 været uenighed blandt statsretseksperter om, hvorvidt Færøernes hjemmestyrelov ud fra et principielt juridisk synspunkt kan ændres eller annulleres alene ved en lov, vedtaget af folketinget, eller om lovene indtager en forfatningsretlig særstilling. Uenigheden har siden eksisteret og kom siden den grønlandske hjemmestyrelovs vedtagelse i 1979 også til at vedrøre Grønland. Grænsen mellem ’jura’ og ’politik’ er afgørende, men til alt held ønskede ingen politikere at dyrke emnet. Det ændrede sig markant i efteråret 2017, idet først historikeren Thorkild Kjærgaard og siden Dansk Folkepartis’s grønlandsordfører Søren Espersen foreslog, at selvstyret skulle sættes ud af kraft. Med den latenstid, der traditionelt er i dansk politik fra det øjeblik, en fostret tanke introduceres, til den bliver realpolitisk relevant, er en juridisk afklaring af uoverensstemmelsen blevet politisk mere aktuel. Den juridiske uenighed er emnet her.

 ”Den danske grundlov fra 1953 lagde op til en enkel og homogen nationalstatslig ordning. Grønland er – som Færøerne – en del af det danske rige, og grundloven gælder for hele Danmark. Dette fastslås endda i grundlovens første paragraf, hvorefter grundloven gælder ”for alle dele af Danmarks Rige”. Men denne indledning til grundloven, som stadig er gældende, dækker over en mere kompliceret forfatningsretlig situation, hvor forskellige modstridende opfattelser har gjort sig gældende og stadig gør sig gældende.”1

     SPØRGSMÅLET  er, om selvstyrelovene er almindelige love, som kan ændres eller ophæves ensidigt af det danske folketing, eller om de har en særstatus, så de kun kan ændres ved vedtagelse i begge parlamenter samtidig. Trolden har kunnet holdes i æsken indtil 2017. Herom skriver Ole Spierman:

”både den færøske og den grønlandske hjemmestyreordning er grundlovsstridige, men forfatningsretligt gyldige.” 2

     DET GRØNLANDSKE selvstyre vedtog i november 2016 at nedsætte en forfatningskommission3, der fik i opdrag at udarbejde planer for to varianter af forslag til grønlandske forfatninger: en, der skulle gælde indenfor rigsfællesskabet, og en senere, der skulle gælde efter en grønlandsk udtræden.
Dette og den diskussion, der forinden flød i anledning af Kim Leines roman ”Profeterne i Evighedsfjorden”4 har blotlagt diskrepanser i vurderingen af karakteren af de nuværende politiske og juridiske relationer mellem Danmark og Grønland.

     DEBATTEN har siden præsenteret en række udsagn, der kun kan have politisk gang, hvis man antager, at folketinget egenhændigt kan ændre eller ophæve selvstyreloven.:

    STATSMINISTEREN har truet med at trække bloktilskuddet tilbage5, hvis ikke Selvstyret i sit arbejde med udarbejdelsen af bestemte spilleregler ”respekterede grundloven”. 6. Dette synspunkt har siden været støttet af politikeren Søren Espersen (DF)7.Det har også været foreslået, at regeringen pålagde Selvstyret at lade bloktilskuddet revidere af Rigsrevisionen.8
Det har været foreslået direkte, dels af Thorkild Kjærgaard9 og siden af Søren Espersen, at regeringen i Danmark uden forudgående forhandling satte Selvstyret ud af kraft10. Der har været udtrykt tvivl om, hvorvidt den grønlandske befolknings ret til råstoffer og undergrund kunne ændres ved lov, så Danmark kunne tilbagetbage både ejerskab og brugsret. 11

     DER kan naturligvis være forskellige politiske vurderinger af, hvorvidt sådanne forslag er hensigtsmæssige. Uanset hvad, så skal der en juridisk vurdering til at afgøre udfaldet. Den snævre fortolkning kaldes her ”grundlovsvarianten”. Overfor denne står, hvad vi kunne kalde ”forfatningsretsvarianten” (Spiermann 2007 69). Følger man grundlovsvarianten, vil folketinget kunne ændre eller ophæve den grønlandske selvstyrelov12 uden at spørge selvstyret. Følger man forfatningsvarianten, kræver ændringer i Selvstyreloven samtidig vedtagelse i folketinget og Inatsisartut, som det står i selvstyreloven.

     UENIGHEDEN er af en art, der i juridisk teori også genfindes i inrternational juridisk litteratur, hvor der sondres mellem ’monistisk’ og ’dualistisk’13. Spørgmålet kan drøftes i snævre fagjuridiske kredse, indtil det får væsentlig praktisk betydning for det levende liv.
I forholdet til Grønland er trolden som tidligere skrevet er sprunget ud af æsken: De nævnte politiske initiativer giver kun mening, hvis man forudsætter, at grundlovsvarianten er den rette juridiske tilstand. Statsministeren truer indirekte med at trække i bloktilskuddet14, og det kan ikke længere helt udelukkes, at folketinget i løbet af de kommende år ensidigt vedtager ændringer i selvstyreloven. En juridisk afklaring er derfor mere aktuel.

 

Grundlovsvarianten

Landskab ved Qinngorput april 2017


     GRØNLAND fik ikke ved grundlovsrevisionen i 1953 grundlovsmæssig en tilsvarende type hjemmestyre som Færøerne, endsige vejen banet for en sådan på et senere tidspunkt. Dog kan man efter Zahle’s gengivelse af den juridiske litteratur hævde, at hverken Færøerne eller Grønland reelt fik andet end ret til at udstede lokale anordninger. Grønlands kolonistatus blev ophævet ved gennemførelsen af grundlovsændringen med virkning fra 1953 i overensstemmelse med FN’s pagt. Grønland måtte folkeretligt ses som noget andet. (Sørensen 1969,196 f).

     I HENHOLD  til Grundlovens § 3 kan lovgivningskompetence ikke uddelegeres. Skal en lov ændres, kan det formelt og materielt kun ændres ved lov (Sørensen 1969, 201, 203 f.). Kan princippet stå alene, når vi kommer til parterne indenfor rigsfællesskabet? Det seneste autoritative svar på spørgsmålet står at læse i Jens-Peter Christensens Statsret. Han afviser med henvisning til Grundlovens § 3  og selvstyrelovenes  præambler og Harhoffs alternativforslag  tanken om at anse lovene for at indtage en særstatus: 15
Lovene er grundlovsstridige, og han omtaler ikke, at de har nogen karakter af grundlovssædvane.

 

 

Forfatningsretsvarianten

 

 

Flagene blæser hver sin vej

 

     MAX SØRENSEN vurderede i sin Statsforfatningsret, at den færøske hjemmestyrelovs utilbagekaldelighed fremgik af, at grundlovgiver til 1953 på forhånd havde kendt og accepteret dette forhold. Han reflekterer over dette og refererer præcist det tænkesæt, Jens-Peter Christensen siden kom til i 2016. Efter sidstnævntes opfattelse er der tale om en særlig slags anordninger, der er underordnet almindelig lovgivningskompetence; derved opnås forenelighed med grundloven. Men Sørensens fortolkning lægger vægt på, at den opfattelse strider mod den færøske hjemmestyrelovs ord og hensigt. Han ser særstillingen som blandt andet udsprunget af, at folketinget forinden ville have accepteret Færøernes udtræden af riget, hvis folkeafstemningen i 1946 havde vist et klart flertal for det. Lovgivningsmagten har pålagt sig selv en begrænsning i den kompetence, grundloven tillægger den, skriver han. ”Den har accepteret en forfatningsretlig forpligtelse (MH’smin fremudhævning) til ikke at ændre eller fravige loven imod det færøske hjemmestyres ønske.”16.

      MAX SØRENSEN anfører, at loven var anset for at have været i overensstemmelse med 1915-grundloven ved dens vedtagelse, og at det på den baggrund ikke var noget problem at overføre den til 1953-grundloven. Her henviser han til denne udtalelse fra fra Poul Andersen og Alf Ross:

”En grundlovsændring vedrørende Færøerne kan ikke anses for påkrævet som følge af loven om Færøernes hjemmestyre. Denne lov er givet ud fra den forudsætning, at den trufne ordning er forenelig med den gældende grundlov, og der ses ikke at være nogen anledning til at opgive denne forudsætning” ”17.
(
Sørensen 1969 51 f)

      MAX SØRENSEN vurderer, at den vidtgående fortolkning er blevet godkendt politisk (Sørensen 1969 52 f). Det viste sig efterfølgende, at senere statsretseksperter i en periode stort set var enige om, at folketinget – for så vidt angår Færøerne – næppe kan tilbagekalde hjemmestyreloven uden, at dette sker i overensstemmelse med den fremgangsmåde, der er foreskrevet i den. Sørensen vurderer, at folketinget ikke uden Lagtingets samtidige godkendelse kan trække delegationen af lovgivningskompetence til Færøerne tilbage.

 

 

 

Grønlands forfatningsretlige stilling i 1953

 

Sermitsiaq, set fra Eqalugalinnguitt maj 1017

 

     GRØNLAND  fik ikke ved grundlovsrevisionen i 1953 grundlovsmæssig en tilsvarende type hjemmestyre som Færøerne, endsige vejen banet for en sådan på et senere tidspunkt. Dog kan man efter Zahle’s gengivelse hævde, at hverken Færøerne eller Grønland reelt fik andet end ret til at udstede lokale anordninger.
Det var blandt andet forholdet til FN’-s verdenserklæring og pagt, der nødvendiggjorde grundlovsændringen. Ganske vist forudså både Alf Ross og FN-diplomaten Hermod Lannung, at den grønlandske befolkning på et senere tidspunkt i 1953-grundlovens levetid ville kunne fremsætte ønsker om en lignende grad af selvstændighed. Men det hverken troede eller ønskede statsminister Erik Eriksen.18
I grundlovskommissionens betænkning skriver Poul Andersen og Alf Ross i en fælles erklæring, at en bestemmelse, der peger i retning af selvstændighed, er ”upåkrævet og uhensigtsmæssig… Spørgsmålet om et sådant selvstyre er formentlig ikke aktuelt… (Poul Andersen, Grundlovsskom­missionen p 87).

     DETTE kan udlægges som en art juridisk indrømmelse, eller det kan forstås som en art pæn indpakning af, at hverken Færøerne eller Grønland snævert juridisk fik selvstyre/hjemmestyre i den forstand, at de respektive love ikke efter grundlovsvarianten kunne tilbagekaldes ensidigt af folketinget ved lov.
Alf Ross havde foreslået, at grundloven ikke skulle udelukke, at Grønland fik en statsretlig status som Færøerne. Han anbefalede, at man udformede grundloven, så man ikke afskar Grønland fra en tilsvarende udvikling som Færøernes, navnlig med henvisning til udformningen af FN-pagtens artikel 73. 19

“Medundertegnede Alf Ross ønsker som særlig folkeretskyndig at udtale:
For Grønlands vedkommende opstår det spørgsmål, hvorledes en integration må bedømmes i forhold til Danmarks forpligtelse efter de Forenede Nationers Pagt. Som bekendt har Danmark anerkendt, at Grønland udgør et ikke-selvstyrende område, og at vi derfor med hensyn til Grønland er underkastet forpligtelsen efter art 73 (b) til “at fremme selvstyre, at tage behørigt hensyn til folkenes politiske ønsker og støtte dem i en fremadskridende udvikling af deres frie politiske institutioner overensstemmende med hvert områdes og dets befolkningers særlige forhold samt disses forskellige udviklingsgrad …. Artikel 73 (b) udtaler intet om, hvor langt selvstyret skal fremmes indenfor den graduelle skala, men nøjes med at tale om en “fremadskridende udviklingg… .… … I modsætning retning kan det siges, at en … integration, hvorved det koloniale område opsuges i et omfattende fællesskab, er i strid med pagtens idé om en fremadskridende udvikling henimod højere former af selvstyre, og at den berøver det koloniale folk chancen for med tiden at nå frem til fuld uafhængighed. …(Der) opstår det spørgsmål, om det vil være hensigtsmæssigt i grundloven at optage en bestemmelse, der –- i analogi med lov om Færøernes hjemmestyre –… udtaler, at Grønland udgør et selvstyrende folkesamfund indenfor rigsenheden, idet det tilføjes, at selvstyrets omfang og ordning fastsættes ved lov.. … En sådan bestemmelses betydning ville være den ideologiske at udtrykke, at Grønland indtager en særstilling indenfor riget i overensstemmelse med pagtens ide om de koloniale folks ret til en fremadskridende udvikling henimod højere former af selvstyre. ….. En principiel anerkendelse af Grønlands særstilling indenfor rigsenheden vil harmonere bedst med det ideologiske syn på de koloniale folks stilling, der har fundet udtryk i de Forenede Nationers pagt, og som formentlig også er det, der stemmer med dansk opfattelse. Efter dette syn kan målet ikke være at assimilere mindre etnografiske grupper, men med anerkendelse af deres folkelige egenart at fremme deres udvikling til selvstyre indenfor fællesskabets rammer. … Desuden er det min overbevisning, at den principielle anerkendelse af Grønlands ret til selvstyre, uanset at spørgsmålet herom ikke er aktuelt for tiden, i det lange løb vil danne det bedste grundlag for en ordning af Grønlands forhold, der vil føles som tilfredsstillende, såvel af danske som af grønlændere.” (
DIIS 314-17)

     ROSS’S RESPONSUM blev forkastet af regeringen Eriksen i 1953 og kan derfor ikke tages til indtægt for grundlovsfortolkning direkte.  Dokumentet blev på statsministerens foranledning ikke bare trukket tilbage, men også skjult for offentligheden, både i Grønland og i Danmark. Valget stod mellem indlemmelse i Danmark eller den af Ross beskrevne tilpasning, og Grundloven fik en udformning, der i modsætning til Færøerne nægtede Grønland en udvikling som forudsat i FN-pagtens artikel 73: Grønland blev et dansk amt.

     DEN DANSKE POLITIK  i perioden 1946-53 skal forstås på baggrund af det internationale pres ved overgangen til FN-pagtens bestemmelser. Danmark var tvunget til at ændre Grønlands formelle kolonistatus og prøvede på at dreje dette pres i retning af ligestilling i stedet for en proces i retning af øget uafhængighed som reelt skridt mod fuld selvstændig status. (Beukel 2008).
Den oprindelige juridiske uenighed handlede ikke om, hvorvidt overgangen til fuld suverænitet skulle ske med det samme eller som proces, men alene om, hvorvidt processen også for Grønlands vedkommende skulle kunne finde sted ud fra en statsretlig position, der svarede til den, Færøerne allerede havde forinden. Det svar blev et nej.

 

Grønlands status i forhold til folkeretten

Nuuk havn, set fra Qinngorput juni 2017


     FOLKERETTEN og de internationale traktater har trods en lang forhistorie gennem årene ændret karakter som følge af stigende international indbyrdes afhængighed)?  Statssuverænitet er i almindelighed fundamentet i forfatningsretten, men som anført er der to grundholdninger til disse forandringer.
Allerede under 2. verdenskrig forberedte man i USA oprettelsen af FN. I den forbindelse blev Wilsons principper om folkenes selvbestemmelse20 indarbejdet i en modificeret form. Den bevægelse hen imod afkolonialisering, der var forberedt op til og under 2. verdenskrig, satte sig for alvor igennem med afkoloniseringen af fx Indien.

     HELT AFGØRENDE er i henhold til FN-pagten, at Grønland blev anset for omfattet af pagtens artikel 73, som bygger på retten til selvbestemmelse for befolkningen i tidligere kolonier. I København anså man på den anden side ikke den grønlandske befolkning som moden til selvbestemmelse indenfor den kommende grundlovs gyldighedshorisont. Bestemmelsen fastslår forpligtelsen til at fremme indbyggernes velfærd for at sikre deres kultur,  sociale fremgang, beskyttelsen af befolkningen mod misbrug og ikke mindst under punkt b at fremme selvstyre som en fremadskridende proces.

     DEN DANSKE position var i forbindelse med forberedelserne til Grundlovsændringen at omgå pligten som udtrykt under b); men det forholdt sig utvivlsomt således efter en gængs folkeretlig fortolkning, at Alf Ross og FN-diplomaten Hermod Lannung stod på sikker grund, da de resolverede, at Danmark havde status som tidligere kolonimagt overfor Grønland. Se Max Sørensens bemærkninger ovenfor. Endvidere er forløbet beskrevet i forbindelse med den debat, der udspandt sig i 2017.21
Resultatet blev, at Danmark i overensstemmelse med Ross’ og Lannungs position rapporterede til FN op til grundlovens vedtagelse. Denne del af en mulig folkeretlig diskussion kom så vidt vides ikke markant frem i den samtidige offentlige politiske debat, ligesom den har spillet en tilbagetrukket rolle både i forbindelse med Hjemmestyrelovens tilblivelse og også Selvstyrelovens. I forbindelse med Hjemmestyrekommissionens betænkning kan det måske fagligt forstås, men alligevel overraske, at hverken de grønlandske repræsentanter, herunder Lars Emil Johansen, eller VS’eren Steen Folkes grundige mindretalsudtalelse kom ind på dette.22

 

    SOM NÆVNT var Danmark som kolonimagt i relation til Grønland allerede under et betydeligt pres op til junigrundlovens vedtagelse. På den ene side stod, juridisk forsvaret af Poul Andersen, det synspunkt, at der var tale om en art formel politisk tilpasning. Da det var denne linje, der bakket op af regeringen vandt gehør, har dette parkeret spørgsmålet om det materielle indhold af FN’s pagt og verdenserklæring udenfor den direkte grundlovsdagsorden.
Selv om folkeretten har svært ved at slippe sin karakter af soft law udgør dels FN’s verdenserklæring, FN-pagten, den seneste ILO-konvention og FN’s generalforsamlings vedtagelse 514 af december 1960 et folkeretligt grundlag. Det bekræfter den position, Hermod Lannung og Alf Ross indtog allerede: at arbejdet med at tilpasse den kommende grundlov til afkoloniseringen, skulle ske ikke blot formelt, men efter det materielle indhold, ånd og bogstav.23 Håndteringen dengang forekommer præget af et politisk krydspres, denne artikel ikke søger at beskrive. Uanset folkerettens generelle status som soft law må det have været almindeligt internationalt anerkendt, at det er vanskeligt at undgå pligten til at arbejde for, at tidligere kolonier i en gradvis proces forsøges omdannet i retning af selvstændighed i det omfang, befolkningen ønsker det.

 

     UDELADELSEN af FN’s generalforsamlings resolution 1514 fra december 196024 fra den efterfølgende danske debat må overraske al den stund, Danmark i øvrigt i FN fremstod som foregangsland. I perioden foregik den assimileringspolitik, som var opfølgningen på 1953-grundlovens grundsyn om, at grønlænderne regnedes som indbyggere i et dansk amt.25
Indtrykket er imidlertid, at opmærksomhed på dette og andre tilsvarende dokumenter ikke har været foreneligt med Hjemmestyre-kommissionens formandskabs politiske orientering.
En læseværdig gennemgang ses i øvrigt i Frederik Harhoffs disputats26.

    I 1989, ti år efter hjemmestyrelovens ikrafttræden, vedtog ILO den anden konvention om oprindelige folks rettigheder.27 Danmark ratificerede den. Selv om Grønland ikke optages på kernelisten over non-governmental territories, anerkender regeringen den grønlandske befolkning som oprindeligt folk.

KONVENTIONEN overdrager territoriet og retten til undergrunden til den grønlandske befolkning. (Art. 14 og 15). Rækkevidden af bestemmelsen kan diskuteres, idet der efter grundloven sondres mellem ”højhedsret28” og de rettigheder, der er overdraget ved Selvstyreloven og Råstofloven.29

     FN-PAGTENS ARTIKEL 73 var den direkte anledning til, at grundloven blev ændret. Mens der er uenighed om tilbagekaldelsesretten, er der (bortset fra ikke-juristen Kjærgaard) total enighed om, at tilpasningen af grundloven skyldtes, at dansk deltagelse i FN var betinget af, at Grønlands kolonistatus skulle afvikles. Man kan naturligvis vælge at se tilblivelsen af grundlovens grl. § 1 som et isoleret dansk tilpasningsforsøg med et særpræg, der ikke rent statsretligt tillader Grønland hjemme- eller selvstyre. Resultatet af en ophævelse af selvstyreloven vil være, at Grønland enten får en status som dansk region eller som dansk koloni.

     VÆLGER MAN derimod at se FN’s artikel 73 som en forpligtelse, som i hvert fald tæller fra 1979, da hjemmestyreloven trådte i kraft, har rigsmyndigheden en pligt til ikke at rulle graden af selvbestemmelse tilbage. Efter skiftet fra assimiliseringspolitik til hjemmestyre får bestemmelsen en forpligtende karakter.

 

 

Hjemmestyrelovens tilblivelse

 

Kæruld, Qinngorput juli 2017

 

 

    MODSAT DE  forventninger, der prægede det politiske miljø omkring udformningen af grundloven 1946-53, voksede ønsket om at få større selvbestemmelse i Grønland. Igennem det meste af 1970’erne arbejdede man både i Grønland og Danmark på at udfærdige et udkast til hjemmestyrelov.
Om tilblivelsen hed det bl.a. 30.:

”Direkte ansvar for samfundsopgaverne i Grønland har landsrådet imidlertid kun haft i begrænset omfang, og baggrunden for landsrådets henvendelse den 27. oktober 1972 om en nærmere undersøgelse af, hvorledes rådets medindflydelse på og medansvar for udviklingen i Grønland kunne øges, var da også, at ønsket om en udvidelse af landsrådets ansvar var blevet tydeligere og tydeligere fremsat i den grønlandske politiske debat i begyndelsen af 1970’erne, ikke mindst forud for landsrådsvalget i foråret 1971.”

     FORUD GIK  en delbetænkning i form af den nævnte henvendelse/betænkning. Den var motiveret med forskellen mellem befolkningerne, den geografiske adskillelse, kolonikarakteren af den daværende ordning, sprogproblemet, kolonitiden og tilsidesættelsen subalternitiseringen af grønlænderne 31. Delbetænkningen udtrykker helt de bevæggrunde i retning af fuld suverænitet, som man fortsat kan notere sig finder stor opbakning i den grønlandske befolkning i 2017. Heroverfor svarede Hjemmestyrekommissionen mere reserveret, at det Grønland ”ikke arbejder for national uafhængighed, men for identitet”.32 Steen Folkes mindretalsudtalelse (Betænkning 1978 103-118) antyder, at den grønlandske side gik efter at vinde så meget, som den kunne opnå, men på flere felter blev sat på plads. Det fremgår af betænkningen, at Grønland med overgangen til hjemmestyre statsretligt ville komme til at indtage en position indenfor rigsfællesskabet, der skulle svare til Færøernes. På den anden side blev forfatningsvariantens grundsyn betonet gennem følgende bemærkning:

”…. at hjemmestyre for Grønland ikke kan gennemføres ved en folkeretlig overenskomst eller traktat, men kun statsretligt ved en dansk lov,. hvorved folketinget delegerer en vis, nærmere afgrænset del af sin kompetence til hjemmestyret, …” 33 (Betænkning 1978 18).

     DELEGATIONSSPØRGSMÅLET  var ikke direkte behandlet i flertallets indstilling, men det fremgår indirekte, at det har været berørt i forbindelse med konkrete formuleringer. ”Rigsenheden” skulle principielt henvise til Færøerne, og man undgik benævnelsen ”oprindelige folk”. Sammenholder man processen, hvorefter det daværende grønlandske landsråd samtidigt med folketinget skulle ”godkende” (ikke vedtage) loven, ses det uafklarede emne nogenlunde sprogligt dækket til. Logisk set skyldtes dette forhold naturligvis også, at landsrådet ingen sådan kompetence havde, da loven blev til.

KONKLUSIONEN her må være, at spørgsmålet om folketingets tilbagekaldelsesret efterlades uklart ved hjemmestyrets vedtagelse, idet Max Sørensens bemærkning vedr. Færøernes retsstilling minder om det færøske i perioden 1948-53. Alf Ross’ undertrykte fortolkningsbidrag fra 1953 og Max Sørensen står på forfatningsvarianten, mens en del andre formuleringer peger på grundlovsvarianten.

Der kan næppe være tvivl om, at det for de politiske instanser, der har medvirket til lovens vedtagelse og gennemførelse har været helt klart, at den ikke senere kunne ændres eller fraviges ensidigt af rigets organer imod de færøske myndigheders ønske. ”
(Sørensen 1969 51).

 

Statsret eller folkeret?

Klippeformation ved Qinngorput, Nuuk juni 2017, morgenlys.
Mikael Hertig foto

SAMLET BEDØMT  er det usædvanligt i nyere dansk statsret at se et direkte modsætningsforhold mellem distinkte og specifikke folkeretlige forpligtelser, beslægtet med menneskerettighederne på den ene side og den almindelige grundlovsforståelse på den anden.
Som anført har folkeretten på en latent måde sat en del af den samlede ramme, dels for grundlovsændringen i 1953, dels for udviklingen i det statsretlige forhold mellem Danmark og Grønland i perioden 1946-79, men med et kontrapunktisk islæt som nogle rammevilkår, man fra de skiftende regeringers side søgte at se bort fra. Det er sket uanset regeringens politiks ellers ubestridelige succes i FN-regi.
Det mest omfattende arbejde til belysning af såvel det stats- som det folkeretlige arbejde er utvivlsomt Frederik Harhoffs disputats fra 1993 34. Hans grundige arbejde foreslår forsigtigt, at man indfører et alternativt, supplerende syn til grundlovsvarianten, idet

” hjemmestyrelovene indtager en forfatningsretlig særstilling på et niveau mellem lov og grundlov. Dette indebærer, at … Hjemmestyrets kompetence er grundlovsumiddelbar og derfor ikke kan ophæves eller ændres ensidigt af Rigsmyndigheden” (MH fremudhævning) (HARHOFF 1993 241)

 

 

     KAPITLET FREMSÆTTES som et alternativ til den ordinære statsretslige tolkning. Man skal bemærke sig tidslinjen: Harhoff forholder sig til Hjemmestyreloven og ikke til den senere Selvstyrelov. Harhoffs disputats har således været kendt for Selvstyrekommissionen og for Hjemmestyret, da selvstyreloven blev vedtaget, blandt andet på grund af den samme retlige uklarhed, som fortsat hersker.

Om FN-statsretsmodellen skriver Zahle, at de to love (Færøernes og Grønlands) i kraft af deres præambler og særtrækkene ved deres tilblivelse udskiller sig fra normal lovgivning. Han henviser her til Landsretssagfører lrs. Mittens, til Max Sørensen, Peter Germer og til Harhoff.

Det var den opfattelse, der formuleredes fra færøsk side af Mitens, og den blev lagt til grund i Max Sørensen: Statsforfatningsret ´1973 s 47 f. (om Færøerne) og videreført til Grønland af Frederik Harhoff (1993 og i UfR 1982B s 101 f, jfr. også Peter Germer Statsforfatningsret 1995 s 21, se dog s.78. Det er også den opfattelse, jeg har tilsluttet mig.… (Zahle 1998 57)

 

 

SELVSTYRELOVEN

 

Uiloq ved stor vandpyt, Katuaq maj 2017. Når tøbruddet kommer, er der pludselig vand alle vegne
Mikael Hertig foto maj 2017

 

Betegnelsen ”Selvstyrekommissionens Betænkning” bruges om to forskellige dokumenter, dels den grønlandske forløber35, der udgjorde det dokument, der fra Grønland blev fremsendt til regeringen i Danmark, dels den kommissionsbetænkning, der ligger til grund for selvstyreloven, som den kom til at se ud i sin endelige udformning36.

Med henvisning til kommissionens kommissoriums ordlyd, hvorefter selvstændighed i givet fald vil ”skulle gennemføres ved indgåelse af en aftale herom efter reglerne i grundlovens § 19”, har arbejdsgruppen herefter indstillet en model til kommissionen, hvor gennemførelse af selvstændighed skal bygge på en aftale mellem landsstyret og regeringen med samtykke fra Landstinget og Folketinget (aftalemodellen) ”.

Tydeligvis var hensigten at sidestille Grønlands status i forhold til Grundloven med Færøernes.

 

 

 

 

Jens Peter Christensen med fleres position

Dreng ved stor vandpyt, Katuaq, Nuuk maj 2017
Mikael Hertig foto

 


     SOM NÆVNT  indledningsvis går Jens-Peter Christensens ind for grundlovsvarianten:37
Striden mellem Poul Andersen på den ene side og Alf Ross på den anden i forbindelse med Grønlands kommende forfatningsretlige status lever tilsyneladende videre.38 Christensens vurdering er overraskende, at idet han den ret righoldige litteratur til trods ikke tager emnet op i sin diskuterende redegørelse for, hvorvidt sædvaneret kan gennembryde grundloven (Christensen 2016 28-32) og ligeledes i hele kapitlet om, hvorvidt grundlovsfortolkning har en særlig karakter ( ibid. 33-44) ikke nævner Færøernes og Grønlands forfatningsmæssige stilling. Sådan set er det imidlertid konsekvent: Man kan benævne relationerne efter behag, men det danske førerskab i relationen til Færøerne og Grønland virker uindskrænket.

    EFTER EN statsretlig betragtning bliver det Christensens vurdering, at Folketinget entydigt vil kunne ændre eller ophæve henholdsvis den færøske hjemmestyrelov og den grønlandske selvstyrelov uden at spørge de respektive arktiske ting. Ganske vist anser han det for en politisk hypotetisk forestilling; men dybest set er der tale om politiske og ikke juridiske vanskeligheder:

”det er noget nær en politisk umulighed at ændre selvstyrelovene uden aftale med selvstyremyndighederne”.

Christensen trækker en snæver grænse mellem statsret og politik med den konsekvens, at de
nærmere omstændigheder ved lovenes tilblivelse, herunder den færøske folkeafstemning i 1946 og det forhold, at den grønlandske vælgerbefolkning ved en folkeafstemning i 2009 stemte ja til Selvstyreloven, ingen betydning tillægges. De politiske debatter i 2017 viser, at den strengt juridiske fantasi næppe har rakt til at forestille sig, hvad der kunne dukke op politisk.

 

Debatterne siden 2017

Vinterudsigt fra Qinngorput, Nuuk, februar 2017 Mikael Hertig foto (c)

 

EN HEFTIG debat i 2017, indledt af Thorkild Kjærgaard med flere kronikker med påstande om, at Grønland aldrig har været nogen dansk koloni (Weekendavisen februar 2017) og at regeringen burde trække selvstyreloven tilbage (Politiken oktober 2017), fulgt op af diverse artikler (Espersen) og indlæg på sociale medier (Steno, Lynge) har mere end antydet, at for politikere med vilje kan der vise sig at være en vej til helt eller delvist at ophæve selvstyreloven. Hvad Christensen har forudsat umuligt, har siden han skrev dette vist sig at være blevet et politisk emne i den danske grønlandsdebat.
En artikel  her i www.aquut.com 2017 overså Christensens vurdering, 39. Artiklen resulterede i, at der blev stillet spørgsmål til folketingets grønlandsudvalg. Der blev spurgt til, om bloktilskuddet ensidigt ville kunne ændres af folketinget i strid med selvstyrelovens ordlyd.40. Justitsministeriets besvarelse fra 2015 på et tilsvarende spørgsmål lød, at en ensidig tilbagetrækning fra dansk side ville være i modstrid med præamblen og det forhold, at der er tale om en lov af særlig karakter.

 

    SVARENE  skal begge læses ud fra den specialist-forståelse, der er karakteristisk for justitsministeriet og Christensen: Det underforstås, at folkeretten har mindre retlig gyldighed. Lidt mere populært kan det skrives således: Den folkeretlige vurdering er den, regeringen gerne vil have politikerne til at tro på som en slags moralsk rettesnor; den statsretlige er den juridisk relevante, hvis man forestiller sig spørgsmålet bragt op til en domstol. Nærlæser man brugen af vendinger som ”loven politisk og moralsk … ikke bør ændres af de danske myndigheder uden samtykke”, må det være åbenbart, at regeringen er ude i en moralsk, ikke en juridisk ekskurs.

 

 

 

Konklusion: Lad tvistnævnet besvare spørgsmålet

Vintersolnedgang Nuuk februar 2017 Mikael Hertig foto

 

     DERMED NÆRMER vi os en situation, hvorefter rigsfællesskabets indre relationer må stå sin prøve:
Forestiller man sig, at fx Dansk Folkeparti for at stemme for en finanslov eller deltage i et andet forlig forlanger et konkret lovforslag vedtaget, hvorefter Selvstyreloven for Grønland sættes ud af kraft, vil folketinget efter Christensens opfattelse kunne behandle det, uden at det grønlandske selvstyre bliver inddraget. Det interessante i det tilfælde er rækkefølgen. Vil folketinget i den situation være tvunget til at vente, til tvistnævnets tre højesteretsdommere har udtalt sig? Situationen er ikke længere helt hypotetisk. Helt analogt hertil vil folketinget på tilsvarende bestemmelser vedrørende det Færøske selvstyre kunne håndtere emnet. Svaret må ganske enkelt være, at det må være op til folketinget, ikke til det nævn, der omtales i § 19.

 

  DET MÅ naturligvis afføde undren i de arktiske dele af rigsfællesskabet. Man må kunne spørge sig selv: er de love, der mere end noget andet har medvirket til at holde sammen på rigsfællesskabet, juridisk set det papir værd, de er skrevet på?
Spørgsmålet kan rettes til det nævn, der omtales i selvstyrelovens § 19. Rigsfællesskabet har kunnet leve med denne uklarhed, indtil spørgsmålet blev rejst i flere omgange af henholdsvis Thorkild Kjærgaard og Søren Espersen. Det vil derfor være passende, om Naalakkersuisut retter en henvendelse til den danske regering for at få bragt den fornødne klarhed til veje.

ET ANDET spørgsmål til overvejelse for de tre højesteretsdommere er, hvilken rolle FN-pagten spiller. Ved forarbejderne til 1953 grundloven var Poul Andersen oóg Alf Ross enige om, at Færøernes særstatus allerede var så indarbejdet i 1915-grundloven, at delegationsspørgsmålet ikke krævede nogen nøjere tilpasning (se afsnittet ovenfor). 1953-grundloven blev til, fordi det var internationalt uacceptabelt at have kolonier, og Grønland blev anset for koloni. Den bestemmelse, der her er relevant, fandtes allerede med denne fortsat gældende formulering, ses i artikel 73, b. denne forpligtelse: FN-pagtens artikel 73 b lyder:

at fremme selvstyre, at tage behørigt hensyn til folkenes politiske ønsker og støtte dem i den fremadskridende udvikling af deres frie politiske institutioner overensstemmende med hvert områdes og dets befolkningers særlige forhold samt disses forskellige udviklingsgrad ”

     DEN NORMALE grundlovsfortolkning tilsiger, at den forståelse, der lægges til grund for en bestemmelses udformning, udstikker de endelige rammer. Til grundlovens § 1’s udformning hører, at hverken politikere eller fællesudtalelsen fra statsretsprofessorerne (men derimod Alf Ross og Hermod Lannung) forudså den udvikling, der senere fandt sted. Muligvis kan man i grundlovsvarianten ikke anse FN-pagtens artikel 73 for et forarbejde og som sådan en del af grundloven selv; imidlertid var denne bestemmelse grunden til, at Grønlands kolonistatus skulle afvikles. Den statiske forståelse af tilstanden kunne forsvares indtil 1979. Men siden har der næppe været nogen grundlovsmæssig dækning. Professorernes udtalelse om, at en udvikling i retning af selvstyre næppe ville blive aktuelt i grundlovens levetid, viste sig fejlagtig.

Som nævnt ovenfor endte 1953-grundloven med ikke at ville tildele Grønland en status med ret til senere selvstyre. Hvor FN-pagtens bestemmelser forpligter nationerne til at fremme en udvikling, virker grundlovsvariantens forståelse for statisk. Tager man den del af forhistorien i betragtning, at netop denne bestemmelse i pagten var anledningen til, at en ny grundlov skulle formuleres, må det være berettiget at rejse spørgsmålet, hvorvidt et medlemsland i forholdet specifikt til FN’s pagt har ret til at rulle ovennævnte tildelte selvstyrerettigheder tilbage?
Ganske vist lykkedes det op til grundlovens vedtagelse at overtale det daværende landsråd til få assimilation mellem Grønland og Danmark til at se ud som et grønlandsk folkeønske uden folkeafstemning.41 Selv, hvis man ikke kan anse FN’s art. 73 for forarbejde til Grundloven, må man i det mindste kunne ty til den som et vægtigt argument for forfatningsretsvarianten. Man kan samtidig anføre, at forudsætningerne for grundlovens forudsætninger er bristet, idet ingen forudså eller ønskede lovene om Grønlands hjemmestyre og siden selvstyre vedtaget. Kort sagt kan det hævdes, at rigsfællesskabet er udenfor de grundlovens forudsætninger. Grundlovsvariantens fortalere bruger betegnelsen ’frihåndstegning’ om forsøg på at etablere en ny grundlovssædvane. På den anden side kan der dels henvises til, at situationen ikke er ulig den, Færøerne stod i ved grundlovens vedtagelse i 1953.

SELVSTYRELOVEN  indeholder en bestemmelse om, hvordan uenighed mellem regeringen og selvstyret om fortolkning skal løses 42. Anledningen nu er, at flere og flere politikere, inklusive formanden for det udenrigspolitiske nævn og statsministeren med lidt flagrende støtte fra justitsministeren, mest støtter grundlovsvarianten.

I GRØNLAND og på Færøerne må man overveje, om selvstyrelovene er det papir værd, de er skrevet på, ogm om den stiltiende forståelse om ikke at bringe spørgsmålet op fortsat holder. Afslutningsvis skal der derfor lyde en anbefaling til Naalakkersuisut om, at man indkalder det tvistnævn, der er nævnt i selvstyrelovens § 19.

 

LITTERATUR

 

 

Videnskabeligt
BARTEN, Ulrike: ”The UN at 71”, ”Mod og Mening”, Hyldestskrift til Frederik Harhoff, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2016, 11-22
BEUKEL E og JENSEN Frede P.. Grønlands integration 1945-54: politica 2 2008 202-16
BRØSTED, J.: ”Et beskåret hjemmestyre”, Rhodos Radius København 1979
CARTER, Barry E og WEINER, S: International Law”6. ed. , Wolters Kluwer, Aspen Casebook Series, New York 2011, 22 f
CHRISTENSEN, Jens Peter, ALBÆK JENSEN, HANSEN JENSEN M, ”Dansk Statsrret, 2. udg, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2016
CHRISTENSEN, Jens Peter, ALBÆK JENSEN, HANSEN JENSEN: Grundloven med kommentarer, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2015
DANIELSEN, Jens Hartig
EPPS, Valerie and GRAHAM, Lorie: International Law, Examples and Explanations, Wolters Kluwer, New York 2011
GEIGER, R. ”Grundgesetz und Völkerrecht”, Beck, München 2013, 14-16.
GRAM MORTENSEN, Bent Ole: ”Mindretal og selvstyre i Danmark og det øvrige Norden, i ”Mod og Mening”, Hyldestskrift til Frederik Harhoff, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2016
HARHOFF, Frederik: ”Rigsfællesskabet”,Klim 1993
HENDRY, I and GRAHAM L ”International Law – Examples and Explanations, Aspen – Walter Kluwer New York 2011
JOHANSEN, Ove: Udviklingen af et grønlandsk hjemmestyre, Politica 4, 1980, 1-28
NAALAKKERSUISUT: Regeringsgrundlag, Forfatningskommission: http://naalakkersuisut.gl/da/Naalakkersuisut/Nyheder/2017/04/260417-Forfatningskommiss-etableret
SPIERMANN, Ole: ”Danmarks Rige i forfatningsretlig betydning”, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2007
SPIERMANN, Ole: Moderne Folkeret, Jurist- & Økonomforbundets Forlag, 2006
SPIERMANN, Ole ”Vore grundlovsstridige hjemmestyreordninger”, Juristen 1 Jan 2008,5-15
SØRENSEN, Max: Statsforfatningsret, Juristforbundets Forlag 1969, 431 s.
TROMMER Aage og KAARSTED, Tage: Grønland og Færøerne i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 28. januar 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306380
ZAHLE, Henrik: ”Hjemmestyret i dansk forfatningsret – en fredelig pluralisme” i ”Retsforhold og samfund i Grønland”, Hanne Petersen og Jakob Janussen 1998.

Artikler, opslag mv.
BETÆNKNING, afgivet af Forfatningskommissionen af 1946, J H Schultz 1953.
Kan hentes digitalt her: https://www.foxylex.dk/media/betaenkninger/Betaenkning_afgivet_af_Forfatningskommissionen_af_1946.pdf
BREUM M, ”Lars Løkke sætter skarp grænse for Grønlands forfatning”, Breum 2017
DUC, M og HERTIG, M: Den velsignede kolonitid, kronik i AftenpostenInnsikt. 08/17 http://www.aftenposteninnsikt.no/europa/den-velsignede-danske-kolonitid
GRØNLANDSK-DANSK SELVSTYREKOMMISSIONS BETÆNKNING OM SELVSTYRE I GRØNLAND, Selvstyrekommissionen 2008 Kan hentes digitalt her.:
naalakkersuisut.gl/~/media/Nanoq/Files/Attached%20Files/Naalakkersuisut/DK/Selvstyre/Gr%C3%B8nlandsk-Dansk%20Selvstyrekommissionens%20bet%C3%A6nkning.pdf
HJEMMESTYRE i Grønland, Betænkning 1 afgivet af Kommissionen om Hjemmestyre i Grønland April 1978. Kan hentes digitalt her http://www.stm.dk/_p_5507.html

  1. HERTIG M: ”Danish Government is Bluffing” Aquut Juli 2017 https://www.aquut.com/2017/07/06/greenland-danish-government-is-bluffing/

  2. HERTIG, M: Wilsons 14 punkter 100 år, PointOfView International januar 18: http://pov.international/woodrow-wilson-14-punkt/
    K
    JÆRGAARD, T.: «Grønland og Hermod Lannungs private udenrigspolitik», WeekendAvisen Bøger ( februar 2017)
    KJÆRGAARD T Politiken oktober 2017: ”Afskaf Selvstyret”

  3. KOALITIONSAFTALE, Grønlands Selvstyre: (Forfatningskommission) http://naalakkersuisut.gl/da/Naalakkersuisut/Koalitionsaftale https://politiken.dk/debat/kroniken/art6171401/Selvstyret-p%C3%A5-Gr%C3%B8nland-er-en-katastrofe-afskaf-det-dog
    LEINE, Kim: ”Profeterne i Evighedsfjorden” Gyldendal 2012

  4. LOV OM FÆRØERNES HJEMMESTYRE, https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=45897
    LOV OM GRØNLANDS SELVSTYRE, Retsinfo 2009: https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=125052

1ZAHLE, Henrik: ”Hjemmestyret i dansk forfatningsret – en fredelig pluralisme” i ”Retsforhold og samfund i Grønland”, Hanne Petersen og Jakob Janussen 1998.

2SPIERMANN, Ole: ”Danmarks Rige i forfatningsretlig betydning”, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2007, p 69

3Selvstyrets hjemmesides beskrivelse: http://naalakkersuisut.gl/da/Naalakkersuisut/Nyheder/2017/04/260417-Forfatningskommiss-etableret

4LEINE, Kim: ”Profeterne i Evighedsfjorden” Gyldendal 2012 521 s

5Læs her eller i Information. Denne artikel er lidt fyldigere: http://www.martinbreum.dk/lars-loekke-saetter-skarp-graense-for-groenlands-forfatning/

7Læs for eksempel her: http://sermitsiaq.ag/soeren-espersen-gaaet-forkerte-vej-siden-hjemmestyret-indfoert

8https://www.b.dk/nationalt/df-kraever-dansk-kontrol-af-milliardtilskud-til-groenland Dukkede op igen omkring juletid 2017. Rigsrevisionen har pr. mail til mig benægtet, at det ligger indenfor RR’s kompetence.

9KJÆRGAARD, T : https://politiken.dk/debat/kroniken/art6171401/Selvstyret-p%C3%A5-Gr%C3%B8nland-er-en-katastrofe-afskaf-det-dog

10KJÆRGAARD, okt 17, STENO, T. Berlingske: https://corduasteno.blogs.berlingske.dk/2017/11/29/dansk-beroeringsangst-forstaerker-groenlands-tragedie/ Se endvidere: http://sermitsiaq.ag/medie-df-parat-annullere-selvstyret

11Udokumenteret, men Nauja Lynge på de sociale medier, fortrinsvis Facebook.

12SELVSTYRELOVEN Lov 473 af 6. juni 2009 om Grønlands Selvstyre, https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=125052

13Her henvises til HOFMANN,Rainer: ”Verfassungsrecht I”, 2014´. https://www.jura.uni-frankfurt.de/53825847/_-31-Grundgesetz-und-Voelkerrecht-_bearbeitet-Dumanovic_.pdf

15.CHRISTENSEN, J P: StatsretCHRISTENSEN, J. P. mfl. Dansk Statsret DJØF 2. udg 2016 p 145Husk sidereference

16Den nævnte folkeafstemning i 1946 viste et flertal for løsrivelse, men regeringen i Danmark underkendte resultatet af de grunde, der er nævnt her: http://denstoredanske.dk/Danmarkshistorien/Krise_og_krig/Tilbage_til_demokrati/Normaliseringen_begynder/Gr%C3%B8nland_og_F%C3%A6r%C3%B8erne

17Sørensens formulering må her forstås som en accept af at delegationen ikke kan tilbagekaldes, mens Ross reelt lader spørgsmålet dække ubesvaret, se Zahle 1998 p 55.

18En speciel udlægning af forløbet kan læses i Weekendavisen, Bøger, 24. februar 2017, hvor KJÆRGAARD T hævder, at Grønland aldrig juridisk set har været nogen dansk koloni.

19Afvikling af Grønlands kolonistatus 1945.-54, Dansk Institut for Internationale Studier 2007., 312-18 . Se også

BEUKEL E og JENSEN Frede P.. Grønlands integration 1945-54: politica 2 2008 202-16, 40. årg.

2 2008, 202-216.

20HERTIG, M: Wilsons r http://pov.international/woodrow-wilson-14-punkt/

21HERTIG, M og DUC, M: http://www.aftenposteninnsikt.no/europa/den-velsignede-danske-kolonitid

22Det må have været særdeles vanskeligt for de små aktører at indhente den fornødne faglige ekspertise.

23En noget bizar udlægning af dette forløb er citeret i DUC, M og HERTIG M, op. Cit.

25” I bevidstheden om behovet for skabelse af betingelser for stabilitet og trivsel og fredelige og venlige forbindelser baseret på respekt for principperne om lige rettigheder og selvbestemmelse for alle folkeslag og om universel respekt for og overholdelse af menneskerettighederne og grundlæggende friheder for alle uden forskel på race, køn, sprog eller religion, …. ,At anerkende den lidenskabelige længsel efter frihed i alle afhængige folkeslag og disse folks afgørende rolle i opnåelsen af ​​deres uafhængighed …. ”
Overbevist om, at alle mennesker har en umistelig ret til at opnå frihed, udøvelsen af ​​deres suverænitet og deres nationale territoriums integritet … ”

26HARHOFF, Frederik: ”Rigsfællesskabet”, KLIM 1993, 578 sider, 447-51

27http://www.ilo.org/dyn/normlex/en/f?p=NORMLEXPUB:12100:0::NO::P12100_ILO_CODE:C169

28LEHMANN Tyge: højhedsret i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. januar 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=95464 og LEHMANN Tyge: territorialprincippet

i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. januar 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=171095

29Se nærmere HARTIG Danielsen, J. ”Grønlands Selvstyre og Danmarks Riges Grundlov”, Juristen 2011, 9-18

30Folketingets Betænkning 837 /1978: ”Hjemmestyre i Grønland I”, p. 11.

31Her er en indirekte henvisning til ILO’s første resolution om oprindelige folks rettigheder, som Danmark formentlig netop på grund af forholdet til Grønland aldrig ratificerede. (1514/1960)

32Hermed fastslås den rigsfællesskabsbevarende politiske position, som for det meste har præget den danske regerings position

33Formuleringen støtter overvejende grundlovsvarianten

34HARHOFF, Frederik: ”Rigsfællesskabet”, KLIM, 1993, 578 sider.

36naalakkersuisut.gl/~/media/Nanoq/Files/Attached%20Files/Naalakkersuisut/DK/Selvstyre/Gr%C3%B8nlandsk-Dansk%20Selvstyrekommissionens%20bet%C3%A6nkning.pdf

37CHRISTENSEN, J. P. mfl. Dansk Statsret DJØF 2. udg. 2016 p 145

38I forskellige artikler, her denne https://www.aquut.com/2017/07/06/greenland-danish-government-is-bluffing/ har jeg tidligere fejlagtigt vurderet det som en indiskutabel juridisk kendsgerning, at proceduren for ændringer af lov om Grønlands selvstyre skulle følge den procedure, loven selv foreskriver. Højesteretsdommer Jens-Peter Christensen er en førende autoritet på området. Uenigheden, der beskrives her, må således tillægges betydelig vægt.

40http://www.ft.dk/samling/20161/almdel/gru/spm/57/index.htm (Begge dokumenter nedtages fra denne adresse)

41SPIERMANN, O. Moderne Folkeret, 196 : ”Processen i Grønland har været kritiseret blandt andet på grund af manglende gennemførelse af folkeafstemning”

42SELVSTYRELOVEN, § 1

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *